Jules Verne: En verdensomsejling under havet

Der var altså to mulige løsninger tilbage på spørgsmålet, og de skabte to skarpt adskilte klaner af tilhængere: på den ene side dem, der holdt på et uhyre med kolossal styrke, på den anden dem, der holdt på en» undervandsbåd «med overordentlig bevægelsesevne.

Nu kunne denne sidste hypotese, der dog var antagelig, ikke modstå de undersøgelser, der blev foretaget i de to verdensdele. At en almindelig privatmand skulle have en sådan mekanisk maskine til sin rådighed, var lidet tænkeligt. Hvor og hvornår kunne han have ladet den bygge, og hvordan skulle han have holdt dette byggeri hemmeligt?

Blot en regering kunne eje en sådan ødelæggende maskine, og i disse ulykkelige tider, da mennesket anstrenger sig for at mangedoble krigsvåbnenes styrke, var det muligt, at en stat, uden de andres vidende, afprøvede denne frygtelige maskine. Efter chassepot'erne kom torpedoerne, efter torpedoerne undersøiske væddere, så — reaktionen. Det håber jeg i det mindste.

Men hypotesen om en krigsmaskine faldt også til jorden overfor regeringserklæringerne. Da det drejede sig om alles interesse, idet det gik ud over trafikken på verdenshavene, kunne man ikke drage regeringernes oprigtighed i tvivl. Hvordan kunne man for øvrigt antage, at konstruktionen af denne undervandsbåd var undgået offentlighedens øjne? At bevare en hemmelighed under sådanne forhold er meget svært for en privatmand og afgjort umuligt for en stat, hvis handlinger alle uophørligt bliver overvåget af rivaliserende magter.

Efter forespørgsler i England, i Frankrig, i Rusland, i Preussen, i Spanien, i Italien, i Amerika, ja, endog i Tyrkiet, blev hypotesen om en undersøisk Monitor altså definitivt forkastet.

Men uhyret dukkede op igen til trods for de stadige vittigheder, som småbladene spækkede det med, og på denne vis slog folks fantasi sig snart løs i en eventyrlig ichtyologis mest absurde drømmerier.

Ved min ankomst til New York havde flere personer gjort mig den ære at spørge mig til råds om det omtalte fænomen. Jeg havde i Frankrig offentliggjort et tobinds værk i kvart med titlen: De store Havdybders Mysterier . Denne bog, der især blev påskønnet af den videnskabelige verden, havde gjort mig til specialist i denne ret uænsede del af naturhistorien. Man spurgte mig om min mening. Udover at jeg ikke kunne nægte sagens realitet, holdt jeg mig tilbage med en absolut afvisning. Men snart blev jeg med ryggen mod muren nødt til at udtale mig klart. Og» den velbårne professor Pierre Aronnax, fra Museet i Paris «blev endog af New York Herald opfordret til at formulere sine meninger.

Jeg føjede mig. Jeg talte, fordi jeg ikke kunne tie. Jeg diskuterede spørgsmålet fra alle sider, politisk og videnskabeligt, og jeg giver her et uddrag af en meget fyldig artikel, som jeg offentliggjorde i nummeret for den 30. april.

«Således, «skrev jeg,»er det altså nødvendigt, når man har undersøgt de forskellige hypoteser en efter en, og efter at alle andre formodninger er forkastet, at antage eksistensen af et havdyr af overordentlig styrke.

Oceanets store dybder er os totalt ubekendte. Intet lod har kunnet nå dem. Hvad sker der i disse dybe afgrunde? Hvilke væsner findes og kan leve tolv eller femten mil under havoverfladen? Det kan man næppe gætte sig til.

Imidlertid kan det spørgsmål man har stillet mig, antage form af et dilemma.

Enten kender vi alle de forskellige væsner, som bebor vor planet, eller vi kender ikke dem alle.

Hvis vi ikke kender dem alle, hvis naturen endnu har hemmeligheder for os i ichtyologien, er intet mere rimeligt end at indrømme eksistensen af fisk eller hvaler, af nye arter eller endog slægter, med organismer, der væsentlig hører til på sumpet bund, og som bebor de dybder, der er utilgængelige for undersøgelse, og som en eller anden hændelse, en lyst, et lune om man vil, med lange mellemrum fører mod oceanets overflade.

Hvis vi derimod kender alle de levende arter, er det nødvendigt at søge det omtalte dyr blandt de allerede katalogiserede havvæsner, og i det tilfælde vil jeg være tilbøjelig til at antage eksistensen af en kæmpe-narhval .

Den almindelige narhval eller havets enhjørning når ofte en længde af tres fod. Multiplicer denne dimension med fem eller endog med ti, tildel denne hval en styrke, der står i forhold til dens størrelse, forstærk dens angrebsvåben, og De får det søgte dyr. Det vil have de proportioner, som blev bestemt af officererne på Shannon , det organ, der kræves til gennemboring af Scotia , og den nødvendige styrke til at skære hul på et dampskibskrog.

Narhvalen er i virkeligheden bevæbnet med en slags elfenbensspyd, som visse naturforskere kalder en hellebard. Det er en fortand, som har stålets hårdhed. Man har fundet nogle af disse tænder boret ind i kroppen på de bardehvaler, som narhvalerne altid med held angriber. Andre er ikke uden besvær blevet trukket ud af skibsskrog, som de var gået tværs igennem, som et bor trænger igennem en tønde. Det medicinske fakultets museum i Paris ejer et af disse forsvarsvåben, der er to meter og femogfyrre centimeter langt og har et omfang på otteogfyrre centimeter ved grunden.

Nuvel, antag at våbnet er ti gange stærkere og dyret ti gange kraftigere, slyng det frem med en hastighed på tyve mil i timen, multiplicer dets masse med dets hastighed, og De opnår et stød, der er i stand til at frembringe en katastrofe som den skete.

Til der kommer fyldigere oplysninger stemmer jeg altså for en narhval af kolossale dimensioner, ikke bevæbnet med en hellebard, men med et veritabelt spyd ligesom de pansrede fregatter eller krigsvæddere, med hvis masse og fremdrivende kraft den vil være på højde.

Sådan kan det uforklarlige fænomen forklares, medmindre der, til trods for hvad man har skimtet, set, mærket og erfaret — ikke er noget, hvad der endnu er muligt!»

De sidste ord var udslag af fejhed fra min side; men jeg ville til et vist punkt dække min værdighed som professor og ikke give for megen grund til latter hos amerikanerne, der ler meget, når de ler. Jeg holdt en bagdør åben. I virkeligheden var jeg sikker på uhyrets eksistens.

Min artikel blev ivrigt diskuteret, så den vakte opsigt i vide kredse. Den fik et vist antal tilhængere. Den løsning, som den foreslog, gav for øvrigt fantasien frit spil. Menneskeånden finder behag i storslåede forestillinger om overnaturlige væsener. Nu er havet netop det, der bedst befordrer dem, det eneste element, hvor disse giganter — overfor hvilke landdyrene, elefanter og næsehorn, kun er dværge — kan opstå og udvikle sig. Vandmasserne bærer de største kendte arter af pattedyr, og måske rummer de bløddyr af uforlignelig vækst, skaldyr, skrækindjagende at se, som hummere på hundrede meter eller krabber, der vejede to hundrede tons, ville være. Hvorfor ikke? Forhen var de landdyr, der levede i tidligere geologiske perioder, de firføddede, de firhændede, krybdyrene, fuglene, byggede efter gigantiske mål. Skaberen havde støbt dem i en kolossal form, som tiden lidt efter lidt har formindsket. Hvorfor skulle havet ikke i sine ukendte dybder have bevaret disse eksempler på en anden tidsalders liv, det hav, der aldrig ændres, mens det faste land næsten uophørligt omdannes? Hvorfor skulle det ikke i sit skød skjule de sidste varianter af disse titaniske arter, hvis år er sekler og sekler årtusinder?

Men jeg lader mig henrive til drømmerier, som ikke længer sømmer sig for mig. Nok om disse kimærer, som tiden for mig har forvandlet til frygtelige realiteter. Jeg gentager det, dengang dannedes den offentlige mening om fænomenets natur, og publikum antog uden modstand eksistensen af et forunderligt væsen, der ikke havde noget fælles med de sagnagtige søslanger.

Men om nogle deri kun så et rent videnskabeligt problem, var andre mere positive, fremfor alt i Amerika og i England, og indstillet på at rense oceanet for dette frygtelige uhyre, for at sikre den oceangående trafik. Industri— og handelsblade behandlede hovedsagelig spørgsmålet fra dette synspunkt. Shipping and Mercantile Gazette, Lloyd, Paqueboat, Revue maritime et coloniale , alle de blade, der havde tilknytning til assuranceselskaberne, som truede med at sætte præmierne op, var enstemmige på dette punkt.