Jules Verne: En verdensomsejling under havet

Foretagendet forløb godt. Dog skete der noget undervejs. Elektrikerne opdagede flere gange, når de var ved at afrulle kablet, at der nylig var blevet slået søm deri, med det formål at beskadige koren. Kaptajn Anderson, hans officerer og ingeniører holdt møde, forhandlede, og bekendtgjorde at hvis den skyldige blev overrasket ombord, ville han uden videre blive kastet i havet. Derefter blev det forbryderiske forsøg ikke mere gentaget.

Den 23. juli var Great Eastern ikke mere end otte hundrede kilometer fra Newfoundland, da man fra Irland telegraferede til den, at der var sluttet våbenstilstand mellem Preussen og Østrig efter slaget ved Køniggrätz. Den 27. pejlede den Heart’s Contents havn gennem tåger. Foretagendet var lykkeligt bragt til ende, og i sin første depeche henvendte det unge Amerika til det gamle Europa disse kloge ord, der så sjældent er blevet forstået: Ære være Gud i himlen, og fred med de mennesker, i hvem der er god vilje.

Jeg ventede ikke at finde det elektriske kabel i dets primitive stand, sådan som det var, da det gik ud fra værkstedet. Den lange slange, der var dækket af stumper af konkylier og strittede af foraminiferer, havde fået en skorpe af en stenet masse, der beskyttede den mod borende bløddyr. Den hvilede roligt, i læ for havets bevægelser, og under et tryk, der var gunstigt for oversendelsen af den elektriske gnist, der går fra Amerika til Europa på toogtredive hundrededele af et sekund. Dette kabels holdbarhed vil utvivlsomt være uendelig, for man har iagttaget, at guttaperkahylstret bliver stærkere af opholdet i havvand.

På dette plateau, der er så heldigt valgt, er kablet intetsteds sænket til sådanne dybder, at det kan sprænges. Nautilus fulgte det lige til dets laveste sted, beliggende fire tusinde, fire hundrede og énogtredive meter nede, og der lå det endnu, uden at være udsat for noget træk. Så nærmede vi os det sted, hvor ulykken i 1863 havde fundet sted.

Oceanets bund dannede der en ét hundrede og tyve kilometer bred dal, hvorpå man kunne have stillet Mont Blanc, uden at dens top ragede op over bølgernes overflade. Denne dal er lukket mod øst af en lodret mur på to tusind meter. Vi kom dertil den 28. maj, og Nautilus var ikke mere end halvandet hundrede kilometer fra Irland.

Ville kaptajn Nemo gå op igen for at få landkending af de Britiske Øer? Nej. Til min store overraskelse sejlede han atter ned mod syd og kom igen i nærheden af de europæiske have. Da vi sejlede omkring Smaragdøen, så jeg et øjeblik Kap Clear og lyset fra Fastenet, der lyser for de tusinder af skibe, der går ud fra Glasgow og Liverpool.

Et vigtigt spørgsmål dukkede op. Ville Nautilus vove at trænge ind i Kanalen? Ned Land, der havde vist sig igen, da vi nærmede os land blev ved at spørge derom. Hvordan skulle jeg svare ham? Kaptajn Nemo var stadig usynlig. Ville han, efter at have ladet canadieren skimte Amerikas strande, nu vise mig Frankrigs kyster?

Imidlertid sejlede Nautilus stadig længere mod syd. Den 30. maj sejlede den, med Land’s End inden for synsvidde, mellem Englands yderste punkt og Scillyørne, som den passerede til styrbord. Hvis han ville ind i Kanalen, måtte han tage ruten lige mod øst. Det gjorde han ikke.

Hele dagen den 31. maj sejlede Nautilus på havoverfladen i en række cirkler, der i høj grad pirrede min nysgerrighed. Det lod til at den søgte efter et sted, som den havde noget besvær med at finde. Ved middagstid kom kaptajn Nemo selv for at gøre sit bestik. Han henvendte ikke et ord til mig. Han forekom mig mere melankolsk end nogensinde. Hvem kunne gøre ham så trist? Var det fordi han var nær ved de europæiske strande? Kom han igen til at tænke på det land han havde forladt? Hvad følte han så? Samvittighedsnag eller savn? Denne tanke optog mig længe, og jeg havde ligesom en forudanelse af, at tilfældet inden længe ville forråde kaptajnens hemmeligheder.

Den næste dag, den 1. juni, fortsatte Nautilus på samme måde. Det var tydeligt, at den søgte at genfinde et bestemt sted i oceanet. Kaptajn Nemo kom op for at tage solhøjden, sådan som han havde gjort den foregående dag. Havet var smukt, himlen ren. Otte mil mod øst aftegnede et stort dampskib sig i horisonten. Intet flag vajede fra dets gaffel, og jeg kunne ikke fastslå dets nationalitet.

Nogle minutter før solen passerede meridianen tog kaptajn Nemo sin sekstant, og foretog observationen med den yderste præcision. Havets absolutte ro lettede ham arbejdet. På den ubevægelige Nautilus mærkede man hverken rullen eller duvning.

I det øjeblik var jeg på platformen. Da hans forehavende var endt, udtalte kaptajnen disse få ord:

— Det er her!

Han gik ned gennem lugen. Havde han set det skib der nu ændrede sin kurs, og syntes at komme nærmere til os? Jeg kunne ikke sige det. Jeg kom igen ind i salonen. Lugen blev lukket, og jeg hørte vandets susen i reservoirerne. Nautilus begyndte at gå ned, idet den fulgte en lodret linie; thi dens standsede skrue overførte ikke længere nogen bevægelse.

Nogle minutter senere standsede den i en dybde af otte hundrede, treogtredive meter, og hvilede så på bunden.

Da blev der slukket i salonens lysende loft, lugerne blev åbnet, og gennem ruderne så jeg i en halv mils omkreds havet stærkt oplyst af lanternens stråler.

Jeg så ud til bagbord, og jeg så intet andet end de rolige vandes uendelighed.

Til styrbord viste der sig på bunden en stor forhøjning, der tiltrak sig min opmærksomhed. Det så ud som vragrester begravet under en opdyngning af hvidlige konkylier, som under et snelag. Da jeg opmærksomt undersøgte denne masse, troede jeg at genkende de sammenfaldne former af et skib, der var berøvet sine master og måtte være sænket forfra. Denne ulykke hidrørte sikkert fra en længst forsvunden tid. For således at blive overgroet med vandets kalk måtte dette vrag have tilbragt mange år på oceanets bund.

Hvad var det for et skib? Hvorfor kom Nautilus for at besøge dets grav? Var det da ikke et skibbrud, der havde slæbt dette fartøj ned under havet?

Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle tænke, da jeg nær ved mig hørte kaptajn Nemo sige ganske langsomt:

— Tidligere hed dette skib Marseillais. Det førte fireoghalvfjerds kanoner, og blev søsat i 1762. Den 13. august 1778 kæmpede det, kommanderet af La Poype-Vertrieux, dristigt mod Preston. Den 4. juli 1779 hjalp det sammen med admiral d’Estaings eskadre ved indtagelsen af Grenada. Den 5. september 1781 tog den del i grev de Grasses kamp i Chesapeakebugten. I 1794 forandrede den franske republik dets navn. Den 16. april samme år sluttede det sig i Brest til Villaret-Joyeuses eskadre, med det hverv at eskortere en konvoj med hvede, der kom fra Amerika under admiral van Stabels kommando. Den 11. og den 12. prairial år II mødte denne eskadre de engelske skibe. Hr. professor, det er i dag den 13. prairial, den 1. juni 1868. Der er gået fireoghalvfjerds år, dag for dag, på selve dette sted på 47° 24 bredde og 17° 28 længde, siden dette skib, efter en heroisk kamp, berøvet sine tre master, med vand i sine magasiner, med en trediedel af sin besætning ukampdygtig, foretrak at gå til bunds med sine tre hundrede seksoghalvtreds sømænd fremfor at overgive sig, og, efter at have naglet sit flag til sin agterstavn, forsvandt under bølgerne med råbet: Leve republikken!

— Vengeur! udbrød jeg.