Klaus Kjøller - Drengen der skrev

— Det hedder ikke Fuck SOS, men SOS Fuck, sagde Tommy.

— Nåh ja, sagde Adrian Brian. — Undskyld.

— Du hedder jo heller ikke Brian Adrian, sagde Tommy.

I virkeligheden var dette en overskridelse af hvad en elev kunne tillade sig at sige til en lærer, men Adrian Brian lod være med at bemærke det fordi han godt forstod at Tommy var gal.

— “I enhver organisation foregår der en masse som ikke tåler dagens lys”. Er det ikke det man siger? sagde Tommy udglattende og så på Adrian Brian som straks så demonstrativt anerkendende på ham:

— Bravo, sagde Brian. — Du lyder som om du var en af mine kvikkeste elever.

— Det var en af de sætninger der kom frem da jeg googlede dit navn. Noget du engang har sagt engang i et fødsels-dagsinterview i Klipø Tidende.

— Det skal nok passe. Men hvis der faktisk foregår en hel masse interessant her på skolen, hvorfor er bladet så så lidt læst?

— Fordi det, der er interessant, ikke bliver skrevet i bladet, sagde Tommy opgivende. — Det tåler ikke dagens lys.

— Nemlig. Og hvorfor bliver det ikke det?

Tommy rystede igen på hovedet:

— Fordi ingen gider.

Adrian så skuffet på ham:

— Er det virkelig det bedste svar du kan give? Så må jeg vist drøfte din karakter i samfundsfag med din underviser.

De var kommet ind på den brede stille gang hvor rektor-kontoret og lærerværelset lå. Adrian Brian lagde sine bøger på et lille rundt bord med nogle foldere som reklamerede for skolen og for videregående studier ved Københavns Univer-sitet.

— Hvis du vidste hvordan jeg må kæmpe for bare at få folk til at skrive et eller andet i bladet! sagde Tommy. — Det gælder både lærere og elever. Ingen har tid. Samtidig fremhæver alle hvor vigtigt de synes et skoleblad er for skolen. Det er et under at vi ikke udkommer med tomme sider hver gang. Og vi er allerede to numre bagud på grund af stofmangel. Det er også derfor jeg ikke gider mere. Mine karakterer i alle andre fag end samfundsfag og dansk er raslet ned siden jeg blev redaktør.

— Helt efter bogen, udbrød Brian nikkende. — Og du ved jo godt at alle dem der siger de ikke har tid, fx udmærket kan få tid til at sidde 2 timer og 45 minutter og glo på alt muligt lige-gyldigt i tv hver dag. Det gælder selvfølgelig især elever, men også lærere.

Tommy tænkte sig om. Så sagde han:

— De har ikke tid, fordi ingen er interesseret i at det, der er interessant, kommer offentligt frem.

Adrian nikkede anerkendende:

— Godt. Du har forstået det. Lektien er sivet godt ind. Jeg kunne næsten ønske du gik hos mig. Men det kan faktisk siges endnu stærkere: Alle er interesseret i at de interessante, uofficielle sandheder om skolen ikke kommer frem.

— Hvorfor ikke?

— Det giver alt for meget besvær. Det ved du da godt fra fagets undervisning. Forhåbentlig.

Adrian Brian tav og smilede og nikkede til et par kolleger som passerede på vej ind i lærerværelset. Da de var forsvundet fortsatte han dæmpet:

— Alle har indrettet sig behageligt med et værn af løgne som ingen ønsker at afsløre. Det gælder både lærere og elever. Løgnene bekræftes og forstærkes som en fælles overenskomst hver gang bladet udkommer helt uden noget af alt det interessante alle ved foregår på skolen. Derfor er det også så vigtigt med et skoleblad, så alle på skolen hele tiden kan få bevist at alle stadig holder tæt og alting derfor kan fortsætte som det plejer. Derfor havde næsten alle skoler et skoleblad til for få år siden; det ene mere kedeligt end det andet. Det er en grundregel for skoleblade. Og alle hylder det og sørger, hver gang det må nedlægges på grund af manglende interesse. Det har slet ikke noget med dig at gøre, Tommy. Smil, du er uskyldig! Og det er endnu værre med landets officielle medier.

Tommy var fyr og flamme:

— Det er jo alle tiders ide til et indlæg i næste nummer! Orson har lovet ekstra penge til layout og større format og bedre papir. Men det nummer kommer nok først hvis vi laver noget, så alle på skolen virkelig opdager bladet. Overskrift-forslag: ”Officielle fortielser.”

Adrian stirrede rædselsslagen på ham:

— Pas på! Det er umuligt at lave om på. Det må du aldrig skrive om i lederen. Tværtimod. Det er som at lege med dynamit. Glem aldrig et skoleblads vigtigste opgave, som jeg lige beskrev den. Det må du som ansvarshavende redaktør respektere.

Adrian samlede sin bogstak sammen og skulle til at gå ind på lærerværelset for at hente sine bøger til næste time. Han kunne se at der kun var to minutter til at det ville ringe ind.

— Synes du det er nok bare at forstå det? sagde Tommy.

Adrian så på ham:

— Hvad mener du?

— Det bør da laves om! Du kan da ikke bare gå rundt og vide alt det og undervise dine elever i det, og så bare lade alle løgnene fortsætte!

Adrian Brian smilede usikkert:

— Joh, det kan der være noget om. Men pas på! Det er overhovedet ikke så let som det lyder at lave om på.

— Pas på hvad?

— Det hele kan let blive værre. Kaos. Oprør. Vi har det i virkeligheden godt her på skolen. Prøv at betragte dig selv lidt mere som redaktør for et østtysk partiblad i gamle dage. Det er ikke New York Times du redigerer.

Torsten stirrede oprørt på ham. Brian sagde roligt:

— Ikke engang Politiken som de fleste lærere her på skolen læser. Du er her jo først og fremmest for at få en eksamen. Og du kan ikke ligge alt for godt i forvejen, når du har opgivet alle fag, bortset fra to. Redaktørposten er ellers en fin platform for en god eksamen. Bare man ikke dummer sig. Nåh, jeg må ile til næste time.

Exit Adrian Brian med et undskyldende smil. Klokken ringede.

Tommy stirrede vantro på Brian da han et øjeblik senere spøgende i overdrevet galop bevægede sig i udadgående retning forbi ham med et læs friske bøger mod næste undervisningstime.

— Pas på du ikke kommer for sent, formanede han.

— Nar! havde Tommy lyst til at råbe, men han gjorde det selvfølgelig ikke.

Tommy Guilderman havde allerede været i praktik på TV-Avisen to gange fordi hans moster var ansat i sminken.

Han syntes at TV-Avisen var alt for slatten og ønskede ikke at hans medium, SOS FUCK, skulle få samme skæbne. Han havde også overvejet flere gange at forlade skolen fordi han fandt den sløv og adspredt. En museumssilo.

Men han havde så overtaget redaktørposten og kastet sig begejstret ind i arbejdet. Det var alle tiders mulighed for at hente erfaringer til det fremtidige job i pressen som han ikke var i tvivl om at han skulle have. Fremtiden mente han tilhørte tv og internettet, og han var indstillet på at bruge skolebladet til at få journalistiske erfaringer med.

Klarere end tidligere indså Tommy efter samtalen med Adrian Brian at det blad var det projekt som kunne give hans resterende tid på skolen mening. Karaktererne var det mindre vigtigt med. Bare han kunne vise konkrete resultater når han efter skolen skulle ind i de rigtige medier. Skolebladet skulle gøre skolen berømt. Og i hvert fald levere overbevisende bilag til hans ansøgninger.

Det skulle en lærer som Adrian Brian ikke lave om på. Uhyggeligt at en mand med så få visioner om noget bedre var udnævnt til ”Årets lærer” på skolen. Men der havde kun været indstillet en enkelt anden kandidat, “Gaberen”, som var blevet diskvalificeret fordi det var forbudt at indstille med øgenavne.

Og desuden handlede det ikke om fornuft. Tommy var oprørt over at alting på skolen henlå i mørke. Det var forkert, simpelt hen. Skrupforkert. Og alle kunne jo se det, hvis de tænkte sig lidt om.

Hvordan Adrian Brian bare kunne lade som ingenting når han fik chancen for faktisk at gøre noget ved det, forstod Tommy ikke. Tingene råbte jo på at nogen med forstand på tingene faktisk skrev om det, så det blev bedre. Når ingen gad gøre noget, fortsatte alting bare.