Jules Verne - En verdensomsejling under havet

I dette øjeblik ramte en kanonkugle Nautilus’ skrog på skrå uden at beskadige det, passerede efter rikochettering tæt forbi kaptajnen, og gik ned i havet. Kaptajn Nemo trak på skuldrene. Så sagde han kort, henvendt til mig:

— Gå ned, De og Deres ledsagere, gå ned!

— Hr. kaptajn, råbte jeg, vil De virkelig angribe det skib?

— Hr. professor, jeg skal lige til at sænke det.

— Det vil De da ikke gøre?

— Det vil jeg, svarede kaptajn Nemo koldt. Vov ikke på at dømme mig, hr. professor. Skæbnen viser Dem, hvad De ikke burde se. Angrebet er kommet. Svaret vil blive frygteligt. Gå ned.

— Hvad er det for et skib?

— Det ved De ikke? Så meget des bedre! Dets nationalitet vil i hvert fald forblive en hemmelighed for Dem. Gå ned.

Canadieren, Conseil og jeg kunne ikke gøre andet end adlyde. Fjorten-femten af Nautilus’ matroser omgav kaptajnen og betragtede med en uforsonlig følelse af had dette skib, der sejlede frem imod dem. Man kunne mærke, at den samme inspirerede hævnlyst opildnede alle sjæle.

Jeg gik ned i det øjehlik, da endnu et nyt projektil ridsede Nautilus’ skrog, og jeg hørte kaptajnen råbe:

— Slå til, vanvittige skib! Spar ikke på dine unyttige kugler! Du skal ikke undslippe fra Nautilus’ spyd. Men det er ikke på dette sted, du skal gå til grunde! Jeg vil ikke have, at dine ruiner skal blandes sammen med resterne af Vengeur!

Jeg nåede igen til mit kammer. Kaptajnen og hans næstkommanderende var blevet oppe på platformen. Skruen blev sat i gang. Nautilus fjernede sig i hast og kom uden for skibets skudvidde. Men forfølgelsen vedblev, og kaptajn Nemo nøjedes med at holde afstanden.

Da jeg henad fire om eftermiddagen ikke kunne beherske den utålmodighed og uro der pinte mig, gik jeg igen hen imod den centrale trappe. Lugen var åben. Jeg dristede mig op på platformen. Der gik kaptajnen stadig rundt med rastløse skridt. Han betragtede skibet, der lå fem-seks mil tilbage i læ. Han drejede omkring det som et vildt dyr, og idet han lokkede det mod øst lod han sig forfølge. Dog angreb han ikke. Måske tøvede han endnu?

Jeg ville endnu en gang skride ind. Men jeg havde knap nok spurgt kaptajn Nemo, før han pålagde mig tavshed, idet han sagde:

— Jeg er retten, jeg er retfærdigheden! Jeg er den undertrykte, og der er undertrykkeren! Det er hans skyld, at jeg har set alt gå til grunde, alt, hvad jeg har haft kært, elsket, agtet, fædreland, hustru, børn, min fader, min moder! Alt hvad jeg hader, er der! Ti!

Jeg kastede et sidste blik hen imod krigsskibet, der satte dampen op. Derpå sluttede jeg mig igen til Ned og Conseil.

— Vi flygter! udbrød jeg.

— Vel, sagde Ned. Hvad er det for et skib?

— Jeg ved det ikke. Men hvad det end er, vil det blive sænket før det er nat. I hvert fald er det bedre at gå til grunde med det, end at blive gjort til medskyldige i hævnakter, hvis retfærdighed man ikke kan måle.

— Det er min mening, svarede Ned Land koldt. Lad os vente til det bliver nat.

Natten kom. En dyb tavshed herskede om bord. Kompasset viste, at Nautilus ikke havde ændret sin kurs. Jeg kunne høre dens skrues banken, idet den slog mod vandet i hurtig takt. Den holdt sig på havoverfladen, og en let rullen førte den snart til den ene side, snart til den anden.

Mine kammerater og jeg havde besluttet at flygte, i det øjeblik da skibet var tilstrækkelig nær til, at man enten kunne høre os eller se os, for månen skinnede, og ville være fuld om tre dage. Hvis vi ikke kunne forhindre det angreb der truede dette skib, kunne vi i det mindste, når vi først var om bord i det, gøre alt hvad omstændighederne ville tillade os at forsøge. Flere gange troede jeg, at Nautilus gjorde sig parat til angrebet. Men den nøjedes med at lade sin modstander komme nærmere, og lidt efter genoptog den sin flugt.

En del af natten gik hen, uden at der skete noget. Vi talte kun lidt sammen, for vi var alt for urolige. Ned Land ville have styrtet sig i havet. Jeg tvang ham til at vente. Efter min mening måtte Nautilus angribe todækkeren på havoverfladen, og så ville det ikke alene være muligt, men let at flygte.

Klokken tre om morgenen steg jeg med ængstelse op på platformen. Kaptajn Nemo havde ikke forladt den. Han stod rank i forstavnen nær ved sit flag, som en let brise udfoldede over hans hoved. Han slap ikke skibet af syne. Hans blik, der var af overordentlig styrke, syntes at tiltrække det, at fortrylle det, at hale det med, endnu sikrere; end om han havde haft det på slæb!

Nu passerede månen meridianen. Jupiter stod op i øst. Midt i denne fredelige natur var himlen og havet lige rolige, og havet tilbød nattens stjerne det skønneste spejl, der nogensinde havde tilbagekastet dens billede.

Og når jeg tænkte på denne elementernes dybe ro, sammenlignet med al den vrede, der ulmede imellem den ubegribelige Nautilus’ sider, følte jeg hele mit væsen skælve.

Skibet holdt sig to mil fra os. Det havde nærmet sig, idet det stadig sejlede hen mod det fosforescerende skær, der var tegn på Nautilus’ tilstedeværelse. Jeg kunne se dets positionslys, grønt og rødt, og dets hvide lanterne, der var ophængt højt i stormastens stag. Et svagt genskær oplyste dets rigning, og viste at der blev fyret til overmål. Et fyrværkeri af gnister, slagger af antændt kul, slap ud af skorstenene og var som stjerner i atmosfæren.

Således blev jeg deroppe lige til seks om morgenen, tilsyneladende uden at kaptajn Nemo havde opdaget mig. Skibet lå halvanden mil bagved os, og med det første dagslys begyndte dets kanonade igen. Det øjeblik kunne ikke være fjernt, da mine kammerater og jeg, idet Nautilus angreb sin modstander, for bestandig ville forlade den mand, som jeg ikke vovede at dømme.

Jeg belavede mig på at gå ned for at forberede dem, da næstkommanderende steg op på platformen. Flere matroser ledsagede ham. Kaptajn Nemo så dem ikke, eller ville ikke se dem. Der blev taget visse forholdsregler, som man kunne kalde at gøre» klart skib til kamp«. De var ganske simple. Det stræktov, der dannede balustrade omkring platformen, blev sænket. Ligeledes blev lanternens og rorgængerens bure rykket ned i skroget, så de lige var i niveau med det. Den lange stålcigars overflade havde ikke mere et eneste fremspring, der kunne genere dens manøvre.

Jeg kom tilbage til salonen. Nautilus var stadig på overfladen. Nogle af de tidlige lysglimt sivede ned i vandet. Under visse af bølgernes bevægelser oplivede ruderne af skær af morgenrøden. Denne frygtelige dag, den 2. juni, gryede.

Klokken fem viste loggen mig, at Nautilus’ hastighed mindskedes. Jeg forstod, at den var ved at lade sig indhente. Desuden lod detonationerne voldsommere. Kanonkuglerne gennempløjede det omgivende vand og skruede sig ned i det med en ejendommelig fløjten.

— Mine venner, sagde jeg, øjeblikket er kommet. Et håndtryk, og må Gud bevare os!

Ned Land var beslutsom, Conseil rolig, jeg nervøs og kunne næppe beherske mig.

Vi gik ind i biblioteket. I det øjeblik, da jeg skubbede til døren, der åbnede sig til trappegangen i midten, hørte jeg lugen ovenfor blive lukket i en fart.

Canadieren styrtede hen mod trinene, men jeg standsede ham. En velkendt susen fortalte mig, at vandet var ved at trænge ind i skibets reservoirer. På nogle få øjeblikke dukkede Nautilus virkelig ned til nogle meter under havoverfladen.