Leonora Christina Skov - Madame Champagne

Jeg signerer tærtekvitteringen og rækker den til pigebarnet, der puster en kæmpe boble og suger den tilbage i mundhulen med et smæk. Og med rolig stemme hører jeg Isak spørge journalisten, hvad hun egentlig antyder lige nu? Jeg står helt stille. Journalisten stiller et eller andet hårdt fra sig på bordet.

– Adskillige kilder, jeg har talt med, har karakteriseret Karie som deprimeret. Selvmordstruet. De anså det for højst sandsynligt, at hun ...

– Men det gjorde hun ikke.

– Hvad gjorde hun ikke?

– Hør lige her, jeg kan absolut ikke se nogen grund til, at pigerne skal høre det her. Karie døde af komplikationer i forbindelse med Lauras fødsel. Vi kan sagtens tale videre i morgen, på tomandshånd. Det vil jeg meget gerne. Vi har jo en aftale klokken 15.

– Så er der serveret alle sammen!

Isaks lyttefolder glatter sig, så snart han ser mig med hindbærtærte og hvidriflede servietter. Han rejser sig galant, henter en håndfuld kagegafler og de sidste tallerkner og holder min stol.

– For at vende tilbage til det, du startede med at spørge om, siger han, mens Laura puster bobler i sin kakao med et par sugerør – ... så må jeg sige, at vi har et fantastisk liv, også bag facaden.

Jeg griber sugerørene og bøjer dem på midten.

– Det er sjældent i vores individualistiske tid, er det ikke, Isak? spørger jeg, og han nikker alvorligt.

– Lige netop. I vores individualistiske tid er der jo utrolig mange, der ikke tør åbne sig for kærligheden og hengivelsen, og hver eneste minut er jeg dybt taknemmelig for, at jeg evnede det endnu en gang. Jeg priser mig lykkelig for, at jeg har Linn. Det er jo et kæmpe privilegium at dele mit liv med en så smuk, begavet og talentfuld kvinde.

Jeg er så vant til Isaks komplimenter, at jeg må anstrenge mig for at rødme, men journalisten ser slet ikke, hvor godt det lykkes. Hun ser bare direkte på Isak. Løfter det ene bryn.

– Aha?

Hendes ord har en umiskendelig, spottende klang, men Isak hører kun sig selv.

– Uden at sige for meget kan jeg godt røbe, at vi har et helt utroligt jævnbyrdigt forhold bygget på absolut gensidig tillid og respekt. Der er intet usagt imellem os.

– Og ingen løgne, supplerer jeg.

– Netop, Linn. Ingen løgne. Vi lever jo et så ... særpræget liv, at ærlighed er et absolut must.

Isak har altid fascineret mig, når han gestikulerer sig vej gennem sætningerne som nu. Han hakker luften med armbevægelser, der falder præcis et halvt taktslag efter hans ord. Jeg kender ingen andre, der kan understrege sine pointer med rytme alene.

– Isak, elskede, prøv lige at fortælle om dengang, du ...

Journalisten hoster tørt.

– Du skrev Maxim Bar, din eneste romansucces, for præcis otte år siden?

Jeg kan ikke holde ud, at det giver et sæt i mig.

– Og?

– Din flossede selvbiografiske stil blev kaldt ... lad mig lige se ...

Hendes negl løber ned over et par siders notater.

– Prosaens svar på PJ Harvey . Oversat til femten sprog og nomineret til flere internationale priser. Så hvad skete der?

– Med hvad?

– Ja, med dig. Du blev udråbt til et af din generations største håb?

– Jeg gik andre veje.

Isak undskylder sig. Har jeg set toiletterne?

– De er til højre for baren. Kan du se dørene derovre?

– Nåh, derovre. Alle tiders.

Han passerer tæt forbi min ryg, men uden at røre mig. Utvivlsomt tror han, at han gør mig en tjeneste. Som dengang Kridthuset udkom, og Lindring et par år senere, og han aldrig kommenterede anmeldelserne med et ord. Lindring fik én stjerne i Berlingske Tidende, en sur anmeldelse af en feministisk anmelder i Weekendavisen og fem linjer i Jyllands-Posten, der opfordrede alle til at læse Maxim Bar og ingen til at læse “de aktuelle pseudobekendelser” citat slut. Slet ingen anmeldelse i Politiken, der ellers trykker mine bedste skriverier fra Bitchbixen hver eneste uge på bagsiden af livsstilssektionen. Laura rykker tæt ind til mig.

– Skal vi ikke snart hjem? Jeg lægger armen om hende.

– Lige om lidt, skat. Lyt lidt til din ipod, hvis du keder dig. Her, nu skal jeg finde den.

Jeg smiler prøvende til journalisten, men hun spørger bare, om jeg vil sige et eller andet.

– Jamen, det er egentlig meningen, at det skal være en hemmelighed ...

– Så tænk lige over, om du vil fortælle mig det. Når ordene er ude, er de ude, ikke sandt? Det er straight business fra min side. Jeg skriver, hvad mine kilder siger, hverken mere eller mindre.

Det er sikkert glimrende, at hun tager mig for at være komplet idiot. Det plejer Isak at sige. Folk, der har tendens til at undervurdere, opfatter generelt for lidt. Jeg håber, at jeg ser tilstrækkeligt tankefuld ud.

– Det er fint, at du siger det, men det er sikkert et meget godt tidspunkt at røbe, at jeg faktisk er ved at lægge sidste hånd på en stor generationsroman. Den udkommer til næste efterår. September, regner vi med.

– Og titlen?

– Arbejdstitlen er Venter på Yazoo . Efter bandet, du ved.

– Nej?

Jeg er lige ved at spørge hende, hvor hun dog tilbragte 80’erne, men heldigvis nærmer Isaks fodtrin sig min stol. Han lyder altid så velovervejet, når han går.

– Er det ikke en skøn titel, Venter på Yazoo?

Han giver mine skuldre et klem, der gør ondt helt ind i knoglerne.

– Det bliver en intet mindre end fremragende roman, kan jeg godt sige dig. Linns talent er jo lysende. Lad nu vær’ med at være beskeden, skat. Jeg ville jo ikke sige det, hvis jeg ikke mente det.

– Så du læser altså med på sidelinjen?

Journalisten skraber irriteret flødeskummet af sit kagestykke, præcis som jeg havde forudset. Da vi andre bestilte kakao med flødeskum, bad hun udtrykkeligt om en danskvand med citrus. Isak smiler varmt.

– Det er klart. Enhver forfatter har jo brug for sparring, ikke?

Jeg tænker på de sidste fire år. Alle nætterne, der er gået med at blogge, stirre på mit Venter på Yazoo -dokument og skrive den samme sætning ned over side efter side. Alle morgenerne med Isaks evindelige spørgsmål om, hvor langt jeg er nået. Side 420? Jamen, så er du jo snart i mål, skat. En enkelt morgen svarede jeg side 820, bare for at få en reaktion, men han smilede bare opmuntrende. Side 820? Jamen, så er du jo snart i mål, skat.

– Jeg havde aldrig fået skrevet en stavelse af min roman uden dig, elskede.

– Åh, hold nu op.

– Nej, men jeg mener det!

Jeg kysser ham på kinden, så min læbestift afsætter et dramatisk ‘o’ på hans skægstubbe. Rækker ud efter en serviet og gnider det af med dvælende bevægelser, så ingen kan være i tvivl om, at fortsættelse følger, når vi engang er blevet alene.

Når jeg sådan rigtigt betragter Isak, kan jeg stadig se og mærke, hvad der tiltrak mig for syv år siden. Eller mere. Syv et halvt. Han ser forbi mig.

– Hvor er Anna? spørger han. Har du set hende?

– Anna?

Han udtaler navnet så dramatisk, at jeg først tror, han mener sin mor, Anna Elisabeth Lauretius, men hende kalder vi sjældent andet end Betsy.

– Du har ikke set hende?

– Nej?

– Men hun var her jo lige før, ikke? Hun sad lige der ved siden af Laura og drak kakao.

– Åh, du mener ...

Jeg afbryder mig selv.

– Jeg aner ikke, hvor vores datter er, nej.

Jeg har ikke tal på, hvor mange gange jeg har sagt det i tidens løb. Jeg aner ikke, hvor vores datter er, nej. Hver eneste gang, jeg har været uopmærksom et øjeblik eller har vendt ryggen til. Anna har altid været mest til stede i alle de situationer, hvor hun ikke er der.