Jules Verne: En verdensomsejling under havet

— Uden at jeg lægger mærke til det?

— Uden at De lægger mærke til det. Og når De ikke bliver knust under et sådant tryk, er det fordi luften trænger ind i Deres krop med et lige så stort tryk. Derfor er der en fuldkommen ligevægt mellem det ydre tryk og det indre tryk, som neutraliserer hinanden, hvad der tillader Dem at bære dem uden vanskelighed. Men i vandet er det noget andet.

— Ja, det forstår jeg, svarede Ned, der var blevet mere opmærksom, fordi vandet omgiver mig og ikke trænger ind i mig.

— Netop, Ned. Således at De altså toogtredive fod under havoverfladen bærer et tryk på sytten tusind, fem hundrede og otteogtres kilogram; tre hundrede og tyve fod nede, ti gange dette tryk, lad os sige hundrede og femoghalvfjerds tusinde, seks hundrede og firs kilogram; tre tusind, to hundrede fod nede hundrede gange så meget, lad os sige sytten hundrede, seksoghalvtreds tusind, otte hundrede kilogram; to og tredive tusind fod nede endelig tusind gange dette tryk, nemlig sytten millioner, fem hundrede, otteogtres tusind kilogram, det vil sige, De ville være klemt så flad som om man trak Dem frem mellem pladerne i en hydraulisk presse.

— Det var som pokker, udbrød Ned.

— Nuvel, min værdige harpunér, hvis hvirveldyr, der er flere hundrede meter lange og tilsvarende i omfang, opretholder livet i sådanne dybder, hvis deres overflade udgør flere millioner kvadratcentimeter, er det til milliarder af kilogram, man må beregne det pres de er underkastet. Regn så ud, hvordan deres benbygnings modstand og deres organismes styrke må være for at modstå sådanne tryk.

— De må nødvendigvis, svarede Ned Land, være lavet af stålplader på otte tommer ligesom pansrede fregatter.

— Ganske rigtigt, Ned, og tænk så på den ravage en sådan masse kan forårsage, når den med et eksprestogs hurtighed bliver slynget mod et skibsskrog.

— Ja… virkelig… måske, svarede canadieren, som nok var rokket af disse tal, men ikke ville give sig.

— Nuvel, har jeg overbevist Dem?

— De har overbevist mig om én ting, hr. naturforsker, det er, at hvis sådanne dyr eksisterer i havenes dyb, er det nødvendigt, at de er så stærke, som De siger.

— Men hvis de ikke eksisterer, stædige harpunér, hvordan vil De så forklare den ulykke, der hændte Scotia?

— Det er måske… sagde Ned tøvende.

— Kom nu med det!

— Fordi… det ikke er sandt, svarede canadieren, idet han uden at vide det gentog et berømt svar fra Arago.

Men dette svar beviste harpunerens stivsindethed og intet andet. Den dag trængte jeg ikke længere ind på ham. Ulykken på Scotia kunne ikke afvises. Hullet eksisterede så sandt som det havde været nødvendigt at stoppe det, og jeg mener ikke, at eksistensen af et hul kan bevises mere kategorisk. Nu var dette hul ikke opstået af sig selv, og da det ikke var forårsaget af undersøiske klipper eller undervandsmaskiner, måtte det nødvendigvis skyldes et gennemborende organ hos et dyr.

Efter min mening og efter alle de tidligere udledte grunde tilhørte dette dyr hvirveldyrenes række, pattedyrenes klasse, de fiskeformedes gruppe, og endelig hvalernes orden. Med hensyn til den familie, hvortil det hørte, bardehval, kaskelot eller delfin, med hensyn til den slægt, hvoraf det var et medlem, til den art, hvori det var passsende at indordne den, var det spørgsmål man måtte belyse senere. For at besvare dem var det nødvendigt at dissekere dette ukendte uhyre, for at dissekere det måtte man få fat på det, for at få fat på det harpunere det — hvad der var Ned Lands sag — for at harpunere det, se det — hvad der var mandskabets sag — og for at se det træffe det — hvad der afhang af tilfældigheder.

I nogen tid blev Abraham Lincolns rejse ikke ramt af nogen særlig hændelse. Der frembød sig dog en omstændighed, der satte Ned Lands vidunderlige dygtighed i relief, og viste hvilken tillid man skyldte ham.

I rum sø ud for Falklandsøerne kom fregatten den 30. juni i forbindelse med amerikanske hvalfangere, og vi erfarede, at de ikke vidste noget om narhvalen. Men en af dem, kaptajnen på Monroe , vidste at Ned Land var om hord på Abraham Lincoln , og bad om hans hjælp til at jage en hval, som var i sigte. Kaptajn Farragut, der var ivrig efter at se Ned Land i arbejde, gav ham lov til at begive sig om bord på Monroe . Og skæbnen var vor canadier så gunstig, at i stedet for én hval harpunerede han to med et dobbelt hug, ramte den ene lige i hjertet og fik fat på den anden efter en forfølgelse på nogle minutter.

Hvis uhyret nogensinde fik med Ned Lands harpun at gøre, ville jeg bestemt ikke holde noget på uhyret.

Fregatten sejlede langs Amerikas sydøstkyst med vidunderlig hastighed. Den 3. juli var vi ved indsejlingen til Magellansstrædet ud for Cap Vierge. Men kaptajn Farragut ville ikke tage den snoede passage og manøvrerede, så han kom til at runde Kap Horn.

Mandskabet gav ham enstemmigt ret. Og var det egentlig sandsynligt, at man kunne møde narhvalen i dette smalle stræde? Et stort antal af matroserne bekræftede, at uhyret ikke kunne passere det,»at det var alt for stort til det!»

Den 6. juli, henimod klokken tre om eftermiddagen, passerede Abraham Lincoln femten sømil mod syd denne ensomme ø, denne afsides klippe ved den yderste ende af det amerikanske fastland, den som de hollandske sømænd gav deres fødebys navn, Kap Horn. Kursen blev sat mod nordvest, og dagen efter piskede fregattens skrue Stillehavets vande.

— Luk øjnene op! Luk øjnene op! gentog Abraham Lincolns matroser.

Og de spilede dem umådeligt op. Øjnene og kikkerterne var ganske vist en smule blændede af udsigten til de to tusind dollars og var ikke et øjeblik i ro. Dag og nat iagttog man oceanets overflade, og de dagblinde, hvis evne til at se i mørket forøgede deres chancer med halvtreds procent, havde gode muligheder for at vinde prisen.

Skønt denne lokkemad næppe tiltrak mig, var jeg ikke den mindst opmærksamme på skibet. Idet jeg var ligegyldig over for sol og regn og kun gav nogle minutter til måltider, nogle timer til søvn, forlod jeg ellers ikke skibets dæk. Snart lænet med skanseklædningen forude, snart støttet mod rælingen agter, slugte jeg med begærlige øjne det skummende kølvand, som lyste i havet, så langt øjet rakte. Og hvor mange gange har jeg ikke deltaget i stabens, i mandskabets sindsbevægelse, når en eller anden lunefuld hval hævede sin sortladne ryg over bølgerne. Dækket blev befolket på et øjeblik. Lugerne udspyede en strøm af matroser og officerer. Åndeløs, med ængsteligt blik fulgte hver af dem hvalens kurs. Jeg stirrede også, stirrede så jeg var ved at ødelægge mine nethinder, ved at blive blind deraf, medens Conseil, som altid flegmatisk, i en rolig tone gentog:

— Hvis herren ville have den godhed at spile øjnene mindre op, ville herren se meget bedre!

Unødig sindsbevægelse! Abraham Lincoln ændrede kurs, sejlede hen mod det signalerede dyr, en almindelig bardehval eller en simpel kaskelot, som snart forsvandt under et kor af forbandelser.

Det gode vejr holdt sig imidlertid. Rejsen fortsatte under de bedste betingelser. Det var nu den uheldige årstid sydpå, for denne zones juli svarer til vor januar i Europa; men havet var stadig roligt, og det var let at holde udkig i vid omkreds.

Ned Land viste stadig den mest hårdnakkede vantro; han lod endog som han slet ikke undersøgte havoverfladen, undtagen når han havde vagt — i hvert fald ikke, når der ikke var en hval i sigte. Og dog kunne hans vidunderlige synsstyrke have været til god nytte. Men i otte af tolv timer lå denne stædige canadier i sin kahyt og læste eller sov. Hundrede gange bebrejdede jeg ham hans ligegyldighed.