Bang Herman - Ved vejen

Siden kom der en Tid, hvor hun blev mere modtagelig, mest saadan lad efterhængende, som det laa i hendes Natur.

Hun sad inde hos sin Mand i Kontoret med sit Hækletøj, og hun saa’ paa ham, som han sad bøjet over sit Bord – Haaret, der krøllede, faldt lidt ned over hendes Pande.

Hun rejste sig og gik hen til ham og lagde Armen om hans Hals og vilde helst blive staaende saadan ind til ham, stille – længe være saadan nær ved ham:

– Min Pige, jeg skriver jo, sagde Bai.

Hun bøjede sin Nakke hen til hans Mund og han kyssede den.

– Maa jeg saa skrive, sagde han, og kyssede hende en Gang endnu.

– Skriveper, sagde hun og gik fra ham.

Aaret gik. Katinka gled ind i Livet med Togene, der kom og gik, og Egnens Folk, som rejste og kom hjem igen; og de bragte nyt og spurgte nyt.

De fik Omgang med de Folk, Egnen havde. Mest Bai’s L’hombre, hvor Fruerne fulgte med hveranden Gang.

Saa var der Hunden og Duerne og Haven. Og forresten var Fru Bai ikke af de bevægelige. Hun fik aldrig saa meget gjort, at Tiden faldt hende lang. Hun var længe om hver enkelt Ting; Bai kaldte hende: “Kommer imorgen”.

Børn fik de jo ikke.

Da Katinkas Moder døde, fik de Arven udbetalt. For ene to Mennesker at være sad de i Velstand og havde alt i Rigelighed.

Bai holdt af at spise godt, og han tog fra Aalborg megen og god Vin. Han lagde sig noget ud, og han gik rundt i sin Magelighed, mens Assistenten gjorde det meste Arbejde. “Løjtnanten” lagde han kun an uden Døre.

Et Barn havde han oppe i Byen.

– For Satan, sagde han til Kiær, der var Ungkarl … man er jo dog gammel Kavallerist … Og Pigen var saa kælen som en Spurveunge….

Pigen kom til Aalborg efter Skaden. Barnet blev oppe i Landsbyen, hvor det var i Pleje.

Saadan gik Tiden.

Læse som før, da hun var ung Pige, gjorde Katinka ikke mer. Bøgerne var jo dog det bare Digt.

I sin Sekretær havde Fru Bai en stor Papæske med mange visne Blomster, Smaabaand og Florsdikkedarer med Deviser af Guldpapirsbogstaver. Det var hendes gamle Kotillonserindringer fra Klubben og “sidste Abonnement” i Pavillonen, naar der blev danset.

Det tog hun altsammen ofte frem om Vinteraftner og ordnede det om igen og søgte at mindes, hvem der havde givet hende det og hvem det.

Hun fandt det ud altsammen, og hun skrev Herrens Navn bag paa hver Kotillonsorden.

Bai sad og drak sin Toddy ved Bordet.

– Det gamle Skrab, sagde han.

– Lad det ligge, Bai, sagde hun … naar jeg nu har ordnet det.

Og hun skrev videre paa sine Herrenavne.

Hun læste ogsaa undertiden i sin gamle Poesibog de Vers, hun den Gang havde skrevet af.

I den øverste Skuffe under Sølvskabet i Sekretæren laa hendes Brudeslør og den visnede Krans af Myrter.

Det tog hun ogsaa op og glattede ud og lagde det sammen igen….

Og hun sad halve Timer over den udtrukne Skuffe og tog sig ingenting til, saadan som det var hendes Vane.

En Gang imellem glattede hun bare med Hænderne over Sløret….

Det var begyndt at blive ganske gult, Brudesløret.

Men Tiden gik ogsaa. Det var ti Aar siden allerede….

Ja – hun var snart en gammel Kone. Hun var fyldt to og tredive Aar….

… Godt lidte var Bais paa Egnen. Kendte for gode og gæstfrie Folk, hvor Kaffekanden snart kom over Ilden, naar nogen Bekendt var paa Stationen.

Bai var en god Selskabsbroder; og paa Stationen havde han Orden i Tingene, om han just ikke selv var saa grumme ivrig i Tøjet.

Fruen var lidt stille af sig, men det gjorde altid godt at se hendes milde Ansigt. Hun saa’ ud som en ung Pige, naar hun sad mellem Fruerne til de store L’hombrer.

– Men der skulde være et Par Børn, sagde Fru Linde, naar hun om Aftenen travede hjem fra Bais med Pastoren … De velhavende Folk – som havde Raad til det. Det er Synd og Skam, at de skal sidde dér ensomme hen….

– Gud giver Liv efter sin Vilje, min Pige, sagde Præsten.

– Ja, Guds Vilje ske, sagde Fruen.

Præstens havde haft ti Børn.

De syv havde Herren gemt som Smaa.

Gamle Pastor mindedes de syv hver Gang, der var Børn at begrave i Sognet.

Fru Bai havde hørt op at spille. Hun sad og tænkte paa, at hun egenlig skulde staa op og tænde Lampen. Men saa raabte hun paa Pigen, at hun kunde tænde, og blev siddende.

Marie kom ind med Lampen. Hun lagde Dug paa og dækkede til The.

– Hvad er Klokken? sagde Fru Bai.

– Otte-Toget er meldt, sagde Marie.

– Det har jeg slet ikke hørt….

Fru Bai tog noget om sig og gik ud: Er Toget der? sagde hun i Kontoret.

– Straks, sagde Bai. Han stod ved Telegrafbordet.

– Er der Depesche?

– Ja.

– Til hvem?

– Aa, op i Byen….

– Saa skal Ane jo afsted….

Fru Bai gik ud paa Perronen. Hun holdt saa meget af at se Togene komme og gaa i Mørke.

Lyden, først langt borte, og saa Drønet, naar Toget gik over Aabroen, og det store Lys, der løb frem, og endelig den tunge, vraltende Masse, der snoede sig ud af Natten og blev til de tydelige Vogne, der holdt for hendes Øjne med Konduktørerne og den oplyste Postvogn og Kupeerne….

Naar det saa var borte igen og Bruset hendøet, laa alting tyst, ligesom dobbelt stille.

Stationskarlen slukkede Lygterne, først den ene paa Perronen, saa den over Døren.

Der var ikke andet end Lyset fra de to Vinduer, to smalle Lysbroer ud i det store Mørke.

Fru Bai gik ind.

De drak The, og Bai læste bagefter Bladene til en Toddy eller to. Bai læste kun Regeringspressen. Han holdt selv “Nationaltidende” og læste Kiærs “Dagblad”, som han tog ud af Posten.

Han slog i Bordet, saa Toddyglasset klirrede, naar Modstanderne fik “de vældigste over Næbbet”. Og undertiden læste han enkelte Sætninger højt og lo imellem.

Fru Bai hørte stille til, hun interesserede sig ikke for Politik. Desuden havde hun en Overgang hvor hun var svært søvnig om Aftenen.

– Saa er det vel paa Tiden, sagde Bai.

Han rejste sig og fik en Haandlygte tændt. Han gik sin Runde for at se om alt var lukket og Sporet stod rigtigt til Nattoget.

– Du kan gaa i Seng, Marie, sagde Fru Bai ud til Køkkenet. Hun vækkede Marie, der sov siddende paa Træstolen.

– Godnat Frue, sagde hun søvndrukken.

– Godnat.

Fru Bai flyttede Blomsterne i Stuen fra Vindueskarmen ned paa Gulvet. Dér stod de om Natten i en Række.

Bai kom tilbage.

– Det bli’r koldt til Natten, sagde han.

– Jeg tænkte det – for Roserne … jeg saa’ til dem idag.

– Ja, sagde han, de maa dækkes nu.

Bai begyndte at klæde sig af inde i Sovekamret. Døren stod aaben.

Han holdt meget af at gaa længe frem og tilbage om Aftenen. Fra Sovekamret til Stuen i stærkt Negligé.

– Det Trampedyr, sagde han. Marie traadte haardt i oppe paa Loftskamret.

Fru Bai lagde hvide Stykker over Møblerne og laasede ind til Kontoret.

– Kan jeg slukke, sagde hun.

Og hun slukkede Lampen.

Hun kom ind i Sovekamret, satte sig foran Spejlet og løste sit Haar op.

Bai var i Underbukser og bad om en Saks.

– Pokker saa du bli’r mager, sagde han.

Katinka lagde Frisérkaaben om sig.

Bai kom i Seng og laa og snakkede. Hun svarede paa sin stille Maade som altid; der var bestandig en ganske lille Pavse far Ordene kom.

De havde tiet lidt.

– Hm, ganske net Menneske – hva’?

– Ja – saadan at se til….

– Hva’ sagde Agnes Linde?….

– Ogsaa, at han var ganske net.

– Hm – skrap Mund, det Pigebarn har.

– Og – Fa’en véd, hva’ for en L’hombre han spiller….

Lidt efter sov Bai.

Naar Bai sov, aandede han stærkt gennem Næsen.

Nu var Fru Bai vant til det.