Rudyard Kipling: Kim

”Det står hugget i stenene. Kom og se, hvis du er udhvilet.”

Ud i hovedhallen sjokkede lamaen, og med bestyreren ved sin side gennemgik han samlingen med en troendes ærefrygt og en håndværkers vurderende instinkt.

Begivenhed efter begivenhed i den skønne historie læste han ud af de halvt forvitrede stenbilleder, hist og her noget forvirret af den for ham ukendte græske stil, men henrykt som et barn ved hvert nyt fund. Hvor der var et hul i rækkefølgen, som for eksempel ved Bebudelsen, kunne bestyreren supplere det manglende fra sin store stabel bøger — franske og tyske, med fotografier og gengivelser.

Her var den fromme Asita — en pendant til Simeon i Jesus’ historie — med det Hellige Barn på sit skød, mens forældrene lyttede til hans ord. Her var begivenhederne i legenden om Devadata. Her var den onde kvinde, som beskyldte Herren for urenhed og blev fuldstændig nedgjort. Her var undervisningen i Dyreparken. Her var miraklet, som forbavsede ildtilbederne. Her var Bodhisat som prins i kongelig pragt; hans mirakuløse fødsel; hans død i Kusinagara, hvor den svage discipel besvimede. Og så var der næsten utallige fremstillinger af hans meditation under bodhitræet, og tilbedelsen af tiggerskålen var anbragt alle vegne. På få minutter indså bestyreren, at hans gæst ikke var nogen almindelig bønnetællende tigger, men en dygtig lærd. Og de gennemgik det alt sammen én gang til, mens lamaen tog sig den ene pris tobak efter den anden, pudsede sine briller og pludrede i jernbanefart i en forvirrende blanding af urdu og tibetansk. Han havde hørt tale om de kinesiske pilgrimme Fo-Hians og Hwen-Thiangs rejser og var meget begærlig efter at få at vide, om der fandtes en oversættelse af deres beretning. Han trak vejret dybt, mens han hjælpeløst bladede i Beals og Stanislas Juliens bøger. ”Det er alt sammen her. Et aflåst skatkammer.” Så blev han roligere og lyttede ærbødigt til brudstykker, som bestyreren oversatte til urdu fra bladet. For første gang hørte han om europæiske lærdes arbejder og hvorledes de ved hjælp af disse og hundreder af andre tekster har nået til at identificere buddhismens Hellige Steder. Derpå viste bestyreren ham et vældigt landkort med en mængde gule prikker og linjer. Hans brune fingre fulgte bestyrerens blyant fra punkt til punkt. Her var Kapilavastu, her det Midterste Rige, her Mahabodi, buddhismens Mekka og her var Kusinagara, det sorgens sted, hvor Den Allerhelligste døde. Den gamle mand bøjede sit hoved over papiret og tav en stund, og bestyreren tændte sig en frisk pibe. Kim var faldet i søvn. Da han vågnede, gik samtalen atter livligt og drejede sig nu om ting, som lå mere inden for hans fatteevne.

”Og således gik det til, du Visdommens Kilde, at jeg besluttede at vandre til de Hellige Steder, som hans fod har betrådt — til hans fødested Kapila, derfra til Maha Bodhi, som er Buddh Gaya, til munkeklosteret og til hans dødssted.”

Lamaen sænkede sin stemme. ”Og jeg kom herhid alene. For fem-syv-atten-fyrretyve år siden randt det mig i sind, at den gamle lov ikke følges på tilbørlig vis. For, som du ved, den er overgroet med djævelskab, trolddom og afgudsdyrkelse. Netop som barnet udenfor sagde for lidt siden. Ja, netop som barnet sagde, af but parasti .”

”Således går det med alle religioner.”

”Mener du? Jeg læste mit klosters bøger, og de var udtørret marv, og det nyere ritual, som vi, der følger den Reformerede Lov, har betynget os selv med — det havde heller ingen værdi i disse gamle øjne. Selv Den Allerfortræffeligstes disciple ligger i evig kiv og strid med hverandre. Det er alt sammen Blændværk. Ja, Maya , Blændværk. Men jeg attrår noget andet.” — Det rynkede, gule ansigt nærmede sig bestyrerens til tre tommers afstand, og pegefingerens lange negl trommede på bordet. ”Jeres lærde har, som disse bøger lærer, fulgt Den Velsignedes fødder på alle deres vandringer. Men der er ting, som de ikke har udfundet. Jeg ved intet — intet ved jeg — men jeg går for at befri mig fra Tingenes Store Hjul, og det ad en bred og åben vej.” Han smilede med en højst åbenhjertig triumf. ”Som pilgrim til de Hellige Steder erhverver jeg mig Fortjeneste. Men der er mere end det. Lyt til en sandhed. Da vor nådige Herre endnu var en yngling og søgte sig en mage, sagde mænd i Hans faders gård, at Han var for ung til at indgå ægteskab. Det ved du?”

Bestyreren nikkede og undredes på, hvad der nu ville komme.

”Da anstillede de den tredobbelte styrkeprøve. Og ved bueprøven knækkede herren først den bue, som de gav ham, og han forlangte en, som ingen kunne spænde. Det ved du?”

”Det står skrevet. Jeg har læst det.”

”Og Pilen fløj forbi alle andre mærker og langt, langt bort, ud af syne. Til sidst faldt den ned og hvor den berørte jorden, sprang en kilde frem, som blev til en Flod. Og ved Herrens godhed og den Fortjeneste, han erhvervede sig, inden han Frigjorde sig selv, er denne Flods natur således, at hvem som bader i den, lutres for al besmittelse og alle pletter af synd.”

”Således står det skrevet,” sagde bestyreren sørgmodigt.

Lamaen trak vejret dybt.

”Hvor er den Flod, du Visdommens Kilde? Hvor faldt Pilen?”

”Ak, min broder, det ved jeg ikke,” svarede bestyreren.

”Hvorfor foregiver du at have glemt det — det eneste, du ikke har fortalt mig? Du må da sikkert vide det? Se, jeg er en gammel mand! Jeg spørger med mit hoved mellem dine fødder, du Visdommens Kilde. Vi véd, at han spændte buen! Vi véd, at Pilen faldt til jorden! Vi véd, at kilden vældede frem! Hvor er da Floden? Min drøm bød mig at finde den, derfor begav jeg mig af sted og nu er jeg her. Men hvor er Floden?”

”Vidste jeg det, tror du da ikke, at jeg ville råbe det ud?”

”Ved et bad i den opnår man Befrielse fra Tingenes Store Hjul,” vedblev lamaen uden at lægge mærke til bestyrerens ord. ”Pilens Flod! Tænk dig bedre om! Det er måske kun en lille strøm — udtørret i varmetiden? Men Den Allerhelligste ville aldrig sådan bedrage en gammel mand?”

”Jeg ved det ikke. Jeg ved det ikke.”

Lamaen stak atter sit ansigt med de tusind rynker tæt hen til englænderens.

”Jeg ser, at du ikke ved det. Da du ikke følger Loven, er denne sag skjult for dig.”

”Ja — skjult — skjult.”

”Vi er begge bundne, du og jeg, min broder. Men jeg” — han rejste sig og svøbte sit bløde, tykke klædebon om sig — ”jeg går for at frigøre mig. Kom du med!”

”Jeg er bunden,” svarede bestyreren. ”Men hvor går du hen?”

”Først til Kashi (Benares), hvor ellers? Dér vil jeg møde en mand af den rene tro i et Jain-tempel i den by. Han er også af dem, der Søger i hemmelighed, og af ham kan jeg måske lære noget. Kan hænde, at han drager med mig til Buddh Gaya. Derfra mod nord og vest til Kapilavastu, og dér vil jeg søge efter Floden. Eller nej, jeg vil søge overalt, hvor jeg kommer hen — for ingen kender stedet, hvor Pilen faldt til jorden.”

”Og hvorledes vil du komme af sted? Det er langt til Delhi, og længere til Benares.”

”Jeg vil rejse dels ad landevejen, dels med togene. Da jeg kom ned fra bjergene, rejste jeg fra Pathânkot og hertil med et tog. Det går hurtigt. I begyndelsen var jeg forbavset over at se de høje stænger ved siden af banen stadig skyde deres tråde op og ned” — han efterlignede telegraftrådenes tilsyneladende bølgeformige bevægelser, mens toget suser forbi. ”Men senere blev jeg træt af at sidde og længtes efter at gå, som jeg plejer.”

”Og kender du vejen?” sagde bestyreren.

”Åh, hvad det angår, så stiller man spørgsmål og betaler penge, så sørger de dertil ansatte personer for, at man kommer, hvorhen man vil. Det fik jeg allerede at vide i mit kloster af sikre underretninger,” svarede lamaen stolt.