Leonora Christina Skov - Madame Champagne

– Du har drukket, Linn.

Han sukker og vender dynen med et spark, drejer sig om på siden og bokser puden i facon. Hvis han dog bare ville holde op med sine evindelige konstateringer. På vej ud til køleskabet hører jeg ham spørge til Anna.

– Noget nyt?

– Ja.

Jeg fortæller ham kort om Annas møde med Katalina, lægger nakken tilbage og bunder den første flaske Evian. Sengen knager derinde.

– Så Katalina fortalte ikke Anna, hvad hun advarede hende mod, er det sådan?

– Ja, det er det vel.

Jeg skruer låget af flaske nummer to, sætter den for munden, drikker, og Isak konstaterer, at Katalina jo ikke er decideret velfungerende. Eller var. For han skal jo ikke kunne sige, hvordan hun er i dag. Jeg lader vandflaskerne tromme mod hinanden og ser Katalina for mig. Hendes lange, lyse hår, der var så tyndt, at ørerne altid stak udenfor. De blege øjne, der gled helt ud til tindingerne, når hun lo.

– Linn, gider du ikke holde op med at banke flaskerne mod hinanden?

Jeg sukker og stiller dem fra mig på gulvet.

– Skriv nu godt, ikke.

Han sparker dynen af sig, og jeg forstår så udmærket, hvordan han har det. Jeg ville også sparke et eller andet af mig, hvis jeg kunne. Men i stedet puster jeg et kys gennem rummet.

– Sweet dreams.

– Ja, i lige måde, når du når så langt.

For syv et halvt år siden tiltvang Isak sig adgang til min etværelses på Vesterbrogade.

– Jeg må se dig.

Hans fod i døren. Blanke sko med snørebånd i sløjfer.

– Jeg står herude med en kæmpe erektion på grund af dig.

Det hjælper ikke at tænke på dengang, vi var nyforelskede, og alligevel gør jeg det alt for ofte. Hver eneste aften, når jeg sidder her. Indimellem ville jeg ønske ... Jeg lukker døren eftertrykkeligt og trækker vejret dybt. Bitchbixen bliver ikke opdateret af, at jeg sidder her og ønsker mig tilbage til en tid, der er forbi, og inde fra soveværelset spørger Isak, hvad jeg laver.

– Sidder du og blogger, Linn?

– Nej, jeg skriver.

– Det er jeg glad for at høre.

Jeg forstørrer et snapshot af et aldrende, blonderet strygebræt, der vistnok var quizværtinde med skulderpuder i en fjern fortid. Den er god nok. Ansigtshuden er strøget silkeglat, mens halsen ligner et lædergarveri, og hvor mange gange skal jeg pointere det for alverden. Denne kvinde burde prøve en peeling eller bede til Betty Barclay-guden om godt vejr og en halsklud. I hvert fald hvis hun vil slippe for Linn Lauretius’ bitchkommentarer garneret med bitchpoint i sækkeform. En enlig sæk kan ske for enhver. Ti sække på række er ren Titanic. Den gode smags totale undergang.

Jeg tilføjer en hurtig overskrift, Vi beder bare Betty Barclay-guden om godt vejr, lukker øjnene og trykker ’post’, mens Johan Johansen begynder at skubbe tunge møbler over gulvet i lejligheden over os, så det hviner i træet. Han flytter rundt på sit møblement flere gange i døgnet og har gjort det, så længe jeg har boet her, men det er blevet markant hyppigere de sidste par år. Jeg har aldrig mødt ham, ikke engang på trappen. Papskiltet med hans navn på dørtelefonen er helt gulnet, men han kan ikke være gammel. Hans bevægelser er hårde og utålmodige. Næsten desperate.

Jeg har brugt flere år på at sidde her og registrere hans tiltagende frustration, blogge og skrive den samme sætning i mit Venter på Yazoo-dokument, foreløbig ned over 420 sider. Da jeg begyndte at blomstre, plukkede han mig. Det er et citat fra Maxim Bar. Lige der, hvor Linn Denise indser, at Mark plukker alle sine kvinder og mænd på samme tidspunkt. På samme måde, med rod og det hele. Da jeg begyndte at blomstre, plukkede han mig. Da jeg begyndte at blomstre, plukkede han mig. Da jeg begyndte at blomstre, plukkede han mig.

Du har ikke skrevet en linje af din roman, har du vel?

Jeg rejser mig fra skrivebordet, der fortjener bedre end mig. Det står så rankt på sine fire ben, så hemmelighedsfuldt med skufferne en smule på klem. Isak ville bare glæde mig, da han købte det, men han vidste jo, at jeg helst var fri. Jeg havde sagt det hver eneste gang, han luftede ideen om et af disse gamle mahogniskriveborde.

– Det ville bryde rummets hvidhed, kan du ikke se det? Man kommer ind og kapow! Det suger al opmærksomheden til sig.

– Men jeg kan faktisk godt lide mit arbejdsværelse, som det er.

– Hold nu op, Linn.

– Men det kan jeg!

– Ja, ja. Men du kommer til at elske det her, bare vent og se.

Jeg lister mig gennem lejligheden, fra den ene mørklagte en suite-stue til den næste. De ligner hinanden, så jeg altid glemmer, hvor jeg lægger mine ting. Alt er lyse farver, flere nuancer, enkle antikke møbler og så disse kapow-genstande. En knaldrød gulvvase. En frodig, gul orkidé. En enkelt pink pude blandt alle de hvide.

Jeg var midt i en usammenhængende drøm, da Isak ringede på dengang for syv et halvt år siden. Noget med Britt og mig i en jolle og årerne, der var drevet væk.

– Linn? Lad mig nu komme ind!

Britt rejste sig i jollen og skreg, men der var ingen, der hørte os. Der var kun stormen, der tog til og sendte bølgerne op over rælingen. Det var altid sådan noget, jeg drømte.

– Flyt dig nu fra døren, ikke?

Jeg trak ned i T-shirten fra jeg ved ikke hvornår, men den dækkede knap mine trusser, og brædderne føltes kolde mod fødderne. De knagede højt, da jeg trådte tilbage.

– Hør, sov du?

– Klokken er to om natten, Isak. Hvad havde du forestillet dig?

– Du virker bare ikke som en, der sover.

– Du aner ingenting om mig.

Jeg ville have lakeret negle næste formiddag inden vores date på Sommersko. I det kraftige entrélys kunne man tydeligt se, hvor meget de skallede, især storetæerne. Men Isak smilede bare.

– Kom her.

Jeg trak min T-shirt af og bed ham i øreflippen som sidste gang på hotellet. Hårdere end jeg egentlig havde tænkt mig, og hans udbrud tændte mig. Mellemtingen mellem et suk og et skrig af smerte og så den sprøde lyd af stift læder gennem metalspænder og lynlåse på vej ned.

– For helvede, hvor har jeg drømt om det her, Linn.

– Hvad?

– Det her.

Savsmuldstapetet føltes som sandpapir mod huden, og Isak tog fastere omkring mig. Jeg turde ikke bede ham klemme så hårdt, han kunne.

– Du har ventet på mig, har du ikke?

Han gled langsomt op i mig, og min krop svarede for mig. Selvfølgelig havde jeg ventet. Siden vi elskede på den måde forleden, havde jeg ikke lavet andet end at fantasere om fortsættelsen, og jeg bad ham tage mig på skrivebordet. Midt mellem papirdyngerne og de tomme vinglas.

– Hårdere, Isak.

Hans blik flød ud, hver gang han stødte til.

– Hårdere.

Han rødmede ud over maven og videre ud over brystkassen, så det lignede et landkort over et helt kontinent. Jeg var alt andet end forvænt med en mand, der vidste præcis, hvordan han skulle sende mig ud af mig selv.

– Du kommer jo, Linn. Lad mig høre dig.

Jeg faldt sammen omkring hans støn, der blev dybere og endte på min seng, mellem puder og dyner med uens betræk. Han ville have mig under sig, oven på sig, på alle fire og op ad væggen, og til sidst ville han betragte mig, mens jeg red ham. Det var synet af mine bryster, der fik ham til at eksplodere, hviskede han senere, da han lå og kærtegnede min ryg, mens morgenlyset så småt listede hen over gulvet.

– Bliver du ikke lidt længere, Isak?

– Det kan jeg ikke. Jeg går lige om lidt.

– Hjem til din kone?

Han tegnede store, varme bogstaver ud over min ryg.

– Skriv det lige igen.

– Du mærkede jo godt, hvad jeg skrev.

– Det gjorde jeg vel nok ikke!