Jules Verne - En verdensomsejling under havet

Året 1866 blev præget af en mærkelig hændelse, et uopklaret og uforklarligt fænomen, som utvivlsomt ingen har glemt. For ikke at tale om de rygter, der ængstede havnebyernes befolkning og ophidsede sindene i det indre af kontinenterne, var det dog søens folk, der særlig blev foruroliget. Købmænd, skibsredere, skibskaptajner, skippere, styrmænd i Europa og Amerika, marineofficerer i alle lande og påvirket af dem regeringerne i de to fastlandes forskellige stater var i højeste grad optaget af denne sag.

I nogen tid havde flere skibe på søen mødt» en enorm ting«, lang, tenformet, undertiden fosforescerende og umådelig meget større og hurtigere end en hval.

De kendsgerninger, der angående dette fænomen var optegnet i forskellige skibsjournaler, stemte ret nøje overens med hensyn til det omtalte objekts eller væsens struktur, dets bevægelsers uhørte hastighed, den overraskende kraft i dets fremdrift, det særlige liv, hvormed det syntes begavet. Hvis det var en hval, overgik den i omfang alle dem, som videnskaben hidtil havde klassificeret. Hverken Cuvier eller Lacépède, hverken Dumeril eller de Quatrefages ville have indrømmet eksistensen af et sådant uhyre, — medmindre de havde set det, det vil sige set det med deres egne sagkyndige øjne.

Ved at tage gennemsnittet af de iagttagelser, der gentagne gange var gjort, og derefter forkaste de forsigtige vurderinger, der tilskrev dette objekt en længde på to hundrede fod, og afvise de overdrevne formodninger, der sagde, at det var tusind fod i omfang og tre tusind langt, kunne man imidlertid bekræfte, at dette fænomenale væsen langt overgik de dimensioner, der hidtil var anerkendt af ichtyologerne — om det i det hele taget eksisterede.

Nå, det eksisterede nu, selve denne kendsgerning kunne ikke mere nægtes, og i betragtning af den tilbøjelighed, som fører den menneskelige hjerne mod det underfulde, kan man forstå det røre, der skabtes hele verden over af dette overnaturlige syn. Man måtte give afkald på at henvise det til fantasiens verden.

Nuvel, den 20. juli 1866 havde damperen Guvernør Higginson , tilhørende Calcutta og Burnach Damskibsselskab , mødt denne bevægelige masse fem sømil øst for Australiens kyst. Kaptajn Baker troede først at stå over for et ukendt skær; han beredte sig endog på at bestemme dets nøjagtige position, da to vandsøjler, udstødte fra den uforklarlige genstand, fløjtende slyngedes et hundrede og halvtreds fod op i luften. Medmindre dette skær med mellemrum var behersket af udbrud fra en gejser, havde Guvernør Higginson altså utvivlsomt at gøre med et hidtil ukendt pattedyr, der fra sine næsebor udkastede søjler af vand, blandet med luft og damp.

En lignende tildragelse blev på samme måde observeret i Stillehavet den 23. juli samme år fra Christopher Columbus , tilhørende West India & Pacific Dampskibsselskab . Denne usædvanlige hval kunne altså bevæge sig fra et sted til et andet med en overraskende hastighed, siden Guvernør Higginson og Christopher Columbus med tre dages mellemrum havde observeret den på to steder, der var adskilt ved en afstand på mere end syv hundrede sømil.

Fjorten dage senere sejlede Helvetia ; tilhørende Compagnie Nationale , og Shannon , tilhørende Royal Mail , to tusind mil derfra i modsatte retninger i den del af Atlanten, der er indesluttet mellem De forenede Stater og Europa, og signalerede til hinanden om uhyret på 42° nordlig bredde og 60° 35 længde vest for Greenwich-meridianen. Ved disse samtidige observationer troede man at kunne vurdere pattedyrets minimumslængde til ikke under tre hundrede engelske fod*) siden både Shannon og Helvetia var af mindre dimensioner end det, skønt de målte hundrede meter fra for til agter. Nu har de største hvaler, kulammak og ungullik, der søger farvandene omkring Aleuterne, aldrig været længere end seksoghalvtreds meter — om de endda har været så lange. Disse rapporter, der kom slag i slag, nye observationer foretaget om bord på atlanterhavsbåden Pereire , et sammenstød mellem Etna fra Inman-linien og uhyret, en protokol optaget af officererne på den franske fregat Normandie , en meget grundig oversigt, som man fik fra kommandør Fitz-James' stab om bord på Lord Clyde — foruroligede i høj grad den offentlige mening. I lande med lyst humør spøgte man med fænomenet, men de alvorlige og praktiske lande, England, Amerika, Tyskland, var levende optaget deraf.

Overalt i storbyerne kom uhyret i vælten; man sang om det på cafeerne, man sagde vittigheder om det i aviserne, man fremførte det på teatrene. Avisænder fandt lejlighed til at formere sig i alle kulører. I bladene opfriskede man — af mangel på stof — alle de gigantiske fantasivæsner, fra den hvide hval, den frygtelige» Moby Dick «fra egnene langt mod Nord, til den umådelige Kraken, hvis fangarme kunne omslynge et fartøj på fem hundrede tons og slæbe det ned i oceanets afgrunde. Man genoptrykte endag skrifter fra antikken, tanker fra Aristoteles og Plinius, der erkendte eksistensen af sådanne uhyrer, derpå de norske beretninger af biskop Pontoppidan, Paul Heggedes beskrivelser, og endelig raporterne fra Harrington, hvis gode tro ikke kan drages i tvivl, når han bekræfter, at han om bord på Castillan i 1857 har set den enorme slange, som aldrig før havde været set andre steder end fra den gamle Constitutionnel .

Så udbrød den uendelige polemik mellem lettroende og vantro i de lærde selskaber og de videnskabelige tidsskrifter.»Spørgsmålet om uhyret «ophidsede sindene. I denne mindeværdige strid udgød de journalister, som gør sig til af videnskabelighed, strømme af blæk i kamp med dem, der praler af ånd, og nogle endog et par dråber blod, for fra søslangen gik de over til de mest fornærmende personligheder.

Igennem et halvt år fortsattes krigen med skiftende held. På væsentlige artikler fra Brasiliens geografiske Institut, fra det kongelige videnskabelige Akademi i Berlin, fra Det britiske Selskab, fra Washingtons Smithsonian Institute, på diskussioner i Det indiske Arkipelag , i abbed Moignos Cosmos , Petermanns Mittheilungen , på videnskabelige kronikker i Frankrigs og udlandets store dagblade svarede småbladene med utrættelig ildfuldhed. Åndfulde skribenter, som gjorde nar af et ord af Linné, citeret af uhyrets modstandere, påstod virkelig, at» naturen gør ikke dumheder«, og de besvor deres samtidige om ikke at underkende naturen, ved at indrømme eksistensen af Kraken, søslanger, Moby Dick og vanvittige sømænds øvrige fantasifostre. I en artikel i et meget frygtet satirisk blad gik den højest elskede af dets redaktører til sidst oven i købet løs på uhyret, ligesom Hippolytos, tilføjede det nådesstødet og gjorde ende på det under almindelig latter. Åndfuldheden havde besejret videnskaben.

I de første måneder i året 1867 syntes spørgsmålet at være begravet, og det så ikke ud til at skulle genopstå; men da blev nye kendsgerninger bragt til offentlighedens kundskab. Det drejede sig nu ikke mere om at løse et videnskabeligt problem, men om en virkelig alvorlig fare, som det gjaldt om at undgå. Spørgsmålet kom til at se helt anderledes ud. Uhyret blev igen ø, klippe, skær, men et flygtende skær, ubestemmeligt, ufatteligt.

Den 5. marts 1867, da Moravian , tilhørende Montreal Ocean-selskabet , om natten befandt sig på 27° 30 bredde og 72° 15 længde, stødte den med styrbords låring mod en klippe, som ikke fandtes på noget kort over disse egne. Ved vindens og damperens fire hundrede hestekræfters forenede anstrengelser sejlede den med en hastighed på tretten knob. Uden tvivl skyldtes det kun skrogets fremragende kvalitet, at Moravian ikke efter dette stød blev opslugt af havet med sine to hundrede og syvogtredive passagerer, som den havde med fra Canada.