Jules Verne - En verdensomsejling under havet

Ned og Conseil gjorde sig ikke så mange tanker. De spiste, og jeg tøvede ikke med at følge deres eksempel. Jeg var for resten beroliget med hensyn til vor skæbne, og det syntes mig klart, at vore værter ikke ville lade os dø af sult.

Men alt får en ende her på jorden, alt går over, selv sulten hos folk, der ikke har spist i femten timer. Da vor appetit var tilfredsstillet, gjorde et behov for søvn sig uimodståeligt gældende. En meget naturlig reaktion efter den uendelige nat, hvori vi havde kæmpet med døden.

— Jeg skal minsandten sove godt, sagde Conseil.

— Og jeg sover allerede, svarede Ned Land.

Mine to kammerater strakte sig på gulvtæppet i kahytten og var snart hensunket i dyb søvn.

Jeg for min del gav mindre let efter for denne voldsomme trang til søvn. Alt for mange tanker ophobedes i mit sind, alt for mange uløselige spørgsmål trængtes der, alt for mange billeder holdt mine øjne halvt åbne. Hvor var vi? Hvilken mærkelig magt førte os med sig? Jeg følte — eller snarere jeg troede at føle — at apparatet gik ned mod dybere lag i havet. Voldsomme mareridt besatte mig. Jeg anede i disse mystiske tilflugtssteder en hel verden af ukendte dyr, som denne undersøiske båd syntes at være beslægtet med, levende, bevægende sig, frygtelig som de!… Så faldt min hjerne til ro, min fantasi fandt hvile i en uklar døs og jeg faldt snart i en drømmeløs søvn.

Hvor længe denne søvn varede, ved jeg ikke; men det må have været længe, for den rettede os fuldkomment op efter vore strabadser. Jeg vågnede først. Mine kammerater havde endnu ikke rørt sig og blev liggende i deres krog som livløse masser.

Så snart jeg havde rejst mig fra det temmelig hårde leje, følte jeg min hjerne forfrisket, min ånd klar. Jeg begyndte så en nøje undersøgelse af vor celle.

Intet var ændret i dens indretning. Fængslet var stadig et fængsel, og fangerne var fanger. Imidlertid havde stewarden benyttet sig af vores søvn og taget af bordet. Intet tydede dog på nær forestående mildning af denne situation, og jeg spurgte alvorligt mig selv, om vi var bestemt til at leve i dette bur på ubestemt tid.

Denne udsigt syntes mig så meget pinligere, som jeg, om end min hjerne var fri for sin besættelse fra den foregående dag, følte en ejendommelig trykken for brystet. Jeg trak vejret med besvær. Den tunge luft var ikke tilstrækkelig til mine lungers funktion. Skønt cellen var rummelig, var det åbenbart, at vi for en stor del havde brugt den ilt, som den indeholdt. Faktisk bruger hvert menneske på en time den ilt, der indeholdes i hundrede liter luft, og denne luft, der så bliver belastet med en næsten tilsvarende mængde kultveilte, bliver kvælende.

Det var altså påtrængende nødvendigt at forny atmosfæren i vort fængsel og utvivlsomt også hele undervandsbådens atmosfære.

Et spørgsmål rejste sig for min tanke. Hvorledes bar chefen for dette svømmende opholdssted sig ad? Fik han luftforsyning ved kemiske midler, ved med varme at frigøre den ilt, der indeholdes i klorkalium, og ved at lade et kalihydrat absorbere kultveilten? I så tilfælde måtte han have bevaret nogle forbindelser med fastlandene for at skaffe sig de til disse processer nødvendige stoffer. Indskrænkede han sig til blot at opmagasinere luften under højt tryk i reservoirer og til så at frigøre den til sit mandskabs behov? Måske. Eller nøjedes han — en bekvemmere, mere økonomisk og følgelig mere sandsynlig fremgangsmåde — med at komme op i vandoverfladen for at ånde som en hval og forny forsyningen for et døgn med atmosfærisk luft? Hvordan det end var og hvad det var for en metode, forekom det mig klogt, om han ufortøvet ville benytte den.

Jeg var i virkeligheden så langt nede, at jeg måtte mangedoble mine indåndingers tal for af denne celle at uddrage den smule ilt, som den indeholdt, da jeg pludselig blev forfrisket af en luftstrøm, ren og ligefrem duftende af fordampede salte. Det var virkelig havluft, oplivende og jodholdig. Jeg åbnede munden på vid gab, og mine lunger mættedes med friske molekyler. På samme tid sansede jeg en vaklen, en rullen med jævne udsving, men fuldkommen mærkbar. Båden, ståluhyret, var åbenbart lige steget op til oceanets overflade for at ånde, på samme måde som hvalerne. Skibets ventilationsmetode var altså fuldkommen klar.

Da jeg med fuldt bryst havde optaget denne rene luft, søgte jeg dens kanal,»aeriferen«— luftbringeren om man vil, som lod denne velgørende strøm komme til os, og det varede ikke længe, før jeg fandt den. Oven over døren var der et ventilationshul, der åbnede vej for en frisk luftsøjle, som således fornyede den ødelagte atmosfære i cellen.

Jeg var kommet så langt i mine iagttagelser, da Ned og Conseil omtrent samtidig vågnede under indflydelse af denne genoplivende luftstrøm. De gned sig i øjnene, strakte deres arme og var på benene på et øjeblik.

— Herren har sovet godt? spurgte Conseil med sin sædvanlige høflighed.

— Meget godt, min ven, svarede jeg. Og De, mester Land?

— Tungt, hr. professor. Men jeg ved ikke, om jeg tager fejl, det forekommer mig, som om jeg indånder havluft?

En sømand kunne ikke tage fejl deri, og jeg fortalte canadieren, hvad der var sket, mens han sov.

— Godt! sagde han, det forklarer fuldkomment de brøl, som vi hørte, da den formentlige hval var i sigte fra Abraham Lincoln .

— Fuldkomment, mester Land, det var dens åndedrag!

— Blot har jeg ingen idé om, hvad klokken er, hr. Aronnax, med mindre det er tid at spise til middag?

— Middagstid, min brave harpunér? Sig i det mindste frokosttid, for vi har sikkert nået en ny dag.

— Hvad der viser, svarede Conseil, at vi har taget os en søvn på fireogtyve timer.

— Det tror jeg også, svarede jeg.

— Jeg modsiger Dem ikke, svarede Ned Land. Men middag eller frokost, stewarden skal være velkommen, hvad enten han bringer os det ene eller det andet.

— Det ene og det andet, sagde Conseil.

— Netop, svarede canadieren, vi har ret til to måltider, og jeg for min del skal nok lade begge vederfares retfærdighed.

— Nuvel, Ned, lad os vente, svarede jeg. Det er åbenbart, at disse ubekendte ikke har til hensigt at lade os dø af sult, for i det tilfælde havde der ikke været mening i middagen i aftes.

— Med mindre man er ved at fede os op! svarede Ned.

— Jeg protesterer, sagde jeg. Vi er ikke faldet i hænderne på kannibaler!

— Én gang er ingen gang, svarede canadieren alvorligt. Hvem ved, om disse mennesker ikke i lang tid har været uden frisk kød, og i så tilfælde er tre privatpersoner, sunde og raske som professoren, hans tjener og jeg…

— Opgiv de ideer, mester Land, svarede jeg harpunéren, og fremfor alt, gå ikke ud fra dem for at blive hidsig over vore værter, hvad der kun kunne forværre situationen.

— I hvert fald, sagde harpunéren, er jeg forbandet sulten, og middag eller frokost, der kommer næppe noget måltid!

— Mester Land, sagde jeg, man må rette sig efter reglementet om bord, og jeg antager, at vores mave går hurtigere end kokkens ur.

— Nå, så må man stille den rigtigt, svarede Conseil.

— Der kender jeg Dem igen, min ven Conseil, svarede den utålmodige canadier. De bruger kun lidt af Deres galde og Deres nerver! Altid rolig! De vil være i stand til som bordbøn at sige taksigelsen før måltidet i stedet for velsignelsen og dø af sult snarere end beklage Dem.

— Hvad skulle det hjælpe? spurgte Conseil.