Jules Verne - En verdensomsejling under havet

— Slip mig! Slip mig! sagde jeg til ham.

— Forlade herren! Aldrig! svarede han. Jeg regner virkelig med at drukne før herren!

I dette øjeblik kom månen til syne gennem randen af en stor sky, som vinden slæbte mod øst. Havets overflade glimtede under dens stråler. Dette velgørende lys genoplivede vore kræfter. Mit hoved rejste sig igen. Mine øjne gik hele horisonten rundt. Jeg opdagede fregatten. Den var fem sømil fra os og så blot ud som en mørk masse, der næppe kunne skelnes. Men både var der ingen af.

Jeg havde lyst til at råbe. Til hvad nytte, i en sådan afstand! Mine ophovnede læber lod ikke nogen lyd passere. Conseil kunne artikulere nogle ord, og jeg hørte ham flere gange gentage:

— Hjælp, hjælp!

Mens vore bevægelser et øjeblik afbrødes, lyttede vi. Og måske var det kun den susen, som det sammenpressede blod fyldte øret med, men det syntes mig, at et råb svarede på Conseils råb.

— Hørte du det? mumlede jeg.

— Ja, ja!

Og Conseil slyngede en ny fortvivlet appel ud i rummet.

Denne gang var ingen fejltagelse mulig. En menneskelig stemme svarede på vore råb. Var det en stemme fra en ulykkelig, der var forladt midt i oceanet, endnu et offer for det stød, der havde ramt skibet? Eller var det snarere en af fregattens både, som prajede os i mørket?

Conseil anstrengte sig til det yderste, og idet han støttede sig på min skulder, mens jeg holdt imod i en sidste krampetrækning, hævede han sig halvt op af vandet og faldt udmattet ned igen.

— Hvad så du?

— Jeg så, mumlede han, jeg så. . men lad os ikke tale. . Lad os spare på vore kræfter!

Hvad havde han set? Jeg ved ikke hvorfor, men nu randt tanken om uhyret mig i hu!… Og så denne røst? De tider er ikke mere, da en Jonas tog sin tilflugt til en hvals mave!

Men Conseil bugserede mig stadig. Han hævede undertiden hovedet, så frem for sig og udstødte et gennemtrængende råb, hvorpå en stemme svarede, stadig nærmere. Mine kræfter var til ende; mine fingre slappedes; min hånd ydede mig ikke længere noget støttepunkt; min mund stod krampagtig åben og fyldtes med saltvand; kulden trængte ind i mig. Jeg løftede hovedet en sidste gang, så gik jeg ned…

I dette øjeblik stødte jeg mod et hårdt legeme. Jeg klamrede mig til det. Så mærkede jeg, at man trak i mig, at man førte mig op til vandoverfladen, at jeg tabte vejret, og jeg besvimede.

Utvivlsomt kom jeg hurtigt til mig selv igen, takket være de kraftige gnidninger, som blev tildelt mit legeme. Jeg åbnede øjnene på klem…

— Conseil, mumlede jeg.

— Herren har ringet? svarede Conseil.

Ved det sidste lys fra månen, som sænkede sig mod horisonten, opdagede jeg i dette øjeblik en skikkelse, som ikke var Conseil, og som jeg straks genkendte.

— Ned! udbrød jeg.

— Netop, hr. professor, ham, som render efter sin præmie! svarede canadieren.

— De blev styrtet i havet ved stødet mod fregatten?

— Ja, hr. professor, men mere begunstiget end De kunne jeg omtrent med det samme sætte foden på en svømmende ø.

— En ø?

— Eller rettere sagt, på vor gigantiske narhval.

— Forklar Dem, Ned.

— Blot det, at det snart gik op for mig, hvorfor min harpun ikke kunne få hul på den og blev sløv mod dens hud.

— Hvorfor, Ned, hvorfor?

— Det er fordi dette dyr er lavet af stålplader, hr. professor!

Det er nødvendigt, at jeg her tager mig sammen, at jeg genopliver mine erindringer, at jeg selv kontrollerer mine påstande.

Canadierens ord havde bevirket et pludseligt omsving i min hjerne.

Jeg hejsede mig hurtigt op på toppen af det halvt neddykkede væsen eller det objekt, der tjente os som tilflugtssted. Jeg følte mig for med foden. Det var åbenhart et hårdt og uigennemtrængeligt legeme, og ikke den bløde substans som udgør de store havpattedyrs legemer.

Men dette hårde legeme kunne være et rygskjold af ben som de antediluvianske dyrs, og jeg kunne derfor have lov til at klassificere uhyret blandt amfibiereptilerne, såsom skildpadder eller alligatorer.

Nuvel! Nej! Den sortladne ryg, som holdt mig oppe, var glat, poleret, ikke taglagt. Den gav ved slag en metallisk klang, og så utroligt som det var, forekom den — hvad siger jeg! — var den lavet af sammenboltede plader.

Der var ingen tvivl mulig. Dyret, uhyret, naturfænomenet, som havde ægget hele den videnskabelige verdens nysgerrighed, forvirret og vildledt fantasien hos sømænd på de to halvkugler, det var virkelig nødvendigt at erkende, at det var et endnu mere forbavsende fænomen, et fænomen lavet af menneskehånd.

Opdagelsen af det mest eventyrlige, mest mytologiske væsen ville ikke i den grad have overrasket min fornuft. At det, der er underfuldt, kommer fra Skaberen, det er ligetil. Men pludselig, for sine øjne, at finde det umulige realiseret mystisk og menneskeligt, det er til at blive sindsforvirret af.

Man kunne imidlertid ikke tvivle. Vi lå på ryggen af en slags undervandsbåd, som så vidt jeg kunne skønne fremtrådte i form af en umådelig stålfisk. Ned Land havde sin opfattelse parat. Conseil og jeg kunne kun slutte os til ham.

— Men altså, sagde jeg, indeslutter dette apparat en bevægelsesmekanisme og et mandskab til at manøvere den?

— Øjensynligt, svarede harpunéren, og ikke des mindre har denne flydende ø ikke givet noget livstegn i de tre timer jeg har beboet den.

— Bevæger dette fartøj sig ikke?

— Nej, hr. Aronnax. Det lader sig vugge på bølgerne, men det bevæger sig ikke.

— Vi ved imidlertid, uden for enhver tvivl, at det er i stand til at bevæge sig med stor hastighed. Da nu en maskine er nødvendig til at producere denne hastighed og en mekaniker til at passe denne maskine, slutter jeg deraf…, at vi er reddede.

— Hm! sagde Ned Land i en reserveret tone.

I dette øjeblik og som for at give mig ret i min argumentation, hørtes en kogen agter i denne mærkværdige fremtoning, hvis drivkraft åbenbart var en skrue, og den satte sig i bevægelse. Vi havde kun tid til at hage os fast til den øverste del, som ragede omtrent firs centimeter op over vandet. Særdeles heldigt for os var hastigheden ikke overvældende.

— Så længe han navigerer horisontalt, mumlede Ned Land, har jeg ikke noget at sige. Men hvis han får den idé at dykke, giver jeg ikke to dollars for lille mig!

Endnu mindre kunne canadieren have sagt. Det blev altså uopsætteligt at komme i forbindelse med de væsener, hvad det end var for nogen, der var lukket inde bag denne maskines flanker. På dens overflade søgte jeg efter en åbning, en luge, et mandehul«, for at bruge det tekniske udtryk; men de rækker af bolte, der solidt var slået i pladernes sammenføjninger, var lige og ensartede.

Så forsvandt månen for øvrigt og efterlod os i buldrende mørke. Det var nødvendigt at vente på dagslyset for at finde på midler til at komme ind i det indre af dette undersøiske fartøj.

Således afhang vor redning altså udelukkende af humøret hos de mystiske gaster, som styrede denne maskine, og hvis de dykkede, var vi fortabte! Med undtagelse af dette tilfælde tvivlede jeg ikke på muligheden af at komme i forbindelse med dem. Og hvis de ikke selv fremstillede deres indåndingsluft, var det faktisk nødvendigt, at de fra tid til anden kom op til oceanets overflade for at forny deres forsyning med åndedrætsmolekyler. Altså var det nødvendigt med en åbning, der satte fartøjets indre i forbindelse med atmosfæren.

Med hensyn til håbet om at blive reddet af kaptajn Farragut måtte det fuldstændig opgives. Vi blev slæbt mod vest, og jeg anslog vor hastighed, der var forholdsvis moderat, til op mod tolv sømil i timen. Skruen, der piskede bølgerne med matematisk nøjagtighed, dukkede undertiden op og fik det fosforescerende vand til at sprøjte i vejret. Henad klokken fire om morgenen øgedes maskinens hastighed. Vi kunne vanskeligt holde ud til denne svimlende medriven, for bølgerne ramte os som piskeslag. Heldigvis fik Ned fat på en stor fortøjningsring, der var fæstet til den øverste del af stålpladeryggen, og det lykkedes os at klamre os godt fast til den.