Bang Herman - Faedra Brudstykker af et Livs Historie

– Og hvor Fluerne generer En, sagde Ellen Er de ligesaa slemme i Præstegaarden?

Der blev en ny Pause, og helt beklemt reiste Pastoren sig. Ja – sagde han – det er en travl Tid – jeg mener, der er mange ængstede Sind.

Og han tog Afsked, helt forvirret …

– Ja – De ser vel snart her op, Pastor Assens, sagde Ellen. Hun blev liggende paa Chaiselonguen.

Lidt efter hørte hun Toner af Violiner fra Haven. Hun reiste sig og vilde lukke Vinduerne, men hun standsede bag Persiennerne og lyttede.

Hvor det var smukt – Ia – hun saa ud – det var Zigeunerne som spillede. Hun satte sig stille. Violinerne sang.

Hvor det var længselsfuldt – hvor det var smukt … Det lød saa klagende, saa dæmpet, mildt … saa steg det, og steg det og klang.

Ellen stod pludselig op, urolig …

Hvor Tonerne slyngedes sammen – hvor de jublede op – aa – man fik bankende Blod. Saa vildt det lød —

Indtil det igen klang saa sorgmodig mildt … Det var som Granernes Sus nede ved Moders Grav … Ellen græd.

De fremmede Officerer fandt det næppé meget morsomt paa Thorsholm. Om Formiddagen var der ofte Øvelser i Egnen, men Resten af Tiden var de hjemme. Saa holdt de til ovre i Lindegangen, drev langs Bænkene med en fransk Roman, eller spillede Kort; sad oftest Kvarter efter Kvarter ørkesløse, med en Cigaret mellem Læberne, og stirrede ladt ud i den solrige Have.

Udover Plænerne, som svedes, mod Hovedbygningen, der skinnede hvid og kjedsommelig, lukket og tilhyllet paa sine tause Terrasser.

Engang imellem gled et Vindpust over Plænen, krusede Gravens Vand og vuggede Roserne. Saa raslede de udslagne Solseil og faldt atter tilbage i den dorske Ro.

De Fremmede smed Cigaretstump efter Cigaretstump i dvask Kedsommelighed.

Kun lige i Middagsstunden aabnedes de lukkede Døre, og Ellen kom ud paa Terrassen, støttet til Pigens Arm. Hun gik langs med Hækken, i Skyggen af en stor Parasol, helt indhyllet i sit hvide Sjal.

Officererne betragtede hende fra Lindegangen.

Hun lod, som hun saa dem ikke. En Gang imellem standsede hun, løftede Parasollen og vendte sit blege Ansigt ud mod Haven. Hun talte til Pigen og gik videre støttet til hendes Arm …

Og Havedørene lukkedes igen, og Officererne vendte tilbage til deres Bænke …

– Hvad finder du, Schønaich connaisseur?

Текст предоставлен ООО «ЛитРес».

Прочитайте эту книгу целиком, купив полную легальную версию на ЛитРес.

Безопасно оплатить книгу можно банковской картой Visa, MasterCard, Maestro, со счета мобильного телефона, с платежного терминала, в салоне МТС или Связной, через PayPal, WebMoney, Яндекс.Деньги, QIWI Кошелек, бонусными картами или другим удобным Вам способом.