Jules Verne - En verdensomsejling under havet

De to ubekendte, der på hovedet havde baretter lavet af skind af havodder og på benene søstøvler af sælskind, bar klæder af en særlig vævning; de var bekvemme og tillod stor bevægelsesfrihed.

Den højeste af dem — øjensynlig skibets chef — mønstrede os med yderste opmærksomhed, uden at sige et ord. Så vendte han sig mod sin ledsager og underholdt sig med ham i et sprog, som jeg ikke kendte. Det var et klangfuldt idiom, harmonisk, smidigt, og dets vokaler syntes underkastet en meget varieret betoning.

Den anden svarede med en hovedrysten og tilføjede to eller tre fuldkommen uforståelige ord. Så syntes han med sit blik at udspørge mig direkte.

Jeg svarede på godt fransk, at jeg ikke forstod hans sprog; men det så ikke ud til, at han forstod mig, og situationen blev temmelig forvirrende.

— Gid herren i alt fald ville fortælle vores historie, sagde Conseil til mig. Disse herrer ville måske forstå nogle ord af den!

Jeg begyndte på beretningen om vore eventyr, idet jeg artikulerede alle mine stavelser klart, og uden at udelade en eneste detalje. Jeg opgav vore navne og stillinger; så præsenterede jeg formelt professor Aronnax, hans tjener Conseil og harpunmester Ned Land.

Manden med de blide og rolige øjne lyttede til mig, fredsommeligt, ja høfligt og med bemærkelsesværdig opmærksomhed. Men intet i hans fysiognomi angav, at han havde forstået min historie. Da jeg havde sluttet, udtalte han ikke et eneste ord.

Der var endnu den udvej tilbage, at tale engelsk. Måske kunne man gøre sig forståelig på dette sprog, som næsten er et verdenssprog. Jeg kendte det, så vel som det tyske sprog, tilstrækkeligt til at læse det flydende, men ikke til at tale det korrekt. Her gjaldt det nu frem for alt om at blive forstået.

— Nå, nu er det Deres tur, sagde jeg til harpunéren. Nu må De, mester Land, trække det bedste engelsk nogen angelsakser nogen sinde har talt, rent ud af posen, og prøv at være heldigere end jeg! Ned lod sig ikke nøde, men begyndte igen på min beretning, så jeg næsten forstod den. Indholdet var det samme, men formen var anderledes. Canadieren blev revet med af sin karakter og lagde megen livlighed i sine ord. Han beklagede sig voldsomt over at være blevet fængslet uden hensyn til folkeretten, spurgte i kraft af hvilken lov man således holdt ham tilbage, påkaldte habeas corpus , truede med at forfølge dem, som utilbørligt holdt ham indespærret, tog på vej, gestikulerede, råbte, og til sidst lod han ved en udtryksfuld gestus forstå, at vi var ved at dø af sult.

Hvad der var fuldkommen sandt, men vi havde næsten glemt det.

Til harpunérens store forbavselse lod det ikke til, at han havde været mere forståelig end jeg. De besøgende fortrak ikke en mine. Det var klart, at de hverken forstod Aragas eller Faradays sprog.

Meget forvirret efter forgæves at have udtømt vore filologiske hjælpekilder, vidste jeg ikke mere, hvordan jeg skulle bære mig ad, da Conseil sagde til mig:

— Hvis herren tillader, skal jeg fortælle det på tysk.

— Hvorledes? Kan du tysk? udbrød jeg.

— Som en flamlænder, om herren ikke har noget imod det!

— Tværtimod, det er jeg glad for. Vær så god, min ven!

Og for tredje gang hørte vi historien om vore forskellige oplevelser, nu fortalt med Conseils rolige stemme. Men trods fortællerens elegante vendinger og smukke betoninger havde det tyske sprog ikke succes.

Drevet til det yderste samlede jeg endelig alt, hvad jeg havde tilbage fra mine første studier, og påtog mig at fortælle vore eventyr på latin. Cicero ville have holdt sig for ørerne og sendt mig udenfor, men det lykkedes mig dog at komme igennem det. Samme negative resultat.

Da dette sidste forsøg definitivt var mislykket, vekslede de to ubekendte nogle ord på deres uforståelige sprog og trak sig tilbage, endog uden at have henvendt sig til os med en af disse beroligende håndbevægelser, der forstås i alle verdens lande. Døren lukkedes.

— Det er en gemenhed! udbrød Ned Land, der eksploderede for tyvende gang. Hvad mener De? Her taler man fransk til dem, engelsk, tysk, latin til disse slyngler, og der er ikke en af dem, der er høflig nok til at svare!

— Vær rolig, Ned, sagde jeg til den hidsige harpunér, vrede fører ikke til noget.

— Men er De klar over, hr. professor, vedblev vor ophidsede ven, at man nok så nydeligt kan dø af sult i dette jernbur?

— Pyt, sagde Conseil, med lidt filosofi kan man holde ud længe endnu!

— Mine venner, sagde jeg, det er ikke nødvendigt at tabe modet. Vi har befundet os i værre situationer. Gør mig derfor den tjeneste at vente med at danne Dem en mening om chefen og mandskabet på dette fartøj.

— Min mening er helt færdig, svarede Ned Land. Det er nogle slyngler…

— Nuvel! Og fra hvilket land?

— Fra slynglernes land!

— Min gode Ned, det land er endnu ikke indtegnet tilstrækkeligt på noget verdenskort, og jeg tilstår, at disse to ubekendtes nationalitet er vanskelig at bestemme. Hverken englændere, franskmænd eller tyskere, det er alt, hvad man kan påstå. Dog vil jeg være fristet til at hævde, at denne chef og hans næstkommanderende er født på lave breddegrader. Der er noget sydlandsk over dem. Men om de er spaniere, tyrkere, arabere eller indere, det tillader deres fysiske type mig ikke at afgøre. Hvad angår deres sprog er det absolut uforståeligt.

— Det er det ubehagelige ved ikke at kunne alle sprog, svarede Conseil, eller ulemperne ved, at man ikke kun har et eneste sprog.

— Hvad der ikke ville nytte noget! svarede Ned Land. Ser De ikke, at disse mennesker har et sprog for sig selv, et sprog, der er opfundet for at gøre brave folk fortvivlede, når de beder om at få middagsmad. Men at åbne munden, bevæge kæberne, snappe med tænderne og læberne, kan man ikke sagtens forstå det overalt på jorden? Er det ikke det, det betyder fra Quebec til Pomotuøerne, i Paris som hos antipoderne: Jeg er sulten! Giv mig noget at spise!

— Åh, sagde Conseil, der er folk, der er så uintelligente!

Idet han sagde disse ord, åbnedes døren. En stewardt*) trådte ind. Han bragte os klæder, sømandstrøjer og — bukser, syet af et stof, hvis oprindelse jeg ikke kendte. Jeg skyndte mig at tage tøjet på, og mine kammerater gjorde ligeså.

Imens havde stewarden — stum, måske døv — dækket bordet og anbragt tre kuverter der.

— Nu sker der noget alvorligt, sagde Conseil, og det tegner godt.

— Pyt, svarede den hadefulde harpunér, hvad fanden tror De man spiser her? Skildpaddelever, hajfilet, hajbøf!

— Det får vi nok at se! sagde Conseil.

Dækket af sølvklokker blev tallerkenerne anbragt symmetrisk på dugen, og vi tog plads ved bordet. Vi havde afgjort at gøre med civiliserede mennesker, og uden det elektriske lys, som strålede over os, ville jeg have troet, at jeg var i spisesalen på hotel Adelphi i Liverpool eller på Grand Hotel i Paris. Jeg må dog sige, at der overhovedct ikke var hverken brød eller vin. Vandet var frisk og klart, men det var vand — hvad der ikke faldt i Ned Lands smag. Blandt de retter, der blev serveret for os, genkendte jeg flere slags fisk, der var lækkert tilberedt, men om nogle retter, der for resten var udmærkede, kunne jeg ikke udtale mig, og jeg kune ikke engang have sagt, om de stammede fra dyre— eller planteriget. Med hensyn til servicet var det elegant og yderst smagfuldt. Hvert stykke, ske, gaffel, kniv, tallerken bar et bogstav omgivet af en påmalet devise, og her ses det nøjagtigt i faksimile:

Bevægelig i det bevægelige element! Denne devise passede nøjagtigt til dette undersøiske apparat, på betingelse af, at man oversatte præpositionen IN med i og ikke med på . Bogstavet N var utvivlsomt begyndelsesbogstavet til navnet på den gådefulde person, der havde kommandoen på havbunden.