Jules Verne: En verdensomsejling under havet

Klokken seks begyndte dagen at gry, og med morgenrødens første skær forsvandt narhvalens elektriske stråler. Klokken syv var der tilstrækkeligt dagslys, men meget tæt morgentåge indsnævrede horisonten, og selv de bedste kikkerter kunne ikke gennemtrænge den. Følgen var skuffelse og vrede.

Jeg hejsede mig op i mesanmastens ræer. Nogle officerer havde allerede anbragt sig i mastetoppene.

Klokken otte rullede tågen tungt over bølgerne, og dens store hvirvler hævede sig lidt efter lidt. Horisonten udvidedes og blev samtidig klarere. Pludselig og som den foregående dag lod Ned Lands stemme sig høre.

— Det søgte væsen tværs om bagbord, råbte harpunéren.

Alles blikke rettedes mod det angivne punkt.

Der, halvanden mil fra fregatten, ragede et langt, sortladent legeme en meter op over bølgerne. Dets hale bevægedes voldsomt og frembragte en betydelig hvirvelstrøm. Aldrig havde noget haleapparat pisket havet med en sådan styrke. Et umådeligt kølvand af strålende hvidhed markerede dyrets rute og beskrev en langstrakt kurve.

Fregatten nærmede sig til hvalen. Jeg undersøgte den ganske fordomsfrit. Rapporterne fra Shannon og Helvetia havde overdrevet dens dimensioner en smule, og jeg anslog dens længde til blot to hundrede og halvtreds fod. Med hensyn til dens omfang kunne jeg kun vanskeligt vurdere det; men alt i alt forekom dyret mig at være beundringsværdigt proportioneret i sine tre dimensioner.

Medens jeg iagttog dette fænomenale væsen, udstødtes to væld af damp og vand og steg til en højde af fyrretyve meter, og dette samlede min opmærksomhed om dets åndedræt. Jeg sluttede deraf definitivt, at det hørte til hvirveldyrenes række, pattedyrenes klasse, de fiskeformedes gruppe, hvalernes orden. Her kunne jeg endnu ikke sige mere. Hvalernes orden indeholder tre familier: bardehvaler, kaskelotter og delfiner, og det er i den sidste narhvalen hører til. Hver af disse familier deles i flere slægter, hver slægt i arter, hver art i varieteter. Varietet, art, slægt og familie manglede jeg endnu, men jeg tvivlede ikke på at kunne komplettere min klassifikation ved himlens og kaptajn Farraguts hjælp.

Mandskabet afventede utålmodigt chefens ordrer. Efter at denne opmærksomt havde iagttaget dyret, lod han førstemesteren tilkalde. Maskinmesteren kom løbende.

— Har De tryk på, maskinmester? sagde chefen.

— Ja, hr. kaptajn, svarede ingeniøren.

— Godt! Forstærk ilden, og fuld kraft frem!

Tre hurraer hilste denne ordre. Kampens time var slået. Nogle øjeblikke efter udspyede fregattens to skorstene strømme af sort røg, og dækket dirrede under dampkedlernes rysten.

Abraham Lincoln , der blev jaget frem af sin kraftige skrue, styrede lige mod dyret. Dette lod ligegyldigt skibet nærme sig til en halv kabellængdes afstand; det formåede at dykke, men begyndte at flygte, og nøjedes så med at holde afstanden.

Denne forfølgelse vedblev i omtrent tre kvarter, uden at fregatten halede to favne ind på hvalen. Det var altså åbenbart, at ved at gå frem på den måde nåede man den aldrig.

Kaptajn Farragut snoede rasende den tætte hårtot, som vældede frem på hans hage.

— Ned Land! råbte han.

Canadieren efterkom ordren.

— Nuvel, mester Land, spurgte chefen, råder De mig endnu til at sætte mine skibsbåde i havet?

— Nej, hr. kaptajn, svarede Ned Land, for dette dyr lader sig kun tage, hvis det selv vil.

— Hvad skal vi så gøre?

— Sæt dampen op, hvis De kan, hr. kaptajn. Jeg for min del, med Deres tilladelse forstås, vil installere mig på vaterstaget under bovsprydet, og hvis vi kommer på harpunlængde, harpunérer jeg.

— Gør som De vil, Ned, svarede kaptajn Farragut. Maskinmester, råbte han, sæt trykket op!

Ned Land begav sig på sin post. Fyrene blev aktivt forstærket; skruen ydede treogfyrre omdrejninger i minuttet, og dampen brød ud af ventilerne. Da loggen var kastet, konstaterede man, at Abraham Lincoln løb med en fart af atten en halv mil i timen.

Men det forbandede dyr gik også med en hastighed på atten en halv mil.

Endnu en time holdt fregatten dette tempo, uden at komme en favn nærmere. Det var ydmygende for en af de hurtigste sejlere i den amerikanske marine. En skjult vrede greb om sig mellem folkene. Matroserne skældte ud over uhyret, som for resten ikke nedlod sig til at svare dem. Kaptajn Farragut nøjedes ikke mere med at vride sit fipskæg, han bed i det.

Maskinmesteren blev tilkaldt endnu en gang.

— Har De nået maksimum af trykket? spurgte kaptajnen ham.

— Ja, hr. kaptajn, svarede maskinmesteren.

— Og Deres ventiler er belastede?

— Til seks en halv atmosfære.

— Belast dem til ti atmosfærer.

Det var en amerikansk ordre så det forslog. Man har ikke gjort mere på Missisippi for at distancere en konkurrent!

— Conseil, sagde jeg til min gode tjener, som befandt sig nær ved mig, er du klar over, at vi sandsynligvis springer i luften?

— Som det behager herren! svarede Conseil.

Nuvel, jeg tilstår, det mishagede mig ikke at tage denne risiko.

Ventilerne blev belastede. Kullet styrtede ned i fyrene. Ventilatorerne sendte luftstrømme på de glødende kul. Abraham Lincolns hastighed øgedes. Dens master skælvede lige ned i deres spor, og røghvirvlerne kunne næppe komme igennem de alt for snævre skorstene. Man kastede loggen for anden gang.

— Nuvel, signalgast? spurgte kaptajn Farragut.

— Nitten tre tiendedele mil, hr. kaptajn.

— Forstærk ilden!

Maskinmesteren adlød. Manometret viste ti atmosfærer. Men hvalen fyrede utvivlsomt også op, og uden at genere sig løb den sine nitten tre tiendedele mil.

Hvilken forfølgelse! Nej, jeg kan ikke beskrive den sindsbevægelse, som fik hele mit væsen til at skælve. Ned Land holdt sig på sin post med harpunen i hånden. Flere gange lod dyret os komme nærmere.

— Vi når den! Vi når den! udbrød canadieren.

Så i det øjeblik, da han belavede sig på at slå til, gjorde hvalen sig fri med en hastighed, som jeg ikke kan anslå til mindre end tredive mil i timen. Og endda tillod den sig, mens vi var på vor maksimale hastighed, at spotte fregatten ved at løbe rundt om den! Et rasende skrig undslap fra alle struber.

Ved middagstid var vi ikke kommet videre end klokken otte om morgenen.

Kaptajn Farragut besluttede sig da til at bruge mere direkte midler.

— Aha! sagde han, dette dyr bevæger sig hurtigere end Abraham Lincoln . Nuvel! Vi skal se, om det distancerer dens kegleformede projektiler. Mester, mænd til kanonen forude!

Stævnens kanon blev øjeblikkelig ladet og indstillet. Skuddet gik af, men kuglen passerede nogle fod over hvalen, som holdt sig en halv sømil borte.

— Den næste, mere behændigt! råbte chefen, og fem hundrede dollars til den, der gennemhuller dette infernalske dyr!

En gammei kanonér med gråt skæg — jeg kan endnu se ham for mig — med roligt øje, koldblodigt ansigtsudtryk nærmede sig kanonen, satte den i stilling og sigtede længe. En kraftig detonation dundrede, og mandskabets hurraråb blandede sig med den.

Kuglen nåede sit mål, den slog mod dyret, men ikke på normal vis, og glidende på dets runde overflade gik den tabt to sømil ude i havet.

— Nå sådan! sagde den gamle kanonér rasende, den slyngel er altså pansret med sekstommers plader!

— Forbandet! råbte kaptajn Farragut.

Jagten begyndte igen, og kaptajn Farragut lænede sig hen imod mig og sagde:

— Jeg skal forfølge det dyr lige til min fregat eksploderer!