Bang Herman - Ved vejen

Hun stod og drømte inde paa Perronen, lænet til en Signalpæl.

– Frøken Jensen, skreg Præstefrøkenen fra Vejen.

Frøken Jensen fór op. Frøken Jensen blev altid tungsindig, naar hun saa’ en Jernbane. Hun kunde ikke taale at se “noget drage bort”.

– Virkelig et net Menneske, sagde Fru Abel henne paa Vejen.

– Meget almindelig Forvalter, sagde Præstefrøkenen, hun gik med Fru Bai under Armen. Nette Hænder havde han.

De to Kyllinger gik bagest og skændtes.

– Hej, Frøken Jensen, hvor De ta’er Fart, sagde Præstefrøkenen. Frøkenen sprang som en Ged mellem Vejpytterne langt forude. Hun viste stærkt sine jomfruelige Ben paa Grund af Efteraarsvæden.

De gik langs den lille Stump Skov. Ved Vejdrejningen sagde Fru Bai Farvel.

– Aa, hvor den dejlige Kone ser lille og nusset ud i det store Sjal, sagde Præstefrøkenen og langede sig frem over hende igen.

– Farvel….

– Fa’a’a’rvel….

– Hun taber ikke Vejret af det, hun skal ha’ sagt, sagde Ida-Yngst.

Præstefrøkenen fløjtede.

– Nej – dér er Kapellanen, sagde Fru Abel … God Aften, Hr. Pastor … God Aften….

Kapellanen tog til Hatten. Man maatte dog hilse paa den tilbagekomne, sagde han.

– Naa, Frøken. – Og Befindendet!

– Tak, sagde Frøken Abel.

– Og De har faaet en Konkurrent, Hr. Pastor, sagde Fru Abel.

– Saa? Hvor?

– Kiær hentede sin ny Forvalter – rigtig et tiltalende Menneske. Ikke Frøken Linde?

– Aa ja….

– Prima, Frøken Linde?

– F. F., sagde Præstefrøkenen.

Præstefrøkenen og Kapellanen talte altid i Jargon naar de var sammen med Fremmede, og sagde aldrig et fornuftigt Ord. De lo ad deres egne Dumheder, saa de var lige ved at springe i Luften.

Præstefrøkenen gik aldrig mer i Kirke, naar Kapellanen prædikede, siden hun en Søndag nær havde faaet ham til at le under Fadervor paa Prædikestolen.

– Frøken Jensen stritter af, som hun havde tændte Raketter et vist Sted, sagde Kapellanen.

Frøken Jensen var stadig forude.

– Naa, Andersen – Frøken Linde skruplo – nu er De holbergsk.

De kom til Præstegaarden, som var den første Gaard i Landsbyen, og Præstefrøkenen og Kapellanen sagde Farvel ved Havelaagen.

– Farvel, Frøken Jensen, raabte Frøken Linde hen ad Vejen. Der blev svaret med et Pip.

– Hvordan var han? sagde Kapellanen inde i Haven. Tonen blev her en hel anden.

– Vor Herre bevares, sagde Frøken Linde, en meget net Landbruger.

Tavse gik de ved Siden af hinanden ned gennem Haven.

– Hm, sagde Frøken Ida – Familien Abel naaede Frøken Jensen, der stod og ventede paa et tørt Sted – den lider vi nok paa, at han var kommet for at sige Goddag til mig….

De gik lidt. Saa sagde Frøken Jensen:

– Der gives saa mange Slags Mennesker.

– Ja, sagde Fru Abel.

– Jeg sætter ikke Pris paa at være sammen med den Familie, sagde Frøken Jensen … jeg gaar helst af Vejen.

Frøken Jensen var gaaet “af Vejen” i otte Dage: Siden Pastoren havde sagt de Ord….

– Fru Abel – sagde Frøken Jensen … Hva’ har en enlig Kvinde? Jeg sagde det til Pastoren: Hr. Pastor, sagde jeg, De interesserer Dem for Friskolen … derfor sender Forældrene deres Børn i Friskole.

– Og hvad svarede han mig, Fru Abel?

– Jeg taler ikke mere med Pastor Linde om Legatsagen … De har i Sogneraadet taget det halve Legat fra mit Institut (Frøken Jensen udtalte “tot”) – jeg vil blive ved at gøre min Pligt – selv om de ta’er den sidste Halvdel med. Jeg taler ikke mer med Pastor Linde om Legatsagen —

De tre Damer var bøjede om ad den lille Vej, der førte op til “Gaarden”, en gammel hvid Bygning med to Længer.

Enkefru Abel boede i Længen til højre, Frøken Jensens Institut laa til venstre.

– At man har dem begge igen, sagde Enkefruen. De tog Afsked i Gaarden.

– Uf, sagde Ida-Yngst, da de var indenfor Døren, hvor saa’ I ud ved Banen – saa man maatte skamme sig….

– Jeg gad vidst, hvordan man skulde se ud, sagde Louise-Ældst, som løste Slør foran Spejlet, naar du har Klæderne.

Enkefruen tog Slæber paa. Der var ingen Bund i hendes Støvler.

Frøken Jensen fik langt om længe Nøglen op af Lommen og fik sig lukket ind. Inde i Stuen gøede Moppen et Par gnavne Bjæf mod sin Frøken og blev liggende i sin Kurv.

Frøken Jensen tog Tøjet af og satte sig til at græde i en Krog.

Hun græd hver Gang, hun var alene, siden Pastor Linde havde sagt sine Ord.

– De interesserer Dem for Skolen, Hr. Pastor, havde hun sagt, derfor sender Forældrene deres Børn i Friskolen.

– Jeg skal sige Dem, Frøken Jensen, hvorfor Forældrene sender deres Børn i Friskolen, fordi Frøken Sørensen kan sine Ting, det havde Pastoren svaret.

Frøken Jensen havde kun betroet “Ordene” til Krokonen:

– Og hvad kan en enlig Kvinde, Madam Madsen? havde hun sagt – Kvindens eneste Værn er Taarer….

Frøken Jensen sad og græd i sin Krog. Det begyndte at blive mørkt, og tilsidst rejste hun sig og gik ud i Køkkenet.

Hun tændte en lille Petroleumskoger og satte Vand over til Theen. Hun lagde en Dug over Hjørnet af Køkkenbordet og satte Brød og Smør frem foran den enlige Tallerken.

Men alt mens hun gjorde det, faldt hun lange Stunder hen igen og tænkte paa ny paa Præstens Ord.

Moppen var fulgt ud efter hende og havde lagt sig paa en Pude foran sin tomme Madtallerken.

Frøken Jensen tog Tallerkenen og fyldte den med Franskbrød, blødt op i det varme Vand.

Moppen fik Tallerkenen ned foran sig og begyndte at fortære Foderet uden næsten at røre sig.

Frøken Jensen havde tændt et ensomt Lys. Hun drak sin The med Rugbrødssmørrebrød til – hun skar Stykket med Kniven i sirlige smaa Firkanter.

Naar hun havde drukket The, gik Frøken Jensen i Seng. Hun bar Moppen i Armen og lagde den ved Fodenden paa Dynen. Saa hentede hun Skoleprotokollen og lagde den paa Bordet ved Sengen.

Hun laasede Døren og saa’ efter med Lyset rundt i alle Kroge og ind under Sengen.

Saa klædte hun sig af og redte sine Fletninger ud og hængte dem op paa Spejlet.

Moppen sov allerede og snorkede paa Dynen.

Frøken Jensen sov ikke godt, siden Pastor Linde havde sagt – de Ord.

Fru Bai gik tilbage ad Vejen mod Stationen. Hun aabnede Laagen og gik ind paa Perronen. Der var ganske tomt, saa stille, at man hørte de to Telegraftraade surre.

Fru Bai satte sig paa Bænken udenfor Døren med Hænderne i Skødet og saa’ ud over Markerne. Hun havde let ved saadan at blive siddende, Fru Bai, hvor der var en Stol eller en Bænk eller et Trappetrin.

Hun saa’ ud over Markerne, de store Stykker Pløjejord og længer borte Engene. Himlen var høj og lyseblaa. Der var slet intet Hvilepunkt for Øjnene uden Annekskirken. Den saa’ man med dens Takker og Taarnet der yderst ude over den flade Mark.

Fru Bai frøs og rejste sig. Hun gik hen mod Havehækken og saa’ ind over den, aabnede Laagen og gik ind. Haven var en trekantet Strimmel langs Banen; forrest var der Køkkenhave, i den bageste Spids var der en Plæne med nogle højstammede Roser foran Lysthuset under Hylden.

Hun saa’ efter Roserne; der var et Par Knopper endnu. De havde saamænd blomstret trofast iaar – hele Tiden.

Men nu maatte de snart dækkes til….

Hvor Bladene allerede faldt. Men der var heller ingen Læ for nogenting….

Fru Bai gik ud af Haven igen og langs Perronen ind i den lille Gaard bag Plankeværket. Hun kaldte paa Pigen, hun vilde give Duerne Korn.

Hun fik Kornet i en Lerskaal, og hun begyndte at kalde paa Duerne og at sprede Kornet ud paa Stenene.

Hun holdt saa meget af Duer. Det havde hun gjort lige fra Barn.