Jules Verne - En verdensomsejling under havet

— Nej, svarede kaptajnen, denne tobak kommer hverken fra Havana eller fra Orienten. Det er en slags nikotinrig alge, som havet forsyner mig med, ikke uden nogen påholdenhed. Savner De havanacigarerne, min herre?

— Hr. kaptajn, jeg foragter dem fra denne dag.

— Ryg altså som De har lyst til og uden at diskutere disse cigarers oprindelse. Ingen statsadministration har kontrolleret dem, men jeg tror ikke, de derfor er mindre gode.

— Tværtimod.

I dette øjeblik åbnede kaptajn Nemo en dør over for den ad hvilken jeg var trådt ind i biblioteket, og jeg trådte ind i en umådelig og prægtig oplyst salon.

Det var et mægtigt firsidet rum med afskårne hjørner, ti meter langt, seks meter bredt, fem meter højt. Et lysende loft, dekoreret med lette arabesker, spredte et klart og mildt lys over alle de vidundere, der var ophobede i dette museum. For det var virkelig et museum, hvori en intelligent og ødsel hånd havde forenet alle naturens og kunstens skatte med den kunstneriske uorden, der kendetegner en malers atelier.

Cirka tredive mesterværker i ensartede rammer, med en strålende våbensamling ophængt imellem dem, prydede væggene, der var betrukket med stof i et stilrent mønster. Der så jeg højst værdifulde lærreder, som jeg for størstedelen havde beundret i europæiske privatsamlinger og på maleriudstillinger. De gamle mestres forskellige skoler var repræsenteret af en madonna af Rafael, en jomfru af Leonardo da Vinci, en nymfe af Correggio, en kvinde af Tizian, en tilbedelse af Veronese, en himmelfart af Murillo, et portræt af Holbein, en munk af Velasques, en martyr af Ribera, en kermesse af Rubens, to flamske landskaber af Teniers, tre små genremalerier af Gerhard Dou, af Metsu, af Poul Potter, to lærreder af Gericault og Prud'hon, nogle marinebilleder af Backhuysen og af Vernet. Blandt værker af moderne malerkunst fik jeg øje på billeder signeret af Delacroix, Ingres, Decamps, Troyon, Meissonier, Daubigny, o.s.v., og nogle beundringsværdige gengivelser af marmor— og broncestatuer, i mindre format efter de smukkeste modeller fra antikken, hævede sig på deres piedestaler i hjørnerne i dette prægtige museum. Den tilstand af forundring, som Nautilus kaptajn havde forudsagt mig, begyndte allerede at bemægtige sig mit sind.

— Hr. professor, sagde nu denne mærkelige mand, De vil undskylde den formløshed, hvormed jeg modtager Dem, og den uorden, der hersker i denne salon.

— Min herre, svarede jeg, er det tilladt mig, uden at jeg forsøger at få at vide hvem De er, at se en kunstner i Dem?

— En amatør, i det højeste, min herre. Tidligere elskede jeg at samle disse smukke arbejder skabte af menneskehånd. Jeg var en begærligt søgende, en utrættelig snushane, og jeg har kunnet samle nogle kostbare ting. De er mine sidste erindringer om den jord, der er død for mig. I mine øjne er de moderne kunstnere allerede som de gamle; de eksisterer i to eller tre tusind år, og jeg blander dem sammen i mine tanker. Mestrene har ingen alder.

— Og disse komponister, sagde jeg, idet jeg pegede på partiturer af Weber, Rossini, Mozart, Beethoven, Haydn, Meyerbeer, Herold,

Wagner, Auber, Gounad og mange andre, som lå spredt på et orgel af stor model, som optog en af salonens vægge.

— Disse komponister, svarede kaptajn Nemo, er Orfeus’ samtidige, thi de kronologiske forskelle udviskes i de dødes erindring, og jeg er død, hr. professor, lige så vel som de af Deres venner, der ligger seks fod under jorden.

Kaptajn Nemo tav og syntes hensunket i dybe drømmerier. Jeg betragtede ham med levende bevægelse, mens jeg i stilhed analyserede hans ejendommelige fysiognomi. Støttet på hjørnet af et kostbart mosaikbord så han mig ikke mere, han havde glemt min tilstedeværelse.

Jeg respekterede denne fordybelse, og jeg vedblev at lade denne salons rige kuriositeter passere revy.

Ved siden af kunstværkerne indtog de naturhistoriske sjældenheder en meget vigtig plads. De bestod hovedsagelig af planter, af konkylier og andre af oceanets frembringelser, som måtte være kaptajn Nemos personlige fund. Midt i salonen faldt et elektrisk oplyst springvand tilbage i en kumme, der var lavet af en eneste kæmpemusling. Den fint tungede rand af denne skal, der leveres af de største acephale bløddyr, var omtrent seks meter i omkreds; den overgik altså i størrelse de smukke kæmpemuslinger, republikken Venezia skænkede Frans den Første, og hvoraf der i Saint Sulpice-kirken i Paris er blevet to gigantiske vievandskar.

Omkring denne kumme var i elegante vitriner med kobberrammer ordnet og etiketteret de største fra havet kommende kostbarheder, som nogensinde er stillet frem for en naturhistorikers blik. Man vil forstå min faglige glæde.

Zoofyternes afdeling fremviste meget ejendommelige arter af sine to rækker, polypdyr og pighuder. I den første gruppe orgelkoraller, hornkoraller i vifteform, bløde svampe fra Syrien, isis fra Molukkerne, søfjer, en beundringsværdig virgularia fra havene omkring Norge, forskellige umbellula, søkorke, en hel serie af disse stjernekoraller, som min læremester Milne-Edwards så skarpsindigt har klassifìceret i sektioner, og hvoriblandt bemærkedes yndige flabelliner, oculiner fra øen Bourbon,»Neptuns vogn «fra Antillerne, prægtige varieteter af koraller, endelig alle arter af disse mærkelige polypdyrkolonier, der tilsammen danner hele øer, som en dag bliver til fastlande. Blandt pighuderne, der er ejendommelige ved deres tornede ydre, repræsenterede asteroidea, søstjerner, søpalmer, fjerstjerner, søpindsvin, søpølser den komplette samling af individer i denne gruppe.

En konkyliolog, der var en smule nervøs, ville bestemt være faldet i afmagt foran det endnu større antal af andre vitriner, hvor eksemplarer af bløddyrenes række var ordnede. Der så jeg en samling af uberegnelig værdi, og som jeg vil mangle tid til at beskrive i dens helhed; for fuldstændigheds skyld vil jeg blot nævne disse: fra det Indiske Ocean den elegante kongehammer, hvis regelmæssige hvide pletter trådte skarpt frem på en rød og brun baggrund; en kejserlig spondyl i livlige farver og ligefrem strittende af torne, en sjældenhed i europæiske museer, og som jeg vurderede til tyve tusind francs; fra Ny Hollands have en almindelig hammersnegl, som er svær at få fat på; fra Senegal eksotiske bucarder, skrøbelige hvide konkylier med dobbelte skaller, som et åndepust kunne have spredt som en sæbeboble; flere varieteter af vandkandemuslinger; fra Java nogle kalkrør kantet med bladformede folder og meget eftertragtede af amatørzoologer; en hel række af topsnegle, nogle grønligt-gule, fisket i Amerikas have, andre rødbrune, som holder til i Ny Hollands vande; her nogle, der var fra Mexicos golf og ejendommelige ved deres taglagte skal, der stjerner, fundet i sydlige have, og endelig den allersjældneste, den prægtige spore fra New Zealand; så de smukke svovltelliner, kostelige arter af kythereer og venusmuslinger, den gitrede skive fra Trankebars kyster, den marmorerede træsko af strålende perlemor, de grønne papegøjer fra Kinas have, den næsten ukendte keglesnegl af arten cænodulli, alle de varieteter af porcelænssnegle, der bruges som penge i Indien og Afrika, conus gloria-maris, Ostindiens kostelige konkylie; endelig strandsnegle, delfineller, tårnsnegle, jantiner, ovuler, spiralsnegle, olivensnegle, bispehuer, hjelmsnegle, purpursnegle, trompetsnegle, harpesnegle, pigsnækker, tritoner, ceriter, tensnegle, kamsnegle, albuskæl, vingesnegle, cleodarer, fine ag skrøbelile konkylier, som videnskaben har givet sine mest fortryllende navne.

For sig selv og i særlige rum lå udbredt de skønneste perlerækker, hvori det elektriske lys prikkede ildpunkter, rosafarvede perler, udrevet af pigmuslinger i det Røde Hav, grønne perler fra regnbuesøøre, gule, blå, sorte perler, kuriøse frembringelser af forskellige bløddyr fra alle have og visse blåmuslinger fra Nordens vande, endelig flere uvurderlige eksemplarer, som var udskilt af de sjældneste ægte perlemuslinger. Nogle af disse perler overgik et dueæg i størrelse; de var lige så meget værd som, ja, mere end den, som den franske opdagelsesrejsende Tavernier solgte for tre millioner til shahen af Persien, og overgik den anden perle, der tilhørte imanen af Muscat, og som jeg troede var enestående i verden.