Bang Herman - Faedra Brudstykker af et Livs Historie

Nu var Thorsholm alt, hvad Maag'erne havde tilbage. Før havde skiftevis en Jens og en Jørgen Maag – de to var Slægtens Yndlingsnavne – fra Thorsholm af eiet og styret over Landet fire Mil i Omkreds lige til Fjorden, og Ætten havde hørt til de rigeste i hele Jylland.

Syg efter Ære havde Slægten altid været, og ydre Glands elskede de. Sønnerne holdt til ved Hove, og Døtrene fik bestandigt stort Gift. Ogsaa til Udlandet drog de – de yngre Børn – og man havde ofte hørt Ry af dem baade paa Valpladser og i Hofsale.

Kun to af Slægten var det gaaet ilde.

Erik var den ene. Høit var han steget i Gunst ved det fjerne Hof, hvor han havde slaaet sig til Ro efter mange Eventyr, saa høit, at Landet styredes mer af ham end af Kongen selv. Men saa en Dag styrtede han dybt: Øxen knuste den Hals, en Dronnings Arme havde omslynget.

Den anden var en Kvinde.

Ellen Maag var saare smuk med Slægtens krusede Mund og store tungsindige Øine.

Velhavende var hun ogsaa – Maagerne var endnu rige – og Ellen havde haft Beilere nok. Men hun havde kun Afslag til Frierne og blev siddende hjemme. Saa hændte det en Sommer – da Jomfru Maag var tredive Aar – at Kongens yngste Søn paa Vejen hjem fra et fremmed Hof kom i Besøg paa Thorsholm. Den unge Prins var nitten Aar og smuk, og han blev paa Gaarden i fjorten Dage.

Om Aftenen holdtes Taffel under Lindene. Men efter Gæstebuddet gik Jomfru Ellen ofte ved Prinsens Arm, og de talte fortroligt, mens det mørknede. Saa, naar Natten faldt ind, og Gæsterne søvnigt brød op fra Drikkelaget, var Jomfru Ellen tidt under Prinsens fagre Ord forsvundet under Humlehavens Ranker, hvor Duften laa krydret og tung.

Da den unge Prins var borte, gik Livet paa Thorsholm igen sin vante Gang, og Sommer blev Høst, og Lindealléerne, de blev gule og tyndedes. Ellen var bleg og trist; sky for Mennesker blev hun ogsaa, og tilsidst lagde hun sig tilsengs: hun vilde ingen se. En Morgen fandt man hendes Lig i Graven.

Disse to var de Maagers Slægtsagn.

Men forfængelig og pragtsyg havde hele Slægten været og en egen Tørst havde den haft efter at naa det yderste i alt. Maade kendte de ikke i noget. Derfor kom der ogsaa Tider, hvor det gik tilbage med Ætten: snart bortsolgtes en Skov, snart afhændedes et Stykke Jordegods, for stort skulde det stadig være paa Thorsholm.

Christen Maag ødte Resterne. Det gik saa galt, at han solgte Gaardens Kobbertag for at skaffe Penge til sine Daarskaber dernede i Versailles, og da han kom hjem, lidt før den store Revolution, var han en forarmet Mand. Hans franske Tjener, en ung Knægt, som han havde fisket i Paris, og som forstod lige godt at bage Omeletter og at pudre et Haar, tættede for Vinduerne i det østre Taarn: og han polstrede Væggene med alle Husets gamle Tæpper – Maag var blevet svært kuldskær i Udlandet – og pakkede ud en Mængde Billeder af nøgne Hyrdinder, som sov paa Silkepuder, eller legede letfærdigt med Hyrder. Saa levede da Maag med

Jacques, saaledes hed Tjeneren, baade Sommer og Vinter, godt gjemt bag de polstrede Vægge med de kælne Hyrdinder, og der gik adskillige Aar.

Men da de franske Soldater under Bernadotte kom herop, var der ved den Afdeling, som kamperede ved Thorsholm, en ung, sortøjet Marketenderske, som sang sydfranske Sange og havde Zigeunerblod i sine Aarer. Hun kom undertiden om Aftenen op til Jacques, der var en køn Karl endnu, og som altid havde en Flaske Cognac staaende i Køkkenskabet.

Maag saa hende nogle Gange og gav sig i Snak med hende. Det var saa længe siden han havde talt fransk med nogen kvindelig Person. Marketendersken sang for ham, og Sproget og Sangen fremelskede en Erotik, der vel nærmest smagte som Potpourri af gamle Erindringer, men som alligevel førte Jeannette til Altret med den gamle Maag.

Ægteskabet blev ikke lykkeligt.

Christen lukkede sig snart igen inde med Hyrdinderne fra Regentskabets Tid, og Jeannette led af Hjemvé. Hun blev mager og huløiet, og hendes Sind var tungt.

Til Tider tilbragte hun hele Dage i et af de forladte Taarne. Hun krøb op i Vinduet og sad paa Hug i den store Karm med Hovedet lænet til Væggen og Hænderne om sine Knæ. Saaledes sad hun i Timer. Og uden at hun vidste det, kunde Taarerne trille ned ad hendes Kinder, og hendes Læber hviskede sagte fortvivlede Ord.

Naar Jacques henimod Aften kom op for at hente hende ned, kunde han kalde flere Gange, før hun hørte det; eller hun vendte Ansigtet om imod ham, rystede paa Hovedet og blev siddende. Men sagde han saa, at Hr.

Maag ventede, reiste hun sig altid stille og fulgte ham. Der var til saadanne Tider en blind Lydighed over hende.

Men til andre Tider kunde hun blive betaget af en ubændig Lunefuldhed, der svælgede i alle de mest modsatte Stemninger. Da sneg hun sig bort fra Gaarden, og hun strejfede milevidt om gjennem Skoven og over Markerne; eller hun betoges af krampagtig Graad, eller hun dansede i den øde Riddersal og sang dertil.

Men efter saadanne Dage blev hun altid dobbelt tung af Sind.

Da hun havde været gift med Maag i tre Aar, blev hun frugtsommelig. Under sit Svangerskab faldt hun Dag for Dag mere sammen, og hun døde strax efter Fødselen.

Arvingen til de Maagers Navn og Fattigdom var en Søn, Han fik Navnet Erik.

Der blev antaget en Amme, og hun og Jacques var de eneste, der tog sig lidt af Barnet. Christen Maag saa ham kun sjældent og Sønnen syntes ham helt ligegyldig. Saa voksede Erik op, som han kunde bedst; den eneste Lærdom, han fik, var det franske, han talte med Jacques.

De to var altid sammen. Om Aftenen sneg Erik sig ind i Tjenerkammeret, der var morsomt; Jacques holdt saa meget af at fortælle; om de glade Dage, da Herren og han var unge, om, hvor flot de havde levet i Versailles. Han veiede sjældent saa nøie sine Ord, Jacques, og det var oftest løierlige Ting, som den tolvaars Erik fik at høre.

Mens Jacques fortalte, drak han flittigt af den gode Cognac, der var saa rar mod Kulden. Erik fik en Slurk med, en til og en til – indtil han faldt i Søvn midt under Historien og sov med Hovedet mod Bordpladen.

Da Erik var tretten Aar, døde Christen Maag. Drengen sørgede ikke, han havde kjendt saa lidt til sin Fader. Han gik kun omkring underlig forskræmt og uhyggelig, saalænge Liget var i Huset. Og saa var han blevet saa

bange for Jacques.

Han blev paa det Par Dage saa besynderlig gammel og rystende; gik omkring med rokkende Hoved og mimrede og snakkede med sig selv, Erik vidste ikke hvad. Liget lod han flytte ned i Riddersalen, og han gik derinde og puslede hele Dagen.

Den sidste Aften før Begravelsen gav Jacques Erik en gammel Kjole af Faderens og sagde, han skulde tage den paa. Den var meget for stor, saa Skøderne næsten slæbte efter ham; Hænderne blev borte helt oppe i Ærmerne.

Selv havde Jacques Pudderparyk og en gammel grøn frakke med Guldbroderi, der var halvt slidt af og hang i Laser rundtom. Saa sagde han, at nu skulde de til Lit de Parade.

Han gik iforveien og slog Dørene op til Riddersalen.

Men da Erik saa Faderens gule Ansigt i den aabne Kiste, strittede han ud og vilde ikke ind. Han blev saa ræd.

Men Jacques greb ham om Haandleddet, saa han troede han skulde synke i Knæ ved det, – og han førte ham hen mod Kisten og Kandelabrene, der vare behængte med noget sort Flor. Erik kendte det godt fra de gamle Portrætter, der havde det hængt om Rammerne i mange Aar.

Drengen rystede, saa han næppe kunde gaa; og han kunde ikke vriste Øinene fra Ligets Ansigt: man saa Gummerne i den tandløse Mund.

Jacques blev ved at trække i ham, helt hen til Kisten.

Ræd lukkede han Øinene; da han aabnede dem igen, saa han hen over Liget paa et Bord ved Hovedgærdet, og han stod pludselig stille og stirrede. Paa et rødt Tæppe laa der helt fuldt af Handsker, gamle Rester af Sløifer og Stumper af Slør. Men midt paa Bordet stod der to Atlaskes Sko med Sølvbroderi; fra dem kunde Erik ikke vende sine Øine.