Bang Herman - Ved vejen

Hun blev siddende noget foran Spejlet. Hun tog Frisérkaaben bort og saa’ paa sin Hals.

– Ja hun var virkelig bleven mager.

Det var siden hun havde haft den Hoste i Foraaret.

Fru Bai slukkede Lysene og lagde sig ned i Sengen ved Siden af Hr. Bai.

Det var de korte Dage.

Saa strid Regn og saa mat Snesjap. Men altid graa Himmel og Væde. Selv Frøken Jensens bedste Elever kom i Træsko over Markerne til Skolen.

Paa Stationen var Perronen en Sø. De sidste Smaablade fra Havehækken kom ud at sejle. Dryppende kom Togene, Konduktørerne løb om formummede i vaade Kapper. Lille-Bentzen sprang med Posttaskerne under Paraplyen.

Kiærs Sædvogne havde Voksdugspresenninger, og Kuskene sad i Regnkapper.

Forvalter Huus kørte selv den første Vogn til Stationen. Der var nok at gøre med Fragt og Klarering.

– Der er de fra Kiærs, sagde Bai ind til sin Kone.

Forvalter Huus plejede at komme en halv Times Tid af Regnfrakken og faa en Kop Kaffe tillivs hos Bais.

Medens Fru Bai gik til og fra og dækkede til Kaffen, rumsterede Huus og Karlene paa Perronen og ladede Sækkene i Godsvognene. Katinka saa’ dem løbe forbi Vinduerne. De saa’ saa vældige ud i deres Olietøj.

Marie Pige sværmede for Huus og gik altid og talte om ham ved sit Arbejde.

Hun blev aldrig færdig med hans Fortrin. Og det sidste var altid:

– Og saadan en Røst han har….

Det var en blød, trohjertet Stemme, og ingen vidste, hvorfor Marie just havde forliebet sig i den.

Naar Huus var færdig derude, kom de ind til Kaffen. Der var lunt og godt og Duft af et Par Potteplanter, som blomstrede i Vinduet endnu.

– Ja – det er det, jeg siger, sagde Huus og gned Hænderne, hos Fru Bai er der rart.

Hyggen kom ogsaa med Huus. Der var saadan en stille Tilfredshed ved ham; mange Ord havde han ikke, og sjældent “fortalte” han noget. Men han gled saa godt i den daglige Smaasnak, muntert, altid ligelig i Humør. Og man følte det rart, naar han bare var der.

Der kom et Godstog paa den Tid, og Bai skulde paa Perronen at ekspedere.

Det gjorde ingen Forskel, naar han gik og de to andre blev ene. De smaasnakkede eller tav. Hun gik til Vinduet og lo ad Bai, som sprang rundt derude i Regnen.

Huus saa’ til Katinkas Blomster og gav hende Raad om at pleje dem. Katinka kom hen til ham, og de saa’ til Planterne sammen. Han kendte hver eneste af dem, om den skød eller om den stod stille, og hvad der skulde gøres med den.

Huus havde Interesse for alle saadan smaa Ting, for Duerne og for de nye Jordbærbede, som var blevet lagt an nu i Efteraaret.

Katinka spurgte ham til Raads, og de gik rundt og saa’ til det og til det.

Bai havde aldrig brudt sig om saadan noget. Men med Huus var det, som der stadig var noget nyt at faa at vide, at spørge til Raads om og at indrette.

De havde paa den Maade altid nok at tale om, saadan stille og sindigt, som det laa for dem begge.

Der var saamænd ligefrem næsten altid et og andet, der ventede paa Huus – selv om han ogsaa kom hver Dag, som i denne Tid, hvor de paa Rugaard solgte Sæden.

Frøken Ida Abel havde ogsaa tidt Ærinde paa Stationen. Hun stred sig ned ad Vejen med et Brev, der skulde med Middagsposten.

– Gud, hvilket Vejr, Hr. Løjtnant.

– En Kop Kaffe, Frøken – lidt indvendig Væde til at staa imod med … Huus er inde hos min Kone….

– Men er de fra Rugaard her?

– Ja, med Sæd.

Ida-Yngst havde ikke anet det.

Fra Hjørneforhøjningen paa Gaarden kunde “Kyllingerne” holde Rundskue over hele Egnen.

Ida-Yngst sad der i Formiddagstimerne.

Hun begyndte at tage Papillotterne af Haaret.

– Hvor skal du hen? Louise-Ældst gik med Krydderpose for Tandpine.

– Bringe Brev til Stationen….

– Mo’r – Louise hvinte – nu vil Ida rende igen. Hm, om du tænker, du faar malet dér….

– Kommer det dig ved? Ida-Yngst slog Døren til Sovekamret i paa Næsen af Med-Kyllingen.

– Gud bevar’s, vil du gøre dig latterlig – men du ta’er dine egne Støvler. Det si’er jeg dig, Ida….

– Mo’r, si’ til Ida, hun ta’er sine egne Støvler – altid render hun i mine Knap til Stationen….

– Pyh, siger Ida, som er færdig med Pandegriflen.

– Og mine Handsker – maa jeg være fri … Louise snapper et Par Handsker ud af Hænderne paa Ida. Og der smækkes igen med et Par Døre.

– Hva’ var der dog, Børn? siger Fru Abel. Hun kommer ind med vaade Hænder fra Køkkenet. Hun har skrællet Kartofler.

– Ida stjæler mine Klæ’er. Frøken Louise-Ældst græder af Arrigskab.

Enkefru Abel gør stille i Orden efter Ida-Yngst og vender tilbage til sine Kartofler….

– Søde Fru Bai, siger Ida-Yngst i Døren – jeg kommer ikke ind. Goddag, Hr. Huus, jeg ser saa rædsom ud … Jeg kigger blot. Goddag….

Frøken Abel kom ind. Hun havde udskaaret Bryst under Regnkaaben.

– Det er, naar det nærmer sig Jul – man har saa rædsom travlt … Aa, De tillader vel, Hr. Huus … at jeg kommer forbi.

Frøken Abel kom ind i Sofaen: Dejligt at sidde, sagde hun.

Men hun sad ikke længe. Der var altfor meget, hun maatte beundre. Frøken Ida Abel var saa ungdommelig henrykt.

– Gud, det lille Tæppe….

Frøken Abel maatte ud at føle paa det lille Tæppe.

– Aa, Hr. Huus, tillader De … Hun skulde igen forbi.

Hun følte paa Tæppet….

– Mo’er si’er altid, jeg flagrer, sagde Ida-Yngst.

Enkefru Abel kaldte undertiden Døtrene for sine “Flagreduer”. Men Navnet vandt ikke Hævd. Der var noget ved Louise-Ældst, som absolut udelukkede Begrebet “Due”.

Og det blev ved “Kyllingerne”.

Naar Frøken Abel var arriveret, varede det ikke saa længe, inden Forvalter Huus brød op.

– Der var ikke Plads til saa mange i en Stue, hvor Frøken Ida var, sagde han.

Det blev henimod Jul.

Huus tog en Gang om Ugen til Randers i Forretninger. Han havde altid noget at besørge for Fru Bai, Bai maatte ikke høre det. De to hviskede ene inde i Dagligstuen i lange Tider, naar Huus var kommet med Toget.

Katinka syntes ikke, hun havde glædet sig i mange Aar til Julen, saadan som hun glædede sig iaar.

Det laa ogsaa i Vejret.

Det var blevet lys, klingende Frost og Sne over Jorden.

Naar Huus havde været i Randers, blev han paa Stationen til The. Han kom med Otte-Toget. Fru Bai sad tidt i Mørkning endnu.

– Vil De spille lidt, sagde han.

– Aa, jeg kan kun de Par —

– Men naar jeg nu gerne vil høre dem … Han sad paa en Stol i en Krog ved Siden af Sofaen.

Katinka spillede sine fem Stykker, der alle lignede hverandre. Det kunde ellers aldrig falde hende ind at spille for nogen. Men Huus, han sad saa stille, henne i sin Krog, saa man slet ikke mærkede ham. Og saa var han ogsaa ganske umusikalsk.

Naar hun havde spillet, kunde de gerne sidde en Stund, uden at nogen sagde noget, til Marie kom med Lampe og Thetøj.

Efter Theen tog Bai Huus med ind paa Kontoret.

– Mandfolk maa ogsaa en Gang imellem være hos sig selv, sagde han.

Naar de var alene, Huus og han, fortalte Bai Fruentimmerhistorier.

– Han havde ogsaa været med i sin Tid … da de laa paa Skolen.

– Og København havde haft Fruentimmer … naa – det er gaaet tilbage…

– De si’er, de gaar til Rusland nu … Ja – ka’ sgu’ gerne være….

– Tilbage er ’et gaaet….

– Naar man har kendt Kamilla – Kamilla Andersen – brav Pige – brillant Pige —

– Tog en sørgelig Ende med hende, for hun styrtede sig s’gu ud af et Vindu….

– Ærgerrig Pige. Bai blinkede. Huus lod, som han forstod Kamillas Ærgerrighed.

– Meget ærgerrig Pige … Kendte hende, brillant.