Jules Verne: En verdensomsejling under havet

— Jeg vil gøre som herren, svarede Conseil.

— Og tænk godt over det, for jeg vil ikke skjule noget for dig. Det er en af den slags rejser, som man ikke altid vender tilbage fra.

— Som det behager herren!

Et kvarter efter var vore kufferter parate. Conseil havde gjort det mere end fikst, og jeg var sikker på, at intet manglede; thi denne unge fyr ordnede skjorter og habitter lige så godt som fugle og pattedyr.

Hotellets elevator satte os af i den store vestibule i mezzaninen. Jeg gik ned ad de få trin, der førte til stueetagen. Jeg betalte min regning i det store kontor, der altid er belejret af en masse mennesker. Jeg gav ordre til at sende mine kasser med udstoppede dyr og tørrede planter til Paris (Frankrig). Jeg fik åbnet en konto til hjortesvinet, og med Conseil i hælene sprang jeg i en vogn.

På en tur for tyve franc kom køretøjet ned ad Broadway til Union Square, fulgte Fjerde Avenue til hvor den forenes med Bowery Street, kom ind på Katrin Street og standsede ved den fireogtredivte pier. Derfra transporterede Katrin-færgen os, mænd, heste og vogn til Brooklyn, New Yorks store anneks, der ligger på venstre bred af East-river, og på nogle minutter kom vi til den kaj, hvor Abraham Lincoln lå og udspyede strømme af sort røg fra, sine to skorstene.

Vor bagage blev øjeblikkelig bragt over på fregattens dæk. Jeg spurgte efter kaptajn Farragut. En af matroserne førte mig til chefens kahyt, hvor jeg befandt mig over for en elskværdig udseende officer, som rakte mig hånden.

— Professor Pierre Aronnax? sagde han.

— Det er mig, svarede jeg. Kaptajn Farragut?

— Netop. Velkommen, hr. professor. Deres kahyt venter Dem. Jeg bukkede, overlod kaptajnen til hans arbejde med afsejlingen og lod mig føre til den kahyt, der var bestemt for mig.

Abraham Lincoln var til fuldkommenhed udsøgt og udstyret til sit nye formål. Det var en hurtig fregat, forsynet med overhedningsapparat, som tillod at hæve dens damptryk til syv atmosfærer. Under dette tryk nåede Abraham Lincoln en gennemsnitshastighed på 18,3 mil i timen, en betydelig hastighed, men dog utilstrækkelig til at kæmpe med den gigantiske hval.

Fregattens indre montering svarede til dens nautiske kvalitet. Jeg var godt tilfreds med min kahyt, der var agterude med udgang til officersmessen.

— Her får vi det godt, sagde jeg til Conseil.

— Ligeså godt, om herren ikke har noget imod det, svarede Conseil, som en eremitkrebs i en trompetsnegls hus.

Jeg lod Conseil stuve vor bagage bekvemt, og jeg gik så igen op på dækket for at følge forberedelserne til afsejlingen.

I dette øjeblik lod kaptajn Farragut de sidste fortøjningstrosser gå, som holdt Abraham Lincoln fast ved Brooklynpieren. Havde jeg været et kvarter — eller endog mindre — forsinket, ville fregatten være afsejlet uden mig, og jeg var gået glip af denne usædvanlige, overnaturlige, usandsynlige ekspedition, hvorom den sandfærdige beretning imidlertid nok vil møde nogen mistillid.

Men kaptajn Farragut ville ikke spilde en dag eller en time på vejen til de have, hvor dyret nylig var blevet signaleret. Han lod sin maskinmester komme.

— Har vi dampen oppe? spurgte han ham.

— Ja, hr. kaptajn.

— Go ahead , råbte kaptajn Farragut.

Ved denne ordre, der blev overført til maskinen ved hjælp af apparater med komprimeret luft, satte maskinisterne

igangsætningshjulet i sving. Dampen styrtede hvislende i de åbne glidere. De lange horisontale stempler knirkede og skubbede til drivstænger af træ. Skruens blade piskede bølgerne med voksende hast, og Abraham Lincoln gled majestætisk frem mellem henimod hundrede færger og tendere *) fulde af tilskuere, som fulgte den.

Brooklyns kajer og hele den del af New York, som ligger langs Eastriver, var fyldt af nysgerrige. Tre hurraer fra fem hundrede tusinde struber brød ud efterhånden. Der viftedes med tusinder af lommetørklæder over den kompakte masse, og de hilste Abraham Lincoln lige til den kom ud i Hudsons vande ved næsset på den langstrakte halvø, hvor byen New York ligger.

Så fulgte fregatten langs New Jersey-siden flodens beundringsværdige højre bred, der er helt bebygget med villaer, og passerede mellem forterne, der saluterede med deres kanoner. Abraham Lincoln svarede ved tre gange at fire og hejse det amerikanske flag, hvis niogtredive stjerner strålede fra mesanmastens gaffel, så sagtnede den farten for at gå ind i den afmærkede sejlrende, som buer sig i den indre bugt dannet af Sandy-Hook-næsset, og strøg langs denne sandede tange, hvor nogle tusind tilskuere endnu engang hyldede den.

Kortegen af både og tendere fulgte stadig fregatten, og de forlod den først ud for det fyrskib, hvis to blus markerer indsejlingen til snævringen ved New York.

Da slog klokken tre. Lodsen gik i sin båd og sluttede sig igen til den lille skonnert, som ventede ham i læ. Ilden under kedlerne blev forstærket; skruen piskede hurtigere mod bølgerne; fregatten sejlede langs Long Islands gule og lave kyst, og klokken otte om aftenen løb den, efter at man havde tabt lysene fra Fire Island af syne, for fuld damp ud på Atlantens mørke vande.

Kaptajn Farragut var en god sømand, den fregat værdig, hvis chef han var. Hans skib og han var ét. Han var dets sjæl. Hvad hvalen angik var der ingen tvivl i hans sind, og han tillod ikke, at dyrets eksistens blev diskuteret på hans skib. Han troede på det som visse kvinder tror på Leviathan — med følelsen, ikke med forstanden. Dyret eksisterede, han skulle befri havene for det, det havde han svoret…

Han var en slags Johanniter-ridder fra Rhodos, en Dieudonné fra Gozo, på vej til møde med den slange, som ødelagde hans ø. Enten skulle kaptajn Farragut dræbe narhvalen, eller narhvalen ville dræbe ham. Enten — eller.

Skibets officerer delte deres chefs mening. Man kunne ikke undgå at høre dem passiare, diskutere, disputere, beregne de forskellige muligheder for et møde, alt imens de iagttog oceanets vidtstrakte flade. Mere end en af dem påtog sig frivillig vagt i mesangaflen, et hverv, som han under alle andre omstændigheder ville have bandet over. Så længe solen var på himlen, var riggen befolket med matroser, der følte dæksplankerne brænde under deres fødder, så de ikke kunne holde dem der. Og dog skar Abraham Lincoln endnu ikke Stillehavets mistænkelige vande med sin stævn.

Hvad besætningen angik ønskede de intet hellere end at møde narhvalen, harpunere den, hejse den om bord, partere den. De overvågede havet med samvittighedsfuld opmærksomhed. Kaptajn Farragut talte forøvrigt om en vis sum på to tusind dollars, der var reserveret til den skibsdreng eller matros, bådsmand eller officer, der signalerede dyret. Man kan tænke sig til, om øjnene blev brugt om bord på Abraham Lincoln .

For mit vedkommende stod jeg ikke tilbage for de andre, og jeg overlod ikke min del af de daglige iagttagelser til nogen. Der var hundrede grunde til at fregatten skulle hedde Argus . Som den eneste blandt os protesterede Conseil ved at vise ligegyldighed over for det spørgsmål, der optog os lidenskabeligt, og holdt sig udenfor den almindelige overvældende interesse om bord.

Jeg har nævnt, at kaptajn Farragtut omhyggeligt havde forsynet sit skib med apparater egnede til at fange den gigantiske hval. Ingen hvalfanger havde været bedre udrustet. Vi havde alle de kendte apparater, fra harpuner, som kastes med hånden, til harpunkanonens med modhager forsynede pile, til jagtgeværernes eksplosive kugler. I forstavnen ragede en særlig fin kanon frem, der blev ladet fra bundpladen, havde meget kraftige vægge, meget smal sjæl, og hvis model skulle frem på verdensudstillingen i 1867. Dette kostbare våben, der var af amerikansk oprindelse, skød uden vanskelighed et kugleformet projektil på fire kilogram ud i en gennemsnitlig afstand på seksten kilometer.