Leonora Christina Skov - Madame Champagne

Free your mind and the rest will follow ...

Jeg tager min mobiltelefon, selv om jeg ikke kan komme på et eneste menneske, jeg har lyst til at tale med.

– Linn her?

Det er mor i den anden ende. Hendes åndedræt vibrerer, som har hun løbet, og hun undskylder.

– Jeg ville have ringet tidligere, det er om billederne, Linda. De er væk.

– Hvilke billeder? Hvad taler du om?

Hun begynder at græde,

– Hvilke billeder, mor? ... Hvad siger du?

– Johns billeder. De er væk, Linda. Alle sammen. Hører du mig?

– Mor, jeg er lige på vej over til Britt, og det er snestorm, så ...

Hun afbryder mig, som hun plejer.

– Der kom en journalist forbi her til aften på grund af en mindeartiklen til Ugeposten, du ved. I anledning af tyveåret for Johns død. Og jeg bød hende indenfor. Jeg drømte jo ikke om, at hun ville ...

Jeg trykker det røde telefonrør i bund og åbner min taske i den nærmeste port. Finder alle farverne frem, blyanter og stifter og små etuier og maler huden over, dernæst øjnene og læberne. En tone mørkere end lyset tillader, og så håret. Det maler jeg også over med livlige, mørke krøller, inden jeg ryster ræven og ringer på.

– Ja?

– Det er bare mig.

– Hej dig. Kom ind.

Døren summer mig hele vejen op til mezzaninen. Dørtelefonen er ikke i stykker. Det er Britt, der krampagtigt holder knappen inde.

– Hej, Linn.

– Hola sweetie.

Jeg får øje på Denise Design – kort og godt i sløjfeskrift på døren, før jeg får øje på Britt, halvvejs bag den. Hendes hår er anderledes, end det plejer. Kortere i ulige længder, og jeg komplimenterer det. Vores fælles veninde Malene er en fremragende frisør.

Britt skutter sig i sin lilla kimono, den med broderede blomster, læner sig frem imod mig og stryger mig over kinden.

– Du er kold, kom ind.

– Tak. Tusind tak.

– Åh, pis med dig, Linn. Ingen tak, vel?

Jeg ville ønske, at hun ville undlade at tage mit overtøj som det første. Det får mig altid til at føle mig som en gæst i hendes hjem. Hun sparker sine uldne hjemmesko af fødderne og rækker mig dem med sit skæve smil.

– Her, de er varme.

– Hold nu op, Britt, du behøver jo ikke ...

– Nej, nej, det behøver jeg jo ikke. Vil du låne en kimono?

Den røde er til vask, men du kan få den blå, hvis du vil.

– Jeg er o.k. Jeg bliver ikke så længe.

Da jeg skrev Maxim Bar, blev jeg tit og sov, og om aftenen, når vi havde spist kylling Kiev, læste jeg dagens tekst op for hende. Hun ville sidde med benene oppe under sig i den blomstrede sofa og lytte, og når hun nikkede på sin særlige, tankefulde måde, vidste jeg, at teksten fungerede. Jeg endte med at dedikere Maxim Bar til hende. Til Britt og alle hendes nik. Jeg prøver at få øjenkontakt med hende.

– Mor ringede for lidt siden. Det var om Johns billeder.

Britt forbinder karmen og hoveddøren med raslende kædelåse. Hun tager sig god tid.

– Hører du, hvad jeg siger, Britt? Nogen har stjålet dem. Hun var helt ude af den.

Britt har været rasende på vores stedfar i årevis, og selvfølgelig har hun sine grunde, men han gjorde trods alt sit bedste, til han fik en depression og sprang ud foran toget til Hillerød. Lokoføreren måtte have krisehjælp, og Ugeposten havde for en gangs skyld noget at skrive om, men vi var jo fyldt 18, da det skete. Vi var ikke fem, som da vores far forlod os.

– Hvem har stjålet dem, sagde hun det?

– Hvad?

– Billederne, Linn.

– Nåh, nej, nej. Jeg afbrød samtalen.

Britt udstøder en lille latter.

– Du smed på?

– Ja. Jeg vidste ikke lige, hvad jeg ellers ...

– Nej, det gjorde du vel ikke.

– Hvad mener du med det?

Hun slår ud med hånden mod stuen.

– Ingenting, skat. Kom nu bare indenfor.

Sofaen står det samme sted som for otte år siden. Lige midt på stuegulvet så man må gå uden om den, når man passerer gennem rummet. Marguerite Duras’ L’amant er tvunget i split over det ene armlæn som alle bøgerne før den.

– Hvornår er det, du sender mig et udkast til Venter på Yazoo? spørger hun over den ene skulder, og jeg svarer, at jeg er på side 420 nu, så det kan vel ikke vare så længe.

– Det sagde du også sidste gang, jeg spurgte.

– Gjorde jeg?

Hun lader mit svar stå et øjeblik. Spørger, om jeg vil have gin eller kamillete. Heldigvis er hun holdt op med at løfte det ene bryn, når jeg beder om gin. Hun smiler bare og bryder ginflaskens forsegling, mens jeg betragter hende i lyset fra den enlige pendel over zinkvasken. Vi er tvillinger, tveæggede, og i hendes ansigt ser jeg tydeligere og tydeligere aftegningen af det stykke vej, jeg ikke er gået. Nætterne med for meget arbejde. Årene med økonomiske problemer uden nogen at dele dem med. Det hele har aflejret sig i dybe skygger om øjnene, og jeg forstår ikke, hvorfor hun viser dem frem på den måde.

Hun rækker mig en flaske Rose’s lime, så jeg selv kan hælde op.

– Er det noget med Isak?

En snert i hendes stemme.

– Nej, selvfølgelig ikke.

– Det er klart. Selvfølgelig ikke

– Hold nu op, Britt.

– Hvad? Jeg giver dig jo bare ret.

Jeg sætter mig ved det ovale køkkenbord og tømmer mit glas, så isklumperne klirrer, og hun tænder en samling bloklys i glasstager. De passer ikke til resten af interiøret. Da jeg siger det, tænder hun nogle flere.

– Så hvad bringer dig herud i det her vejr?

– Det er Anna. Hun er forsvundet igen.

Britt lægger spørgende hovedet på skrå, og jeg rækker ud efter en appelsin i glasskålen på bordet. Piller den, så saften står mig i øjnene, og nævner portrætinterviewet, der er virkelig vigtig eksponering for os lige nu, hvor Isaks seertal er nedadgående, men det sidste siger jeg ikke. Det går jo op og ned med den slags.

– Det er vildt uhensigtsmæssigt, at Anna er forsvundet lige nu, konstaterer jeg bare, og det er som talt ud ad Isaks mund. Uhensigtsmæssigt. Britt smiler en lille smule.

– Ja, det tror jeg gerne.

Jeg hælder ren gin i mit glas og tømmer det. Rækker ud efter flasken igen, og Britt ser undersøgende på mig.

– Du har det ikke godt med det portrætinterview?

– Nej.

– Så hvorfor ...?

Jeg får aldrig talt Isak fra at fortsætte. Det ved Britt lige så godt som jeg. Han vil hellere flække sin arm på tværs end at brænde en så åbenlys chance for omtale. Hun nikker for sig selv.

– I må vel bare få det bedste ud af det, siger hun, og jeg giver hende ret. Få det bedste ud af det. Britt siger langsomt, at hun så Anna så sent som i fredags.

– Ja?

Britt sender mig et af sine blikke.

– Ja. Hun var forbi til en kop te på vej hjem fra skole, og da hun skulle til at gå, nævnte hun faktisk, at hende jeres au pair-pige før Polina ...

– Katalina Kitkova?

– Det skal nok passe. Hun opsøgte Anna i spisefrikvarteret for at sige, at der var problemer.

– Uddybede hun?

– Nej. Hun kyssede bare Anna på begge kinder og sagde see you soon , som om hun mente det. Det var Anna selvfølgelig meget optaget af.

– Nå?

– Anna så helt forelsket ud, hvis du spørger mig.

– Åh, hold nu op, ikke.

En pigestemme råber skingre eder på den anden side af væggen i det samme. De få gange, Anna og Laura har forsøgt sig med noget lignende, har jeg råbt langt værre ting tilbage i hovedet på dem.

– Marianne har det vist ikke så godt for tiden. Hun lader Camilla tyrannisere sig fuldstændig, bemærker Britt og hælder kamillete op i et keramikkrus. Det har en smuk, rund facon, der minder mig om mors porcelæn derhjemme.