Rudyard Kipling: Kim

”Og hvornår drager du af sted?” vedblev bestyreren med et smil over den blanding af gammeldags fromhed og nymodens fremskridt, som er fremherskende i vore dages Indien.

”Så snart som muligt. Jeg besøger de steder, hvor Han levede, indtil jeg kommer til Pilens Flod. Der er også et papir, hvorpå der er skrevet de timer, hvor togene går sydpå.”

”Og hvorledes får du føden?” — Lamaer har som regel en klækkelig sum penge hos sig, men bestyreren ønskede sikkerhed i sagen.

”På rejsen vil jeg bære Herrens tiggerskål. Ja, som Han vandrede, således vil jeg vandre og give afkald på de lettelser, mit kloster kan skaffe mig. Da jeg forlod bjergene, havde jeg en chela (discipel) med mig, som tiggede for mig, som Loven kræver, men mens vi rastede en stund i Kulu, fik han feber og døde. Nu har jeg ingen chela , men jeg vil selv bære tiggerskålen og derved sætte godgørende mennesker i stand til at erhverve sig Fortjeneste.” Lamaen nikkede resolut. Lærde doktorer fra et kloster plejer ikke at tigge, men han var en ildsjæl.

”Så være det,” sagde bestyreren smilende. ”Men lad nu også mig få lov til at erhverve mig Fortjeneste. Vi er værkfæller, du og jeg. Her er en ny bog med hvidt engelsk papir og her er to og tre spidsede blyanter, tykke og tynde, alle gode i en skrivers hånd. Lån mig nu dine briller.”

Bestyreren så igennem dem. Glassene var slemt ridsede, men styrken var næsten den samme, som i hans egne. Dem stak han nu lamaen i hånden og sagde: ”Prøv disse.”

”Som en fjer! Så lette som en fjer på mit ansigt!” Den gamle mand vendte og drejede henrykt hovedet og slog krøller på sin næse. ”Jeg føler dem næppe! Og hvor tydeligt jeg ser!”

”De er af bilaur (krystal) og ridses ikke. Måtte de hjælpe dig til din Flod, for de er dine.”

”Jeg vil modtage dem og blyanterne og den hvide bog,” sagde lamaen, ”som et tegn på venskab mellem præst og præst — og nu —” Han famlede ved sit bælte, løsnede pennefoderalet af jerntrådsfiligran og lagde det på bestyrerens bord. ”Tag dette som en erindring om mig — mit pennefoderal. Det er gammelt — som jeg selv.”

Det var et stykke meget gammelt kinesisk kunsthåndværk af en jernart, som ikke fremstilles nu til dags. Bestyrerens indre samler havde begæret det fra første øjekast. Lamaen ville på ingen måde lade sig overtale til at tage sin gave tilbage.

”Når jeg vender hjem efter at have fundet Floden, skal jeg bringe dig et skrevet billede af Padma Samthora — sådan et, som jeg plejede at male på silke i mit kloster. Ja — og et af Livets Hjul,” smålo han, ”for vi er værkfæller, du og jeg.”

Bestyreren ville have holdt på ham, for få mennesker i verden kender endnu hemmeligheden ved at fremstille de traditionelle buddhistiske penseltegninger, der er, om man så må sige, halvt skrevne og halvt malede. Men lamaen gik sin vej med løftet hoved, standsede et øjeblik foran en stor statue af den mediterende Bodhisat og passerede så ud gennem tælleapparatet.

Kim fulgte ham som hans skygge. Hvad han havde hørt, havde sat ham i stærk spænding. Denne mand var noget aldeles nyt for ham og han havde i sinde at undersøge ham nærmere, ganske som han ville have undersøgt en ny bygning eller en ukendt festlighed i staden Lahore. Lamaen var hans fund og han ville lægge beslag på dette fund. Som sin mor var Kim irsk.

Den gamle mand standsede ved Zam-Zammah og så sig om, indtil hans blik faldt på Kim. Pilgrimsfærdens begejstring var kølnet for en stund, og han følte sig gammel, ensom og meget sulten.

”Du må ikke sætte dig under den kanon,” sagde politibetjenten overlegent.

”Høh! Din ugle!” svarede Kim på lamaens vegne. ”Sæt du dig kun under kanonen, hvis du har lyst. Hvornår var det, du stjal mælkekonens tøfler, Dunnoo?”

Dette var en fuldstændig grundløs beskyldning, frugten af en øjeblikkelig indskydelse, men den stoppede munden på Dunnoo, som vel vidste, at Kims skingrende hyl kunne kalde legioner af ondsindede basardrenge sammen, dersom det gjordes nødig.

”Nå, hvem tilbad du så derinde?” begyndte Kim nedladende, idet han satte sig på hug i skyggen ved siden af lamaen.

”Jeg tilbad ingen, mit barn. Jeg bøjede mig for den Ypperste Lov.”

Kim accepterede denne nye Gud uden sindsbevægelse. Han kendte adskillige snese i forvejen. ”Og hvad vil du nu gøre?”

”Tigge. Jeg mindes nu, at det er længe siden, at jeg har spist og drukket. Hvorledes er tiggernes skik og brug her i staden? Tigger de i tavshed, som vi gør i Tibet, eller med ord?”

”Hvo tigger i tavshed, sulter i tavshed,” svarede Kim med et indfødt ordsprog. Lamaen forsøgte at rejse sig, men sank tilbage igen med et længselssuk efter sin discipel, der var død i det fjerne Kulu. Kim betragtede ham med hovedet på siden, overvejende og interesseret.

”Giv mig skålen. Jeg kender folkene i denne stad og ved, hvem der er godgørende. Giv mig den, så skal jeg bringe den fyldt tilbage.”

Den gamle mand rakte ham skålen med et barns ligefremhed.

”Hvil du dig nu. Jeg kender folkene.”

Han gik hurtigt til en kunjri , en grønthandlerske af lav kaste, hvis åbne bod lå lige over for sporvejslinjen, der førte ned til Moti Basaren. Hun og Kim var gamle bekendte.

”Hoho! Er du blevet yogi (en hellig mand) siden du går med tiggerskål?” udbrød hun.

”Nej,” svarede Kim stolt. ”Der er en ny præst i byen — en mand, hvis slags jeg aldrig har set.”

”Gammel præst, ung tiger,” svarede konen vredt. ”Jeg er led og ked af præster! De slår ned på vore varer som fluer. Er min søns fader en godgørenhedens brønd, at han kan give til alle, der beder?”

”Åh nej,” svarede Kim. ”Din mand er snarere yagi (ondskabsfuld) end yogi (hellig). Men denne præst er virkelig ny og sahib’en i Vidunderhuset talte med ham som med en broder. Min moder, fyld mig denne skål. Han venter.”

”Den skål? Den kurv er så stor som en komave! Du er lige så høflig som Shivas hellige tyr. Den har allerede i morges ædt størstedelen af en kurv løg for mig. Og så skulle jeg oven i købet fylde din skål! Se bare, der kommer den igen.”

Kvarterets store, musegrå bramintyr trængte sig frem blandt den brogede hob med en stjålen pisang hængende ud af mulen. Den styrede lige løs på boden i fuld bevidsthed om sit privilegium som helligt dyr, sænkede hovedet og prustede tungt langs med kurvenes række, førend den traf sit valg. Op fløj Kims hårde lille hæl og ramte den lige på den sorte, fugtige snude. Den fnyste arrigt og sjokkede væk tværs over sporvejsskinnerne med puklen dirrende af raseri.

”Se der, nu har jeg reddet mere end det tredobbelte af, hvad skålen vil koste. Nå, moder, giv mig en smule ris og lidt tørfisk ovenpå — ja, og lidt grøntsagskarry!”

En brummen lød fra butikkens baggrund, hvor en mand lå.

”Han jog tyren bort,” sagde konen med sagte stemme. ”Og det er en god gerning at give til de fattige.”

Hun tog skålen og leverede den tilbage fuld af varm ris.

”Men min yogi er ingen ko,” sagde Kim alvorligt og lavede med fingrene et hul i toppen af rishøjen. ”En smule karry kunne gøre godt, og en stegt kage, og jeg tror også, at han ville synes godt om en mundfuld syltetøj.”

”Det er et hul så stort som dit hoved,” sagde konen fortrydeligt. Men ikke desto mindre fyldte hun det med god, dampende karry, lagde en stegt kage ovenpå og en klat klaret smør på kagen og klaskede en klump sur tamarindsyltetøj ved siden af. Kim betragtede anretningen med lystne øjne.

”Det er godt. Når jeg er her i basaren, skal tyren ikke få lov at komme til dette hus. Han er en fræk tigger.”