Jules Verne - En verdensomsejling under havet

På den måde tog man flere meterlange cacuaner, der hver vejede to hundrede kilo. Deres skjold, der er dækket med store, tynde, gennemsigtige brune hornplader med hvide og gule stænk, gør dem meget kostbare. Desuden er de fremragende set fra et ernærings-mæssigt synspunkt, ligesom suppeskildpadderne med den udsøgte smag. Dette fiskedræt endte vort ophold i Amazonflodens nærhed, og da det var blevet nat, nåede Nautilus ud i rum sø igen.

I løbet af nogle dage fjernede Nautilus sig stadig fra den amerikanske kyst. Den skulle åbenbart ikke besøge den Mexicanske Golf eller havet ved Antillerne. Der ville dog ikke have manglet vand under dens køl,

da gennemsnitsdybden i havene her er atten hundrede meter; men disse farvande med de mange spredte øer og gennempløjet af dampere passede sandsynligvis ikke kaptajn Nemo.

Den 16. april fik vi kending af Martinique og Guadelaupe i en afstand af cirka tredive mil. Jeg så et glimt af deres høje tinder.

Canadieren, som havde regnet med at bringe sine planer til udførelse i golfen, enten ved at nå land et sted, eller ved at henvende sig til en af de talrige både, der går i kystfart fra den ene ø til den anden, blev i høj grad bragt ud af fatning. Flugten havde nok været gennemførlig, hvis det var lykkedes Ned Land at komme i besiddelse af båden uden kaptajnens vidende. Men midt ude i oceanet kunne man slet ikke tænke på det.

Canadieren, Conseil og jeg havde en ret lang samtale om dette emne. I seks måneder havde vi været fanger om bord på Nautilus. Vi havde tilbagelagt sytten tusinde mil, og som Ned Land sagde, var der ingen udsigt til at det skulle få ende. Derfor gjorde han mig et forslag, som jeg ikke var forberedt på. Det var at stille kaptajn Nemo det kategoriske spørgsmål: Regnede kaptajnen med at beholde os om bord på sit skib i det uendelige?

Et sådant skridt syntes jeg ikke om. Efter min mening kunne det ikke føre til noget. Det kunne ikke nytte at håbe noget fra Nautilus’ chef; vi måtte stole helt på os selv. I den sidste tid var denne mand for øvrigt blevet alvorligere, mere tilbageholdende, mindre omgængelig. Det lod til, at han undgik mig. Jeg traf ham kun med lange mellemrum. Tidligere fornøjede han sig med at forklare mig de undersøiske vidundere; nu overlod han mig til mine studier, og kom ikke mere i salonen.

Hvilken forandring var der sket med ham? Af hvilken grund? Jeg havde ikke noget at bebrejde mig. Måske var vor tilstedeværelse om bord ham til besvær? Dog turde jeg ikke håbe på, at han var den mand, der ville give os friheden.

Jeg bad derfor Ned om at lade mig tænke mig om, før jeg handlede. Om denne henvendelse ikke fik noget resultat, kunne den genoplive hans mistænksomhed, gøre vor situation vanskelig, og skade canadierens planer. Jeg tilføjede, at jeg ikke på nogen måde kunne bruge vor sundhedstilstand som argument. Hvis man undtager den hårde prøvelse under Sydpolens barriere, havde vi aldrig haft det bedre, hverken Ned eller Conseil eller jeg. Den sunde ernæring, den friske luft, den regelmæssige tilværelse, den ensartede temperatur gjorde os mindre modtagelige for sygdomme, og for et menneske, hos hvem erindringerne fra jorden ikke fremkaldte nogen længsel, for en kaptajn Nemo, der har sit hjem om bord, som tager hen, hvor han vil, som ad veje, der er mystiske for andre, men ikke for ham selv, går mod sit mål, kunne jeg forstå et sådant liv. Men vi havde ikke brudt med menneskeheden. Jeg for mit vedkommende ønskede ikke at mine studier, der var så nye og så mærkelige, skulle begraves sammen med mig. Nu havde jeg ret til at skrive den sandfærdige bog om havet, og jeg ønskede at denne bog skulle se dagens lys jo før jo hellere.

Interessante fænomener at beskrive i mine daglige notater fik jeg også her i disse vande omkring Antillerne, ti meter under bølgernes overflade, gennem de åbne luger! Blandt andre zoofyter var der de søblærer, der er kendt under navnet pelagiske physalier, en slags store aflange blærer, med perlemorsreflekser, og som spændte et membran ud i vinden og lod deres tentakler svæve som silketråde, indtagende gopler for øjnene, men at røre ved som rigtige brændenælder, der udskilte en sviende væske. Bland leddyrene var der halvanden meter lange annelider, udstyret med en rosenrød snabel og forsynet med sytten hundrede bevægelsesorganer, som slangede sig under vandet og i forbifarten udkastede lysskær i alle solpektrets farver. Af fiskenes orden var der mobular-rokker, enorme ti fod lange bruskfisk, der vejede seks hundrede pund og havde en trekantet brystfinne, en lille pukkel midt på ryggen, med øjnene siddende på det yderste af den forreste del af hovedet, og som undertiden, flydende som et skibsvrag, hæftede sig som en uigennemsigtig klap på vores rude. Der var de amerikanske balister, som naturen ikke har tildelt andre farver end sort og hvidt, kutlinger, langagtige og kødfulde, med gule finner og fremstående kæbe, seksten decimeter lange makrel med korte, spidse tænder, dækket med små skæl og hørende til arten albakorer. Dernæst viste der sig sværme af muller med gyldne striber på tværs fra hoved til hale, viftende med deres strålende finner, sande mesterværker af juvelerarbejder, der fordum var helliget Diana, særlig eftertragtede af rige romere, og hvorom ordsproget sagde:»Den som fanger dem, spiser dem ikke!«Endelig passerede gyldne koralfisk forbi vore øjne, smykket med smalle, smaragdgrønne bånd, som fornemme herrer malet af Veronese; havbrasener skjulte sig under deres hurtige brystfinne; sild på femten tommer svøbte sig i deres fosforescerende lysskær; multer piskede havet med deres store kødfulde hale; røde laksefisk så ud som de mejede bølgerne ned med deres skarpe brystfinne, og sølvfarvede selener, der bar deres navn med rette, hævede sig vandenes horisont som lige så mange måner over hvidlige spejlbilleder.

Hvor mange andre vidunderlige og nye eksemplarer kunne jeg ikke endnu have iagttaget, om ikke Nautilus lidt efter lidt var gået ned mod de dybe lag! Dens skråtstillede planer trak den helt ned til dybder på to tusind, ja, tre tusind og fem hundrede meter. Derefter var dyrelivet ikke repræsenteret med andet end søliljer, søstjerner, de indtagende havpalmer med medusahoved og den ranke stængel, der bar en lille kalk, topsnegle, små muslinger, der kaldes blodige quenotter, og fissureller, store bløddyr, der hører til ved stranden.

Den 20. april var vi igen steget op til en jævn højde på femten hundrede meter. Den nærmeste landjord var nu Bahamaøernes grupper, der lå spredt som en hoben brosten på vandenes overflade. Høje undersøiske klinter rejste sig der, stejle mure af rå blokke, der lå i brede lag med sorte huler, som vore elektriske stråler ikke kunne oplyse helt til bunds.

Disse klipper var beklædt med store planter, kæmpemæssig bladtang, gigantiske svampe, ligefrem et espalier af hydrofyter, passende for en verden af titaner.

Fra at betragte disse kolossale planter kom Ned, Conseil og jeg naturligt ind på at tale om havets gigantiske dyr. De første var åbenbart bestemt til ernæring for de sidstnævnte. Men gennem den næsten ubevægelige Nautilus’ vinduer genkendte jeg desuden på de lange tråde de vigtigste leddyr af brachiurernes afdeling, lambrer med lange ben, violette krabber, vingesnegle, der er ejendommlige for havene omkring Antillerne.

Klokken var henad elleve, da Ned Land henledte min opmærksomhed på et enormt mylder, som viste sig mellem de store alger.

— Nå da, sagde jeg, der har vi nogle rigtige blækspruttehuler, og det skulle ikke forbavse mig at se nogle af de uhyrer der.

— Hva’! lød det fra Conseil, blæksprutter, almindelige tiarmede blæksprutter af cephalopodernes klasse?