Jules Verne - En verdensomsejling under havet

— Nej, sagde jeg, blæksprutter i det store format. Men den kære Land har sikkert taget fejl, for jeg kan ikke få øje på noget.

— Det er jeg ked af, svarede Conseil. Jeg ville gerne ansigt til ansigt betragte en af de blæksprutter, som jeg har hørt så meget om, og som kan slæbe skibe ned i afgrundens dyb. Det der dyr, som kaldes krak -

— Det er nok en and, svarede canadieren ironisk.

— Kraken, tilføjede Conseil, der talte ud, uden at bryde sig om sin kammerats drilleri.

— Aldrig skal man få mig til at tro på, at den slags dyr eksisterer, sagde Ned Land.

— Hvorfor ikke? spurgte Conseil. Vi troede da godt nok på herrens narhval.

— Det skulle vi ikke have gjort, Conseil.

— Bestemt ikke! Men der er sikkert andre, der endnu tror på den.

— Sandsynligvis, Conseil, men jeg for min del er fast bestemt på ikke at indrømme eksistensen af den slags dyr, for jeg har dissekeret dem med egen hånd.

— Herren tror altså heller ikke på gigantiske blæksprutter? spurgte Conseil henvendt til mig.

— Åh, hvem pokker har nogensinde troet på dem? udbrød canadieren.

— Mange mennesker, kære Ned.

— Ikke fiskere. Måske videnskabsmænd!

— Undskyld, Ned. Både fiskere og videnskahsmænd!

— Men jeg, der står her og taler med Dem, sagde Conseil med den alvorligste mine af verden, jeg husker tydeligt, at jeg har set en stor båd blive slæbt ned i vandet af en cephalopodes arm.

— Har De set det? spurgte canadieren.

— Ja, Ned.

— Med Deres egne øjne?

— Med mine egne øjne.

— Hvor, om jeg må spørge?

— I Saint-Malo, svarede Conseil uforstyrrelig.

— I havnen? spurgte Ned Land ironisk.

— Nej, i en kirke, svarede Conseil.

— I en kirke! udbrød canadieren.

— Ja, kære Ned. Det var et maleri, der forestillede den omtalte blæksprutte!

— Ja vel! sagde Ned Land og brast i latter. Hr. Conseil holder mig for nar!

— Han har virkelig ret, sagde jeg. Jeg har hørt tale om dette maleri; men det emne, som det fremstiller, kommer fra en legende, og De ved nok hvad man må tænke om legender, med hensyn til naturhistorie! Når det drejer sig om uhyrer, ønsker fantasien ikke andet end at komme på afveje. Ikke blot har man påstået, at disse blæksprutter kunne slæbe af sted med skibe, men en vis Olaus Magnus taler om en cephalope, der var en mil lang, og snarere lignede en ø end et dyr. Man fortæller også, at Nidaros’ ærkebiskop en dag rejste et alter på en umådelig klippe. Da han havde holdt messe, satte klippen sig i gang og vendte tilbage til havet. Klippen var en blæksprutte.

— Og det er det hele? spurgte canadieren.

— Nej, svarede jeg. En anden biskop, Pontoppidan fra Bergen, taler ligeledes om en blæksprutte, som et kavalleriregiment kunne eksercere på!

— De var gode, de biskopper i gamle dage! sagde Ned Land.

— Endelig beretter oldtidens naturforskere om uhyrer, hvis gab lignede en havbugt, og som var for store til at komme igennem Gibraltarstrædet.

— Bevares vel! sagde canadieren.

— Men hvad sandt er der i alle de historier spurgte Conseil.

— Intet, kære venner, i det mindste intet af det, der går ud over sandsynlighedens grænser for at komme til fablen eller legenden. Alligevel kræver fortællernes fantasi om ikke en årsag, så i det mindste et påskud. Man kan ikke nægte, at der eksisterer forskellige meget store blæksprutter, men de er dog mindre end hvaler. Aristoteles har konstateret at en blækspruttes størrelse kan være fem alen, det vil sige tre meter og ti. Vore fiskere ser tit nogle, der er mere end en meter og firs lange. Museerne i Triest og Montpellier bevarer skeletter af blæksprutter på to meter. For øvrigt ville et af disse dyr, der blot var seks fod langt, ifølge naturhistorikernes beregning have arme på syvogtyve fod. Hvad der ville være nok til at gøre det til et frygteligt uhyre.

— Og fisker man den slags i vore dage? spurgte canadieren.

— Om man ikke fisker nogen af dem, så ser sømændene dem i alt fald. En af mine venner, kaptajn Paul Bos fra le Havre, har tit fortalt mig, at han havde mødt et af disse kolossalt store uhyrer i de indiske have. Men den mest forbavsende kendsgerning, og det der ikke mere tillader at benægte disse gigantiske dyrs eksistens, det skete for nogle år siden, i 1861.

— Hvad er det for en kendsgerning? spurgte Ned Land.

— Hør nu. I 1861, nordøst for Teneriffa, omtrent på den breddegrad hvor vi er i dette øjeblik, opdagede mandskabet på avisoen Alecton en grufuld blæksprutte, der svømmede i dens nærhed. Kaptajn Bouguer nærmede sig til dette dyr, og han angreb det med harpunkast og bøsseskud, uden større held, for kugler og harpuner gik igennem det bløde kød som gennem en gelé uden fasthed. Efter flere forgæves forsøg lykkedes det mandskabet at få en løbeknude omkring bløddyrets krop. Denne knude gled hen til halefinnerne og standsede der. Så forsøgte man at hale uhyret om bord, men dets vægt var så betydelig, at det under rebets træk skiltes fra sin hale, og berøvet denne prydelse forsvandt det under vandet.

— Det var da endelig en kendsgerning, sagde Ned Land.

— En uigendrivelig kendsgerning, min gode Ned. Derfor har man også foreslået at kalde dette dyr» Bouguers blæksprutte».

— Og hvor lang var den? spurgte canadieren.

— Var den ikke omtrent seks meter lang? sagde Conseil, der siddende ved vinduet på ny undersøgte klintens ujævnheder.

— Netop, svarede jeg.

— Var dens hoved ikke, fortsatte Conseil, kronet af otte tentakler der bevægede sig i vandet som en redefuld slanger?

— Akkurat.

— Var dens udstående øjne ikke usædvanlig veludviklede?

— Jo, Conseil.

— Og var dens mund ikke et rigtigt papegøjenæb, men et frygteligt næb?

— Netop, Conseil.

— Nå ja, hvis herren ikke har noget imod det, svarede Conseil roligt, hvis det ikke er Bouguers blæksprutte, så er der i det mindste en af dens brødre.

Jeg så på Conseil. Ned Land styrtede hen mod vinduet. — Det rædselsfulde dyr! udbrød han.

Så kom turen til mig at se det, og jeg kunne ikke tilbageholde et udbrud af afsky. For mine øjne sprællede et frygteligt uhyre, der var værdigt til at figurere i legender om misfostre.

Det var en blæksprutte af kolosale dimensioner, idet den var otte meter lang. Den bevægede sig baglæns med den yderste hastighed, i Nautilus’ retning. Den stirrede med sine enorme stive, søgrønne øjne. Dens otte arme, eller rettere sagt dens otte fødder der sad på dens hoved, og har gjort disse dyr fortjent til navnet cephalopoder, var udviklet til den dobbelte størrelse af kroppen, og vred sig som furiernes hovedhår. Man kunne tydeligt se de to hundrede og halvtreds sugeskåle, der sad på den indvendige side af fangarmene, i form af halvkugleformede kapsler. Undertiden satte disse sugeskåle sig fast på salonens rude og sugede til. Dette uhyres mund — et hornnæb af form som et papegøjenæb — åbnede og lukkede sig vertikalt. Dens tunge, der var af en hornagtig substans og selv besat med flere rækker spidse tænder, stak skælvende frem fra denne virkelig enorme saks. Hvilken fantasi naturen dog har! Et fuglenæb på et bløddyr! Dens krop, der var tenformet og opsvulmet på midten, dannede en kødmasse, der måtte veje tyve til femogtyve tusind kilogram. Dens ubestandige farve, der skiftede med den yderste hurtighed efter dyrets irritation, gik efterhånden over fra blygråt til rødligt brunt.