Jules Verne - En verdensomsejling under havet

Endelig gik den lange nat til ende. Min ufuldkomne erindring tillader mig ikke at genopspore alle indtrykkene. En eneste enkelthed rinder mig i hu. I nogle af vindens og havets stille øjeblikke troede jeg at høre ubestemte lyde, en slags flygtig harmoni frembragt af fjerne akkorder. Hvad var det dog for et mysterium med denne undersøiske sejlads, hvorpå hele verden forgæves havde søgt forklaringen? Hvilke væsener levede i dette mærkelige fartøj? Hvilken mekanisk drivkraft tillod den at bevæge sig med en så vidunderlig hastighed?

Dagen kom. Morgenens tåger indsvøbte os, men det varede ikke længe, før de sønderreves. Jeg skulle til at foretage en omhyggelig undersøgelse af skroget, som på sin øverste del dannede en slags horisontal platform, da jeg lidt efter lidt mærkede det dykke ned.

— Åh, for tusind djævle, udbrød Ned Land, idet han bankede med sin fod på den klingende stålplade, luk dog op, I ugæstfri sømænd! Men det var vanskeligt at skaffe sig ørenlyd under skruens øredøvende hamren. Lykkeligvis standsede neddykningsbevægelsen.

Pludselig opstod i det indre af fartøjet en larm af jernbeslag, der blev voldsomt bevægede. En plade hævedes, en mand kom til syne, udstødte et mærkeligt råb og forsvandt straks.

Nogle øjeblikke efter kom otte kraftige fyre til syne og slæbte os i tavshed ind i deres frygtelige maskine.

Denne redning blev fuldendt med lynets hast. Mine kammerater og jeg havde ikke haft tid til at finde os til rette. Jeg ved ikke, hvad de følte ved at blive bragt ind i dette flydende fængsel, men for min del isnede en hurtig skælven min overhud. Hvem havde vi at gøre med? Uden tvivl en ny slags pirater, som udnyttede havet på deres måde.

Næppe var den snævre luge lukket over mig, før et dybt mørke indhyllede mig. Mine øjne, der var gennemtrængt af lyset udenfor, kunne ikke skelne noget. Jeg følte mine nøgne fødder klamre sig til trinene på en jernstige. Ned Land og Conseil fulgte mig, grebet af kraftige hænder. Forneden af stigen blev en dør åbnet og straks igen lukket med klangfuld rungen.

Vi var alene. Hvor? Jeg kunne ikke sige det, næppe forestille mig det. Alt var sort, men så absolut sort, at mine øjne nogle minutter efter endnu ikke havde været i stand til at opfatte et af disse ubestemmelige lysskær, som ellers strømmer gennem den dybeste nat.

Imidlertid gav Ned Land, der var rasende over disse metoder, sin harme frit løb.

— For tusind djævle, udbrød han, her er der folk, der kunne lære skotter noget om gæstfrihed! De mangler ikke andet end at være menneskeædere! Det skal ikke overraske mig, men jeg forsikrer, at man ikke skal æde mig, uden at jeg protesterer.

— Tag det med ro, kære Ned, tag det med ro, svarede Conseil fredsommeligt. Hids Dem ikke op i utide. Vi er endnu ikke på risten!

— På risten, nej, svarede canadieren, men utvivlsomt i ovnen. Her er sort nok. Heldigvis har jeg ikke mistet min bowie-knife*), og jeg ser stadig klart nok til at bruge den. Den første af de banditter, der lægger hånd på mig…

— Lad være at hidse Dem op; Ned, sagde jeg nu til harpunéren, og udsæt os ikke for fare ved unødig voldsomhed. Hvem ved, om der ikke er nogen, der kan høre os. Lad os hellere prøve at få at vide, hvor vi er!

Jeg famlede mig frem. Efter fem skridt kom jeg til en jernvæg, lavet af sammenboltede plader. Så vendte jeg om og stødte på et træbord, i hvis nærhed nogle skamler stod i række. Gulvet i dette fængsel var dækket af et tykt formiumlag, som dæmpede lyden af skridt. De nøgne vægge røbede ikke noget spor af døre eller vinduer. Conseil, der gik en omgang i modsat retning, sluttede sig til mig, og vi kom igen til midten af denne kahyt, som måtte være tyve fod i længden og ti fod i bredden. Hvad angår loftshøjden, kunne Ned Land trods sin høje skikkelse ikke måle den.

En halv time var allerede forløbet uden at situationen havde ændret sig, da vore øjne pludselig kom fra det dybeste mørke til det voldsomste lys. Vort fængsel oplystes pludseligt, det vil sige, det fyldtes med et lysende stof så skarpt, at jeg ikke straks kunne tåle dets skin. På hvidheden, intensiteten, genkendte jeg den elektriske belysning, som opstod omkring det undersøiske fartøj som et prægtigt fosforescerende fænomen. Efter uvilkårligt at have lukket øjnene åbnede jeg dem igen, og jeg så, at den lysende kraft udgik fra en matsleben halvkugle, som rundede sig i den øverste del af kahytten.

— Endelig kan man se klart her! udbrød Ned Land, som med sin kniv i hånden holdt sig parat til forsvar.

— Ja, svarede jeg, og risikerede en antitese, men situationen ser derfor ikke mindre sort ud.

— Gid herren ville være tålmodig, sagde den uforstyrrelige Conseil.

Den pludselige belysning i kahytten havde tilladt mig at undersøge dens mindste detaljer. Den indeholdt kun bordet og de fem skamler. Den usynlige dør måtte være hermetisk tillukket. Ingen støj nåede vort øre. Alt syntes dødt i det indre af dette fartøj. Flyttede det sig, holdt det sig på oceanets overflade, gik det ned i dets dybder? Det kunne jeg ikke gætte.

Imidlertid var den lysende globe ikke blevet tændt uden grund. Jeg håbede altså, at der snart ville vise sig nogen af mandskabet. Når man vil glemme folk, belyser man ikke deres fangehuller.

Jeg tog ikke fejl. En støj af skodder lod sig høre, døren åbnedes, to mænd viste sig.

Den ene var lille, muskuløs, bredskuldret, med stærke lemmer, kraftigt hoved, rigeligt sort hår, tæt skæg, et levende og gennemtrængende blik, og med hele sin person præget af denne sydlandske livlighed, som i Frankrig er karakteristisk for provencalerne. Diderot har med megen ret hævdet, at menneskets gestus er metaforisk, og denne lille mand var absolut det levende bevis derpå. Man følte, at han i sin daglige tale måtte ødsle med prosopopeer, metonymier og hypallager. Hvad jeg for resten aldrig blev i stand til at verificere; thi han brugte altid over for mig et ejendommeligt og absolut uforståeligt sprog.

Den anden ubekendte fortjener en mere detaljeret beskrivelse. En discipel af Gratiolet eller Engel kunne have læst i hans ansigt som i en åben bog. Jeg erkendte uden at tøve hans dominerende egenskaber: selvtillid, thi hans hoved hævede sig ædelt på den bue, der dannedes af linjen mellem hans skuldre, og hans sorte øjne skuede frem med kold sikkerhed; — sindsro; thi hans hud, snarere bleg end rødmosset, meldte om blodets rolighed; — energi, som den hurtige sammentrækning af hans øjenbryns muskler viste; — endelig mod; thi hans dybe åndedrag røbede stor livskraft.

Jeg tilføjer, at denne mand var stolt, at hans faste og rolige blik syntes at udstråle højsindede tanker, og at der af alt dette tilsammen, ensartetheden i legemets og ansigtets bevægelser, i følge fysiognomikernes iagttagelser fremgik en indiskutabel oprigtighed.

Jeg følte mig uvilkårligt beroliget i hans nærværelse, og jeg tog vort møde som et godt varsel.

Var denne personlighed femogtredive eller halvtreds år, det kunne jeg ikke have angivet nøjagtigt. Hans skikkelse var høj, hans pande bred, hans næse lige, hans mund skarpt tegnet, hans tænder prægtige, hans hænder smukke, lange, overordentlig» psykiske «for at bruge et ord fra kirognosien, det vil sige værdige til at tjene en ædel og lidenskabelig sjæl. Denne mand fremtrådte visselig som den mest beundringsværdige type, jeg nogensinde havde set. En særlig detalje: hans øjne sad lidt langt fra hinanden og kunne på én gang omfatte omtrent en fjerdedel af horisonten. Denne evne — jeg har senere verificeret det — forstærkedes af en synsstyrke, der endda var Ned Lands overlegen. Når denne ubekendte fikserede en genstand, rynkedes hans bryns linie, hans store øjne trak sig sammen som for at omskrive pupillerne og således indskrænke synsvidden, — og han så! Hvilket blik! Som om det forstørrede de genstande, der var formindsket af afstanden! Som om det udforskede én lige til sjælen! Som om det gennembrød disse flydende lag, der er så uigennemsigtige for vore øjne, og som om det læste i det dybeste hav!…