Jules Verne: En verdensomsejling under havet

— Hvad er det for et land?

— Det ved jeg ikke, men hvad det end er, vil vi søge tilflugt der.

— Ja, Ned! Ja, vi flygter i nat, om så havet skulle opsluge os!

— Havet er uroligt, vinden voldsom, men det skræmmer mig ikke at tilbagelægge tyve mil i Nautilus’ lette skibsbåd. Jeg har transporteret noget proviant og nogle flasker vand derhen uden mandskabets vidende.

— Jeg følger Dem.

— For resten, tilføjede canadieren, hvis jeg bliver overrasket, forsvarer jeg mig, jeg lader mig slå ihjel.

— Så dør vi sammen, kære Ned.

Jeg var bestemt på alt. Canadieren forlod mig. Jeg nåede op på platformen, hvor jeg knap kunne holde mig fast for bølgeslaget. Himlen så truende ud, men da der var land der i disse tætte tåger, var det nødvendigt at flygte. Vi burde ikke spilde en dag eller en time. Jeg kom igen ned i salonen, idet jeg på én gang frygtede og ønskede at træffe kaptajn Nemo, som jeg både gerne ville se og ikke ville se mere. Hvad skulle jeg have sagt til han? Kunne jeg skjule for ham den ufrivillige rædsel han indgød mig? — Nej! Det var bedst ikke at komme til at stå ansigt til ansigt med ham! Det var bedst at glemme ham! Og dog!

Hvor lang var ikke den dag, den sidste, som jeg skulle tilbringe på Nautilus. Jeg var alene tilbage. Ned Land og Conseil undgik at tale til mig af frygt for at forråde sig.

Klokken seks spiste jeg til middag, men jeg var ikke sulten. Trods min ulyst tvang jeg mig selv til at spise for ikke at blive svækket. Klokken halvsyv trådte Ned Land ind i mit kammer. Han sagde:

— Vi ses ikke igen før vi tager af sted. Klokken ti er månen endnu ikke stået op. Vi drager fordel af mørket. Kom op til båden. Conseil og jeg venter Dem der.

Så gik canadieren uden at jeg havde fået tid til at svare ham.

Jeg ville gerne verificere Nautilus’ kurs. Jeg begav mig ind i salonen. Vi løb nord-nordøst med en frygtelig hastighed, i halvtreds meters dybde.

Jeg kastede et sidste blik på disse naturens vidundere, på disse kunstskatte, der var ophobede i dette museum, på denne enestående samling, der var bestemt til en dag at gå til grunde på havets bund, sammen med ham der havde skabt den. Jeg ville gerne fastholde et sidste indtryk. Således blev jeg der en time, badet i loftets lysvæld, og gennemgik disse strålende skatte i deres vitriner. Så gik jeg tilbage til mit kammer.

Der tog jeg igen det solide søtøj på. Jeg samlede mine optegnelser og snørede dem omhyggeligt fast på mig. Mit hjerte bankede stærkt. Jeg kunne ikke betvinge dets pulsering. Min uro, min ophidselse havde sikkert forrådt mig, om jeg havde stået over for kaptajn Nemo.

Hvad bestilte han i dette øjeblik? Jeg lyttede ved døren til hans kammer. Jeg kunne høre lyd af skridt. Kaptajn Nemo var der. Han var ikke gået til køjs. Det forekom mig, at han hvert øjeblik kunne stå for mig, og spørge mig hvorfor jeg ville flygte! Jeg følte mig hvert øjeblik alarmeret. Min fantasi forværrede det. Denne tilstand blev så pinlig, at, jeg spurgte mig selv, om det ikke var bedre at gå ind i kaptajnens kammer, at se ham ansigt til ansigt, at trodse ham med bevægelser og blik!

Det var en gal mands indskydelse. Lykkeligvis holdt jeg mig tilbage, og jeg strakte mig på min seng for at dæmpe min legemlige ophidselse. Mine nerver faldt lidt til ro, men min hjerne var overspændt, og jeg genså i en hastig erindringsrække hele min eksistens om bord på Nautilus, alle de lykkelige eller ulykkelige begivenheder, som havde påvirket den, siden jeg forsvandt fra Abraham Lincoln, de underjordiske jagter, Torresstrædet, de vilde i Papuasien, strandingen, Koralkirkegården, turen under Suez, øen Santorin, den kretensiske dykker, Vigobugten, Atlantis, isbarrieren, Sydpolen, fangenskabet i isen, blækspruttekampen, Golfstrømmens uvejr, Vengeur, og dette frygtelige optrin, da skibet blev sænket med sit mandskab!… Alle disse begivenheder passerede forbi

mine øjne, som de bagtæpper, der udfoldes i den inderste del af en teaterscene. Da voksede kaptajn Nemo uforholdsmæssigt i disse mærkelige omgivelser. Hans type trådte stærkere frem og antog overmenneskelige proportioner. Han var ikke mere min ligemand, han var vandenes herre, havenes geni.

Klokken var nu halvti. jeg holdt på mit hoved med begge hænder for at hindre det i at sprænges. Jeg lukkede øjnene. Jeg ville ikke tænke mere. Endnu en halv time at vente! En halv times mareridt, der kunne gøre mig vanvittig.

I dette øjeblik hørte jeg svage akkorder fra orgelet, en trist harmoni der ledsagede en ubestemmelig sang, sande klagelyde fra en sjæl, der ønskede at bryde sine jordiske bånd. Jeg lyttede med alle sanser på én gang, næsten åndeløs, ligesom kaptajn Nemo fordybet i denne musikalske ekstase, der førte ham udenfor denne verdens grænser.

Da forfærdede en pludselig tanke mig. Kaptajn Nemo havde forladt sit kammer. Han var i salonen, som jeg måtte igennem for at flygte. Der skulle jeg møde ham for sidste gang. Han ville se mig, han ville måske tale til mig! En bevægelse fra ham kunne tilintetgøre mig, et eneste ord kunne lænke mig til hans skib!

Klokken var lige ved at slå ti. Øjeblikket var kommet til at forlade mit kammer og slutte mig til mine kammerater.

Det gjaldt om ikke at tøve, hvis kaptajn Nemo skulle rejse sig foran mig. Jeg åbnede min dør med forsigtighed, og dog forekom det mig, at den lavede en skrækkelig støj, idet den drejede sig på sine hængsler. Måske eksisterede denne støj kun i min fantasi!

Jeg sneg mig frem gennem Nautilus’ mørke gange, idet jeg standsede ved hvert skridt for at dæmpe mit hjertes banken.

Jeg nåede døren i salonens hjørne. Jeg åbnede den sagte. Salonen var nedsunket i dybt mørke. Orgelets toner gav svag genlyd. Kaptajn Nemo var der. Han så mig ikke. Jeg tror ikke engang, at han ville have opdaget mig i fuld belysning, så fuldkommen var hans fordybelse. Jeg listede på tæppet, idet jeg undgik det mindste sammenstød, der kunne forråde min tilstedeværelse. Det tog mig fem minutter at nå til den dør, der i den anden ende førte til biblioteket.

Jeg skulle lige til at åbne den, da et suk fra kaptajn Nemo naglede mig til stedet. Jeg forstod, at han havde rejst sig. Jeg kunne endda skimte ham, for nogle lysstråler fra det oplyste bibliotek sivede ind i salonen. Han kom hen imod mig, med armene over kors, tavs, glidende som et spøgelse, snarere end gående. Hans betyngede bryst løftedes af en hulken. Og jeg hørte ham mumle disse ord — de sidste der nåede mit øre:

— Almægtige Gud! Det er nok! Det er nok!

Var det en tilståelse af samvittighedsnag, der således undslap denne mands bevidsthed?…

Stærkt bevæget ilede jeg ind i biblioteket. Jeg steg op ad trappen i midten, og idet jeg fulgte den øverste gang, kom jeg til båden. Jeg kom op i den gennem den åbning, der allerede havde givet mine to kammerater adgang.

— Lad os komme af sted, lad os komme af sted! råbte jeg.

— Med det samme! svarede canadieren.

Den udhulede åbning i Nautilus’ stålplader blev foreløbig lukket og boltet ved hjælp af en engelsknøgle, som Ned Land havde forsynet sig med. Bådens åbning blev ligeledes lukket, og canadieren begyndte at løsne de skruer der endnu holdt os fast til undervandsbåden. Pludselig hørtes en støj indenfor. Flere stemmer svarede livligt hinanden. Hvad var der i vejen? Havde man opdaget vor flugt? Jeg mærkede, at Ned Land listede en dolk i hånden på mig.

— Ja! mumlede jeg, vi skal vide at dø!

Canadieren var gået i stå i sit arbejde. Men et ord, der blev gentaget tyve gange, et frygteligt ord, afslørede grunden til den ophidselse, der bredte sig om bord på Nautilus. Det var ikke os, dens mandskab havde noget imod!