Jules Verne - En verdensomsejling under havet

— Derfor, hr. professor, udskiller jeg det ikke ved hjælp af elementer, og jeg anvender ganske simpelt varme fra kul.

— Kul fra landjorden? sagde jeg indtrængende.

— Lad os sige kul fra havet, om De vil, svarede kaptajn Nemo.

— Og De kan udnytte de undersøiske kullag?

— Hr. Aronnax, De skal få mig at se ved arbejdet. Jeg beder Dem kun om en smule tålmodighed, da De jo har tid til at være tålmodig. Husk blot på dette. Jeg skylder oceanet alt; det producerer elektricitet, og elektriciteten giver Nautilus varme, lys, bevægelse, livet med ét ord.

— Men ikke den luft, De indånder?

— Åh, jeg kunne fremstille den til mit forbrug nødvendige luft, men det er unyttigt, da jeg stiger op til havoverfladen, når det passer mig. Men om elektriciteten ikke forsyner mig med indåndingsluft, så driver den i det mindste de kraftige pumper, som opmagasinerer den i specielle reservoirer, hvad der tillader mig at forlænge mit ophold i dybet efter behov og så længe jeg vil.

— Chef, svarede jeg, jeg nøjes med at beundre. De har øjensynligt fundet hvad menneskene utvivlsomt vil finde engang, elektricitetens sande dynamiske styrke.

— Jeg ved ikke, om de finder den, svarede kaptajn Nemo koldt. Hvordan det end er dermed, kender De allerede den første anvendelse, jeg har gjort af denne kostelige kraftkilde. Det er den, som lyser for os med en uforanderlighed, en stadighed, som sollyset ikke har. Betragt nu dette ur; det er elektrisk og går med en regelmæssighed, som måler sig med de bedste kronometres. Jeg har inddelt det i fireogtyve timer, ligesom de italienske ure; thi for mig eksisterer der hverken nat eller dag, hverken sol eller måne, men blot dette kunstige lys, som jeg slæber med lige ned til havenes bund. Se, i dette øjeblik er klokken ti! — Netop!

— Endnu en anvendelse af elektriciteten. Den urskive, der er ophængt foran øjnene af Dem, tjener til at angive Nautilus ’ hastighed. En elektrisk ledning sætter den i forbindelse med loggens skrue, og dens visere angiver mig fartøjets virkelige fart. Og, se her, i dette øjeblik løber vi med en moderat hastighed på femten mil i timen.

— Det er vidunderligt, hr. kaptajn, svarede jeg, og jeg ser vel, at De har gjort ret i at bruge denne kraft, der er bestemt til at erstatte vinden, vandet og dampen.

— Vi er ikke færdige endnu, hr. Aronnax, sagde kaptajn Nemo, idet han rejste sig, og hvis De vil følge mig, besøger vi Nautilus agterstavn.

I virkeligheden kendte jeg allerede hele den forreste del af denne undervandsbåd, hvis nøjagtige inddeling fra midten til forstavnen var sådan: spisesalen på fem meter, adskilt fra biblioteket ved et tæt skot, det vil sige uigennemtrængeligt for vand; biblioteket på fem meter; den store salon på ti meter, adskilt fra kaptajnens kammer af et nyt vandtæt skot; kaptajnens omtalte kammer på fem meter; mit på to og en halv meter, og endelig et luftreservoir på syv en halv meter, som strakte sig lige til forstavnen. I alt femogtredive meters længde. Gennem de vandtætte skotter førte døre, som lukkedes hermetisk ved hjælp af gummilister og gav fuld sikkerhed om bord på Nautilus , i tilfælde af at der viste sig en lækage.

Jeg fulgte kaptajn Nemo gennem de tilstødende gange, og jeg kom til skibets midte. Der fandtes en slags brønd, som åbnede sig mellem to vandtætte skotter. En jernstige, der var haget fast på væggen, førte til den øverste ende. Jeg spurgte kaptajnen, hvad denne stige brugtes til.

— Den fører op til båden, svarede han.

— Hvad, har De en båd? spurgte jeg, temmelig forbavset.

— Ja vist. En udmærket skibsbåd, let og synkefri, som bruges til udflugter og fiskeri.

— Men så er De altså nødt til at komme op til havoverfladen, når De vil gå i båden?

— På ingen måde. Denne båd hænger fast ved den øvre del af Nautilus ’ skrog og sidder i en fordybning, der er indrettet til at rumme den. Den er helt overdækket, absolut vandtæt og holdes på plads af solide bolte. Denne stige fører til et mandehul, der er brudt igennem Nautilus ’ skrog, og svarer til et lignende hul gennem bådens ene side. Det er gennem denne dobbelte åbning, jeg kommer op i båden. Man lukker den ene, den i Nautilus , jeg lukker den anden, den i båden, ved hjælp af klemmeskruer; jeg løsner boltene, og båden stiger med vidunderlig hurtighed op til havoverfladen. Så åbner jeg lugen i dækket, der hidtil har været omhyggeligt lukket, jeg rejser masten, jeg hejser sejl eller griber mine årer, og jeg tager på udflugt.

— Men hvordan kommer De tilbage?

— Jeg kommer ikke tilbage, hr. Aronnax, det er Nautilus , der kommer til mig.

— Efter Deres ordrer?

— Efter mine ordrer. En elektrisk ledning forbinder mig med den. Jeg sender et telegram, og det er tilstrækkeligt.

— Naturligvis, sagde jeg, overvældet af disse vidundere, intet er simplere.

Da vi havde passeret trapperummet, som mundede ud på platformen, så jeg en to meter lang kahyt, hvori Conseil og Ned Land, henrykte over deres måltid, havde travlt med at hugge i sig. Så åbnedes en dør til det tre meter lange køkken, der lå mellem skibets store proviantkamre.

Mere energisk og lydigere end selv gassen stod elektriciteten der for alt køkkenarbejdet. Ledningerne, der var ført ind under ovnene, førte til nogle platinsvampe en varme, som fordeltes og vedligeholdtes regelmæssigt. Den varmede på samme måde nogle destillationsapparater, som ved fordampning skaffede udmærket drikkevand. Fra køkkenet var der adgang til et komfortabelt indrettet badeværelse, hvis vandhaner leverede varmt og koldt vand efter behag. Op til køkkenet stødte mandskabskammeret, fem meter langt. Men døren var lukket, og jeg kunne ikke se dets indretning, som måske havde givet mig besked om det antal mænd, der var nødvendige til manøvrering af Nautilus .

I baggunden viste der sig et fjerde vandtæt skot, som adskilte dette mandskabskammer fra maskinrummet. En dør åbnedes, og jeg befandt mig i den afdeling, hvor kaptajn Nemo — absolut en førsterangsingeniør — havde ordnet sine bevægelsesmekanismer.

Dette maskinrum, der var klart belyst, målte ikke mindre end tyve meter i længden. Det var som en selvfølge delt i to afdelinger; den første rummede de elementer, der producerede elektriciteten, og den anden den mekanisme, som overførte bevægelsen til skruen.

Jeg blev straks overrasket over den helt ejendommelige lugt, som fyldte dette rum. Kaptajn Nemo lagde mærke til min reaktion.

— Det er, sagde han, en udvikling af gas, der fremkommer ved brugen af natrium; men det er kun en ringe ulempe. Hver morgen renser vi for resten skibet ved at ventilere det i fri luft.

Imidlertid undersøgte jeg Nautilus’ maskineri med åbenlys interesse.

— De ser, sagde kaptajn Nemo, jeg bruger Bunzen-elementer og ikke Ruhmkorff-elementer. De havde været utilstrækkelige. Bunzen-elementerne er der ikke mange af, men de er kraftige og store, hvad der erfaringsmæssigt er mere værd. Den producerede elektricitet ledes agterud, hvor den ved elektromagneter i stor dimension virker på et særligt system af løftestænger og tandhjulsforbindelser, som overfører bevægelsen til skrueakslen. Skruen, hvis diameter er seks meter, kan med skruegangshøjde på syv en halv meter præstere indtil et hundrede og tyve omdrejninger i sekundet.

— Og så opnår De?

— En hastighed på halvtreds mil i timen.

Der var et mysterium her; men jeg trængte mig ikke på for at lære det at kende. Hvordan kunne elektriciteten virke med en sådan vælde? Hvor havde denne næsten ubegrænsede kraft sin oprindelse? Havde man fået den op i dens overordentlige spænding ved en ny slags induktionsspoler? Var det sådan, at et ukendt system af vægtstænger*) ved dens overførsel kunne forstærke den i det uendelige? Det var, hvad jeg ikke kunne forstå.