Jules Verne: En verdensomsejling under havet

— Ja, hr. professor. Vengeur — Hævneren! Et smukt navn! mumlede kaptajn Nemo og lagde armene over kors.

Denne måde at tale på, det uforudsete i dette optrin, denne historie om det patriotiske skib, først da den blev fortalt, så den bevægelse, hvormed denne mærkelige personlighed havde udtalt sine sidste ord, dette navn Vengeur, hvis betydning jeg ikke kunne undgå at lægge mærke til, alt dette forenede sig om at gøre et dybt indtryk på mig. Mit blik forlod ikke mere kaptajnen. Med hænderne udstrakt mod havet og brændende øjne betragtede han det hæderfulde vrag. Måske skulle jeg aldrig få at vide hvem han var, hvorfra han kom, hvor han gik hen, men jeg så mere og mere mennesket træde frem fra videnskabsmanden. Det var ikke nogen almindelig misantropi, der havde lukket kaptajn Nemo og hans fæller inde om bord på Nautilus, men et unaturligt eller ophøjet had, som tiden ikke kunne svække.

Søgte dette had endnu efter hævn? Fremtiden skulle snart vise mig det.

Imidlertid steg Nautilus langsomt op mod havoverfladen, og lidt efter lidt så jeg Vengeurs uklare former forsvinde. Snart angav en let rullen mig, at vi flød under åben himmel.

I dette øjeblik hørtes en dump detonation. Jeg betragtede kaptajnen. Kaptajnen rørte sig ikke.

— Hr. kaptajn? sagde jeg.

Han svarede ikke.

Jeg forlod ham og steg op på platformen. Conseil og canadieren var der allerede.

— Hvorfra kommer den detonation? spurgte jeg.

— Fra et kanonskud, svarede Ned Land.

Jeg så i retning af det skib, som jeg havde opdaget. Det havde nærmet sig til Nautilus, og man kunne se, at det satte dampen op. Seks mil skilte det fra os.

— Hvad er det for et skib, Ned?

— Efter dets rigning, efter dets lave master, svarede canadieren, ville jeg holde på at det er et krigskib. Kunne det bare komme her og, om det skal være, sænke den forbandede Nautilus!

— Kære Ned, svarede Conseil, hvad ondt kan det gøre Nautilus? Vil det angribe den under bølgerne? Vil det skyde den med kanoner på havets bund?

— Sig mig, Ned, spurgte jeg, kan De finde ud af dette fartøjs nationalitet?

Canadieren rynkede panden, sænkede sine øjenlåg, kneb øjnene sammen i krogene og stirrede i nogle øjeblikke på skibet med hele sin synsstyrke.

— Nej, hr. professor, svarede han. Jeg kan ikke se hvilken nation det hører til. Dets flag er ikke hejst. Men jeg kan bekræfte, at det er et krigsskib, for en lang vimpel folder sig ud i den øverste ende af stormasten. I et kvarters tid blev vi ved at iagttage fartøjet, som styrede hen imod os. Jeg kunne dog ikke antage, at han havde opdaget Nautilus på den afstand, endnu mindre, at han vidste hvad det var for en undervandsmaskine.

Snart efter meddelte canadieren mig, at dette fartøj var et stort krigsskib, med spids forstavn, en pansret todækker. En tyk sort røg kom ud af dens to skorstene. Dens beslåede sejl faldt sammen med ræernes linie. Dens agterstavn bar ikke noget flag. Endnu gjorde afstanden det umuligt at skelne farverne af dens vimpel, der stod ud som et smalt bånd.

Det sejlede hurtigt fremad. Hvis kaptajn Nemo lod det nærme sig, ville en mulighed for at blive reddet tilbyde sig for os.

— Hr. professor, sagde Ned Land til mig, om det fartøj passerer os i en mils afstand, så springer jeg i havet, og jeg opfordrer Dem til at gøre som jeg.

Jeg svarede ikke på canadierens forslag, og jeg vedblev at betragte skibet, der tonede frem for vore øjne. Hvad enten det var engelsk, fransk, amerikansk eller russisk var det sikkert, at det ville tage imod os, om vi kunne nå om bord på det.

— Herren vil nok huske på, sagde nu Conseil, at vi har nogen erfaring i svømning. Herren kan hvile sig på mig og blive bugseret hen til det skib, hvis det passer herren at følge vores ven Ned.

Jeg skulle lige til at svare, da en hvid damp sprang frem i krigsskibets forstavn. Nogle sekunder senere overstænkedes Nautilus’ agterstavn af vand, der var sat i bevægelse af et tungt legemes fald. Lidt efter ramte en detonation mit øre.

— Hvad er det? De skyder på os! udbrød jeg.

— Flinke folk! mumlede canadieren.

— De tager os altså ikke for skibbrudne, der klynger sig til et vrag!

— Hvis herren ikke har noget imod det… Nåda, sagde Conseil, idet han rystede det vand af sig, som en ny kugle havde fået til at stænke op på ham. — Hvis herren ikke har noget imod det, så har de genkendt narhvalen, og det er narhvalen de skyder på med deres kanon.

— Men de bør dog kunne se, udbrød jeg, at det er mennesker de har at gøre med.

— Det er måske netop derfor! svarede Ned Land, idet han så på mig. Pludselig stod det hele mig klart. Nu vidste man uden tvivl hvad man havde at holde sig til med hensyn til det formodede uhyre. Da det stødte sammen med Abraham Lincoln, da canadieren ramte det med sin harpun, havde kaptajn Farragut uden tvivl erkendt, at narhvalen var en undervandsbåd, der var farligere end en unaturlig stor hval.

Ja, således måtte det være, og uden tvivl forfulgte man nu på alle have den frygtelige ødelæggelsesmaskine.

Virkelig frygtelig, hvis kaptajn Nemo, som man kunne formode, brugte Nautilus til en hævnakt! Havde han ikke angrebet et eller andet skib, i den nat, da han, midt i det Indiske Ocean, lukkede os inde i cellen? Havde den mand, der nu var begravet på Koralkirkegården, ikke været offer for et sammenstød, der var provokeret af Nautilus? Jo, jeg gentager det. Det måtte være således. Noget af kaptajn Nemos mystiske eksistens var ved at afsløre sig. Og om end hans identitet ikke var erkendt, så jagede de nationer, der havde sluttet sig sammen imod ham, ikke længere et kimærisk væsen, men et menneske, der havde svoret dem et uforsonligt had!

Hele denne frygtelige fortid stod for mine øjne. I stedet for at møde venner på det skib, der nærmede sig, kunne vi dér kun finde skånselsløse fjender.

Imidlertid blev kuglerne talrigere omkring os. Nogle mødte havoverfladen og rikochetterede for at gå tabt i betydelige afstande. Men ingen ramte Nautilus.

Panserskibet var nu ikke mere end tre mil borte. Trods den voldsamme kanonade viste kaptajn Nemo sig ikke på platformen. Og dog ville en af disse kegleformede kanonkugler, der på normal måde ramte Nautilus’ skrog, have været skæbnesvanger for ham.

Nu henvendte canadieren sig til mig:

— Professor, vi bør forsøge alt for at komme ud af denne kritiske situation. Lad os give signal! For tusind djævle! Man vil måske forstå, at vi er hæderlige mennesker!

Ned Land tog sit lommetørklæde frem for at vifte med det. Men næppe havde han udfoldet det, før han, slået ned af en jernhånd, trods sin enorme styrke faldt om på broen.

— Elendige, råbte kaptajnen, vil du da have at jeg skal spigre dig fast på Nautilus’ forstavn, før den går løs på det skib!

Kaptajn Nemo var frygtelig at høre på, og det var endnu frygteligere at se på ham. Hans ansigt var blegnet under krampetrækninger i hans hjerte, der et øjeblik var hørt op at banke. Hans pupiller havde trukket sig skrækindjagende sammen. Han talte ikke mere, han brølede. Med kroppen lænet fremad stod han og vred skuldrene om på canadieren. Så gav han slip, og idet han vendte sig imod krigsskibet, hvis kugler regnede omkring ham, råbte han med sin mægtige stemme:

— Åh, du ved hvem jeg er, skib fra en forbandet nation! Jeg har ikke brug for dit flag for at genkende dig! Se her! Jeg skal vise dig mit!

Og i platformens forstavn udfoldede kaptajn Nemo et sort flag, der lignede det han allerede havde plantet på Sydpolen.