Jules Verne: En verdensomsejling under havet

Da den offentlige mening var fremsat, var De forenede Stater de første, der tog fat. I New York gjorde man forberedelser til en ekspedition, bestemt til at forfølge narhvalen. En hurtig fregat, Abraham Lincoln , blev sat i stand til at stikke til søs snarest muligt. Arsenalerne blev åbnet for kaptajn Farragut, som virksomt fremskyndede udrustningen af sin fregat.

Præcist fra det øjeblik, da man havde besluttet sig til at forfølge uhyret, viste det sig ikke mere — sådan som det altid plejer

at gå. I to måneder hørte man ikke nogen tale om det. Intet skib mødte det. Det så ud til, at denne enhjørning havde kendskab til de rænker, der blev smedet mod den. Man havde talt så meget om den, og det gennem det transatlantiske kabel! Vittige hoveder foreslog da, at dette snedige væsen havde standset et eller andet telegram på vejen og nu drog fordel af det!

Da fregatten var udrustet til langfart og forsynet med vældige fiskeredskaber, vidste man altså ikke mere, hvor man skulle dirigere den hen. Og utålmodigheden voksede, da man den 3. juli erfarede, at en af San Francisco-liniens dampere på vej fra Californien til Shanghai tre uger før havde mødt dyret igen i det nordlige Stillehav.

Det røre, der vaktes af denne efterretning, var overordentligt. Man indrømmede ikke kaptajn Farragut fireogtyve timers ventetid. Hans proviant var om bord, hans bunkers var overfyldte med kul. Der manglede ikke én af mandskabet i rullen. Han behøvede kun at tænde under sine kedler, at fyre op, at kaste los! Man ville ikke have tilgivet ham en halv dags forsinkelse. For øvrigt ønskede kaptajn Farragut blot at komme af sted.

Tre timer før Abraham Lincoln forlod Brooklyns pier modtog jeg et brev, affattet i følgende vendinger:

Hr. professor Aronnax, fra Museet i Paris, Hotel Femte Avenue.

New York.

Hr. professor!

Hvis De vil slutte Dem til Abraham Lincolns ekspedition, vil De forenede Staters Regering med fornøjelse se, at Frankrig er repræsenteret af Dem i dette foretagende. Kaptajn Farragut holder en kahyt til Deres disposition.

Deres ærbødige

J. B. Hobson,

Sekretær i Marineministeriet .

Som herren ønsker…

Tre sekunder før ankomsten af J. B. Hobsons brev tænkte jeg ikke mere på at forfølge enhjørningen end på at forsøge at komme gennem Nordvestpassagen. Tre sekunder efter at have læst den velbårne ministersekretærs brev forstod jeg endelig, at mit virkelige kald, mit livs eneste formål, var at jage dette foruroligende væsen og rense verden for det.

Imidlertid kom jeg fra en møjsommelig rejse, var træt og trængte til hvile. Jeg higede kun efter at gense mit land, mine venner, min lille lejlighed i Jardin des Plantes, mine kære og kostelige samlinger! Men intet kunne holde mig tilbage. Jeg glemte alt, strabadser, venner, samlinger, og jeg modtog den amerikanske regerings tilbud uden længere betænkning.

For øvrigt, tænkte jeg, fører alle veje tilbage til Europa, og enhjørningen er vel så elskværdig at slæbe mig med over mod Frankrigs kyster! Dette værdige dyr vil lade sig pågribe i Europas have — for min peronlige behageligheds skyld — og jeg vil tage mindst en halv meter af dens elfenbens-hellebard med til mit naturhistoriske museum.

Men indtil videre måtte jeg søge denne narhval nordpå i Stillehavet, hvad der for at vende tilbage til Frankrig betød at tage vejen om ad antipoderne.

— Conseil! råbte jeg med utålmodig stemme.

Conseil var min tjener. En hengiven ung mand, som ledsagede mig på alle mine rejser, en brav flamlænder, som jeg holdt meget af, og som gengældte mine følelser; en skabning, der var flegmatisk af naturen, regulær af princip, nidkær af sædvane, lidet forhavset over livets overraskelser, meget fiks på fingrene, dygtig til al betjening, og trods sit navn gav han aldrig råd — undtagen når man ikke bad ham derom.

Ved at gå op og ned ad videnskabsmændene i vor lille verden i Jardin des Plantes var Conseil nået til nogen viden. Jeg havde i ham en specialist, der var særdeles godt hjemme i naturhistoriens klassifikation, som med en akrobats smidighed løb gennem hele stigen af rækker, grupper, klasser, underklasser, ordener, familier, slægter, underslægter, arter og varieteter. Men der holdt hans videnskab op. Klassificere, det var hans liv, og han vidste ikke noget bedre. Særdeles vel hjemme i klassifikationens teori, lidet i dens praksis, tror jeg ikke han kunne have skelnet en kaskelot fra en bardehval! Og dog, hvilken flink og agtværdig ung mand!

Conseil havde nu i ti år fulgt mig overalt, hvor videnskaben drog mig hen. Aldrig en bemærkning fra ham om længden af eller besværet ved en rejse! Ingen indvending mod at pakke sin vadsæk til et hvilket som helst land, Kina eller Congo, hvor fjernt det end var. Han rejste her og der uden at forlange bedre. Havde i øvrigt et udmærket helbred, som trodsede alle sygdomme, kraftige muskler, men ingen nerver, ikke antydning af nerver — åndelig talt, forstår sig.

Denne unge mand var tredive år, og hans alder forholdt sig til hans herres som femten til tyve. Man vil undskylde mig, at jeg således siger, at jeg var fyrretyve år.

Conseil havde kun én fejl. Som fanatisk formalist talte han kun til mig i tredie person — hvad der var lige ved at være irriterende.

— Conseil! gentog jeg, alt idet jeg med feberagtig hast begyndte mine rejseforberedelser.

Visselig, jeg stolede på denne hengivne unge mand. I almindelighed spurgte jeg aldrig, om det passede ham at følge mig på mine rejser eller ej, men denne gang drejede det sig om en ekspedition, som kunne forlænges i det uendelige, om et voveligt foretagende, på jagt efter et dyr, der var i stand til at sænke en fregat som en nøddeskal. Deri var der stof til eftertanke, selv for det mest uforstyrrelige menneske i verden! Hvad ville Conseil sige?

— Conseil! råbte jeg for tredie gang.

Conseil kom.

— Herren kalder? sagde han, idet han trådte ind.

— Ja, min ven. Forbered dig, forbered dig. Vi tager af sted om to timer.

— Som herren ønsker, svarede Conseil roligt.

— Der er ikke et øjeblik at spilde. Stop alle mine sager til rejsen ned, habitter, skjorter, sokker, uden at tælle noget, men så meget du kan, og skynd dig!

— Og herrens samlinger? bemærkede Conseil.

— Dem må man senere tage sig af.

— Hvad! archioterier, hyracotherier, oreodoner, cheropotamer og herrens andre skeletter?

— Dem beholder man på hotellet.

— Og herrens levende hjortesvin?

— Det må man fodre, mens vi er borte. For resten vil jeg give ordre til at sende vort menageri til Frankrig for os.

— Vi vender altså ikke tilbage til Paris? spurgte Conseil.

— Jo… bestemt…, svarede jeg undvigende, men vi tager en omvej.

— Den omvej, som behager herren.

— Åh, det bliver ikke langt! En lidt mindre direkte vej, det er det hele. Vi rejser med Abraham Lincoln .

— Som det passer herren, svarede Conseil fredsommeligt.

— Du ved nok, min ven, det drejer sig om uhyret… om den berømte narhval… Vi tager af sted for at rense havet for den!… Forfatteren til et værk i to bind in quarto om De store Havdybders Mysterier kan ikke undslå sig for at indskibe sig med kaptajn Farragut. Et ærefuldt hverv, men… også farligt! Man ved ikke, hvor man tager hen! Disse dyr kan være meget lunefulde. Men vi tager alligevel af sted! Vi får en chef, som ikke er bange af sig!…