Rudyard Kipling: Kim

Han sad — på trods af regler og politibestemmelser — overskrævs på kanonen Zam-Zammah på dens murstensplatform lige over for det gamle Ajaib-Gher — Vidunderhuset, som de indfødte kalder museet i Lahore. Den, som ejer den ”ildsprudende drage” Zam-Zammah, ejer Punjab, for den store, grønne bronzekanon er altid erobrerens første bytte.

Der var en vis undskyldning for Kim — han havde sparket Lala Dinanaths dreng ned fra kanonens tapper — i den omstændighed, at englænderne ejede Punjab og Kim var englænder. Skønt solen havde brændt hans hud så sort som nogen indfødts, skønt han foretrak at tale de indfødtes sprog og talte sit modersmål på en afbrudt, usikker måde og med fremmed accent, skønt han omgikkes basarens smådrenge aldeles som ligemænd — var Kim alligevel hvid, en fattig hvid af de allerfattigste. Den kvinde af blandet race, som havde opsyn med ham (hun røg opium og foregav at drive en marskandiserbod på torvet, hvor de billige droskers holdeplads er) fortalte missionærerne, at hun var Kims moster. Men hans moder havde været barnepige i en oberstfamilie og havde ægtet Kimball O’Hara, en ung fanesergeant i det irske regiment ”Maverickerne”. Han fik senere ansættelse ved Sind, Punjab og Delhijernbanen, og hans regiment rejste hjem uden ham. Konen døde af kolera i Firozipur og O’Hara slog sig på flasken og på at drive hid og did langs banelinjen med den klarøjede, tre år gamle dreng. Velgørende foreninger og præster, som ville barnet vel, forsøgte at indfange ham, men O’Hara gled ud af deres hænder, indtil han traf den opiumrygende kvinde, der gav ham smag for opium, hvorefter han døde, som fattige hvide mænd dør i Indien. Hans efterladenskaber bestod i tre dokumenter. Det ene kaldte han sit ” ne varietur ”, fordi disse ord stod skrevet under hans underskrift. Det andet var hans ”Afsked” og det tredje var Kims fødselsattest. Disse papirer, plejede han at sige i sine opløftede opiumsstunder, ville engang gøre lille Kimball til en stor mand. Kimball måtte ikke for nogen pris skille sig af med dem, for de hørte med til et stort trolddomsværk — trolddom af den slags, som mænd udøvede derovre på den anden side af museet i det store blå og hvide Jadoo-Gher — Trolddomshuset, eller som vi kalder det, Frimurerlogen. Det ville, sagde han, alt sammen indtræffe engang i tiden, og da ville Kims horn blive oprejst mellem piller — kæmpemæssige piller — af skønhed og styrke. Selve obersten ville komme ridende på sin hest i spidsen for det fineste regiment I hele verden og gøre sin opvartning hos Kim — lille Kim, hvem det skulle gå bedre her på jorden, end det var gået hans far. Ni hundrede første klasses djævle, hvis Gud var en Rød Tyr på en grøn mark, ville tjene Kim, hvis de da ikke havde glemt O’Hara, stakkels O’Hara, der havde været arbejdsformand på Firozipur-banen. Så plejede han at græde bitterligt i sin skrøbelige rørstol på verandaen. Det var grunden til, at kvinden efter hans død syede pergamentet, papiret og fødselsattesten ind i et amuletetui af læder og bandt det fast om Kims hals.

”Og en skønne dag,” sagde hun med en uklar erindring om O’Haras spådomme, ”vil der komme en Rød Tyr på en grøn mark og” — her slog hun over i engelsk — ”ni hundrede djævle.”

”Javel,” svarede Kim, ”jeg skal nok huske det. En Rød Tyr og en oberst på en hest vil komme, men først, sagde min fader, kommer de to mænd, som gør alting rede. Sådan er det altid sket, sagde min far, og sådan sker det altid, når trolddom sættes i værk.”

Hvis kvinden havde sendt Kim op til stadens Jadoo-Gher med de omtalte dokumenter, ville Provinslogen naturligvis have taget sig af ham og sendt ham til Frimurernes Vajsenhus oppe i bjergene. Men hvad hun havde hørt om trolddom, gjorde hende mistroisk. Kim havde også sine meninger. Da han kom til uskels år og alder, lærte han at undgå missionærer og hvide mænd med alvorlige ansigter, som spurgte, hvem han var og hvad han bestilte. For Kim havde sin store styrke i ingenting at bestille. Ganske vist kendte han den vidunderlige, muromgærdede stad Lahore lige fra Delhi-porten til det ydre forts grav. Han var kammerat med mennesker, hvis levned var sælsommere end alt, hvad Harun al Raschid nogensinde havde drømt, og han levede selv et liv så mærkværdigt som noget i Tusind og én Nat . Men missionærer og velgørenhedsselskabers sekretærer kunne ikke se det skønne deri. Hans øgenavn i alle stadens kvarterer var ”Alverdens Lille Ven” og da han var smidig og lidet iøjnefaldende, udførte han meget ofte om natten ærinder for elegante og velnærede unge verdensmænd på de opfyldte hustage. Det var naturligvis rænkespil, det vidste han godt, som han overhovedet havde haft kendskab til alt ondt lige siden, han havde lært at tale. Men han elskede denne leg for dens egen skyld — at liste sig forsigtigt gennem mørke stræder og gyder, at klavre op ad en vandrende, at se og høre kvindernes verden heroppe på de flade tage, og så at flygte i hovedkulds hast fra hus til hus i skjul af det varme mørke. Så var der en mængde hellige mænd, askesmurte fakirer ved deres murstensaltre under træerne ved flodbredden, med hvem han stod på helt fortrolig fod — hilste dem, når de vendte tilbage fra deres tiggervandringer, og spiste af samme skål som de, når ingen så det. Kvinden, som havde opsyn med ham, forlangte tårevædet, at han skulle bære europæisk dragt — bukser, skjorte og en stærkt medtaget hat. Men når Kim var ude i visse ærinder, fandt han det bekvemmere at smutte i en hindus eller muhammedaners klædning. En af de unge verdensmænd — det var ham, som blev fundet død på bunden af en brønd den nat, der var jordskælv — havde engang foræret ham en fuldstændig hindudragt af den slags, som gadedrenge af lav kaste bar, og Kim gemte den på et hemmeligt sted under nogle bjælker på Nila Rams tømmerplads bag Punjabs højesteret, hvor de duftende deodarstammer [*], som flådes ned ad Ravi, oplægges for at tørre. Når Kim havde forretninger eller fornøjelser for, benyttede han disse ejendele og kom så først hjem ved daggry, dødtræt af at råbe efter en bryllupsprocession eller hyle ved en hindufest. Undertiden var der mad at få hjemme, men oftere var der intet, og så gik Kim sin vej igen for at spise hos sine indfødte venner.

Mens han sad og trommede med hælene mod Zam-Zammah, afbrød han nu og da sin leg med lille Chota Lal og Abdallah, syltetøjshandlerens søn, for at gøre en uhøflig bemærkning til den indfødte politibetjent, som stod vagt over rækker af fodtøj udenfor museets dør. Den store punjabmand grinede afslappet. Han havde kendt Kim længe. Det samme havde vandbæreren, der vandede den tørre vej fra sin gedeskindssæk. Det samme havde Jawahir Singh, museets tømmermand, der stod bøjet over nogle nye pakkasser. Det samme havde alle de mennesker, der var i sigte, med undtagelse af bønderne ude fra landet, der skyndte sig hen imod Vidunderhuset for at betragte de redskaber, som folk lavede i deres egen provins og andre steder. Museet var nemlig for indisk kunst og håndværk, og enhver, som søgte oplysninger, kunne bede dets bestyrer om en forklaring.

”Gå ned! Gå ned! Lad mig komme op!” råbte Abdallah og klavrede op af Zam-Zammahs hjul.

”Din far var postejbager, din mor stjal ghi ’en” [*]sang Kim. ”Alle muhammedanere faldt ned af Zam-Zammah for længe siden!”

”Lad mig komme op!” peb lille Chota Lal med den guldbroderede hue. Hans far var vel god for en halv million pund sterling, men Indien er verdens eneste demokratiske land.