Jules Verne - En verdensomsejling under havet

Jeg forstod dens manøvre. Det var for sent at handle. Nautilus tænkte ikke på at ramme todækkeren i dens uigennemtrængelige panser, men under dens vandlinie, der hvor metalskjoldet ikke mere beskyttede skibsklædningen.

Vi var på ny i fangenskab, tvungne vidner til det grusomme drama, der forberedtes. For øvrigt havde vi næppe tid til at tænke. Vi var tyet ind i mit kammer og så på hinanden uden at sige et ord. En dyb forfærdelse havde grebet mig. Mine tanker stod stille. Jeg befandt mig i den pinlige situation der går forud for en forventet rædselsfuld detonation. Jeg ventede, jeg lyttede, jeg levede kun i min hørelse!

Nautilus’ hastighed steg imidlertid mærkbart. Det var tilløb den tog på den måde. Hele dens skrog skælvede.

Pludselig udstødte jeg et skrig. Der skete et sammenstød, men det var forholdsvis let. Jeg kunne mærke stålsnabelens gennemtrængende styrke. Jeg kunne høre skraben og skuren. Men båret frem af sin drivkrafts styrke passerede Nautilus tværs igennem skibets masse, som sejlmagerens nål tværs igennem sejldugen.

Jeg kunne ikke holde det ud. Som en gal, ude af mig selv, for jeg ud af mit kammer og styrtede ind i salonen.

Kaptajn Nemo var der. Tavs, mørk, uforsonlig stod han og så ud gennem bagbords luge.

En enarm masse var ved at synke ned i vandet, og for ikke at gå glip af noget af dens dødskamp, gik Nautilus ned i afgrunden sammen med den. Ti meter fra mig så jeg dette halvåbne skrog, hvor vandet styrtede ind med tordenbrag, dernæst den dobbelte linie af kanoner og lønninger. Dækket var fyldt af sorte, urolige skygger.

Vandet steg. De ulykkelige for op i vanterne, hagede sig fast i masterne, vred sig under vandet. Det var en menneskelig myretue, der var blevet overrasket af vandets indtrængen!

Lammet, stivnet af angst, mens håret rejste sig på mit hoved, med umådeligt opspilede øjne, stakåndet, åndeløs, målløs, stirrede jeg, også jeg! En uimodståelig tiltrækning holdt mig fast ved ruden!

Det enorme skib sank langsomt. Nautilus fulgte det og udspejdede alle dets bevægelser. Pludselig indtrådte en eksplosion. Den sammenpressede luft fik fartøjets dæk til at sprænges, som om der var udbrudt ild i rummene. Bevægelsen i vandet var sådan, at Nautilus skubbedes til side.

Nu sank det ulykkelige skib hurtigere. Dets mærd kom til syne, belæsset med ofre, dernæst dets salinger, bøjet under klaser af mænd, endelig toppen af dets stormast. Så forsvandt den mørke masse, og med den dette mandskab af lig, der blev slæbt med ned af en frygtelig strømhvirvel.

Jeg vendte mig mod kaptajn Nemo. Denne frygtelige hånd-hæver af retten, denne hadets virkelige ærkeengel blev ved at se ud. Da alt var forbi, gik kaptajn Nemo hen mod sin kammerdør, åbnede den og trådte ind. Jeg fulgte ham med øjnene.

På fyldingen i baggrunden, under portrætterne af hans helte, så jeg portrættet af en endnu ung kvinde og to små børn. Kaptajn Nemo

betragtede dem i nogle øjeblikke, strakte armene ud imod dem, og idet han faldt på knæ, brast han i en hulkende gråd.

Lugerne var blevet lukket efter dette grusomme syn, men der var endnu ikke kommet lys i salonen igen. I Nautilus’ indre var der kun mørke og tavshed. Med forbavsende hastighed forlod den dette ødelæggelsens sted, hundrede fod under vandene. Hvor skulle den hen? Mod nord eller mod syd? Hvorhen flygtede denne mand efter denne frygtelige hævn?

Jeg var vendt tilbage til mit kammer, hvor Ned og Conseil opholdt sig i tavshed. Jeg følte en uovervindelig rædsel for kaptajn Nemo. Hvad han end havde lidt fra andre menneskers side, havde han ikke ret til at straffe således. Han havde gjort mig, om ikke til medskyldig, så i det mindste til vidne til sine hævnakter! Det var allerede for meget.

Klokken elleve viste det elektriske lys sig igen. Jeg gik ind i salonen. Den var tom. Jeg rådførte mig med de forskellige instrumenter. Nautilus flygtede mod nord med en hastighed på femogtyve mil i timen, snart på havoverfladen, snart tredive fod under den.

Da pejlingen var noteret på kortet, så jeg at vi passerede indsejlingen til Kanalen, og at vor retning førte os mod de nordlige have med en uforlignelig hurtighed.

I den hastige forbifart kunne jeg næppe opfatte de langsnudede hajer, hammerhajerne, rødhajerne, der færdes i disse have, de store kuller, sværme af søheste, der lignede skakbrikker, ål, der bugtede sig som slanger i et fyrværkeri, hære af krabber, der flygtede på skrå, med deres tænger over kors over deres skjold, og endelig flokke af marsvin,

der kappedes i hastighed med Nautilus. Men at iagttage, at studere, at klassificere, det var der nu ikke mere tale om.

Den aften havde vi tilbagelagt to hundrede mil i Atlanten. Der kom skygger, og mørket bredte sig over havet lige til månen stod op.

Jeg kom igen til mit kammer. Jeg kunne ikke sove. Jeg havde mareridt. Det frygtelige morderiske optrin blev ved at stå for mig.

Hvem kan sige, hvorhen Nautilus efter den dag slæbte os i dette Nordatlantens bækken? Stadig med ubestemmelig hastighed! Stadig omgivet af det høje nords tåger! Kom den i nærheden af Spitzbergens odder, til Novaja Semljas stejle klinter? Sejlede den igennem disse ukendte have, det Hvide Hav, Karahavet, Obibugten, Liakhov Øhavet, og forbi disse ukendte egne på Asiens kyst. Jeg skal ikke kunne sige det. Jeg kunne ikke længere vurdere den tid der forløb. Klokkeslættet var blevet standset på urene om bord. Det var, som om nat og dag, ligesom i polarlandene, ikke længere havde deres regelmæssige gang. Jeg følte mig henført til dette det ukendtes domæne, hvor Edgar Poes overanstrengte fantasi bevægede sig veltilpas. Hvert øjeblik ventede jeg som den eventyrlige Gordon Pym at se» denne tilslørede menneskelige skikkelse af meget større format end nogen jordbeboer, henkastet tværs over dette vandfald, der forsvarer polens nærmeste omgivelser»!

Jeg vil anslå — men måske tager jeg fejl — jeg vil anslå dette Nautilus’ eventyrlige togt til at have varet fjorten dage eller tre uger, og jeg ved ikke, hvor længe det havde varet, om ikke den katastrofe, der gjorde ende på rejsen, var indtruffet. Vi så ikke noget til kaptajn Nemo. Heller ikke til næstkommanderende. Ikke én mand af besætningen kom til syne blot et øjeblik. Nautilus flød næsten uophørligt under vandet. Når den steg op til overfladen for at forny sin luftbeholdning, åbnedes eller lukkedes lugerne automatisk. Bestikket blev ikke mere nedfældet på kortet. Jeg vidste ikke hvor vi var.

Jeg må også sige at canadieren, hvis kræfter og tålmodighed var til ende, ikke mere viste sig. Conseil kunne ikke trække et ord ud af ham og frygtede at han skulle begå selvmord, i et anfald af vanvid og behersket af en skrækkelig hjemve. Han overvågede ham derfor med en stedsevarende hengivenhed.

Man vil forstå, at under disse forhold var situationen ikke længere holdbar.

En morgen — jeg kan ikke sige, hvad dato det var — var jeg, henimod dagens første timer, døset ind i en urolig og sygelig slummer. Da jeg vågnede, så jeg Ned Land læne sig over mig, og jeg hørte ham sige med sagte stemme:

— Nu skal vi af sted! Jeg rejste mig op.

— Hvornår skal det være? spurgte jeg.

— I nat. Alt opsyn ser ud til at være forsvundet fra Nautilus. Man skulle tro at alle om bord var bedøvede. De er parat, hr. professor?

— Ja. Hvor er vi?

— Vi har udsigt til land, som jeg nylig har sejlet gennem tågerne, tyve mil mod øst.