Jules Verne - En verdensomsejling under havet

— Men det ville hjælpe at beklage sig. Det er allerede noget. Og disse sørøvere — jeg siger sørøvere af respekt og for ikke at ærgre professoren, som vægrer sig ved at kalde dem kannibaler — hvis disse sørøvere tænker sig, at de kan beholde mig i dette bur, hvor jeg er ved at kvæles, uden at erfare hvilke forbandelser jeg krydrer mine hidsighedsanfald med, tager de fejl! Tror De, at de længe vil holde os i denne jernkasse?

— Sandt at sige ved jeg ikke mere om det end De, kære Land.

— Men hvad tror De da?

— Jeg antager, at tilfældet har gjort os til herrer over en vigtig hemmelighed. Hvis nu mandskabet på denne undervandsbåd er interesseret i at beholde den, og hvis denne interesse er mere alvorlig end tre mænds liv, tror jeg vor eksistens er i høj grad truet. I modsat fald vil det uhyre, der har opslugt os, så snart som muligt give os tilbage til den verden, der er beboet af vore ligemænd.

— Med mindre han indrullerer os i sit mandskab, sagde Conseil, og passer sådan på os…

— Lige til det øjeblik, svarede Ned Land, da en eller anden fregat, der er hurtigere eller mere adræt end Abraham Lincoln , bemægtiger sig denne sørøverrede og sender dens mandskab og os op at trække vejret for sidste gang i enden af sin storrå.

— Vel gennemtænkt, mester Land, svarede jeg. Men så vidt jeg ved, har man endnu ikke gjort os noget forslag i den retning. Altså unyttigt at diskutere hvilken beslutning vi bør tage i påkommende tilfælde. Jeg gentager, lad os vente, lad os se, hvordan det udvikler sig og ikke gøre noget, siden der ikke er noget at gøre.

— Tværtimod, hr. professor, svarede harpunéren, som ikke ville give sig, der må gøres noget!

— Nå, hvad da, mester Land?

— Vi må redde os.

— Redde sig fra et» jordisk «fængsel er tit vanskeligt, men fra et undersøisk fængsel, det synes mig absolut ugørligt.

— Hør nu, kære Ned, sagde Conseil, hvad svarer De på herrens indvending? Jeg kan ikke tro, at en amerikaner nogensinde er helt rådvild!

Harpunéren tav, synligt forvirret. En flugt var absolut umulig under de forhold, tilfældet havde bragt os i. Men en canadier er halvt franskmand, og mester Ned Land viste det tydeligt ved sit svar.

— Altså, hr. Aronnax, begyndte han igen efter nogle øjeblikkes eftertanke, De kan ikke gætte, hvad folk bør gøre, når de ikke kan slippe ud af et fængsel?

— Nej, min ven.

— Det er meget simpelt, de må indrette sig, sådan at de kan blive der.

— Minsandten! sagde Conseil, det er alligevel bedre at være i det end over eller under det.

— Men først efter at man har kastet fængselsbetjente, sluttere og fangevogtere ud, tilføjede Ned Land.

— Hvordan det, Ned? Tænker De for alvor på at sætte Dem i besiddelse af dette fartøj?

— For fuldt alvor, svarede canadieren.

— Det er umuligt.

— Hvorfor dog, hr. professor? Der kan tilbyde sig en eller anden gunstig lejlighed, og jeg kan ikke se, hvad der skulle hindre os i at drage fordel deraf. Hvis der kun er en snes mand om bord i denne maskine, tror jeg ikke de kan slå to franskmænd og en canadier tilbage!

Det var bedre at gå ind på canadierens forslag end at diskutere det. Derfor nøjedes jeg med at svare:

— Lad lejligheden komme, mester Land, og lad os så se! Men indtil da beder jeg Dem, hehersk Deres utålmodighed. Man kan kun handle med list, og det er ikke ved at hidse Dem op at De får gunstige lejligheder til at opstå. Lov mig derfor, at De vil acceptere situationen uden alt for megen vrede!

— Det lover jeg Dem, hr. professor, svarede Ned Land i en kun lidet beroligende tone. Ikke ét voldsomt ord skal udgå af min mund, ikke én brutal bevægelse skal forråde mig, selv når serveringen ikke sker med den ønskelige regelmæssighed.

— Jeg har Deres ord, Ned, svarede jeg.

Så blev konversationen afbrudt, og hver af os gav sig til at tænke efter for sig selv. Jeg tilstår, at jeg for mit vedkommende og trods harpunérens selvtillid ikke nærede nogen illusioner. Jeg troede ikke på disse gunstige lejligheder, hvorom Ned Land havde talt. For at blive så sikkert manøvreret krævede undervandsbåden et talrigt mandskab, og følgelig ville vi i tilfælde af kamp have at gøre med alt for stærk modstand. For øvrigt var det fremfor alt nødvendigt at være frie, og det var vi ikke. Jeg så ikke selv noget middel til at flygte fra denne så hermetisk tillukkede celle af metalplader. Om den mærkelige chef i denne båd så blot havde en hemmelighed at bevare — hvad der i det mindste forekom sandsynligt — ville han ikke lade os bevæge os frit omkring på sit skib. Men ville han befri sig for os med vold eller en dag kaste os af i en eller anden afkrog på jorden? Det var hvad vi ikke vidste. Alle disse hypoteser syntes mig yderst plausible, og man måtte være harpunér for at håbe på at genvinde friheden.

Jeg forstod iøvrigt, at Ned Lands ideer forværredes ved de overvejelser, som tog magten i hans hjerne. Jeg hørte lidt efter lidt forbandelser brumme dybt nede i hans strube, og jeg så hans bevægelser blive truende. Han rejste sig, gik rundt som et vildt dyr i bur, sparkede og slog med knytnæve i væggene. Men tiden gik da; sulten plagede grusomt, og denne gang viste stewarden sig ikke. Og det var alt for længe at glemme vor stilling som skibbrudne, hvis man virkelig havde gode hensigter overfor os.

Plaget af fornemmelserne i sin robuste mave blev Ned Land mere og mere ophidset, og trods hans givne ord frygtede jeg oprigtigt en eksplosion, når han kom til at stå over for en af mændene på skibet.

I endnu to timer steg Ned Lands vrede. Canadieren kaldte, råbte, men forgæves. Metalvæggene var døve. Jeg hørte ikke selv nogen lyd i det indre af denne båd, der lod til at være uddød. Den rørte sig ikke, for jeg ville bestemt have mærket skrogets rysten under skruens indflydelse. Utvivlsomt neddykket i vandenes afgrund hørte den ikke mere til på jorden. Hele denne dystre tavshed var skrækindjagende.

Med hensyn til vor forladthed, vor isolation inde i denne celle, vovede jeg ikke at beregne, hvor længe den kunne vare. De forhåbninger, som jeg havde fattet efter vort møde med skibets chef, udslettedes lidt efter lidt. Blidheden i denne mands blik, hans ansigts højsindede udtryk, fornemheden i hans holdning, alt forsvandt fra min erindring. Jeg så igen denne gådefulde personlighed sådan som han nødvendigvis måtte være, ubarmhjertig, grusom. Jeg følte, at han stod udenfor menneskeheden, var utilgængelig for enhver følelse af medlidenhed, en uforsonlig fjende af sine medmennesker, som han måtte have viet et uforgængeligt had!

Men ville denne mand da lade os dø af sult, indelukkede i dette snævre fængsel, overgivet til de frygtelige fristelser, som den voldsomme sult fremkalder? Denne forfærdelige tanke fik en skrækkelig intensitet i mit sind, og idet fantasien hjalp til, følte jeg mig gennemtrængt af en vanvittig rædsel. Conseil holdt sig rolig, Ned Land brummede.

I dette øjeblik hørtes en larm udenfor. Skridt genlød på metalflisen. Der blev rørt ved låsene, døren åbnedes, stewarden kom til syne.

Før jeg havde gjort en bevægelse for at hindre ham deri, havde canadieren kastet sig over den ulykkelige; han havde væltet ham omkuld; han holdt ham på halsen. Stewarden var ved at kvæles under hans mægtige hånd.

Conseil forsøgte allerede at trække harpunérens halvkvalte offer ud af hans hænder, og jeg ville til at forene mine kræfter med hans, da jeg pludselig blev naglet til stedet af disse ord udtalt på fransk: Rolig, mester Land, og De, hr. professor, vær så venlig at høre på mig!