Jules Verne - En verdensomsejling under havet

— Undskyld, min herre, begyndte jeg igen; men denne frihed er kun den, enhver fange har til at bevæge sig i sit fængsel! Det kan ikke være nok for os!

— Det er imidlertid nødvendigt, at det er nok for Dem!

— Hvorledes? Vi skal give afkald på nogen sinde at gense vort fædreland, vore venner, vore forældre!

— Ja, min herre. Men at give afkald på atter at påtage sig dette utålelige jordiske åg, som mennesker tror er friheden, er måske ikke så pinligt, som De tror!

— Nej, hør nu, udbrød Ned Land, jeg vil aldrig give mit ord på ikke at prøve at udfri mig!

— Jeg forlanger ikke Deres ord, mester Land, svarede chefen koldt.

— Min herre, svarede jeg, ophidset mod min vilje, De misbruger Deres stilling overfor os. Det er grusomhed!

— Nej, min herre, det er ikke grusomhed, det er barmhjertighed. De er mine fanger efter en kamp! Jeg beholder Dem, skønt jeg med ét ord kunne styrte Dem tilbage i oceanets afgrunde! De har angrebet mig! De har opdaget en hemmelighed, som intet menneske i verden burde trænge ind i, hele min tilværelses hemmelighed. Og De tror, at jeg vil sende Dem tilbage til denne jord, som ikke mere skal kende mig! Aldrig! Idet jeg holder Dem tilbage, er det ikke Dem, jeg beskytter, det er mig selv!

Disse ord angav fra chefens side en beslutning, mod hvilken intet argument kunne gøre sig gældende.

— Altså, min herre, gik jeg videre, De tillader os ganske simpelt at vælge mellem liv og død?

— Ganske simpelt.

— Mine venner, sagde jeg, der er intet at svare på et spørgsmål, der er stillet sådan. Men intet ord binder os til dette skibs herre!

— Intet, min herre, svarede den ubekendte. Så fortsatte han i en mildere tone:

— Tillad mig nu at fuldende, hvad jeg har at sige Dem. Jeg kender Dem, hr. Aronnax. De vil måske ikke beklage Dem så meget som Deres ledsagere over det tilfælde, som knytter Dem til min skæbne. Blandt de bøger, som jeg bruger til mine kæreste studier, vil De finde det værk, De har offentliggjort om havets store dybder. Jeg har ofte læst det. De er gået så vidt i Deres værk som den jordiske videnskab tillod Dem. Men De ved ikke alt, De har ikke set alt. Lad mig da sige Dem, hr. professor, De vil ikke komme til at fortryde den tid, De tilbringer på mit skib. De kommer til at rejse i et vidunderligt land. Overraskelse, forfærdelse vil sandsynligvis blive Deres sædvanlige sindstilstand. De vil ikke let sløves overfor det syn, der uophørligt vil frembyde sig for Deres blik. På en ny tur i den undersøiske verden, — hvem ved, måske den sidste — vil jeg gense alt det, jeg har kunnet studere på bunden af de have, jeg så ofte har gennemsejlet, og De bliver min studiefælle. Fra idag træder De ind i et nyt element, De skal få noget at se, som endnu ikke er set af noget menneske — thi jeg og mine tæller ikke mere med — og Deres planet vil, takket være mig, overgive Dem sine sidste hemmeligheder.

Jeg kan ikke nægte det; disse chefens ord havde stor indvirkning på mig. Jeg var ramt på mit ømme punkt, og jeg glemte for et øjeblik, at betragtningen af disse sublime ting ikke kunne opveje den tabte frihed. For øvrigt regnede jeg med, at fremtiden ville afgøre dette alvorlige spørgsmål. Derfor nøjedes jeg med at svare:

— Min herre, om end De har brudt med menneskeheden, må jeg tro, at De ikke fornægter enhver menneskelig følelse. Vi er skibbrudne, der er blevet gæstfrit modtaget på Deres skib, det vil vi ikke glemme. Hvad mig angår, nægter jeg ikke, at hvis den videnskabelige interesse kunne opsluge endog behovet for frihed, ville det, som mødet med Dem lover mig, tilbyde mig store erstatninger.

Jeg tænkte, at chefen ville række mig hånden for at besegle vor overenskomst. Det gjorde han ikke. Jeg beklagede det for hans egen skyld.

— Et sidste spørgsmål, sagde jeg i det øjeblik, da dette uforklarlige væsen ville trække sig tilbage.

— Tal, hr. professor.

— Hvordan må jeg tiltale Dem?

— Min herre, svarede han, for Dem er jeg kun kaptajn Nemo, og Deres ledsagere og De er for mig kun passagerer på Nautilus .

Kaptajn Nemo kaldte. En steward kom til syne. Kaptajnen gav ham sine ordrer i dette mærkelige sprog, som jeg ikke kendte. Så sagde han, idet han vendte sig mod canadieren og Conseil:

— Et måltid venter Dem i Deres kahyt. Vær så god at følge denne mand!

— Det kan man ikke sige nej til! svarede harpunéren.

Conseil og han gik endelig ud af den celle, hvori de havde været lukket inde i mere end tredive timer.

— Og nu, hr. Aronnax, er vor frokost parat. Tillad mig at gå foran.

— Som De ønsker, hr. kaptajn.

Jeg fulgte kaptajn Nemo, og da jeg var kommet gennem døren, gik jeg ad en slags elektrisk oplyst korridor, der lignede gangene i andre skibe. Efter en passage på en halv snes meter åbnedes igen en dør foran mig.

Jeg trådte nu ind i en spisesal, udsmykket og møbleret med kræsen smag. Høje egetræsskabe indlagt med ornamenter af ibenholt rejste sig ved begge endevægge i denne sal, og på deres buede hylder strålede fajancer, porcelæner og glas af uvurderlig kostbarhed. Sølvtøj blinkede under de stråler, der spredtes fra et lysende loft, hvor fint malerarbejde dæmpede og mildnede pragten.

Midt i salen stod et rigt dækket bord. Kaptajn Nemo anviste mig den plads, jeg skulle indtage.

— Tag plads, sagde han til mig, og spis som den, der må være ved at dø af sult.

Frokosten bestod af et antal anretninger, hvortil alene havet havde ydet indholdet, og af nogle retter, hvis natur og oprindelse jeg var uvidende om. Jeg må indrømme, at alt var godt, men med en særlig smag, som jeg dog let vænnede mig til. Disse forskellige næringsmidler forekom mig at være rige på fosfor, og jeg tænkte, at de måtte stamme fra havet.

Kaptajn Nemo så på mig. Jeg spurgte ham ikke om noget, men han gættede mine tanker og besvarede af sig selv de spørgsmål, som jeg brændte efter at stille ham.

— De fleste af disse retter er Dem ubekendte, sagde han. De kan imidlertid forsyne Dem deraf uden frygt. De er sunde og nærende. I lang tid har jeg givet afkald på landjordens næringsmidler, og jeg befinder mig ikke dårligere derved. Mit mandskab, som er kraftige mænd, lever ikke anderledes end jeg.

— Altså kommer alle disse næringsmidler fra havet? spurgte jeg.

— Ja, hr. professor, havet opfylder alle mine krav. Snart tager jeg mine net på slæb, og jeg trækker dem op, næsten bristefærdige. Snart går jeg på jagt, omgivet af dette element, som synes at være utilgængeligt for mennesker, og jeg jager det vildt op, som lever i mine undersøiske skove. Mine hjorder græsser ligesom den gamle hyrde Neptuns uden frygt på oceanets uendelige prærier. Der har jeg en udstrakt ejendom, som jeg selv udnytter, og som stadig af Skaberens hånd bliver tilsået med alle ting.

Jeg betragtede kaptajn Nemo med en vis forbavselse, og jeg svarede ham:

— Jeg forstår særdeles vel, min herre, at Deres net forsyner Dem med udmærkede fisk til Deres bord; jeg forstår mindre godt, at De forfølger havvildtet i Deres skove under havet, men jeg forstår slet ikke, at et stykke kød, selv nok så lille, figurerer på Deres menu.

— Min herre, svarede kaptajn Nemo, jeg bruger aldrig kødet af landdyr.

— Men dette, begyndte jeg igen, og pegede på et fad, hvor der endnu var nogle skiver filet.

— Det, som De tror er kød, hr. professor, er ikke andet end filet af havskildpadde. Her er ligeledes nogle delfinlevere, som De ville tage for en ragout af svinekød. Min køkkenchef er en mester i kogekunst og ekcellerer i at konservere disse oceanets forskellige produkter. Smag på alle disse retter. Her er en henkogt søpølse, som en malaj erklærede for enestående i verden, her er en creme, hvortil mælken blev leveret af hvalernes mælkekirtler, og sukker fra de store tangplanter i Nordsøen, og tillad mig endelig at byde Dem kandiserede søanemoner, der er lige så gode som de mest velsmagende frugter.