Jules Verne: En verdensomsejling under havet

— Ja, svarede jeg, og det gør De ret i!

Man kunne håbe, at dyret ville blive træt, og at det ikke ville være så ligegyldigt over for trætheden som en dampmaskine. Men det blev der ikke noget af. Timerne gik, uden at det viste noget tegn på udmattelse.

Det må imidlertid siges til Abraham Lincolns ros, at den kæmpede med utrættelig sejhed. Jeg anslår den strækning, som den gennemløb på denne forfærdelige dag, den 6. november, til ikke mindre end fem hundrede kilometer! Men natten kom og indhyllede det urolige ocean i sine skygger.

I dette øjeblik troede jeg, at vor ekspedition var endt, og at vi aldrig mere ville få dette fantastiske dyr at se. Jeg tog fejl. Klokken ti halvtreds om aftenen kom det elektriske lys igen til syne, tre mil i læ fra fregatten, lige så rent, lige så intenst som i den foregående nat.

Narhvalen så ud til at være ubevægelig. Måske sov den, udmattet af sit dagværk, og overlod sig til bølgernes vuggen? Der var en chance, som kaptajn Farragut besluttede at udnytte.

Han gav sine ordrer. Abraham Lincoln blev holdt på langsom fart og gled forsigtigt frem for ikke at vække sin modstander. I rum sø er det ikke sjældent at møde dybt indslumrede hvaler, som man så angriber med held, og flere end én var blevet harpuneret af Ned Land, mens de sov. Canadieren begav sig hen for at genindtage sin plads i bovsprydets vaterstag.

Fregatten nærmede sig uden støj, standsede maskinen to kabellængder fra dyret og gled langsomt videre. Om bord var man åndeløs. En dyb tavshed rådede på dækket. Vi var ikke hundrede fod fra den brændende ild, hvis stråler blev stærkere og blændede vore øjne.

I dette øjeblik, da jeg stod lænet mod skanseklædningen forude, så jeg under mig Ned Land haget fast i klyvernettet med den ene hånd og svingende sin frygtelige harpun med den anden. Næppe tyve fod skilte ham fra det ubevægelige dyr. Pludselig udløstes spændingen i hans arm voldsomt, og harpunen blev slynget. Jeg hørte det tonende stød af våbenet, som syntes at have ramt et hårdt legeme.

De elektriske stråler udsluktes pludseligt, og to enorme skypumper slog ned på fregattens dæk, løb som en rivende strøm fra for til agter, væltede mænd omkuld, knækkede rundholternes tove.

Der kom et frygteligt stød, og slynget over rælingen, uden at have tid til at holde mig fast, blev jeg kastet i havet.

Hvor overrasket jeg end var blevet ved dette uventede fald, bevarede jeg ikke des mindre et klart indtryk af mine følelser i det øjeblik.

Jeg blev straks trukket ned til en dybde af ca. tyve fod. Jeg er en god svømmer, uden at påstå, at jeg kan måle mig med Byron og Edgar Poe, som er sande mestre, og denne dukkert fik mig ikke til at tabe hovedet.

To kraftige tag førte mig igen til havets overflade.

Det første jeg gjorde var at se mig om efter fregatten. Havde mandskabet opdaget min forsvinden? Var Abraham Lincoln vendt om? Satte kaptajn Farragut en båd i vandet? Kunne jeg håbe på at blive reddet?

Mørket var dybt. Jeg skimtede en sort masse, som forsvandt mod øst, og hvis positionslys blegnede i det fjerne. Det var fregatten. Jeg følte mig fortabt.

— Hjælp! Hjælp! råbte jeg, idet jeg med fortvivlelsens kræfter svømmede hen mod Abraham Lincoln .

Mit tøj generede mig. Vandet klæbede det til min krop, det lammede mine bevægelser. Jeg sank! Jeg var ved at kvæles!

— Hjælp!

Det blev mit sidste råb. Min mund fyldtes med vand. Jeg slog om mig, trukket ned i afgrunden…

Pludselig greb en kraftig hånd i mit tøj, jeg følte mig med magt ført op til havoverfladen, og jeg hørte, ja, jeg hørte disse ord udtalt i mit øre:

— Hvis herren vil vise mig den store venlighed at støtte sig på min skulder, kan herren meget lettere svømme.

Jeg lagde en hånd på min trofaste Conseils arm.

— Dig, sagde jeg, dig!

— Ja, det er mig, svarede Conseil, og til herrens tjeneste.

— Og det stød har kastet dig i havet samtidig med mig?

— Slet ikke. Men da jeg er i herrens tjeneste, er jeg fulgt efter herren! Den agtværdige unge mand fandt dette ganske naturligt.

— Og fregatten? spurgte jeg.

— Fregatten! svarede Conseil, idet han vendte sig om på ryggen, jeg tror herren vil gøre vel i ikke at regne for meget med den.

— Hvad siger du?

— Jeg siger, at i det øjeblik, da jeg styrtede mig i havet, hørte jeg rorgængeren råbe: Skruen og roret er knust…

— Knust?

— Ja, knust af uhyrets tand. Jeg tror, det er den eneste skade, Abraham Lincoln har lidt. Men en ærgerlig omstændighed for os, den lystrer ikke mere roret.

— Så er vi fortabte!

— Måske, svarede Conseil roligt. Imidlertid har vi endnu nogle timer for os, og i nogle timer kan man foretage sig mange ting. Conseils uforstyrrelige koldblodighed satte mod i mig. Jeg svømmede stærkere til, men generet af mine klæder, der tyngede mig som en blykappe, følte jeg det umådelig vanskeligt at holde mig oppe. Det opdagede Conseil.

— Herren må tillade mig at udføre et snit, sagde han.

Og idet han lod en åben kniv glide ind under mit tøj, slidsede han det op fra øverst til nederst med et hurtigt tag. Så befriede han mig behændigt for det, mens jeg svømmede for os begge.

Så blev det min tur til at gøre Conseil den samme tjeneste, og vi vedblev at svømme tæt ved siden af hinanden.

Imidlertid var situationen derfor ikke mindre frygtelig. Måske var vor forsvinden ikke blevet bemærket, og var den det, kunne fregatten ikke vende tilbage i læ af os, da den havde mistet sit ror. Det var altså nødvendigt blot at regne med dens både.

Conseil gennemtænkte koldblodigt denne hypotese og lagde sin plan derefter. En forbavsende karakter! Denne flegmatiker var som hjemme her.

Det blev altså bestemt, at da vor eneste mulighed for redning var at blive taget op af Abraham Lincolns både, måtte vi indrette os på en måde, så vi kunne vente længst muligt. Jeg besluttede derfor at dele vore kræfter for ikke at udtømme dem samtidig, og dette er, hvad vi enedes om: mens den ene af os holdt sig ubevægelig udstrakt på ryggen, med armene over kors og benene strakte, svømmede den anden og skubbede ham fremad. Denne rolle som bugserer måtte ikke vare mere end ti minutter, og når vi således afløste hinanden, kunne vi svømme ovenpå i nogle timer af måske lige til daggry.

En svag mulighed! Men håbet har stærke rødder i menneskehjertet! Og så var vi to. Endelig påstår jeg — skønt det må synes usandsynligt — at hvis jeg prøvede at ødelægge enhver illusion for mig selv, hvis jeg prøvede at» fortvivle«, kunne jeg ikke!

Sammenstødet mellem fregatten og hvalen var sket henimod klokken elleve om aftenen. Jeg regnede derfor med otte timers svømning til solens opgang. En manøvre, der strengt taget var gennemførlig, når vi skiftedes. Havet, der var ret roligt, trættede os kun lidt. Undertiden søgte jeg med blikket at gennemtrænge det tætte mørke, hvor det eneste lys var den fosforescens, der fremkaldtes af vore bevægelser. Jeg betragtede disse lysende bølger, der brødes mod min hånd, og hvoraf den flimrende vandflade plettedes med blege skjolder. Man kunne næsten have troet, at vi var dykket ned i et kviksølvbad.

Henimod ét om morgenen blev jeg grebet af en overordentlig træthed. Mine lemmer stivnede under voldsamme krampers greb. Conseil måtte holde mig oppe, og vor konversations førelse hvilede alene på ham. Snart hørte jeg den stakkels fyr stønne; hans åndedræt blev kort og hastigt. Jeg forstod, at han ikke længe kunne stå imod.