Leonora Christina Skov - Madame Champagne

– Har du prøvet hendes mobil?

– Hvad er det nu, hendes nummer er?

– Åh, er det ikke noget med ... Laura, gider du lige finde det?

Jeg trækker i frakken og tager en dyb indånding.

– Undskyld, må jeg lige skubbe lidt til dig? Mange tak. Undskyld? Jeg skal lige forbi.

Før jeg mødte Isak, maste jeg mig vej igennem hvad som helst og gav folk fingeren, hvis de protesterede. Jeg respekterede ingen, der sagde tak og undskyld uden at mene det.

– Jeg kan sagtens klemme mig igennem. Tak skal du have.

Jeg åbner cafédøren, og alting virker så tyst derude, selv om sneen er begyndt at fyge. En enkelt cyklist bevæger sig fremad i tilsneede hjulspor, højt belæsset med poser, og i en nøgen trækrone dingler en enlig lyskæde. Jeg stiller mig under den for bedre at kunne se tasterne på min telefon og trykker, hvad jeg formoder er Annas nummer, men forbindelsen bliver afbrudt. Jeg prøver igen, selv om jeg ved, hvad resultatet vil blive.

– Kan jeg gøre et eller andet?

Journalisten står bag mig. Jeg kan fornemme hendes ånde mod min hals.

– Nej, hvad skulle det være?

Vi står lidt i stilhed og betragter cyklisten, der mister balancen og falder ned i en snedrive. Han bliver liggende en stund, inden han besværet rejser sig og samler indholdet af sine poser sammen. Græskar i alle størrelser ud over kørebanen. Journalisten træder nærmere.

– Forsvinder hun tit?

– Hvem?

Jeg knapper min frakke hele vejen ned og slynger min ræv om halsen.

– Ja, Anna, jeres datter. Forsvinder hun tit?

Jeg vender mig langsomt.

– Jeg ved ikke engang, hvad du hedder?

Hun har en tung, mørkeblå uldfrakke omkring sig. En Paul Smith at dømme ud fra det bolchestribede for ved ærmet. Vi rækker hånden frem samtidig.

– Kate Klarlund.

Hendes hånd føles overraskende varm i min. Hun klemmer til.

– Nå, er det dig?

– Hvem?

Hun ser køligt på mig, men hendes højre mundvig er knap så nedadvendt som før, og jeg kender legen. Morskaben ved den. Jeg plejer også altid at bringe folk på glatis, når de taler, før de tænker.

– Ja, dig med de alle de store portrætinterviews og featureartikler rundt omkring. Jeg læser dig skam med stor fornøjelse.

– Virkelig?

Jeg vælger at overhøre den sarkastiske tone i hendes svar og takker i mit stille sind Isak. Det var ham, der lærte mig, at jeg kunne vælge den slags til og fra.

– Dejligt at få sat et ansigt på dig, Kate. Du ved, hvordan det er; man forestiller sig alt muligt, når man kun ser et navn.

Hun drejer hovedet mod cafédøren, og jeg ved allerede, hvad hun ser. Isak, der står lænet op ad baren og taler i mobiltelefon, imens tjenerens hestehale går som halen på en hund. Hun har pariserrøv og push up-bh, kan man se, når hun bøjer sig over cafébordene foran ham for at rydde af. Kate spørger, hvordan jeg har det med, at kvinderne sværmer for Isak på den måde.

– Jamen, det tager jeg da som en stor kompliment, det er klart.

Kate betragter tankefuldt sceneriet ved baren. Hun har i grunden smukke træk i profil.

– Jeg kan ikke lade være med at tænke på Maxim Bar, siger hun. – Linn Denise og hendes hævnaktion mod Mark. Jeg har genlæst den nogle gange, senest forleden.

– Er det sandt?

Jeg ser den for mig. Linn Denise, der vender vrangen ud på sin jalousi og forfører sin kærestes erobringer en efter en. Jeanette med parykken. Kira med de matchende lysestager i vindueskarmen. Sten med det urolige blik. Maya, der begynder at græde, bare man rører hendes ben. Linn Denise får dem til at forelske sig i sig, og når det er sket, forlader hun dem med en note: Hvis du nogensinde knepper Mark igen, ser du mig aldrig mere.

– Får du ikke lyst til at gøre som dit alter ego, Linn?

– Mit alter ego?

Jeg ler og sms’er Anna. Tager mig god tid. Call. Worried. Kys L.

– Jeg kan faktisk dårligt huske, hvad mit såkaldte alter ego gør, helt ærligt.

Selv den mest åbenlyse løgn vil se bedre ud på tryk end sandheden, der længe har været, at Isak lever sit eget liv, og jeg lever mit. Det er ikke med min gode vilje, og måske er det heller ikke med hans. Jeg tør ikke spørge ham af frygt for, hvad han vil svare.

– Linn Denise er ikke længere dit alter ego, er det sådan, jeg skal forstå det?

– Linn Denise og jeg har aldrig delt andet end for- og mellemnavn. Det andet er pressens historie. Ikke min.

– Og dog slog du slægtskabet fast i hvert eneste interview, jeg er stødt på. Nu har jeg ikke lige de eksakte citater her, men i Weekendavisen udtalte du for eksempel noget i retning af, at Linn Denise var alle de optrævlede sider af dig selv. Dem, du helst ikke ville være ved.

– Jeg ville sælge bøger, og det gjorde jeg.

– Er det dit svar?

Vi ser på hinanden. Forhåbentlig er det undren og ikke medlidenhed, jeg kan spore i hendes blik.

– Ja. Selvfølgelig er det mit svar.

Jeg lukker øjnene og ser mig selv. Linn Denise Larsen. Jeg står foran mikrofonerne og prøver at dække min nøgenhed med alle mine bekendelser. Forliste kærlighedsforhold, jalousi og sex for penge. Jeg ved ikke bedre end at svare, når jeg bliver spurgt, men ligegyldigt hvor meget, jeg bekender, er der ingen, der kender mig, når jeg lukker min dør. Den etværelses på Vesterbrogade. Jeg boede der i ti år, men den føltes aldrig som mit hjem.

– Hvordan kan det egentlig være, at du udskiftede Linda med Linn?

– Hvad mener du?

Kate lader mine ord hænge i luften lidt for længe.

– Nu er det jo relativt let at finde ud af, at du hed Linda hele din skoletid.

– Du har talt med mine skolekammerater?

– Jeg har talt med den ene og den anden, det er klart. Det ved du. Det var jo aftalen.

Det er Isak, der har talt med magasinet, forhandlet betingelserne og fremlagt det hele som vores store chance for maksimal eksponering. Jeg har bare indvilliget i at deltage som altid, men denne gang er anderledes. Der er noget helt galt. Jeg prøver at få øjenkontakt med Isak, der er midt i et latterudbrud derinde, og Laura går hen til ham, siger et eller andet og peger på døren. Kate hoster.

– Din lille pige forstår vist en hentydning, hvad?

Isak nikker heldigvis til Brigitte Bardot-klonen i det samme, åbner døren for Laura og træder ud til os. Hans ånde danner skyer i mørket.

– Skal vi se at komme af sted ... eller er I midt i noget? Han ser fra Kate til mig.

– Nej, vi er ikke midt i noget, skat.

Til gengæld er vi helt dækket af sne begge to, men først da Laura tager mig i hånden, opdager jeg, hvor meget jeg i grunden fryser. Jeg kan dårligt bøje fingrene.

– Jeg tager lige forbi min søster og ser, om Anna skulle være der, skat.

– Du tager forbi Britt lige nu? Jamen, tror du ikke hellere, at du skulle ...

– Nej.

Isak kan selv få lov at stå med Kate.

– Det er næsten hurtigere at gå derover end at ringe, Vi ses senere, skat. Hyggeligt at møde dig, Kate. Kys kys, Laura.

En sirene blinker sine hyl gennem gaden i det samme. Hakkende lys bag os, foran os, forbi os, og da forstyrrelsen er sneet til, er jeg forsvundet om det næste hjørne, som Anna når hun er bedst. Men hun har også haft mange år til at aflure mig mine tricks, før hun begyndte at forsvinde for alvor og dukke op hos Britt. Vi ved ikke hvor ofte. Britt holder sig til løse formuleringer som Anna kommer da indimellem forbi til en kop te og jo, nu du siger det, var hun tilfældigvis lige forbi i går. Om jeg begriber, at Isak bliver ved at slå det hen med piger i den alder.

Jeg sparker til en snedrive, til den er fyldt med huller, og vandet svupper i mine støvler. Sparker til en anden. En tredje. Vandet får mine fødder til at prikke, og jeg har den største lyst til at få skriget ud, men det vil ikke gøre nogen forskel. Det har det ikke gjort i årevis.