Leonora Christina Skov - Madame Champagne

– Det må vist være nok med det, siger han, og jeg møder ti par øjne, der pludselig får travlt med at se ned og bladre, så aviserne rasler. Journalisten ser op fra sine papirer. Hendes blik får mig til at tænke på knappenåle.

– Har du fået de billeder, du skulle bruge, eller ...?

Fotografen stiller prøvende skarpt på Anna, men opgiver, da hendes hår sænker sig over brynene. Han lader kameraet falde og sukker.

– Ja. Jeg smutter nu.

– Fint. Så ses vi. Vær lige forsigtig, derude. Det er helt sikkert glat.

Journalisten stryger åndsfraværende sit lange, blegede hår bort fra ansigtet og tænder båndoptageren. Skubber den hen over ridserne i cafebordet og læner sig frem mod Laura, der rører klumpet flødeskum ud i sin kakao, så skeen klirrer mod porcelænet.

– Du må holde op med det der, kan du det? Det går lige i mikrofonen.

Der er noget kejtet over hendes henvendelse. Hun har helt sikkert ingen børn, registrerer jeg og griber skeen, før Laura kan nå at røre videre. Rækker bagover og lægger den fra mig på bardisken. Laura sparker til det nærmeste bordben, så vores kopper flyder over, og journalisten smiler. Det ser ud til at falde hende svært.

– De sidste par år har I vadet i succes, kan man roligt sige ...

– Ja?

Isak læner sig en smule frem.

– Ja, og jeg vil gerne starte med at spørge jer, hvordan det egentlig er at være familien Lauretius for tiden?

Kulden i hendes stemme foruroliger mig, men Isak lægger bare an til et af smilene, der får kvinder over hele landet til at sende ham åbne invitationer med rød pen og mobilnummer.

– Det er sjovt, at du spørger, siger han og ser fra mig til pigerne. – For hånden på hjertet: Så sent som for lidt siden tænkte jeg faktisk på, hvor godt vi har det. Det er jo et helt utroligt privilegium at have mulighed for at lave det, man virkelig brænder for.

– Peptalk, mener du?

– Ja, ja, tv-programmet er jo bare en lille del af Lauretius Coaching. Men jeg tænker i allerhøjeste grad på os begge to.

Isaks hånd føles kølig og klam, da han lægger den over min på stolekanten.

– Som ægtemand er det ... jamen, jeg har dårligt ord for, hvor livsbekræftende det er at se Linn udfolde sit potentiale som forfatter og modekommentator, og jeg mener ...

– Så det er en drømmesituation for jer?

Isak nikker langsomt.

– Noget af det der slår mig, nu hvor jeg er blevet ældre, er, hvor travlt jeg havde med at bevise alt muligt, da jeg var yngre. Det gælder for mange i min generation, tror jeg.

Han stryger Laura over håret, selv om hendes slangekrøller gør modstand. Vikler en af dem rundt og rundt som formuleringen, han drejer på plads.

– Min generation har jo haft en enorm frihed sammenlignet med vores forældregeneration, men først nu har vi tiden til at nyde det hele. Parforholdet. Børnene. Set i bakspejlet må jeg sige, at en af de ting, der har formet mit liv allermest, har været at få børn. Pludselig at opleve den her betingelsesløse kærlighed.

– Kan du konkretisere det lidt?

– Konkretisere?

– Ja, jeg går ud fra, at I er bekendte med præmisserne for ...

Isak hoster, som han gør på tv. Præcis så langt, at det virker som et punktum i samtalen. Smiler lidt mere og siger, at han faktisk er et dybt blufærdigt menneske. Hun må bære over med ham. Hans naturlige tilbøjelighed er at sidde i et hjørne og betragte livet omkring sig.

– Det ved du da om nogen, elskede?

Isak taler lige så meget til alle de halve ører bag aviserne, som han taler til mig. De første par år føltes det mærkeligt med det konstante publikum. I dag føles det mærkeligere uden.

– Jamen selvfølgelig, skat.

Jeg blinker til journalisten, men hun ser bare lige igennem mig.

– Man tror det nok ikke, men Isak er faktisk et virkelig privat menneske. Det er vi begge to.

Hun knipser hætten af en sort Mont Blanc Classic.

– Ja, det er jeg sikker på.

Hun skriver med blåt blæk. En lang tråd af skråskrift, der ender i to udråbstegn.

– Men som jeg sagde, før jeg blev afbrudt, går jeg ud fra, at I er bekendte med præmisserne for portrætinterviews af den her type? Vi vil om bag facaden. Ellers er der jo ingen pointe i at bruge 10-15 sider på jer, for at sige det som det er.

– Det er klart.

Jeg smiler.

– Ja, det håber jeg.

– Selvfølgelig. Vi har da glædet os til at have jer iblandt os de næste par dage. Virkelig. Det er jo en fantastisk mulighed for at nuancere mediernes billede af os.

Journalisten løfter det ene bryn.

– Og det er tiltrængt, synes du?

Hun kunne godt lære at skjule sin modvilje lidt bedre.

– Ja, selvfølgelig synes jeg det. Isak og jeg er jo offentlige personer med alt, hvad dertil hører. For eksempel, at alle har en mening om os uden at have ret meget at have den i.

Hun løfter brynet lidt højere.

– Og din blog har vel ikke ligefrem gjort meningerne færre, går jeg ud fra?

Hun hentyder til www.bitchbixen.com, der startede som en frustration over kendte danskeres dårlige tøjstil og er endt som Danmarks mest læste blog i år.

– Det er vel altid omkostningsfuldt at gå ud i medierne og nedrakke andre på den måde, siger jeg.

– Så hvorfor gør du det?

Jeg forsøger at få øjenkontakt med Isak, der sidder og studerer bagsiden af menukortet. Det lykkes mig ikke, og jeg føler mig træt ind til benet, da jeg rejser mig. Sender min lykkeligste latter ned over mikrofonen og slår ud med armene mod kagerne i cafeens glasmontre.

– Det må vist være tid til et stykke hindbærtærte, eller hvad siger I?

Endelig vågner Isak op. Det vidste jeg, at han ville.

– Jeg tror, at jeg springer over, skat. Mig og kager, du ved.

– Nå ja, det er sandt. De giver dig ondt i maven.

Isak rødmer, og det klæder ham. Han lader mig redde os ud af penible situationer lidt for ofte, og når alt er tilbage på sporet, fortsætter han bare, som er intet hændt.

– Jeg har altid tolket hele min eksistens i mødet med de kvinder, jeg har elsket, hører jeg ham sige, inden jeg vender mig væk. For jeg ved, at historien om pigernes mor, der døde i barselsseng, er lige på trapperne, og jeg kan stadig bedst holde ud at høre den med ryggen til. Så jeg afgiver min bestilling til et mut pigebarn, der ikke foretager sig stort andet end at svinge med sin hestehale. Hører med et halvt øre Isak sige, at han savner Karie hver dag. Hendes milde væsen. Han udtaler Karie på dansk som Marie med K. Ka-rie, og det skurrer i mine ører, som al hendes væsen skurrer i mine øjne, når jeg tilfældigt falder over billeder af hende i skuffer og skabe. Hendes hektisk plettede kinder. Jeg forstår godt, at Isak kun omtaler hende ved lejligheder som denne.

– Flødeskum eller cremefraiche?

– Flødeskum på tre af dem. Ikke noget på den fjerde.

– Og betaler du med dankort?

– Undskyld?

– Betaler du med dankort, spørger jeg.

Jeg kaster et blik i retning af cafébordet, hvor Isak har lagt ansigtet i professionelle lyttefolder. I panden, omkring øjnene. Det prikker i mine fingerspidser.

– Vent lige, kan jeg få fem hundrede over?

Isak sidder med et af Karies mange afskedsbreve i hænderne. Jeg kan kende hendes store, åbenmundede bogstaver, når jeg ser dem. Altid på det samme linjerede blokpapir, men jeg forstår ikke, hvorfor kanten på papiret dirrer sådan. Karie sendte jo sine afskedsbreve i alle retninger i årevis, så hendes ord og halvkvædede hilsener dukkede op de mest usandsynlige steder. Med tak for alt, Karie Lauretius. Flere aviser trykte dem endog mellem år og dag og gjorde helvede hedt for Isak, men han måtte jo kunne lide det et eller andet sted. Ellers var han vel skredet, inden børnene gjorde alting mere kompliceret, end det allerede var.