Jules Verne: En verdensomsejling under havet

— Som du siger, Conseil, og jeg tænker, at folk oven i købet vil gøre sig lystige over os.

— Jeg tror virkelig, svarede Conseil roligt, at man vil gøre sig lystig over herren. Og, er det nødvendigt at sige det…?

— Det er nødvendigt at sige det, Conseil.

— Nuvel, det er kun hvad herren fortjener.

— Virkelig!

— Når man har den ære at være en videnskabsmand som herre, udsætter man sig ikke for…

Conseil kunne ikke fuldende sin kompliment. Midt under den almindelige tavshed havde man lige hørt en stemme. Det var Ned Lands stemme, og han udbrød:

— Ohøj, der har vi den, i læ, tværs os.

Ved dette råb styrtede hele mandskabet hen mod harpunéren, chef, officerer, bådsmænd, matroser, skibsdrenge, lige til maskinmestrene, som forlod deres maskine, lige til fyrbøderne, som forlod deres kedler. Der var givet ordre til at standse maskinerne, og fregatten drev langsomt frem.

Mørket var nu dybt, og hvor gode canadierens øjne end var, spurgte jeg mig selv, hvordan han havde båret sig ad med at se, og hvad det var han havde set. Mit hjerte slog, som det skulle sprænges.

Men Ned Land havde ikke taget fejl; vi opdagede alle den genstand han pegede på.

To kabellængder fra Abraham Lincoln og dens styrbords låring syntes havet at være illumineret nedefra. Det var ikke en almindelig forekomst af fosforescens, og deraf kunne man ikke tage fejl. Uhyret, der var neddykket nogle favne under havoverfaden, udsendte dette meget intense, men uforklarlige lyskær, som flere kaptajners rapporter havde nævnt. Denne pragtfulde udstråling måtte være frembragt af en kraftkilde med stor lysstyrke. På havet beskrev det lysende parti en umådelig, meget langstrakt oval, i hvis midte en brændende ild fortættedes, og hvorfra det uudholdelige lysskær gradvist slukkedes.

— Det er kun en ophobning af fosforescerende molekyler, udbrød en af officererne.

— Nej, min herre, udbrød jeg med overbevisning. Boremuslinger eller salper frembringer aldrig et så mægtigt lys. Dette lysskær er væsentlig af elektrisk natur. For resten, se, se! Det flytter sig! Det bevæger sig fremad, tilbage! Det styrter løs på os!

Et skrig steg op fra folkene på fregatten.

— Stille! sagde kaptajn Farragut. Roret hårdt i luv! Fuld kraft bak. Matroserne styrtede til roret, maskinmestrene til deres maskine. Der blev øjeblikkelig slået bak, og Abraham Lincoln faldt af mod bagbord og beskrev en halvcirkel.

— Støt som den går! Fuld kraft frem! råbte kaptajn Farragut.

Disse ordrer blev udført, og fregatten fjernede sig hurtigt fra det lysende fyrsted.

Jeg tog fejl. Den ville fjerne sig, men det overnaturlige dyr nærmede sig med en hastighed, der var dobbelt så stor som skibets.

Vi var åndeløse. Forbavselse, snarere end frygt, holdt os stumme og ubevægelige. Dyret halede ind på os med legende lethed. Det gjorde turen rundt om fregatten, som nu løb fjorten knob, og indhyllede den i sine elektriske stråler som i lysende støv. Så fjernede den sig to eller tre sømil, efterladende en fosforescerende stribe, der kunne sammenlignes med de damphvirvler som et eksprestogs lokomotiv sender bagud. Fra horisontens dybe mørke, hvor dyret løb ud for at tage tilløb, fór det pludselig hen imod Abraham Lincoln med en skrækindjagende hastighed, standsede brat tyve fod fra dens barkholtplader, udsluktes — ikke ved at synke under vandet, siden dens stråleglans ikke undergik nogen gradvis formindskelse — men pludselig og som om kilden til dens lysende udstråling pludselig blev udtømt. Så viste den sig på den anden side af skibet, hvad enten den var drejet udenom eller var gledet under dets skrog. Hvert øjeblik kunne der indtræffe en kollision, som ville være skæbnesvanger for os.

Jeg blev imidlertid forbavset over fregattens manøvrer. Den flygtede og angreb ikke. Den blev forfulgt, den, som burde forfølge, og jeg gjorde en bemærkning derom til kaptajn Farragut. Hans ansigt, i almindelighed så uforstyrreligt, var præget af en udefinerlig forundring.

— Hr. Aronnax, svarede han mig, jeg ved ikke hvilket frygteligt væsen jeg har at gøre med, og jeg vil ikke uklogt risikere min fregat midt i dette mørke. Hvordan skal man for øvrigt angribe det ukendte, hvordan forsvare sig mod det? Lad os afvente dagslyset, så vil rollerne blive byttet om.

— De nærer ikke længere tvivl om dyrets natur, hr. kaptajn?

— Nej, hr. professor, det er øjensynligt en gigantisk narhval, men desuden en elektrisk narhval.

— Måske kan man lige så lidt nærme sig den som til en elektrisk ål eller rokke, tilføjede jeg.

— Ganske rigtigt, svarede chefen, og hvis den i sig har en tilintetgørende elektrisk kraft, er den utvivlsomt det frygteligste dyr, der nogensinde er udgået fra Skaberens hånd. Det er derfor jeg tager mig i agt, hr. professor.

Hele besætningen blev oppe om natten. Ingen tænkte på at sove. Abraham Lincoln, der ikke kunne gøre sig gældende ved hurtighed, havde mindsket sin fart og holdt dampen nede. På sin side efterlignede narhvalen fregatten, lod sig vugge af bølgerne og syntes bestemt på ikke at forlade kamppladsen.

Henimod midnat forsvandt den imidlertid eller for at bruge et mere passende udtryk, den» slukkedes «som en stor lysende arm. Var den flygtet? Man måtte frygte det, ikke håbe det. Men syv minutter før ét om morgenen lod en øredøvende tuden sig høre, i lighed med den, som en vandsøjle frembringer, når den drives ud med yderste voldsomhed.

Kaptajn Farragut, Ned Land og jeg var nu på»hytten «og kastede begærlige blikke gennem det dybe mørke.

— Ned Land, spurgte kaptajnen, har De tit hørt hvalerne brøle?

— Ofte, hr. kaptajn, men aldrig den slags hvaler, som har indbragt mig to tusind dollars ved første blik.

— De har virkelig ret til præmien. Men sig mig, er denne larm ikke den som hvalerne laver, når de støder vandet ud af deres næsebor?

— Det er den samme støj, hr. kaptajn, men denne er så meget stærkere, at der ikke er nogen sammenligning. Man kan heller ikke tage fejl på dette punkt. Det er ganske bestemt en hval, som holder sig dernede i vandet. Med Deres tilladelse, hr. kaptajn, vil vi snakke et par ord med den i morgen ved daggry, tilføjede harpunéren.

— Hvis den er i humør til at høre på Dem, mester Land, indskød jeg i en kun lidt overbevist tone.

— Når jeg kommer den på fire harpunlængders afstand, skal den nok blive nødt til at høre på mig, svarede canadieren.

— Men for at komme den nær, fartsatte kaptajnen, må jeg stille en hvalfangerbåd til Deres disposition?

— Utvivlsomt, hr. kaptajn.

— Det betyder at sætte mine folks liv på spil?

— Og mit, svarede harpunéren blot.

Henimod klokken to om morgenen kom den lysende ild igen til syne, ikke mindre intens, fem mil i læ af Abraham Lincoln . Trods afstanden, trods vindens og havets brusen, hørte man tydeligt den frygtelige hamren af dyrets hale og selv dets stønnende åndedræt. Det var, i det øjeblik da den enorme narhval kom til oceanets overflade for at ånde som om luften styrtede ned i dens lunger som dampen i de mægtige cylindre i en maskine på to tusind hestekræfter.

Nåda! tænkte jeg, en hval med samme styrke som et kavalleriregiment, det må være en smuk hval!

Alle blev på deres post lige til daggry, og man forberedte sig på kamp. Fiskeredskaberne blev anbragt langs lønningerne. Næstkommanderende lod lade en af disse harpunkanoner, som slynger en harpun ud i en afstand af en sømil, og de lange jagtbøsser med eksplosive kugler, der tilføjer sår, som er dødbringende, selv for de stærkeste dyr. Ned Land var tilfreds med at skærpe sin harpun, et frygteligt våben i hans hånd.