Jules Verne - En verdensomsejling under havet

Jeg var blevet tavs. Kaptajn Nemo rejste sig.

— Hvad vedkommer det mig, at Ned Land tænker, prøver, forsøger, alt hvad han vil? Det er ikke mig, der har søgt ham! Det er ikke for min fornøjelses skyld, at jeg beholder ham på mit skib! Med hensyn til Dem, hr. Aronnax, hører De til dem, der kan forstå alt, selv tavsheden. Jeg har intet mere at svare Dem. Lad denne første gang De kommer for at drøfte dette emne, også være den sidste, for kommer De en gang til, vil jeg ikke engang kunne høre på Dem.

Jeg trak mig tilbage. Fra den dag blev vort forhold meget spændt.

Jeg refererede vor samtale til mine to kammerater.

— Nu ved vi, at vi ikke kan vente os noget af denne mand, sagde Ned. Nautilus nærmer sig til Long Island. Vi flygter, hvordan vejret end er.

Men himlen blev mere og mere truende. Det var ganske tydeligt, at det trak op til orkan. Atmosfæren blev hvidlig og mælkeagtig. Efter lette samlinger af cirrusskyer fulgte i horisonten lag af cumulonimbusskyer. Andre lave skyer flygtede hurtigt. Søen blev sværere og svulmede op i lange dønninger. Fuglene forsvandt, undtagen de stormfugle, der holder af uvejr. Barometret faldt betydeligt og angav en stærk dampspænding i luften. Blandingen i vejrglasset opløstes under indflydelse af den elektricitet der mættede atmosfæren. Elementernes kamp var nær.

Uvejret brød ud i løbet af dagen den 18. maj, netop da Nautilus flød på højde med Long Island, nogle mil fra snævringerne ved New York. Jeg kan beskrive denne elementernes kamp, for i stedet for at flygte ned i havets dyb ville katajn Nemo, ledet af et uforklarligt lune, trodse den på dets overflade.

Vinden blæste fra sydvest, i begyndelsen som en stiv kuling, det vil sige med en hastighed af femten meter i sekundet, hvad der blev bragt op på femogtyve meter henad tre om eftermiddagen. Det tal

betyder uvejr.

Urokkelig under vindstødene havde kaptajn Nemo taget plads på platformen. Han havde surret sig fast med et reb om livet for at modstå de vældige bølger, der skyllede over ham. Jeg havde også hejset mig derop og gjort mig fast; min beundring var delt mellem dette uvejr og den uforlignelige mand, der holdt stand mod det.

Det oprørte hav blev fejet af store, forrevne skyer, der dyppede sig i bølgerne. Jeg så ikke mere nogen af de småbølger, der indimellem danner sig ved bunden af de store hulheder. Intet andet end lange, sodfarvede bølger, hvis kam ikke brødes, så kompakte var de. De voksede i højden. De ophidsede hinanden indbyrdes. Nautilus, der snart lå på siden, snart var rejst i vejret som en mast, rullede og duvede rædselsfuldt.

Henad fem faldt en øsende regn, der hverken dæmpede vinden eller søen. Orkanen rasede med en hastighed på femogfyrre meter i sekundet, det vil sige næsten fyrretyve mil i timen. Det er under disse forhold den vælter huse, sprænger døre med tagsten, bryder jerngitre, flytter fireogtyvepunds kanoner. Og dog bekræftede Nautilus, midt i uvejret, disse ord fra en kyndig ingeniør: Der eksisterer ikke noget velkonstrueret skibsskrog, der ikke kan byde havet trods! — Den var ikke en hård klippe som bølgerne ville have brudt ned, den var en stålten, lydig og bevægelig, uden rigning, uden master, og den trodsede uskadt deres raseri.

Imidlertid undersøgte jeg opmærksomt disse løsslupne bølger. De var lige ved femten meter høje med en bredde på hundrede og halvtreds til hundrede og femoghalvfjerds meter, og de forplantede sig med en hastighed på femten meter i sekundet, halvdelen af vindens. Deres volumen og styrke voksede med havets dybde. Nu forstod jeg betydningen af disse bølger, der indeslutter luft i deres flanker og driver den ned til havbunden, som den tilfører liv sammen med ilten. Man har beregnet, at bølgernes højeste tryk kan stige til tre tusind kilogram pr. kvadratfod af den overflade de slår imod. Det er sådanne bølger, der på Hebriderne har flyttet en blok på fireogfirs tusind pund. Det er den slags, som under uvejret den 23. december 1864, efter at have væltet en del af byen Yeddo i Japan, med en fart af syv hundrede kilometer i timen samme dag kom for at brydes mod Amerikas kyster.

Uvejrets heftighed voksede henad aften. Barometret faldt til 710 millimeter, ligesom under en cyklon i 1860 ved Reunion. I skumringen så jeg i horisonten et stort skib, der kæmpede møjsommeligt. Det lå underdrejet for svag kraft for at holde sig på ret køl mod bølgerne. Det måtte være en af rutedamperne fra New York til Liverpool eller le Havre. Den forsvandt snart i skyggen.

Klokken ti om aftenen stod himlen i brand. Atmosfæren var stribet af voldsomme lyn. Jeg kunne ikke udholde deres lysskær, mens kaptajn Nemo betragtede dem med ansigtet vendt imod dem og syntes at indsuge uvejrets sjæl. En frygtelig støj fyldte luften, en sammensat larm, bestående af brudte bølgers brølen, vindens hylen, tordenens brag. Vinden sprang fra det ene verdenshjørne til det andet, og cyklonen, der udgik fra øst, kom tilbage dertil efter at have passeret nord, vest og syd, i modsat retning af de uvejr der drejer rundt på den sydlige halvkugle.

Åh denne Golfstrøm! Den bar med rette sit navn som uvejrenes konge! Det er den, der skaber de frygtelige cykloner ved temperaturforskellen i luftlagene over dens strømninger.

Efter regnen var fulgt en byge af ild. Vanddråberne forvandlede sig til lynende strålebundter. Man kunne have troet, at kaptajn Nemo ønskede sig en værdig død, og stræbte efter at blive ramt af lynet. I en frygtelig duvning rejste Nautilus sin stålsnabel op i luften som stilken af en lynafleder, og jeg så lange gnister springe ud fra den.

Udmattet, ødelagt krøb jeg liggende på maven hen mod lugen. Jeg åbnede den og steg igen ned i salonen. Nu nåede uvejret sin maksimale heftighed. Det var umuligt at holde sig oprejst i det indre af Nautilus.

Kaptajn Nemo kom ned henad midnat. Jeg kunne høre at reservoirerne blev fyldt, og Nautilus gik blidt ned under bølgernes overflade.

Gennem salones utildækkede vinduer så jeg store forskræmte fisk, der passerede som spøgelser gennem de brændende vande. Nogle af dem blev ramt af lynet for øjnene af mig!

Nautilus gik stadig nedad. Jeg tænkte at den nok ville genfinde roligheden i en dybde af femten meter. Nej. De øverste lag var alt for voldsomt oprørte. Freden måtte søges hele halvtreds meter nede i havets skød. Men der! Hviken ro, hvilken stilhed, hvilke fredelige omgivelser! Hvem skulle have troet, at en frygtelig orkan nu rasede på dette oceans overflade?

Efter dette uvejr var vi blevet kastet mod øst. Alt håb om at slippe i land nær New York eller St. Lawrence-floden svandt hen. Den stakkels Ned var fortvivlet og isolerede sig ligesom kaptajn Nemo. Conseil og jeg forlod ikke mere hinanden.

Jeg har sagt, at Nautilus havde fjernet sig mod øst. Det havde været nøjagtigere at sige nordøst. I nogle dage flakkede den om, snart på havoverfladen, snart under den, omgivet af disse tåger, der er så frygtelige for de søfarende. De skyldes hovedsagelig isens smelten, der vedligeholder stor fugtighed i atmosfæren. Hvor mange skibe er ikke gået tabt i disse farvande, når de ville undersøge kystens usikre lys! Hvor mange ulykker skyldes ikke disse uigennemtrængelige tåger! Hvor mange grundstødninger er ikke sket på disse rev, hvis brænding bliver overdøvet af vindens susen! Hvor mange sammenstød er der ikke sket mellem fartøjer, trods deres signalfløjters og deres alarmklokkers advarsler!