Klaus Kjøller - Drengen der skrev

Det var penge Arne havde tjent i kiosken på hurtigfærgen om sommeren. Og derfor havde han også selv ret til at disponere over dem.

— Medierne kalder man også den fjerde statsmagt. Knud, hvem er de 3 andre? spurgte Adrian Brian.

— Thomas Eje fra Linje 3 er i hvert fald den ene.

Klassen lo. Adrian Brian smilede. Han nød at klassen tydeligt havde det godt i hans samfundsfagstimer.

Han så på Knud. Knud så glad på ham.

— Når jeg nu siger ‘udøvende’, hvad siger du så?

— ‘Indskrænkende’? forsøgte Knud.

Adrian Brian smilede halvhjertet og så ud over resten af klassen. Der var desværre elever som Knud, der ikke kunne trække grænser. Som ikke forstod hvornår de skulle være seriøse, og hvornår de kunne tillade sig at være morsomme.

Desværre var der ikke ret meget at gøre ved det. Det afhang helt af den familie de kom fra.

Normalt ville Knud bare sidde nede bagi og være nærmest usynlig. Og de fleste lærere ville lade ham sidde fordi det var så svært at have ham oppe. Ham og Helge, men nu havde Helge skiftet skole, så nu var der kun Knud tilbage af helt tone-døve i den klasse.

Det var svært at have ham oppe fordi det så let blev pinligt. Det skabte en dårlig stemning i lokalet når en elev hverken kunne lektien eller kunne reagere ordentligt på en kvik bemærkning som ikke behøvede have noget som helst med lektien at gøre.

Bøvede elever var en stor plage. Og bøvet var Knud. Og han var aldrig syg. Man kunne være sikker på at selv under de værste influenzaepidemier ville Knud i hvert fald være der.

Til gengæld led han meget af astma og høfeber. Han hostede og snøftede fra ca. midt i april og hele vejen igennem eksamen i juni. Hans immunforsvar var så stærkt at det øjeblikkeligt bekæmpede alle indtrængende mikroorganismer, men im-munforsvaret angreb altså også hans egne celler hvis der ikke var andet at tage fat på.

Men i dag havde Adrian Brian ved en pludselig indskydelse straks han kom ind i klassen, rettet spørgsmålet om den fjerde statsmagt til Knud. Og Knud havde svaret med en dristighed som viste at han ikke var bange for Adrian Brian. Ja, det virkede som om han ikke var bange for noget som helst.

Det hang nok sammen med at Helge havde skiftet skole. Helge havde plaget Knud igennem lang tid. Nu følte han sig som fri mand. En velfortjent følelse som Adrian Brian håbede ville vare længe. Og måske manglede han bare træning i at være mindre bøvet i timerne.

Adrian Brian så på Lisbeth. Der var intens indforstået øjenkontakt med det samme. Det var de to. Resten af klassen var væk.

— Udøvende, dømmende og lovgivende, sagde Lisbeth uden at han havde spurgt.

Han sagde ikke noget, men så ud over klassen.

— Hørte alle det?

Han så på Torsten som sad i sin sorte frakke og sin glatte isse og stirrede drømmende forbi ham på et punkt over tavlen. Adrian Brian vendte sig og forsøgte at finde det punkt som Torsten så på, men måtte opgive, og vendte sig igen mod klassen.

— Du ser i betænkelig grad ud som én der keder sig, sagde han til Torsten – uden vrede, nøgternt konstaterende.

Torsten bevægede ikke hovedet, men hans øjne drejede nedad og så ind i Adrian Brians. Ingen lo. Flere glippede med øjnene.

Klassen var ikke vant til at lærere tiltalte Torsten direkte. De fleste lod ham sidde. Han var trods alt rektors søn.

— Har du nogensinde tænkt over at når man er oppe, keder man sig ikke. Angsten for at dumme sig forhindrer det. Der kommer adrenalin i blodet.

Adrian Brian sagde det venligt oplysende.

Der var dødsstille i klassen.

Så rejste Torsten sig. Hans ranke, høje kronragede skikkelse med ring i det ene næsebor stod et øjeblik og svajede mens stolen faldt ramlende bagover. Så trådte han ud fra sin plads og gik i sine store mørke støvler med rolige skridt forbi Adrian Brian som trådte et skridt tilbage for at give plads.

Torsten fortsatte ud ad døren som smækkede bag ham.

Flere rynkede brynene og så hovedrystende på hinanden.

De så på Torstens sidemand, Arne, som sad og så neutral ud. Alle vidste at han var den der vidste mest om hvad der rørte sig i Torsten.

Men det var begrænset hvad Arne vidste, for Torsten var ikke en fyr af mange ord. Der var bare en næsten ordløs sympati mellem de to, siden de for første gang så hinanden for mere end halvandet år siden, da klassen mødtes til time første gang. At Torsten optrådte i lang sort frakke, sorte støvler og var kronraget, var få måneder gammelt, men bortset fra det, havde han ikke ændret sig i al den tid Arne havde kendt ham.

Arne skulle i virkeligheden slet ikke have siddet dér på sin plads i dag. Han var kun i skole fordi han havde lovet sine forældre at tale med skolepsykologen inden han holdt op, men på grund af en misforståelse i skolesekretariatet havde han fået besked på at møde en time tidligere end nødvendigt. Mens han ventede, havde han så mødt nogle fra klassen og var nærmest vanemæssigt fulgt med hen til Adrian Brians time.

Men han havde ikke taget sin tabletcomputer med, så han havde ikke som normalt kunnet slå tiden ihjel ved at skrive hvad der faldt ham ind. Han var tvunget til at følge med i undervisningen.

Heldigvis var Adrian Brian nogenlunde udholdelig fordi man aldrig vidste hvad der ville ske. Nu i dag fx at han pludselig stillede spørgsmål til Knud, selv om alle vidste det var håbløst. Og derefter til Torsten, selv om Arne syntes det kom tættere på ham end han brød sig om. Desuden føltes alt det sædvanlige anderledes fordi det var Arnes sidste time på skolen – officielt, og efter den originale plan.

Arne så på uret. Der var få minutter til det ringede ud. Så var der kun 5 minutter til han skulle ind til psykologen.

Det var kun få lærere der efter Arnes mening kunne holde hele klassen i gang. De fleste havde slet ikke den ambition. Men det havde Adrian Brian.

Toppen i dag havde været at stille Torsten et direkte spørgsmål. Det turde ingen andre lærere. Fordi Torsten aldrig svarede direkte. Det blev næsten altid pinligt. Men hvordan ville Torsten så fremstille det derhjemme hos sin far? Adrian Brians karriere på skolen kunne være færdig.

Arne sad og tænkte på at der var ting han kunne komme til at savne når han holdt op. Men der var ingen vej tilbage. Han havde besluttet sig. Det var ikke et spørgsmål om at savne. Det var et spørgsmål om overlevelse, hans overlevelse.

Pludselig syntes Arne det var som om Adrian Brian vaklede. I hvert fald måtte Brian gribe fat i kanten på katederet og stod et øjeblik og så ind i væggen mens han blinkede hurtigt med øjnene.

Var han ved at få et hjerteanfald? Eller en blodprop i hjernen? Det var en angst Arne tit havde: at en lærer faldt om i timen. Det ville betyde at eleverne skulle træde til og at én af dem skulle give læreren mund til næse. Ellers kunne de retsforfølges for ikke at have forsøgt genoplivning.

Det havde de lært på et nødhjælpskursus for nyligt.

Men Adrian Brian var alligevel ikke den mest rædselsfulde at skulle give mund til næse. Det var matematiklæreren Nuggi Mortensen der havde et hoved som E.T. Tænk hvis man tog fat om kraniet på hende for at give et ordentligt pust i lungerne, og så sad med hendes underkæbe i hånden. Hendes knogler var ikke stærke. Men hendes næsebor var store. De kunne derfor sagtens modtage selv de største pust til genoplivning.

Men så var Brians anfald overstået.

Arne åndede lettet ud og tænkte opstemt på at dette kunne have været de sidste minutter han gik i skole, hvis hans forældre ikke havde fået ham til at udsætte det. Så ville det have været overstået nu. Han var under alle omstændigheder færdig med skolen.