Jules Verne: En verdensomsejling under havet

Derfor frembød bunden af disse have synet af en slagmark, hvor endnu alle de, der var blevet overvundet af oceanet, lå; nogle gamle og allerede tilgroede; andre nye og genspejlende skæret fra vor lanterne på deres jernbeslag og deres kobberforhudning. Hvilke fartøjer, tabt med mand og mus, med deres mandskab, deres verden af emigranter, var der ikke blandt dem, på de farlige punkter, angivet i statistikkerne, — Kap Race, St. Paul-Øen, Belle-lsle-Strædet, St. Lawrenceflodens munding! Og hvor mange ofre er der ikke, blot i nogle få år, kommet ind i disse sørgelige annaler fra dampskibslinierne Royal Mail, Inmann og Montreal — Solway, Isis, Paramatta, Hungarian, Canadian, Anglo-Saxon, Humboldt, United-States, alle strandede, Arctic, Lyonnais, sænkede ved påsejling, Præsident, Pacific, City of Glasgow, forsvundne af ukendte årsager, sørgelige vragstumper, som Nautilus sejlede midt imellem, som om den holdt mønstring over de døde.

Den 15. maj var vi ved det sydligste punkt af Newfoundslandsbanken. Denne banke er et produkt af marine aflejringer, en betydelig ophobning af organiske rester, hidført enten fra ækvator af Golfstrømmen, eller fra Nordpolen af den koldtvandsstrøm, der løber langs den amerikanske kyst. Der opdynges også de vandreblokke, der transporteres af isbjegene. Der er opstået en mægtig knokkelhob efter fisk, bløddyr eller zoofyter, der omkommer her i milliardvis.

Havdyhden er ikke betydelig ved Newfoundlandsbanken. Højst nogle hundrede favne. Men mod syd udhules pludselig en dyb sænkning, et hul på tre tusind meter. Der udvider Golfstrømmen sig. Dens vande breder sig ud. Den taber i hastighed og temperaturen daler, men den bliver til et hav.

Blandt de fisk, som Nautilus skræmte på sin færd, skal jeg nævne en én meter lang stensuger, der, med sort ryg og gul bug, giver sine slægtninge et lidet fulgt eksempel på ægteskabelig troskab, en stor unernack, en slags smaragdgrøn muræne, der smager udmærket, karrakker med store øjne og et hoved, der har nogen lighed med et hundehoved, tangspræl, der er levendefødende ligesom slanger, kutlinger eller sorte grundlinger på to decimeter, makrurer med lang hale, strålende med sølvagtigt skær, hurtige fisk, på eventyr langt fra de højnordiske have.

Nettene samlede også en modig, dristig, kraftig, muskuløs fisk op, som var bevæbnet med pigge på hovedet og brodder på finnerne, en veritabel skorpion på to-tre meter, en lidenskabelig fjende af tangspræl, torsk og laks; det var de nordlige haves ulk, med knudret brun krop og røde finner. Fiskerne på Nautilus havde noget besvær med at bemægtige sig dette dyr, der takket være bygningen af sine gællespalter bevarer sine åndedrætsorganer fra den udtørrende kontakt med atmosfæren og kan leve nogen tid uden for vandet.

Nu kan jeg — for fuldstændighedens skyld — nævne nålefiskene, små fisk, der ledsager skibene i de nordlige have, spidssnudede skaller, der er særegne for Nordatlanten, havtudser, og jeg kommer så til toskene, især arten kabliau, som jeg overraskede i dens foretrukne vande, på denne uudtømmelige Newfoundlandsbanke.

Man kan sige, at disse fisk er bjergfisk, for Newfoundland er blot et undersøisk bjerg. Da Nautilus banede sig vej gennem deres tætte falankser, kunne Conseil ikke tilbageholde denne bemærkning:

— Det der! Torsk! sagde han. Men jeg troede, at torskene var flade som isinger eller søtunger?

— Naive sjæl! udbrød jeg. Torskene er kun flade hos urtekræmmeren hvor man viser dem åbne og udfoldede. Men i vandet er det tenformede fisk ligesom multerne, og de er på fuldkommen vis bygget til at bevæge sig i vandet.

— Jeg vil gerne tro herren, svarede Conseil. Hvilken sværm, hvilken myretue!

— Åh, min ven, der ville være endnu flere, hvis der ikke var deres fjender, havtudserne og menneskene! Ved du, hvor mange æg man har talt i en enkelt hun?

— Lad os tage munden fuld, svarede Conseil. Fem hundred tusind.

— Elleve millioner, min ven.

— Elleve millioner! Se, det vil jeg nu aldrig indrømme, medmindre jeg selv tæller dem.

— Tæl dem, Conseil. Men det bliver hurtigere for dig at tro mig. Det er for resten i tusindvis, franskmændene, englænderne, amerikanerne, danskerne, nordmændene fisker torsk. Man fortærer dem i rigelige mængder, og uden deres forbavsende frugtbarhed ville de snart dø ud i disse have. Blot i England og Amerika er således fem tusind skibe, bemandet med femoghalvfjerds tusind mænd, beskæftiget med torskefiskeri. Hvert skib indbringer i gennemsnit fyrretyve tusind fisk, i alt femogtyve millioner. På Norges kyster er det samme tilfældet.

— Vel, svarede Conseil, så stoler jeg på herren. Jeg lader være at tælle dem.

— Hvad for noget?

— De elleve milioner æg. Men der er noget, jeg gerne vil sige.

— Hvad da?

— Det er, at hvis alle æggene blev udklækket, ville fire torsk være nok til at ernære England, Amerika og Norge!

Mens vi strejfede bunden på Newfoundlandbanken, kunne jeg helt tydeligt se de lange liner, besat med to hundrede fiskekrage, som hver båd røgter i dusinvis af. Hver line, der blev slæbt af sted ved hjælp af et lille dræg i den ene ende, blev holdt oppe på overfladen af et reb, der var fæstet på en bøje af kork. Nautilus måtte manøvrere snildt midt i dette undersøiske net.

For øvrigt blev den ikke længe i disse befærdede egne. Den gik helt op mod den toogfyrretyvende breddegrad. Det var på højde med Newfoundlands St. Johns og med Heart's Content, hvor det transatlantiske kabels yderste ende var.

I stedet for at vedblive at sejle mod nord, tog Nautilus retning mod øst, som om den ville følge Telegrafplateauet, hvorpå kablet hviler, og hvis relief mangfoldige sonderinger har gengivet med den yderste nøjagtighed.

Det var den 17. maj, ca. fem hundrede mil fra Heart’s Content, på to tusind, otte hundrede meters dybde, jeg opdagede kablet, der lå på bunden. Conseil, som jeg ikke havde sagt noget til om det, tog det straks for en kæmpemæssig havslange, og skulle til at klassificere den efter sin sædvanlige metode. Men jeg bragte den værdige unge mand ud af hans vildfarelse, og for at trøste ham over hans skuffelse fortalte jeg ham forskellige enkeltheder om kablets nedlæggelse.

Det første kabel blev anlagt i løbet af årene 1857 og 1858; men efter at have overført omtrent fire hundrede telegrammer, holdt det op at fungere. I 1863 anlagde ingeniørerne et nyt kabel, der målte tre tusind, fire hundrede kilometer, og vejede fire tusind, fem hundrede tons, og som blev indskibet på Great Eastern. Dette forsøg strandede også.

Men nu, den 25. maj, var Nautilus neddukket i tre tusind, otte hundrede, seksogtredive meters dybde, nøjagtigt på det sted, hvor det brud opstod, der ødelagde foretagendet. Det var seks hundrede, otteogtredive mil fra Irlands kyst. To timer efter middag opdagede man, at forbindelsen med Europa lige var blevet afbrudt. Skibets elektrikere besluttede at hugge kablet over, før de fiskede det op, og klokken elleve om aftenen havde de gjort det beskadigede stykke i stand. Man lavede en splejsning og en pakning; så blev kablet sænket ned igen. Men nogle dage senere sprængtes det igen, og man kunne ikke få fat på det i oceanets dyb.

Amerikanerne tabte ikke modet. Den dristige Cyrus Field, som var foretagendets ophavsmand, og som satte hele sin formue ind på det, opfordrede til en ny tegning af bidrag. Listen blev straks overtegnet. Et nyt kabel blev anbragt under de bedste forhold. Isolerede i et hylster af guttaperka var bundtet af ledende tråde beskyttet af et lag af tekstiler, indesluttet i en forstærkning af metal. Great Eastern stak til søs igen den 13. juli 1866.