Leonora Christina Skov - Madame Champagne

Jeg kunne ikke sige til ham, at E’et i nejføltes så rart, at jeg ville have ham til at skrive det igen. De tre lige streger, der gennemskar min hud. Hvis bare han ville bruge neglene.

– Så hvad skriver jeg nu?

– Vil ... du ... møde ... mig ... i ... aften?

– Og nu?

– ... Hos ... mig?

– Så konen er ude, eller hvad? ... Hvad er det, du ...? Nej, hold lige op med det der, Isak, hvad er det, du skriver?

– Min kone døde for et halvt år siden, det ved du jo godt. Han rejste sig, før jeg kunne nå at gribe fat i ham.

– Hvad ved jeg? Isak, vent lige!

Han havde allerede bukserne og skjorten halvvejs på. Jeg fik fat i begge ender af hans bælte.

– Fortæl mig lige, hvad det er, jeg ved. Jeg trak ham nærmere sengen.

– Læser du ikke aviser, Linn?

– Nej. Og jeg ser heller ikke fjernsyn, hvis det er dit næste spørgsmål. Jeg sidder her og skriver bøger, okay?

– Du er da også i medierne indimellem. Maxim Bar, er det ikke det, din roman hedder?

Hans vægt fik sengen til at synke en smule, hvor han satte sig, og jeg svingede benet over hans. Satte mig overskrævs på ham og tvang ham tilbage i puderne.

– Fortæl mig, hvem du er?

– Isak Lauretius.

– Det siger mig ingenting.

Han kyssede spørgsmålene ud af mig med en mund, der søgte nedad og startede forfra mellem mine ben. Hvis nogen havde fortalt mig, at det ville holde op en dag, ville jeg ikke have troet på det, men da jeg gennemrodede hans skuffer for et par år siden, vidste jeg, at det var en realitet. Jeg søgte efter beviser på, at han elskede en anden, men jeg fandt ikke andet end hans gamle kursusnoter og et par af mine kærlighedsbreve. Jeg kendte ham så dårligt, at jeg end ikke vidste, hvor jeg skulle lede, tænkte jeg dengang. I dag tænker jeg snarere, at der ikke var noget at finde og muligvis stadig ikke er. Ikke andet end tv-optrædener og bookede kurser tre år frem i tiden.

Hver gang jeg når til den fjerde stue i rækken, får jeg følelsen af, at Betsy stadig er her. Det er karnappens skyld. Betsys sted, som hun kaldte den. Forsvind fra mit sted! Nu! Afgang! Hun havde arrangeret to plysbetrukne stole i den, som var de i dyb samtale. Første gang jeg mødte hende, havde jeg trukket en af dem hen til vinduet. Det var min første morgen i lejligheden. Klokken var ikke mere end syv, men Isak var taget tidligt på arbejde, og alt føltes magisk. Den uredte seng, vi aldrig var nået ud af aftenen før. Stuerne, der blev ved i en uendelighed, og kastanietræerne, der gjorde udsigten lysegrøn. Jeg lænede mig frem. Lysegrøn så langt jeg kunne se.

– Hvad i alverden!

Hun stod i døråbningen iført housecoat og hårnet. Min prikkede kjole dinglede fra hendes pegefinger, der pegede mod min nøgne hud. Da jeg rejste mig, dækkede hun øjnene med sin ene hånd.

– Så er det godt, hvem du end er.

– Jeg hedder Linn. Hvem er du?

Jeg spurgte, selv om hendes lighed med Isak var åbenlys. Især ansigtsformen, og hun hvæsede, at jeg havde at tiltale hende De, og havde Isak fundet mig i et horehus? Var han sunket så dybt efter Karies død?

– Vi fandt hinanden på en gogobar.

– Hvad gjorde I?

– Ja, Maxim Bar Pet Club. God sex til rimelige priser.

Rent faktisk mødtes Isak og jeg på gaden, men det ville aldrig have fået Betsys ansigt til at falde så fuldstændig fra hinanden. Eller jo. Måske, hvis jeg samtidig havde fortalt hende, at det var sådan, jeg mødte alle mine mænd på det tidspunkt. Et blik, der søgte et andet, to mennesker, der stoppede midt på Vesterbrogade, og Isak, der skødesløst nikkede mod det nærmeste hotel. Han var den mindst tvivlrådige mand, jeg i mit liv havde mødt, og jeg kunne lide hans øjne. De lå så langt tilbage i hulerne, at de virkede afskåret fra alt, hvad der foregik.

– Så du tror, at du er velkommen her i huset?

Betsy smed kjolen over til mig, så prikkerne bølgede hidsigt gennem luften.

– Her. Der er mindreårige til stede.

– Hvor?

– Ja, de vågner vel lige om lidt, sådan som du larmer.

Hun slog med nakken, da hun opdagede min overraskelse.

– Eller du vidste måske ikke, at Isak har børn? En pige på et halvt år og en pige på syv.

Jeg trak kjolen over hovedet, og hun stirrede på mig. Blinkede flere gange.

– Jamen sig mig lige ... det er da Linn Denise Larsen, er det ikke?

Hun trådte hen imod mig.

– Dig med bogen, hvad er det nu, den hedder?

– Maxim Bar.

– Ja, netop. Maxim Bar. Det er dig, ikke?

Da hun nåede hen til mig, kneb hun øjnene sammen, så de næsten forsvandt i tværgående rynker.

– Tror du virkelig, at Isak oprigtigt er faldet for en lille, led tøjte som dig? Tror du virkelig det?

– Hvad mener du?

– Forsvind fra mit sted! Nu! Afgang!

Selv om Betsy endte med at flytte ud, da jeg flyttede ind, er det stadig hendes hjem. Uanset hvor mange gange jeg maler de høje paneler, karmene og væggene, men Isak nægter at se det. Han sidder bare og ser ud, som om han hører efter, når jeg fortæller ham, hvor hånligt hun ler alle vegne fra. Hver eneste morgen beder jeg Polina skrubbe sildebensparkettet, men lige meget hjælper det. Betsy forsvinder ikke.

Jeg slår mig ned i den råhvide sofa, der flyder ud over sine egne bredder i karnappen, og Betsy protesterer. Beder mig sende sofaen tilbage, hvor den kommer fra. Den er jo hvermandseje! Hvermandseje, siger hun! Men den er det eneste møbel, jeg oprigtigt holder af i lejligheden. Når man sætter sig, er der rigeligt af alting, og puderne runder så rart om ryggen. 17-årige Polina Dubravina. Hun er såmænd ikke værre end alle de andre au pair-piger før hende, selv om hun ligner en russisk gymnastikpige og kun modvilligt udfører sit arbejde. Hun kan jo stadig nå at forandre sig til det bedre, men vi burde ikke have ansat hende. Efter Starlight Ferguson burde vi ikke have ansat nogen igen. Men nogle ting sker bare.

Jeg rejser mig så hurtigt, at jeg bliver svimmel og afslutter min runde i gæsteværelset, hvor Laura har leget hule med sig selv og alle vores ekstradyner under sengene igen. Hun er faldet i søvn midt i det hele, som hun plejer. Halvvejs under den højre seng, halvvejs midt i det hele, men det er i orden. Hvad der til gengæld ikke er spor i orden, er de hjemmeklippede, gule kaninører i hver sin længde, der stikker ud mellem hendes slangekrøller, og de fint tegnede knurhår, der pryder hendes kinder. For de ligner dele af en uskyldig udklædning, men Polina burde vide bedre. Jeg har sagt det så klart, at kun en russer kan misforstå det.

Polina, Laura has a sick obsession, do you understand? Do I make myself clear? Jeg ved allerede, at Polina vil nikke uskyldigt og eventuelt tabe et eller andet i trods, hvis jeg siger det til hende igen. Så kan familien Lauretius sige farvel til nok en antik karaffel, en stabel kongeligt porcelæn eller et par af Betsys bedste kopper. Johan Johansen trækker et kæmpemøbel gennem mine tanker i det samme, skubber og maser det over gulvet med et raseri, der ikke er til at tage fejl af, og jeg lægger mig ved siden af Laura. Helt op ad hendes sovende krop med en tilfældig gæstedyne over mig.

Текст предоставлен ООО «ЛитРес».

Прочитайте эту книгу целиком, купив полную легальную версию на ЛитРес.

Безопасно оплатить книгу можно банковской картой Visa, MasterCard, Maestro, со счета мобильного телефона, с платежного терминала, в салоне МТС или Связной, через PayPal, WebMoney, Яндекс.Деньги, QIWI Кошелек, бонусными картами или другим удобным Вам способом.