Bang Herman - Ludvigsbakke

Portøren var kommen for at hente de tre Patienter, der havde Kælderarbejde, og han gik hen og raabte til Nummer to, Manden med Mavebælterne, der vandrede op og ned, op og ned langs Kakkelovnsvæggen:

– Vi skal afsted.

– Ja; Patienten Nummer to standsede og saá paa Portøren. Ja, sagde han igen med et Nik og drejede forvirret rundt om sig selv som en Hund, der vil lægge sig. Han gjorde altid det, fer han skulde foretage sig selv den allermindste Ting.

Saa fik ogsaa han Slaabrokken paa ligesom de andre og de tre kom afsted. Man hørte Portørens Nøgler rasle gennem Gangen, mens han lukkede – først heroppe, saa dernede.

Ida Brandt satte de afvaskede Kopper sammen i en Krog paa det lille Køkkenbord og gik ind i Salen for at "lytte". Men de to Gamle derinde sov, med dybe Aandedrag.

Og inde paa "A" var der ganske stille….

Frøken Brandt stod op paa Stolen i Forstuen, hvad hun maatte for at naa Vinduet, og hun flyttede Blomsterne lidt, saa der blev Plads i Karmen til, at hun kunde sidde.

– Brandt er tosset, sagde Frøken Brun "hos Kvinderne": hun flyver op ligesom Hønsene.

Ida Brandt lænede Hovedet tilbage mod Væggen, og hun saá ud gennem det store Vindu: saa roligt "Søerne" laa, et eneste luende Rødt, nu Solen gik ned.

Ida tog et Brev frem, men længe blev hun siddende med det i Haanden, mens Søens Rødt derude stille gled bort og falmede – før hun begyndte at læse:

Horsens, den første Oktober.

Du kære Pige.

Du faar dette Brev fem Postdage forsilde. Jeg ved det godt. Men Du har heller ikke fem afskyelige Unger, hvoraf de to i forrige Uge brækkede Forbenet af Skrivebordet. De vilde kun lege Skib med det, lille Du, under Rengøringen. Men nu er Benet limet, og til Morgen fik jeg de sidste Vintergardiner op, saa nu faar Du Lykønskningen: Gud velsigne Dig, min Pige, det véd Du, ønsker alle vi paa "Villaen".

Saa var det virkelig otte og tyve, Du blev. Ja dog, Du, hvor Tiden løber, og naar jeg gaar forbi Spejlet paa Nørregade, synes jeg tit, det er ikke længer siden end igaar, jeg saá Dig sidde derinde bag Vinduet, krøbet op i Mahognistolen, og stirre artigt (alting har nu altid været artigt paa Dig, Ida, Øjne, Haar, hvor var Du vel kæmmet med dine to Musehaler og det Hele) paa os forfløjne Spirer fra Frøken Jørgensen, naar vi kom rendende gennem Gaden med Taskerne og gav "Sidst" i Portene, saa der var ikke et helt Læg i vore Nederdele.

Du rykkede tilsidst helt ud paa Gadetrappen og stod og holdt Dig ved Gelænderet saa forsigtigt, som var Du bange for at falde i Vandet, indtil din Moder kom og kaldte Dig ind med et "I-da" og Du gik med stive Musehaler (Du havde en Gammeljomfru-Gang, Ida, som Barn) og din Moder lukkede Gadedøren.

Vi luskede af. Der var altid noget over din Moder, der ligesom dæmpede.

Jeg pustede gerne lidt ud henne i vores Port. Jeg vidste jo, at Mo'r var ved Spejlet: "Saa – er Du der" (jeg var kommen lidt paa Skæv ind ad Døren) … "Maa jeg se Dig?" og jeg maatte dreje mig.

– Olivia, Fingrene af Munden.

– Naa, ja, det har jeg sagt, det bliver sidste Gang, Du faar Skindkant om Kaaben … Jeg mulede, der var jo altid en eller anden Stump af Kanten, der hang løst og dinglede; jeg véd ikke, hvordan det var, men jeg og Regine, vi blev nu en Gang forpjuskede.

– Ja, saa kan Du gaa.

Jeg løb med Tasken bus paa Dørkarmen.

– Om det Barn nogensinde lærer at gaa paa sine Ben – jeg vidste jo, det vilde komme fra Forhøjningen – : Og kun ét Haandtag i Tasken … ja, saa kan Du gaa….

Jeg var paa Vejen.

– Men om Karen først – kom det stadig fra Forhøjningen – vilde være saa venlig at sætte en Børste i dit Haar. Det er jo en Skændsel at se paa.

Haaret var det værste. Det endte altid med, at Karen maatte frem foran selve Mama med Børsterne. Hun børstede og børstede:

– Nej – og Mama sukkede – der er ikke Skik at faa paa det Haar. Nej, lille Ida Brandt, hun kan holde sit.

Jeg snerpede Munden sammen, saa stiv som en Pind, og Karen børstede: Du var jo altid Dydsmønstret….

Og kan Du saa huske, da Mama var paa Visit hos din Moder med mig – de havde vist egentlig ikke omgaaedes før – og de sad i Dagligstuen og talte, og vi sad i dine to Smaastole inde i Sovekamret mellem din Moders Seng og Vinduet og saa paa hinanden og bed Fingre – da jeg paa én Gang tog Dig i begge Haarhalerne og dunkede Dig ind mod Sengekanten, blev ved at dunke Dig, uden at sige et Ord.

Og Du værgede Dig slet ikke og gav ikke et Kny fra Dig, men begyndte bare at græde sagte, ganske sagte. Véd Du hvad, min Pige: Jeg tror, jeg fra det Øjeblik holdt af Dig, fordi Du havde grædt saa sagte….

Hvor jeg husker Onsdagene, naar jeg var hos Jer og kom Klokken fem for at hente Dig med ud. Naar jeg var kommen ind, kaldte din Moder, fra sin Vindusplads, ind i Sovekamret, hvor Du sad over Lektierne – Du saá altid ud, som vilde Du krybe op paa Kommoden, naar Du læste Lektier – :

– Ida….

– I-da, det er Olivia Franck.

Mens hun blev ved at strikke med sine store Pinde, sagde din Moder til mig og nikkede:

– Sæt Dig, min Pige.

Og jeg satte mig ved Døren – hos Jer satte man sig altid midt paa Stolene – til Du havde faaet alt Tøjet paa, Vesten og det lille Tørklæde og Kaaben og det store Tørklæde, og vi kniksede foran din Moder:

– Har Ida Lommetørklæde? sagde hun – jeg tog altid til min egen Lomme for at føle – : Kom saa ingenting til….

Og vi gik forbi Vinduet, hver paa sin Flise.

Men om Aftenen naar Dugen var taget af Bordet – jeg ser din Moder flytte Lampen fra det ene Bord til det andet, hun flyttede den altid selv – lagde vi to Spil, mens din Moder fik Whisten med Frøknerne (Herregud, nu er ogsaa Erbelin død, hun bar sin svære Dobelthage lige stift til det sidste) og jeg sad og sparkede Dig op ad Benene under Bordet, mens gamle Bonnitz lo af Glæde over Stikkene – hun lo ligesom om hun hikkede. Klokken halvni skulde jeg hjem, og Jeres Sofie bragte Ribsvinen ind, og vi fik de to Æbler, medens mit Tøj blev bragt ind i Varmen….

Mama sagde:

– Det hjælper et helt Døgn paa Olivia, naar hun har været hos Ida Brandt.

Men om Søndagen var Du hos os ligefra om Morgenen. Husker Du, Jeres Sofie bragte Dig og "skulde hilse fra Fruen", mens hun tog Tøjet af Dig, det ene Stykke efter det andet, som om hun løste en Bylt op. Der var ingen, der forskrækkede Mama som Jeres Sofie:

– Jeg véd ikke, sagde hun; men hun har Øjne, som søger hun alt Støvet paa Møblerne.

Moder havde det med at blive hed i Hovedet overfor fremmede Piger.

Mama sagde med sin allerhøfligste Stemme:

– Vil Sofie ikke drikke en Kop Kaffe?

Og Sofie nød den, siddende ret op og ned, paa Stolen ved det sorte Bogskab, uden at mæle et Ord….

Vi var allerede ude af Stuen. Der var dejligt i den gamle Gaard (jeg tænker tit: Gud give jeg havde en saadan Gaard at sende mine Drenge ned i); Houmanns Lade med vore "Reder" i Høet og Dessaus Loft, hvor Du maatte vade gennem Kornet, Du i dine Brunelsstøvler. Men ja, hvor jeg regerede med Dig: jeg ser Dig, naar vi legede Berider i Værkstedet, hænge lydig i Trapezen i Spidsen af din store Taa med Øjnene stive i Hovedet af Skræk og Tungen ud af Munden, som naar Du skulde høres i Verber.

Naar vi legede Skib med Drengene, var det værst. Husker Du Müllers Sukkertønder, som var Kahytter. De var ogsaa "Blykamrene", naar vi var med i "Røver". Men det var værst, naar de var Kahytter, for det var altid os, der blev kommanderede derind, naar det "stormede" og Brødrene rullede dem "under høj Søgang"…. Du sad derinde med Kjoleskørtet op over Hovedet, Stakkel, som under et Regnskyl….