Jules Verne - En verdensomsejling under havet

Det var skibets chef, der talte således. Ved hans ord rejste Ned Land sig straks. På et tegn fra sin herre gik stewarden, der næsten var kvalt, vaklende ud; men sådan var chefens magt på skibet, at ikke en bevægelse forrådte det nag, denne mand måtte være besjælet af mod canadieren. Conseil, der mod sin vilje var interesseret, og jeg, der var bestyrtet, ventede i tavshed på udfaldet af dette optrin.

Chefen, der med armene over kors stod og støttede sig til et hjørne af bordet, iagttag os med dyb opmærksomhed. Betænkte han sig på at tale? Fortrød han de ord, han lige havde udtalt på fransk? Det kunne man tro.

Efter nogle øjeblikkes tavshed, som ingen af os tænkte på at bryde, sagde han med rolig og indtrængende stemme:

— Mine herrer, jeg taler lige gerne fransk, engelsk, tysk og latin. Jeg kunne altså have svaret Dem ved vort første møde, men jeg ville først lære Dem at kende, så tænke efter. Deres firdobbelte beretning, der var absolut sandsynlig i det væsentlige, bekræftede Deres identitet for mig. Jeg ved nu, at tilfældet har bragt i min nærværelse hr. Pierre Aronnax, professor i naturhistorie ved museet i Paris, hans tjener Conseil, og Ned Land, canadier af oprindelse, harpunér på fregatten Abraham Lincoln, af Amerikas forenede Staters marine.

Jeg bøjede mig samtykkende. Det var ikke et spørgsmål chefen stillede mig. Altså var der ikke noget at svare. Denne mand udtrykte sig med fuldkommen utvungethed uden nogen accent. Hans sætningsbygning var klar, hans ord korrekte, hans veltalenhed bemærkelsesværdig. Og dog havde jeg ikke følelsen af, at han var min landsmand. Han fortsatte samtalen i følgende vendinger:

— De har utvivlsomt fundet, min herre, at jeg har ventet længe med at aflægge Dem denne anden visit. Det er, fordi jeg, da jeg var blevet bekendt med Deres identitet, efter moden overvejelse ville bestemme hvilken afgørelse jeg skulle træffe overfor Dem. Jeg har vaklet længe. Højst ubehagelige omstændigheder har bragt Dem til en mand, der har brudt med menneskeheden. De er kommet og har forstyrret min tilværelse. .

— Ufrivilligt, sagde jeg.

— Ufrivilligt? svarede den ubekendte, idet han hævede stemmen en smule. Er det ufrivilligt, Abraham Lincoln jager mig på alle have? Er det ufrivilligt, De er gået om bord på denne fregat? Er det ufrivilligt, at Deres kugler er prellet af på mit skibsskrog? Er det ufrivilligt, mester Ned Land har ramt mig med sin harpun?

Jeg opdagede i disse ord en undertrykt irritation. Men jeg havde et helt naturligt svar at give på disse beskyldninger, og jeg gav det.

— Min herre, sagde jeg, De er utvivlsomt uvidende om de diskussioner, der har fundet sted i Amerika og Europa om Dem. De ved ikke, at forskellige ulykker, fremkaldt af sammenstød med Deres undersøiske apparat, har foruroliget den offentlige mening i de to kontinenter. Jeg skal forskåne Dem for de utallige hypoteser, hvormed man har søgt at forklare det ufarklarlige fænomen, hvis hemmelighed De alene kender. Men De skal vide, at da Abraham Lincoln forfulgte Dem ud i rum sø i Stillehavet, troede man at jage et mægtigt søuhyre, som det for enhver pris var nødvendigt at befri oceanet for.

Et svagt smil udløstes på chefens læber; så svarede han i en roligere tone:

Hr. Aronnax, tør De påstå, at Deres fregat ikke havde forfulgt og beskudt en undervandsbåd lige så vel som et uhyre?

Dette spørgsmål forvirrede mig, for kaptajn Farragut ville sikkert ikke have betænkt sig derpå. Han ville have troet, det var hans pligt at ødelægge et sådant apparat lige så vel som en gigantisk narhval.

— De forstår altså, min herre, fortsatte den ubekendte, at jeg er i min gode ret til at behandle Dem som fjender?

Jeg svarede ikke og af gode grunde. Til hvad nytte diskutere en sandsynlig påstand, når selv de bedste argumenter kunne ødelægges med magt?

— Jeg har betænkt mig længe, vedblev chefen. Intet forpligtede mig til at vise Dem gæstfrihed. Hvis jeg skulle skille mig af med Dem, havde jeg ingen interesse i at gense Dem. Jeg kunne igen sætte Dem på dette skibs platform, der har tjent Dem som tilflugtssted. Jeg kunne dykke ned i havet og glemme, at De nogensinde havde eksisteret. Var jeg ikke i min gode ret til det?

— Det var måske en barbars ret, svarede jeg, det var ikke et civiliseret menneskes ret.

— Hr. professor, svarede kaptajnen hurtigt, jeg er ikke det, De kalder et civiliseret menneske. Jeg har brudt med hele samfundet, af grunde som jeg alene har ret til at vurdere. Jeg adlyder altså ikke dets love, og jeg opfordrer Dem til aldrig at påberåbe Dem sådanne overfor mig.

Dette var ikke til at misforstå. Et lyn af vrede og foragt havde optændt den ubekendtes øjne, og jeg anede en frygtelig fortid i denne mands liv. Ikke blot havde han sat sig udenfor de menneskelige love, men han havde gjort sig uafhængig, fri i ordets stærkeste betydning, udenfor alles rækkevidde. Hvem ville dog vove at forfølge ham på havenes bund, når han på deres overflade tilintetgjorde de anslag, man forsøgte mod ham? Hvilket skib kunne modstå sammenstødet med hans undersøiske monitor? Hvilket panser, hvor tæt det end var, kunne tåle hugget af hans skibssnabel? Intet menneske kunne kræve ham til regnskab for hans handlinger. Gud, hvis han troede på Gud, og hans samvittighed, hvis han havde nogen, var de eneste dommere han kunne være afhængig af.

Disse tanker gik hurtigt gennem mit sind, medens denne mærkelige personlighed tav, fordybet og ligesom tilbagetrukket i sig selv. Jeg betragtede ham med interesseblandet rædsel og uden tvivl ligesom Ødipus betragtede sfinksen.

Efter en temmelig lang tavshed tog kaptajnen igen ordet.

— Jeg har altså tøvet, sagde han, men jeg har tænkt, at mine interesser kunne forenes med den naturlige medfølelse, som hvert menneskeligt væsen har ret til. De forbliver på mit skib, siden skæbnen har henkastet Dem her. De vil være frie her, og til gengæld for denne frihed, der forøvrigt er helt relativ, pålægger jeg Dem kun en eneste betingelse, Deres ord på at underkaste Dem den vil være tilstrækkeligt for mig.

— Tal, min herre, svarede jeg, jeg antager, at denne betingelse er sådan, at et hæderligt menneske kan gå ind på den?

— Ja, min herre, og her er den. Det er muligt, at visse uforudsete begivenheder nøder mig til at henvise Dem til Deres kahytter i nogle timer eller nogle dage, alt efter forholdene. Da jeg ikke ønsker nogensinde at bruge magt, venter jeg en passiv lydighed af Dem, i et sådant tilfælde endnu mere end i alle andre. Idet jeg handler således, påtager jeg mig Deres ansvar, jeg frigør Dem fuldstændigt; thi det er mig, der gør det umuligt for Dem at se, hvad der ikke bør ses. Går De ind på denne betingelse?

Der skete altså om bord ting, der i alt fald var ejendommelige, og som ikke burde ses af mennesker, der ikke havde sat sig udenfor samfundets love! Mellem de overraskelser, som fremtiden havde i behold til mig, kunne denne ikke være den mindste.

— Vi går ind på det, svarede jeg. Blot beder jeg Dem, min herre, om tilladelse til at henvende et spørgsmål til Dem, ét eneste.

— Tal, min herre!

— De har sagt, vi er fri på Deres skib?

— Fuldkomment!

— Jeg spørger Dem da, hvad De forstår ved denne frihed?

— Naturligvis friheden til at gå, at komme, at se, at iagttage overhovedet alt, der foregår her — undtagen i visse sjældne tilfælde — kort sagt, den frihed som vi selv nyder, mine ledsagere og jeg.

Det var klart, at vi slet ikke forstod hinanden.