Jules Verne: En verdensomsejling under havet

— Pyh, svarede han, der er ikke noget, hr. Aronnax, og om der er et eller andet dyr, hvad chance har vi så for at få øje på det? Går vi ikke frem på lykke og fromme? Man siger, at man har set dette uopsporlige dyr i rum sø i Stillehavet, det vil jeg godt gå med til; men der er allerede gået to måneder efter dette møde, og hvis man regner med vor narhvals temperament, holder den ikke af ret længe at mugne op i de samme farvande. Den er begavet med en vidunderlig evne til fremdrift. Nu ved De bedre end jeg, hr. professor, at naturen ikke gør noget, der er meningsløst, og den giver ikke et af naturen langsomt dyr evnen til at bevæge sig hurtigt, hvis det ikke har brug for den. Altså, hvis dyret eksisterer, er det allerede langt borte!

Det måtte jeg indrømme. Vi drog åbenbart frem i blinde. Men hvordan kunne man bære sig anderledes ad? Vore muligheder var nu også meget begrænsede. Men endnu tvivlede ingen på et heldigt udfald, og ikke én af skibets matroser ville have holdt noget mod narhvalen eller mod dens snarlige tilsynekomst.

Den 20. juli blev Stenbukkens Vendekreds krydset på 105° længde og den 27. i samme måned passerede vi Ækvator på den hundrede og tiende meridian. Efter denne pejling tog fregatten en mere afgjort vestlig retning og kom ind i Stillehavets centrale områder. Kaptajn Farragut tænkte med god grund, at det var bedre at søge de dybe vande og at fjerne sig fra fastlande og øer, som dyret tilsyneladende altid havde undgået at nærme sig,»utvivlsomt, fordi der ikke var vand nok til det!«sagde bådsmanden. Fregatten passerede altså i rum sø Pomotuøerne, Marquesaøerne, Sandwichøerne, sejlede over Krebsens Vendekreds på 132° længde og tog kursen mod de kinesiske have.

Endelig var vi på skuepladsen for uhyrets seneste optræden. Og for at sige det rent ud, livet var gået i stå om bord. Hjerterne bævede af skræk og forberedte sig på en fremtid med uhelbredelige pulsårelidelser. Hele mandskabet led under en nervøs overspændthed, som jeg ikke kan give nogen idé om. Man spiste ikke, man sov ikke. Utålelig ophidselse forårsagedes tyve gange om dagen af et fejlskøn, et synsbedrag hos en af de matroser, der sad på en bom, og disse sindsbevægelser, der gentoges tyve gange, holdt os i en tilstand af sygelig anspændthed, der var altfor voldsom til ikke at medføre en snarlig reaktion.

Og reaktionen lod faktisk ikke vente på sig. I tre måneder, tre måneder, hvoraf hver dag varede et århundrede, pløjede Abraham Lincoln alle Stillehavets nordlige egne, sejlede mod signalerede hvaler, gjorde bratte sving, drejede pludselig fra den ene side til den anden, standsede op, forstærkede dampen eller slog bak, slag i slag, med risiko for at bringe maskinen ud af niveau, — og lod ikke et punkt være uudforsket fra Japans strande til den amerikanske kyst. Og intet! Intet uden den øde havflades uendelighed, intet som lignede en gigantisk narhval eller en undersøisk ø eller et vrag fra et skibbrud eller et flygtende skær, og heller ikke noget som helst overnaturligt.

Reaktionen kom altså. Først greb modløsheden sindene og åbnede en breche for vantroen. Om bord opstod en ny følelse, som bestod af tre tiende dele flovhed og syv tiendedele raseri. Man var» godt tosset «at have ladet sig narre af en kimære, men endnu mere rasende! Bjerge af argumenter, der var ophobede i løbet af et år, styrtede sammen på én gang, og alle tænkte kun på, i timer med måltider eller søvn, at indhente det, de havde forsømt i den tid, de så tåbeligt havde ofret. Med menneskeåndens naturlige bevægelighed kastede man sig fra en yderlighed til en anden. De hidtil varmeste tilhængere af foretagendet blev uundgåeligt dem, der mest brændende rakkede det ned. Reaktionen steg fra bunden af skibet, fra kullempernes kammer til officersmessen, og havde kaptajn Farragut ikke været ganske særlig stædig, havde fregatten definitivt sat kursen mod syd.

Denne unyttige søgen kunne dog ikke blive ved ret længe. Abraham Lincoln havde intet at bebrejde sig, den havde gjort alt for at nå sit mål. Aldrig havde mandskabet på et amerikansk marinefartøj vist større tålmodighed og større nidkærhed; uheldet kunne ikke tilskrives det; dér var ikke andet at gøre end at vende tilbage.

Der blev gjort forestillinger herom til chefen. Chefen holdt stand. Matroserne skjulte ikke deres misfornøjelse, og tjenesten led derunder. Jeg vil ikke sige, at der var opstand om bord, men efter en rimelig periode med stædighed bad kaptajn Farragut, som fordum Columbus, om tre dages tålmodighed. Hvis dyret ikke havde vist sig i løbet af denne frist på tre dage, skulle rorgængeren dreje hjulet tre omgange, og Abraham Lincoln ville begive sig mod de europæiske have.

Dette løfte blev aflagt den 2. november. Det havde straks til resultat at sætte nyt liv i det svigtende mandskab. Oceanet blev iagttaget med ny opmærksomhed. Alle ville tilkaste det dette sidste blik, hvori hele erindringen sammenfattes. Kikkerterne fungerede med feberagtig aktivitet. Det var en sidste udfordring til kæmpehvalen, og denne kunne ikke med rimelighed undlade at svare på denne opfordring til at møde frem.

To dage gik hen. Abraham Lincoln sejlede med damptrykket nede. Man brugte tusind midler for at vække dyrets

opmærksomhed eller stimulere det apatiske væsen, for det tilfælde at det var at træffe i disse farvande. Enorme flæskesider blev taget på slæb, til hajernes store fornøjelse burde jeg nok sige. Skibsbådene sejlede ud i alle retninger fra Abraham Lincoln , medens den brasede op, og de lod intet punkt på havet uudforsket. Men det blev aften den 4. november uden at det undersøiske mysterium blev afsløret.

Den næste dag, den 5. november om middagen, udløb den yderste frit. Efter dette tidspunkt måtte kaptajn Farragut, trofast mod sit løfte, sætte kursen mod sydøst og definitivt forlade Stillehavets nordlige egne.

Fregatten befandt sig da på 31° 15 nordlig bredde og 136° 42 østlig længde. De japanske øer lå mindre end to hundrede mil tilbage på vor læside. Natten var nær. Der var lige slået otte glas. Store skyer tilslørede månen, der nu var i første kvarter. Havet bølgede fredeligt under fregattens stævn.

I dette øjeblik stod jeg forude lænet mod styrbords lønning. Conseil, der havde anbragt sig nær ved mig, så frem for sig. De mænd, der sad oppe i vanterne, undersøgte horisonten, der lidt efter lidt indsnævredes og mørknede. Bevæbnede med deres natkikkerter søgte officererne at trænge gennem det voksende mulm. Undertiden funklede det mørke ocean under en stråle, som månen udsendte gennem en revne mellem to skyer. Så forsvandt hvert spor af lys i natten.

Idet jeg iagttog Conseil, konstaterede jeg, at denne gode unge mand, om end nok så lidt, var underkastet den almindelige stemning. I det mindste troede jeg det var sådan. Måske — og for første gang — vibrerede hans nerver under virkningen af en følelse af nysgerrighed.

— Nå, Conseil, sagde jeg til ham, her er en sidste lejlighed til at få fingre i to tusind dollars.

— Hvis herren tillader, at jeg siger det, svarede Conseil, så har jeg aldrig regnet med denne præmie, og Staternes regering kunne udlove hundred tusind dollars, de var ikke blevet fattigere af det.

— Du har ret, Conseil, det er, når alt kommer til alt, en flov historie, som vi alt for letsindigt har kastet os ud i. Hvilket spild af tid, hvilke unyttige sindsbevægelser! Allerede for et halvt år siden kunne vi have været tilbage i Frankrig. .

— I herrens lille lejlighed, svarede Conseil, i herrens museum! Og så havde jeg allerede klssificeret herrens forsteninger! Og herrens hjortesvin havde været installeret i sit bur i Jardin des Plantes og ville tiltrække alle Paris’ nysgerrige!