Jules Verne - En verdensomsejling under havet

I disse farvande noterede jeg forkellige arter af fisk, som jeg endnu ikke havde haft lejlighed til at studere. Blandt bruskfiskene: lampretter, en slags femten tommer lange ål med grønligt hoved, violette finner, blågrå ryg, sølvskinnende brun bug, oversået med lyse pletter, mærkelige dyr, som Amazonfloden måtte have slæbt med ud i havet; knoldede rokker med spids snude, med lang og tynd hale og bevæbnet med en lang sav med tænder; små hajer på en meter, med gråt og hvidligt skind, hvis tænder, anbragt i flere rækker, er bøjet bagud og som er almindelig kendt under navnet tøffelmagere; havtasker, en slags rødlige ligebenede trekanter på en halv meter, og hvis brystfinner med kødfulde forlængelser får dem til at ligne flagermus, men hvis hornagtige rygstråle, der sidder nær ved næseborene, har skaffet dem tilnavnet havenhjørning; endelig nogle slags balister, den pansrede, hvis prikkede sider stråler med en blændende gylden farve, og en lysviolet makrel, med changerende nuancer som på en dues hals.

Jeg ender her denne en smule tørre, men meget nøjagtige navnefortegnelse med en række benfisk, som jeg iagttog: passaner, der hører til de vingeløses slægt, og har en meget but og snehvid snude, mens kroppen er smukt sortmalet, og er forsynet med en meget lang og tynd, kødet tråd; tandkæber med giftbrod, tre decimeter lange sardiner, strålende med stærk sølvglans; makrel forsynet med to gatfinner; sorte tangspræl, som man fisker med blus, to meter lange fisk, med fedt, hvidt, fast kød, der, når det er frisk, smager som ål, og tørret som røget laks; rødlige læbefisk, der kun er beklædt med skæl ved grunden af ryg— og gatfinner; guldvinger, hos hvem guld og sølv blander deres glans med rubinens og topasens; guldhalet havbrasen, hvis kød er yderst delikat, og hvis fosforescerende egenskaber forråder dem midt i vandet; andre brasener med tynd tunge og orangefarvede; umberfisk med gyldne halefinner, sortladne doktorfisk, firøje fra Surinam etc.

Dette» et cetera «skal ikke forhindre mig i at omtale endnu en fisk, som Conseil vil huske længe og med god grund. Et af vore net havde bragt en slags meget fladtrykt rokke, som, hvis halen blev hugget af, ville have dannet en cirkelrund skive, og som vejede en snes kilogram. Den var hvid nedenunder, rødlig ovenpå, med store mørkeblå pletter, omgivet af sort, med meget glat skind og afsluttet med en tvefliget finne. Den lå udstrakt på platformen og baskede, forsøgte at vende sig med krampagtige bevægelser, og gjorde så mange anstrengelser at et sidste spjæt var lige ved at styrte den i havet. Men Conseil, som var glad for sin fisk, kastede sig over den og greb den med begge hænder, før jeg kunne forhindre ham deri.

Der lå han med det samme, væltet og med benene i vejret, lammet i den ene side af kroppen, og råbte:

— Åh, herre, De må komme og hjælpe mig!

Det var første gang, den arme fyr ikke talte til mig i tredie person. Da canadieren og jeg havde rejst ham op, masserede vi ham af alle kræfter, og da han kom til sig selv, mumlede den evigt klassificerende med afbrudt stemme:

— Bruskfiskenes klasse, med faste gæller, tværmundenes orden, rokkernes familie, torpedoernes slægt!

— Ja, min ven, svarede jeg, det er en torpedo, der har bragt dig i denne beklagelige tilstand.

— Åh, herren kan tro mig, fortsatte Conseil, jeg skal nok hævne mig på det dyr.

— Og hvordan det?

— Ved at spise det.

Hvad han gjorde samme aften, men slet og ret som hævnakt, for den var ærlig talt sej.

Den ulykkelige Conseil var blevet angrebet af en torpedo af den farligste slægt, en cumana. I ledende omgivelser såsom vand rammer dette mærkværdige dyr på flere meters afstand fiskene med et lyn; så stor er styrken i dets elektriske organ, hvis to vigtigste overflader måler ikke mindre end sygogtyve kvadratfod.

I løbet af den næste dag, den 12. april, nærmede Nautilus sig til kysten af den hollandske koloni, hen imod Maronis udløb. Der levede flere grupper af lamantinfamilier. Det var manater, der ligesom dygongen og søkoen hører til sirenernes orden. Disse smukke, fredelige og uskadelige dyr var seks-syv meter lange, og måtte veje mindst fire tusind kilogram. Jeg fortalte Ned Land og Conseil, at den forudseende natur havde tildelt disse pattedyr en vigtig rolle. Det er i virkeligheden dem, der ligesom sælerne skal græsse på de undersøiske enge, og således tilintetgøre de ophobninger af planter, der tilstopper de tropiske fladers mundinger.

— Og ved De, tilføjede jeg, hvad der er sket, efter at menneskene næsten helt har udryddet disse nyttige racer? Det er at de rådnede planter har forgiftet luften, og den forgiftede luft, det betyder den gule feber, der ødelægger disse vidunderlige lande. De giftige vækster har formeret sig mangefold i disse varme have, og dette onde har udviklet sig uimodståeligt lige fra Rio de la Plata til Florida.

Og hvis man skal tro Tousessenel er denne landeplage endnu intet, i sammenligning med den der vil ramme vore efterkommere, når havene er affolket for hvaler og sæler. Så vil de, overfyldt med gopler, med små og store blæksprutter, blive til mægtige arnesteder for infektioner, fordi deres bølger ikke mere er i besiddelse af» disse vældige maver, som Gud har pålagt at afskumme havenes overflade».

Men selv om Nautilus’ besætning ikke foragtede disse teorier, bemægtigede de sig dog fem-seks manater. Det drejede sig nemlig om at forsyne proviantkammeret med udmærket kød, der var bedre end både okse— og kalvekød. Det var ikke nogen spændende jagt. Manaterne lod sig dræbe uden at forsvare sig. Flere tusinde kilo kød, der var bestemt til at blive tørret, blev opmagasineret om bord.

Et ejendommeligt udført fiskeri kom den dag til yderligere at forøge Nautilus’ reserver, så vildtrige viste disse have sig at være. Slæbevoddet havde i sine masker indbragt et antal fisk, hvis hoved endte i en oval plade med kødfulde rande. Det var echeneider, af de subbrachiene blødfinnefisks familie. Deres flade sugeskive består af bevægelige tværgående bruskblade, og mellem dem kan dyret frembringe tomrum, hvad der gør det muligt for det at klæbe sig fast til forskellige ting ligesom med sugeskåle.

Remoraen, som jeg havde iagttaget i Middelhavet, hører til denne art. Men den det her drejede sig om, var en echeneide, der er særlig for dette hav. Efterhånden som vore matroser tog dem, anbragte de dem i baljer fulde af vand.

Da vi var færdige med at fiske, nærmede Nautilus sig til kysten. På dette sted lå et antal havskildpadder og sov på havoverfladen. Det ville have været vanskeligt at få fat på disse kostbare krybdyr, for den mindste lyd vækker dem, og en harpun kan ikke gennemtrænge deres solide skjold. Men sugefisken skulle udføre denne fangst med usædvanlig sikkerhed og præcision. Dette dyr er virkelig en levende fiskekrog, der kan betyde lykke og held for den jævne fisker med medesnoren.

Mændene på Nautilus bandt til disse fisks hale en ring, der var stor nok til ikke at genere deres bevægelser, og til denne ring et langt reb, der var fastbundet om bord med den anden ende.

Da sugefiskene var kastet i havet, begyndte de straks at udføre deres rolle; de for hen og satte sig fast på skildpaddernes bugskjold. Deres udholdenhed var så stor, at de snarere lod sig rive i stykker end gav slip. Man halede dem om bord og sammen med dem de skild-padder, de havde suget sig fast på.