Jules Verne - En verdensomsejling under havet

Således var det umuligt at beregne værdien af denne samling. Kaptajn Nemo måtte have ofret millioner for at erhverve disse forskellige ting, og jeg spurgte mig selv, af hvilken kilde han øste for således at tilfredsstille sin samlerlidenskab, da jeg blev afbrudt af disse ord:

— De undersøger mine konkylier, hr. professor. De kan også nok interessere en naturhistoriker; men for mig har de en charme mere; thi jeg har samlet dem alle med egen hånd, og der er ikke på jordkloden et hav, jeg ikke har udforsket.

— Jeg forstår, chef, jeg forstår Deres glæde ved at gå omkring mellem sådanne kostbarheder. De er en af dem, der selv har skabt Deres skat. Intet af Europas museer ejer en lignende samling af oceanets frembringelser. Men hvis jeg opbruger al min beundring på denne samling, hvad vil der så blive tilbage deraf til det fartøj, der rummer den! Jeg ønsker ikke at trænge ind i Deres hemmeligheder! Men jeg tilstår, at denne Nautilus , den bevægende kraft, som den indeslutter i sig, de instrumenter, som tillader at manøvrere den, den mægtige styrke, som besjæler den, alt dette vækker i højeste grad min nysgerrighed. I denne salon ser jeg ophængt på væggene instrumenter, hvis bestemmelse er mig ukendt. Kan jeg få noget at vide derom?

— Hr. Aronnax, svarede kaptajn Nemo, jeg har sagt Dem, at De skal være frit stillet på min båd, og følgelig er der ikke forbudt Dem adgang noget sted på Nautilus . De kan altså efterse den i enkeltheder, og det vil være mig en fornøjelse at være Deres cicerone.

— Jeg ved ikke, hvordan jeg skal takke Dem, min herre, men jeg vil ikke misbruge Deres imødekommenhed. Jeg spørger Dem blot, hvortil disse fysiske instrumenter er bestemte…

— Hr. professor, de samme instrumenter findes i mit kammer, og det er der, jeg skal have fornøjelsen at forklare Dem deres brug. Men kom først og se den kahyt, der er reserveret Dem. De må da vide, hvordan De skal bo om bord på Nautilus .

Jeg fulgte kaptajn Nemo, som gennem en af de døre, der var i hvert af salonens afskårne hjørner igen lod mig betræde skibets gange. Han førte mig hen imod forstavnen, og der fandt jeg, ikke en kahyt, men et elegant kammer med seng, servante og forskellige andre møbler. Jeg kunne blot takke min vært.

— Deres kammer støder op til mit, sagde han, idet han åbnede en dør, og mit står i forbindelse med den salon, som vi lige har forladt. Jeg trådte ind i kaptajnens kammer. Det så enkelt, næsten klosteragtigt ud. En smal jernseng, et arbejdsbord, en servante og nogle få andre møbler. Alt var dæmpet belyst. Intet komfortabelt. Kun det strengt nødvendige.

Kaptajn Nemo pegede på en stol.

— Vær så god at sætte Dem, sagde han til mig. Jeg satte mig ned, og han tog ordet i følgende vendinger:

— Min herre, sagde kaptajn Nemo, idet han viste mig de instrumenter, der var ophængt på væggen i hans kammer, her er de apparater, der kræves til navigering af Nautilus . Her som i salonen har jeg dem altid for øje, og de viser mig min position og nøjagtige retning midt i oceanet. Nogle er Dem bekendt, såsom termometret, der viser temperaturen i Nautilus ’ indre, barometret, som viser luftens tryk og forudsiger vejrforandringer; hygrometret, som markerer luftens fugtighedsgrad; vejrglasset, hvori en blanding ved at opløses melder uvejrenes komme; kompasset, der viser mig min rute; sekstanten, som ved solhøjden underretter mig om breddegraden; kronometrene, som tillader mig at beregne længdegraden, og endelig kikkerterne til dag— og natbrug, som tjener til at undersøge hvert punkt i horisonten, når Nautilus er steget op til havoverfladen.

— Det er en navigatørs sædvanlige instrumenter, svarede jeg, og jeg kender brugen af dem. Men der er andre her, som uden tvivl svarer til Nautilus ’ særlige krav. Den urskive, som jeg ser her, og som en bevægelig viser løber hen over, — er det ikke et manometer?

— Jo, det er virkelig et manometer. Når det er sat i forbindelse med vandet, hvis ydre tryk det viser, giver det mig derved med det samme den dybde, hvori mit fartøj befinder sig.

— Og disse lodder af en ny model?

— Det er termometriske lodder, som melder temperaturen i de forskellige vandlag.

— Og disse andre instrumenter, hvis anvendelse jeg ikke kan gætte?

— Her må jeg, hr. professor, give Dem nogle forklaringer, sagde kaptajn Nemo. Vær altså så god at høre efter.

I nogle øjeblikke tav han stille, så sagde han:

— Der er en mægtig virkende kraftkilde, lydig, hurtig, nem, som føjer sig efter alle behov, og som regerer som herre på mit skib. Alt sker ved dens hjælp. Den giver mig lys og varme, den er sjælen i mit mekaniske apparatur. Denne kraftkilde er elektriciteten.

— Elektriciteten! udbrød jeg ret overrasket.

— Ja, min herre!

— Men, chef, De har til rådighed en overordentlig bevægelseshastighed, som passer dårligt sammen med elektricitetens styrke. Indtil nu har dens dynamiske magt stadig været meget begrænset og har kun kunnet producere svage kræfter.

— Hr. professor, svarede kaptajn Nemo, min elektricitet er ikke den almindelige, og De må tilgive mig, at det er alt, hvad jeg siger Dem derom.

— Jeg vil ikke være påtrængende, min herre, og jeg vil nøjes med at være meget forundret over et sådant resultat. Men et eneste spørgsmål, som De vel ikke besvarer, hvis det er indiskret. De elementer, som De bruger til at frembringe denne vidunderlige kraftkilde, må hurtigt slides op. Hvordan erstatter De for eksempel zinken, når De ikke har nogen forbindelse med land?

— Deres spørgsmål skal blive besvaret, sagde kaptajn Nemo. Jeg siger Dem med det samme, at der i havbunden er forekomster af zink, jern, sølv, guld, som det ganske bestemt ville være gørligt at udnytte. Men jeg har ikke taget noget af disse metaller fra jorden, og kun af selve havet har jeg villet kræve midlerne til at frembringe min elektricitet.

— Af havet?

— Ja, hr. professor, og de midler svigter mig ikke. Jeg har virkelig kunnet etablere en strøm mellem tråde nedsænket i forskellige dybder, kunnet opnå elektricitet ved den forskel i temperaturen, som de var udsat for, men jeg har foretrukket at bruge et mere praktisk system.

— Og det er?

— De kender havvandets sammensætning. I tusind gram finder man seksoghalvfems en halv hundrededel vand og omtrent to to trediedele hundrededele natriumklorid, dernæst i ringe mængde klorider af magnium og kalium, magniumbromid, magniumsulfat, kalciumsulfat og kalciumkarbonat. De ser altså, at der findes klornatrium i havvandet i forholdsvis betydelig mængde. Nu er det dette natrium, jeg udvinder af havvandet, og hvoraf jeg sammensætter mine elementer.

— Natrium?

— Ja, min herre. Blandet med kviksølv danner det et amalgam, som erstatter zink i Bunzen-elementerne. Kviksølvet slides aldrig op. Kun natrium fortæres, og det forsyner havet mig med. Jeg siger Dem forøvrigt, at natriumelementerne bør regnes for de kraftigste, og at deres elektromotoriske kraft er den dobbelte af zinkelementernes.

— Jeg forstår godt, hr. kaptajn, hvor udmærket natrium er under de forhold, hvori De befinder Dem. Havet indeholder det. Vel. Men man må dog skaffe det til veje, med ét ord — udskille det. Og hvordan gør De det? Deres elementer kan åbenbart bruges til denne udskillelse; men hvis jeg ikke tager fejl, vil det forbrug af natrium, der er nødvendigt til de elektriske apparater, være større end den udskilte mængde. Det vil da ske, at De bruger mere natrium for at producere det end De producerer af det.