Klaus Kjøller - Drengen der skrev

Han besluttede at skrive en leder om det i næste nummer. Hvis det udkom.

Der var altid mange diskussioner på lærerværelset. Men man havde sine faste pladser, selv om alle nyansatte altid fik at vide at der ikke var nogen faste pladser og derfor altid i begyndelsen kom til at fornærme visse lærere fordi de satte sig på deres faste plads i spisefrikvarteret. Og den fornærmede lærer kunne ikke tillade sig at klage, fordi alle officielt var enige om at alle kunne sætte sig hvor som helst.

Det gav en fortættet stemning i nogle dage, at alle, undtagen den nye, vidste hvorfor nogle var sure. Ikke gennemsure, men venligt sure, fordi den ny jo var uskyldig. De var heller ikke sure længe, fordi de kunne godt selv se at det var noget pjat med faste pladser. Det var jo også derfor den officielle politik var at de ikke fandtes. Men de fleste blev alligevel spontant sure i det øjeblik de første gang så at deres vante plads var optaget af én som ovenikøbet så ud til at more sig strålende. Og de var lidt tavse resten af dagen.

Den nye lærers position var afhængig af hvor mange dage der gik før han eller hun forstod at jo før han eller hun fandt en fast plads ved et bord hvor der var en ledig fast plads, jo før ville alting falde på plads.

Monica Pans fandt ud af det i løbet af 3 dage.

Meget var man uenige om – måske også af og til mere uenige end man var i virkeligheden for at friske dagen op med en rask diskussion – men én ting var man ret enige om: at eksamen var en uting.

Men samtidig vidste alle jo godt at eksamen var nødvendig. Den var umulig at afskaffe. Derfor kunne man tordne mod den uden fare for at den skulle forsvinde.

Alligevel var der normalt ingen der tog emnet op om at eksamen var en uting. Det var alt for fortærsket.

Det var ligesom med Folkekirken. Hvem gad i dag diskutere om der eksisterede en gud og om der var et liv efter døden? Det forekom på én eller anden måde ligegyldigt og fortærsket.

Selv en demonstrativ fritænker som Adrian Brian gad ikke buldre mod kirken ved højtiderne mere. Nu nøjedes han med at rejse hovedet en sjælden gang hvor kirkeklokkerne i den nærliggende kirke ringede i skoletiden, og sige højt:

— Nu bimler de okkulte igen med klokkeværket!

Der var stadig enkelte der smilede lidt hver gang han sagde det.

Monica Pans’ entre var umulig at overse for Hans Krone som sad på sin plads ved siden af Lene Mots’ plads.

— Må man sidde her, spurgte Monica Hans Krone og smilede.

Hans Krone tøvede. Lene kunne være tilbage om et øjeblik. På den anden side: Hun kunne også blive væk meget længe. Og hun havde ikke sat noget ved sin plads, så en ny lærer kunne ikke ane uråd.

— Ja ja, sæt dig bare her, sagde han og smilede tilbage og trak stolen ud.

— Tak, sagde Monica og satte sig. — Jeg har fået at vide at der ingen faste pladser er.

— Det er også helt rigtigt, sagde Hans. — Officielt i hvert fald. Vi prøver at holde alt i bevægelse.

— Det lyder hyggeligt, sagde Monica som straks følte sig meget tryg ved Hans Krone.

Han var mere velklædt end de andre og kom derved også til at virke yngre fordi det blandt unge cand.mag.’er var blevet in at være velklædt. Men de fleste af lærerne så meget indivi-duelle ud. En del af dem så meget mærkelige ud, syntes Monica. Så mærkelige at det formentlig ikke udelukkende kunne forklares ud fra deres erhverv.

Hans Krone fandt Monica føjelig på en meget kvindelig måde.

Han var vant til en særlig holdning hos kvinder der kendte ham. De var på overfladen forbeholdne fordi han blev anset for at være en Don Juan som så et trofæ i enhver kvindekrop. Men lige under den forbeholdne overflade var de ivrige efter at mærke at han også var ude efter dem. Naturligvis var de ikke til sinds at lade sig forføre af hans tricks, men det kunne ikke skade at mærke at han ikke ville have noget imod at prøve.

Men således ikke Monica. Monica mødte ham helt uden fordomme, fornemmede han. Derfor fortalte Hans Krone Monica mange ting som hun slugte med stor interesse. Selv om hun ikke var fast ansat skulle hun alligevel være der i hvert fald nogle måneder.

Pludselig så Hans Krone usikkert op. Lene Mots stod bag Monica og smilede stift.

— Lene, udbrød Hans overrasket. — Har du truffet Monica?

Arne og Torsten var ikke meget sammen, når de ikke lige sad ved siden af hinanden i klassen. Men Arne var alligevel den i klassen som Torsten havde mest at gøre med.

Torsten gik i gymnasiet af én og kun én grund: Alle alterna-tiver var værre. Sådan var der mange i klassen der havde det, men det usædvanlige ved Torsten var at han altid helt åbent erklærede at han gik der af den grund. Hvis han sagde noget, sagde han det.

Torsten sagde ellers ikke meget. De andre som også gik på skolen af den grund, sagde det ikke. Ja, flere af dem fandt det lidt pinligt at Torsten fremhævede at han gik der af den grund, især når hans far var rektor. Ligesom ugudelige der var medlem af folkekirken, fandt det pinligt med folk som var alt for demonstrativt kritiske over for kristendommen. Det var et tegn på umodenhed at tro at man ikke kunne være døbt, konfirmeret og gift ved højalteret, og samtidig være ateist. Det var næsten alle, men kun ekstremistiske ateister syntes der var noget galt i det.

Arne gik ikke i gymnasiet fordi alle alternativer var værre. For han vidste slet ikke hvorfor han gik der. Men han speku-lerede jævnligt over det. Og det havde så ført til at han havde besluttet at rejse væk.

En rejse som nu var udskudt fjorten dage uden nogen vidste det.

Han gav Torsten ret i at alle andre nærliggende alternativer var værre. Så vidt han vidste. Det eneste andet arbejde han kendte, var sommerjobbet i kiosken på hurtigfærgen. Det var nogenlunde, men også kedeligt, hvis der ingen kunder var.

I hvert fald var det værre end skolen at skulle ud og stå i lære i ét eller andet praktisk fag: tidligt op og rende og varte nogle svende op. Så hellere det stille liv med bøger. Det trygge liv i klassen. Og bagefter kunne man fortsætte med at studere.

Skolen var kedelig. Dødkedelig, men livet dér var renligt og fysisk mageligt. Og førte til renlige og magelige boglige studier. Valget var ikke svært.

Men selv om Arne ikke vidste præcist hvorfor han gik i gymnasiet, så havde han tænkt over det i al den tid han havde gået der.

— Hvorfor sidder jeg her? spurgte han.

Han interesserede sig ikke særligt for noget fag. Han forberedte sig kun lige, så han kunne klare sig nogenlunde. Derfor brugte han stort set ingen tid på forberedelse. Så han holdt ud. Lige indtil han havde truffet beslutningen om at rejse væk.

Det var efter skoletid hans liv begyndte. Sådan havde han haft det allerede inden han begyndte i gymnasiet.

Han tog ud til rideskolen hvor han passede heste og red indehaverens hest hvis hun ikke selv havde tid til at gøre det. Han spillede også skak i klubben og saxofon i et lille jazzband. Han nød at ride i Sydskoven. Han nød når han kunne finde et godt træk i en vanskelig stilling på skakbrættet. Og han nød når de spillede et godt nummer i orkestret og hans improvi-sation på altsaxofonen satte fut i orkestret.

Men den slags oplevelser havde han ikke i skolen. Aldrig. Det var udelukkende et spørgsmål om at holde ud. Han vidste ganske vist ikke hvad der fulgte efter skolen, men han håbede alligevel på at det var noget bedre. Noget der mindede mere om ridning, skak og et lille jazz-orkester end om skolen. Et ubestemt håb, for han havde ingen anelse om hvad han ville være.

“Hvad han ville være” var et udtryk han hadede mere og mere. Som om han ikke allerede var en hel masse – selv om han ikke lige vidste hvad.