Jules Verne - En verdensomsejling under havet

Og jeg smagte, mere af nysgerrighed end som kender, mens kaptajn Nemo fortryllede mig med sine usandsynlige beretninger.

— Men, hr. Aronnax, dette hav, sagde han, denne ødsle plejemoder, er utrættelig; hun giver mig ikke blot føden, men også klæderne. De stoffer, som De er klædt i, er vævede af bestemte muslingers byssustråde; de er farvet med antikkens purpur og nuancerede i violet, en farve, som jeg har uddraget af Middelhavets søharer. De parfumer, som De vil finde på toiletbordet i Deres kahyt, er et destillat af havplanter. Deres seng er redt med oceanets blødeste bændeltang. Deres pen bliver en hvalbarde, Deres blæk den væske, der udsondres af de otte— eller tiarmede blæksprutter. Alt kommer nu til mig fra havet, som alt en dag vil vende tilbage dertil!

— De elsker havet, hr. kaptajn!

— Ja, jeg elsker det! Havet er alt! Det dækker de syv tiendedele af jordkloden. Dets åndepust er rent og sundt! Det er den umådelige ørken hvor mennesket aldrig er ene, thi han føler livet skælve ved sin side. Havet er bærer af en overnaturlig og ødsel eksistens; det er kun bevægelse og kærlighed; det er den levende uendelighed, som en af vore digtere har sagt. Og virkelig, hr. professor, åbenbarer naturen sig her i de tre riger, mineralriget, planteriget og dyreriget. Dette sidste er i stort omfang repræsenteret af de fire grupper af polypdyr, tre klasser af leddyr, fem klasser af bløddyr, tre klasser af hvirveldyr, pattedyr, krybdyr og de utallige legioner af fisk, en uendelig dyreorden, som tæller mere end tretten tusind arter, hvoraf kun en tiendedel hører til i ferskvand. Havet er naturens umådelige reservoir. Det er med havet, kloden så at sige er begyndt, og hvem ved, om den ikke vil ende med det! Der er den dybeste ro. Havet tilhører ikke despoterne. På dets overflade kan de endnu udøve deres ubillige rettigheder, kæmpe, opsluge hinanden og overføre alle de jordiske rædsler dertil. Men tredive fod under dets overflade hører deres magt op, deres indflydelse udslettes, deres kraft forsvinder. Åh, min herre, lev, lev i havets skød! Der alene er der uafhængighed! der anerkender jeg ingen herre! Der er jeg fri!

Kaptajn Nemo tav pludselig midt i sin overstrømmende begejstring. Havde han ladet sig rive med ud over sin vante tilbageholdenhed? Havde han sagt for meget? I nogle øjeblikke gik han omkring i stærkt oprør. Så faldt hans nerver til ro, hans ansigt fik sin sædvanlige kulde, og idet han vendte sig mod mig, sagde han:

— Hr. professor, hvis De vil se Nautilus, er jeg nu til Deres tjeneste!

Kaptajn Nemo rejste sig. Jeg fulgte ham. En dobbelt dør, der var anbragt agter i salen, åbnedes, og jeg trådte ind i et rum af samme dimensioner som det, jeg lige havde forladt.

Det var et bibliotek. Høje møbler af sort palisander indlagt med kobber bar på deres brede hylder et stort antal bøger i ensartede bind. De fulgte salens vægge og endte forneden i mægtige, med mørkebrunt læder betrukne sofaer, der rundede sig på højst komfortabel vis. Lette, bevægelige læsepulte, som man efter behag kunne fjerne eller trække til sig, tillod at anbringe derpå den bog, man var ved at læse. I midten stod et stort bord, dækket med tryksager, hvorimellem nogle allerede gamle aviser kom til syne. Det elektriske lys fyldte ganske dette harmoniske interiør og faldt fra flere matslebne kugler, der halvejs var indsat i loftets ornamenter. Jeg betragtede med virkelig beundring denne så sindrigt indrettede sal og kunne næppe tro mine egne øjne.

— Kaptajn Nemo, sagde jeg til min vært, som lige havde anbragt sig på en sofa, her er et bibliotek, som ville være en pryd for mere end ét af kontinentets paladser, og jeg er sandelig forundret, når jeg tænker på, at det kan følge Dem til det dybeste hav.

— Hvor finder man mere ensomhed, mere tavshed, hr. professor? spurgte kaptajn Nemo. Tilbyder Deres arbejdsværelse på museet Dem lige så fuldkammen ro?

— Nej, min herre, og jeg bør tilføje, at det er meget fattigt i sammenligning med Deres. De ejer her seks à syv tusind bind…

— Tolv tusind, hr. Aronnax. Det er de eneste bånd, der knytter mig til landjorden. Men jeg var færdig med verden, den dag da min Nautilus for første gang dukkede ned under vandene. Den dag købte jeg mine sidste bind, mine sidste hefter, mine sidste aviser, og efter den tid ønsker jeg at tro, at menneskeheden hverken har tænkt eller skrevet mere. Disse bøger er for øvrigt til Deres disposition, hr. professor, og De kan frit bruge dem.

Jeg takkede kaptajn Nemo, og jeg nærmede mig bibliotekets hylder. Naturvidenskabelige og filosofiske bøger, skønlitteratur på alle sprog var der i overflod; men jeg så ikke et eneste nationaløkonomisk værk; den slags syntes at være absolut bandlyst om bord. En mærkelig detalje: alle bøgerne var opstillet i flæng, hvilket sprog de end var skrevet på, og denne blanding viste, at Nautilus kaptajn uden vanskelighed kunne læse de bind, som hans hånd tilfældigvis greb.

Blandt disse bøger bemærkede jeg hovedværker af gamle og moderne mestre, det vil sige alt det smukkeste menneskeånden har frembragt, i historie, poesi, i roman og videnskab, fra Homer til Victor Hugo, fra Xenofon til Michelet, fra Rabelais til George Sand. Men ganske særlig rigt var videnskaben repræsenteret i dette bibliotek; bøger om mekanik, ballistik, hydrografi, meteorologi, geografi, geologi o.s.v. havde her en ikke mindre betydningsfuld plads end naturhistoriske værker, og jeg forstod, at de først og fremmest var genstand for kaptajnens studier. Jeg så her alt af Humboldt, alt af Arago og Foucault, arbejder af Henry Sainte-Claire Deville, Chasles, Milne-Edwards, Quatrefages, Tyndall, Faraday, Berthelot, abbed Secchi, Petermann, kaptajn Maury, Agassiz o.s.v., afhandlinger fra Academie des sciences, meddelelser fra forskellige selskaber for geografi o.s.v., og smukt placerede de to bind, som måske havde skaffet mig den forholdsvis godhjertede modtagelse hos kaptajn Nemo. Blandt Joseph Bertrands værker gav hans bog med titlen» Astronomiens Grundlæggere «mig en bestemt dato; og da jeg vidste, at den var udkommet i løbet af 1865, kunne jeg deraf slutte, at Nautilus ’ indretning ikke gik tilbage til en tidligere epoke. Altså havde kaptajn Nemo for højst tre år siden begyndt sin eksistens under havet. Jeg håbede for øvrigt, at senere arbejder ville tillade mig yderligere at fastslå denne epoke nøjagtigt; men jeg havde tid til at foretage denne efterforskning, og jeg ville ikke yderligere forsinke vores tur gennem Nautilus ’ vidundere.

— Min herre, sagde jeg til kaptajnen, jeg takker Dem, fordi De har stillet Deres bibliotek til min rådighed. Der er videnskabelige klenodier deri, og jeg skal nok få udbytte af det.

— Denne sal er ikke blot et bibliotek, sagde kaptajn Nemo, den er også et rygeværelse.

— Et rygeværelse? udbrød jeg. Man ryger altså her på skibet?

— Absolut!

— Så, min herre, er jeg nødt til at tro, at De har bevaret forbindelsen med Havana.

— Aldeles ikke, svarede kaptajnen. Tag denne cigar, hr. Aronnax, og skønt den ikke kommer fra Havana, bliver De tilfreds med den, hvis De er kender.

Jeg tog den cigar, som blev mig tilbudt, og hvis form mindede om havanesernes; men den så ud til at være rullet af guldblade. Jeg tændte den ved et lille kulbækken, der stod på en elegant broncefod, og jeg indåndede de første drag af den med den nydelse det er for en tobakselsker, der ikke har røget i to dage.

— Den er udmærket, sagde jeg, men det er ikke tobak.