Klaus Kjøller - Drengen der skrev

Jo mere betydningsfulde forældre man havde, jo mindre sagde de normalt til arrangementer i klassen hvor forældre var med. Formentlig havde Klara aldrig før oplevet at Kresten Koefoed havde sagt noget til et forældremøde i hendes klasse, før klassen i efteråret var på Sicilien og havde en kulørt lerfigur af en røget sild med som gave. Arne havde i hvert fald aldrig oplevet indlæg på forældremøder fra borgmesteren, mens Helge stadig gik i klassen. Betydningsfulde forældre sad normalt bare og lyttede. Engang imellem kunne de smile lidt.

Og Arnes forældre sagde heller aldrig noget. Hans far havde den opfattelse at han som nr. 2 tolder på øen måtte holde sig mest muligt neutral over for alting. Ellers kunne folk få den opfattelse at han misbrugte sit embede hvis han en dag udtog én han havde været uenig med på et forældremøde, til kontrol når færgen ankom. Det havde han engang forklaret Arne.

Og Arnes mor sagde heller ikke ret meget. Som ansat på borgmesterkontoret var hun ikke meget for at risikere at dumme sig. Især ikke dengang borgmesteren stadig deltog i forældremøder i klassen. Arnes mor var derfor lettet over at borgmesterens søn Helge nu gik i et gymnasium på Sjælland, selv om det var synd for drengen at det havde været nød-vendigt.

— Den er meget stor, sagde Kit og lo, da hun lod hænderne løbe hen over modellen af kirken af Vester Klavs. — Men ikke særlig tung.

Så smuttede kirken fra hende og faldt på gulvet. Nogle skreg, andre råbte. Mange stirrede forfærdet på Kits mor, Jane, som straks bøjede sig ned og samlede den op.

Alle forventede at se en håndfuld skår, men hun holdt rundkirken i Vester Klavs op, helt intakt, og drejede den rundt og rakte den så til Kresten Koefoed, som først var sprunget vredt op, men nu stod og smilede:

— Se selv! Ikke den mindste splint er slået af, sagde han stolt og holdt rundkirken frem mod dem.

— Undskyld, sagde Kit.

— Fy fy, slemme pige, sagde han og holdt spøgefuldt truen-de en pegefinger hen mod Kit som undseligt så ned i bordet og tegnede med en finger.

Så så hun pludseligt på ham med sit mest strålende smil. De så længe på hinanden.

— Det må du undskylde, Kresten, sagde Kits mor, Jane. — Jeg ved ikke hvad der gik af hende. Men nu fik vi den da testet overbevisende. Den er også flot malet.

— Den er lavet af noget helt nyt materiale som oprindeligt er udviklet af det amerikanske militær, forklarede Kresten Koefoed. — Men nu har et privat firma i Hong Kong fået licens til også at bruge det. Der er en hel container med figurer undervejs.

Kresten Koefoed satte sig nikkende og smilende.

Klassen vedtog derefter uden protester at det skulle være deres gave til værtsfamilierne.

Kresten Koefoed stod og talte med Preben Maribo og Ellen Shalk, mens lokalet tømtes. Preben Maribo vinkede og pegede på Arne da han passerede på vej ud med sin mor:

— Lad os tale sammen, i morgen, sagde han og så med sammenknebne, bestemte, men også venlige øjne på Arne.

Arne nikkede tøvende.

— Det er en aftale, sagde Preben Maribo og vendte sig og lyttede igen til Kresten Koefoed som var ved at fortælle Ellen Shalk om sin lokale sicilianske forbindelse.

Næste morgen stod Arne ikke ud af sengen. Det tjente ikke noget formål. Han skulle holde op. Derfor var der ikke noget at gå i skole efter.

På et tidspunkt kom hans mor ind og stod og så på ham og sagde også forsigtigt hans navn, men han lod som om han sov.

Arne vidste at hans forældres holdning var at han selv var ansvarlig for sit skolearbejde. Så hvis han blev liggende og ikke gik i skole, så var det altså fordi han havde truffet en ansvarlig beslutning eller var syg.

Og han behøvede ikke mere føle sig skyldig over at det så var hans mor der skulle morgenlufte deres cockerspaniel Bimbo, for den var netop død.

Et øjeblik frygtede Arne at hans far ville være så knust over at han ikke fik stillingen at han også ville blive hjemme. Men heldigvis hørte han ham gå, lidt efter sin kone. Arne var glad for at hans far var en pligtopfyldende embedsmand.

Han var taknemmelig over for sine forældre. Selv om de var nogle rodehoveder og deres liv langtfra var perfekt. Han håbede ikke han blev som dem. Men han vidste det ærligt talt ikke, for han vidste ikke hvor flugten langt væk til hytten ved havet ville ende til sidst. Men forældrene kunne jo godt se at det var vigtigt, det, han var i gang med.

Arne nød at være alene. Han tog billetten frem. Det ville nok komme som et chok for dem at han allerede skulle afsted i overmorgen. Men de forstod åbenbart godt at han havde brug for det.

Da de var gået på arbejde og huset var roligt, lå han længe og nød det. Den eneste lyd var den rytmiske tikken som fortalte at husets omfattende sikkerhedssystemer var slået til.

Det gav en god fornemmelse at vide at han havde taget beslutningen og at der ikke var nogen vej tilbage. Han havde taget tilløb i smug længe. Nu var det officielt.

Det var hans oldefar på plejehjemmet der havde givet ham styrke til at gøre det.

— Jeg orker ikke at skjule mere hvordan det er at være her, sagde oldefar da Arne havde besøgt ham i forgårs efter skoletid. Oldefar Bent skulle være den første der hørte Arnes beslutning.

— De fleste beboere her er demente og fatter intet af hvad man siger. Hvis de overhovedet siger noget forståeligt, er det absurd i sammenhængen. Store dele af personalet taler gebrokkent dansk grænsende til et løbsk lydlaboratorium.

— Det er da godt du er i live, sagde Arne leende. — 95 år! Fantastisk! Og stadig klar i hovedet.

— Godt forsøgt, Arne. Gid jeg havde noget opbyggeligt at fortælle dig. Det fortjener du. Når jeg vågner ved 4-tiden om morgenen ligger jeg og tænker på hvordan jeg skal få tiden til at gå inden jeg igen bliver lagt i seng. Mine øjne er desværre hverken til TV eller til at læse andet end de allerstørste overskrifter. Mine tanker kværner hele tiden uden jeg kan gøre noget. Snart er det forbi. Og jeg forlader alt dette – han pegede rundt på en måde som omfattede hele universet – uden at have fattet en pind af hvad der egentlig foregår. Skrækkeligt at tænke på.

— Du kan da altid trille en tur i kørestolen.

— Mine arme er ikke hvad de var da jeg var departe-mentschef i undervisningsministeriet. Jeg kunne både klappe, knipse og stable sager. Minderne har jeg stadig nogle af, selv om de ebber ud. Men du har ret: Jeg kan faktisk godt stadig trille lidt rundt hvis jeg gør mig umage.

Han så på mig.

— Men du skal ikke ødelægge din dag ved at høre på mine beklagelser. Dine besøg er noget af det bedste jeg ved. Du har stadig livet foran dig.

— Jeg holder op i skolen.

— Holder op? Er du ikke lige begyndt?

— Jeg begyndte i gymnasiet for halvandet år siden.

— Men du kan spæne frit rundt og derfor sagtens forlade et gymnasium og alt andet. Og vende tilbage. Jeg kan ikke forlade dette sted. Aldrig. Jeg skal bæres ud. Men først når det hele engang er forbi. Og vender så aldrig tilbage.

— Du har vel også prøvet at holde op mange gange i dit liv. Hvordan gjorde du?

— Nej, jeg holdt ikke op mange gange, så vidt jeg husker. Samme kvinde i 69 år, indtil hun døde, desværre. Men når jeg fik et nyt og bedre lønnet job, så måtte jeg selvfølgelig forlade det gamle.

— Du havde en fantastisk karriere. Ingen i familien har noget der ligner.

— Din far søger da forfremmelse, har han fortalt.

— Bare det ikke bliver afslag som de andre gange.

— Det vil han nok orientere mig om på sit næste besøg om nogle måneder, hvis jeg stadig lever.

— Sikkert. Men kedede du dig aldrig i ministeriet og fik lyst til noget helt andet?