Jules Verne - En verdensomsejling under havet

Abraham Lincoln manglede altså ikke noget ødelæggelsesmiddel. Men den havde mere endnu. Den havde Ned Land, harpunerernes konge.

Ned Land var canadier, havde ualmindeligt håndelag og kendte ikke sin lige i sit farlige erhverv. Behændighed og koldblodighed, dristighed og snildhed, disse egenskaber ejede han i fuldt mål, og der skulle en meget ondskabsfuld bardehval eller en særlig snedig kaskelot til for at slippe fra hans harpunkast.

Ned Land var circa fyrretyve år. Han var en høj mand — mere end seks engelske fod — kraftigt bygget, med alvorligt ansigtsudtryk, lidet meddelsom, undertiden voldsom, og meget hidsig når noget gik ham imod. Hele hans fremtoning påkaldte opmærksomhed, især styrken i hans blik, som på ejendommelig vis prægede hans fysiognomi.

Jeg tror, at kaptajn Farragut havde gjort klogt i at engagere denne mand til sit skib. Med sit øje og sin arm var han alene lige så meget værd som hele mandskabet. Jeg ved ikke noget bedre at sammenligne ham med end en kraftig kikkert, som samtidig var en altid skydeklar kanon.

Den, som siger canadisk, siger også fransk, og så lidt meddelsom Ned Land end var, må jeg indrømme, at han fattede en vis hengivenhed for mig. Uden tvivl tiltrak min nationalitet ham. Det var for ham en lejlighed til at tale og for mig til at høre dette Rabelais’ gamle sprog, der endnu bruges i nogle canadiske provinser. Harpunerens familie stammede fra Quebec og udgjorde allerede en stamme af dristige fiskere, på den tid da denne by hørte til Frankrig.

Lidt efter lidt fik Ned smag for at passiare, og jeg elskede at høre ham fortælle om sine eventyr i Polarhavene. Han fortalte om sine fangster og sine kampe med stor naturlig poesi. Hans beretning fik en episk form, og jeg troede at lytte til en canadisk Homer, der sang de højnordiske egnes Iliade.

Jeg skildrer nu denne mand sådan, som jeg virkelig kender ham. Der er sket det, at vi er blevet gamle venner, forenede af dette uforanderlige venskab, som opstår og befæstes under de frygteligste omstændigheder. Åh, du tapre Ned! Jeg kunne ønske at leve endnu i hundrede år blot for i længere tid at kunne mindes dig!

Og hvad var nu Ned Lands mening om havuhyret? Jeg må tilstå, at han næppe troede på narhvalen, og at han som den eneste om bord ikke delte den almindelige overbevisning. Han undgik endog at drøfte dette emne, med hvilket jeg mente jeg en dag burde gå løs på ham.

En prægtig aften, den 30. juli, d.v.s. tre uger efter vor afrejse befandt fregatten sig på højde med Kap Blanc tredive sømil i læ af Patagoniens kyst. Vi havde passeret Stenbukkens Vendekreds, og Magellanstrædet åbnede sig mindre end syv hundrede mil mod syd. Inden otte dage ville Abraham Lincoln pløje Stillehavets bølger.

Siddende på»hytten «snakkede Ned Land og jeg om et og andet, mens vi betragtede dette hemmelighedsfulde hav, hvis dybder indtil nu er forblevet utilgængelige for menneskeøjne. Ganske naturligt førte jeg samtalen hen på kæmpenarhvalen, og jeg fremsatte de forskellige muligheder for held eller uheld på vort togt.

Da jeg så, at Ned lod mig tale uden at sige noget videre, gik jeg mere direkte ind på ham.

— Hvordan, spurgte jeg, kan De, Ned, undgå at være overbevist om eksistensen af den hval vi forfølger? Har De særlige grunde til at vise Dem så vantro?

Harpuneren betragtede mig i nogle øjeblikke, før han svarede, slog sig med sin ene hånd i sin brede pande, en vane, han havde, lukkede øjnene som for at tænke sig om, og sagde til sidst:

— Måske nok, hr. Arronnax!

— De, Ned, hvalfanger af profession, og som dog er kendt med de store havpattedyr, De, hvis fantasi let burde acceptere hypotesen om enorme hvaler, De burde være den sidste til at tvivle under sådanne forhold!

— Det er det, som vildleder Dem, hr. professor, svarede Ned. Det går an, at menigmand tror på usædvanlige kometer, som går gennem rummet, eller på eksistensen af antediluvianske uhyrer, som befolker jordens indre, men hverken en astronom eller en geolog tror på sådanne kimærer. Ej heller en hvalfanger. Jeg har forfulgt mange hvaler, jeg har harpuneret et stort antal af dem og dræbt adskillige, men så kraftige og så veludrustede de end var, kunne hverken deres haler eller deres forsvarsmidler have fået hul på en dampers stålplader.

— Ned, man fortæller dog om fartøjer, som narhvalens tand er gået tværs igennem.

— Træskibe, det er muligt, svarede canadieren, og jeg har dog aldrig set det. Lige til jeg får bevis på det modsatte, nægter jeg at bardehvaler, kaskelotter eller narhvaler kan have en sådan virkning.

— Hør på mig, Ned…

— Nej, hr. professor, nej. Alt hvad De vil undtagen det. Måske en gigantisk blæksprutte?

— Endnu mindre, Ned. Blæksprutten er kun et bløddyr, og selve det navn antyder dens køds svage konsistens. Om end blæksprutten, som slet ikke hører til hvirveldyrenes række, var hundrede fod lang, var den helt ufarlig for skibe som Scotia eller Abraham Lincoln . Derfor må man henvise Krakens eller andre uhyrers bedrifter til eventyrenes verden.

— Hr. naturforsker, fortsatte Ned, i en temmelig drilagtig tone, De fortsætter altså med at antage eksistensen af en enorm hval?

— Ja, Ned, jeg gentager det med en overbevisning, som hviler på kendsgerningernes logik. Jeg tror på eksistensen af et pattedyr, vældigt af bygning, hørende til hvirveldyrenes række, ligesom bardehvalerne, kaskelotterne eller delfinerne og forsynet med et hornformet våben, hvis gennemtrængningskraft er overordentlig.

— Hm, kom det fra harpunéren, der rystede på hovedet som den, der ikke vil lade sig overbevise.

— Læg mærke til, min værdige canadier, fortsatte jeg, at om et sådant dyr eksisterer, hvis det lever i oceanets dyb, hvis det søger de våde lejer nogle mil under havoverfladen, må det nødvendigvis have en organisme hvis soliditet trodser enhver sammenligning.

— Og hvorfor skal det have en så kraftig organisme?

— Fordi det har behov for en uberegnelig styrke for at opretholde livet i dybderne og modstå deres tryk.

— Virkelig? sagde Ned, som betragtede mig, mens han kneb det ene øje til.

— Ja, virkelig, og nogle tal vil uden besvær bevise Dem det.

— Åh! Tal! svarede Ned. Man kan lave, hvad man vil med tal!

— I forretninger, Ned, men ikke i matematik. Hør på mig. Lad os antage, at én atmosfæres tryk udgøres af trykket af en vandsøjle, der er treogtredive fod høj. I virkeligheden vil søjlens højde være mindre, siden det drejer sig om havvand, hvis vægtfylde er større end ferskvandets. Nuvel, når De dykker ned, — lige så mange gange De har toogtredive fod over Dem, lige så mange gange bærer Deres krop et tryk lig med atmosfærens, det vil sige flere kilogram på hver kvadratcentimeters overflade. Det følger deraf, at tre hundrede og tyve fod nede er dette tryk på ti atmosfærer, på hundrede atmosfærer i en dybde af tre tusinde, to hundrede fod, og på tusinde atmosfærer i en dybde af toogtredive tusinde fod, skal vi sige circa to en halv mil. Hvad der er det samme som at sige, at hvis De kan nå ned til denne dybde i oceanet, må hver kvadratcentimeter af Deres krops overflade tåle et tryk på tusind kilogram. Min gode Ned, ved De nu, hvor mange kvadratcentimeters overflade De har?

— Det aner jeg ikke, hr. Arronnax.

— Ca. sytten tusind.

— Så meget?

— Og da i virkeligheden det atmosfæriske tryk er lidt større end et kilogram pr. kvadratcentimeter, bærer Deres sytten tusind kvadratcentimeter i dette øjeblik et tryk på sytten tusind, fem hundrede og otteogtres kilogram.